Asger Sørensen er efterhånden bedre kendt i Østrig og i Tyskland end i Danmark. Efter ungdomsfodbold i Virklund BK, Silkeborg IF og FC Midtjylland og en enkelt pokalkamp for FC Midtjyllands førstehold, skiftede han allerede som 17-årig til udlandet. Første station var RB Salzburg, hvor han står noteret for fire østrigske mesterskaber og tre pokaltriumfer. Men på grund af flere skader blev det kun til seks kampe for RB (1 mål, 1 assist).
I sin Salzburg-tid (2014-2017) spillede Asger Sørensen først og fremmest i den næstbedste række for RB’s farmerhold FC Liefering, hvor han nåede 41 kampe.
Karrieren tog først rigtigt fart, da han blev udlejet til 2. Bundesliga-holdet Jahn Regensburg i 2017, hvor det blev til masser af spilletid. 52 liga- og 2 DFB-pokalkampe blev det til i to succesfulde sæsoner. I sommeren 2019 solgte RB Salzburg ham så til Bundesliganedrykkerne fra 1. FC Nürnberg.
På trods af sin tilværelse som udlandsprofessionel har Asger Sørensen ikke mistet kontakten til Fodbolddanmark. Han har været med i alle U-hold fra U16, og senest deltog han i U21-EM i Italien/San Marino.
Bulibold-skribent Frank Gabel talte med Asger Sørensen efter DFB-pokalkampen mod 1. FC Kaiserslautern. Snakken gik om pokalfighten mellem de to traditionsklubber, om fankultur i Tyskland og om Asger Sørensens karriere indtil nu.
I har netop været ude i en nervepirrende DFB-pokalkamp mod Kaiserslautern, som dit hold 1. FC Nürnberg tabte i straffesparkskonkurrence med 7-8. Som 2. Bundesliga-hold var I helt klart favoritterne, men det var 3. Liga mandskabet 1. FC Kaiserslautern, der løb med sejren. Hvor gik det galt?
Jeg synes det med anden og tredje liga, det skal man glemme alt om i en pokalkamp. Det er 0-0, og det er to meget lige hold. Der var chancer i begge ender. Forskellen er, at vi ikke scorer på vores chancer. Jeg synes, vi har en god periode, i hvert fald i forlænget spilletid, hvor vi faktisk skal lave et mål eller to. Og så får de to straffe. Jeg har ikke set dem igen. Måske det ene er billigt, men det andet når jeg simpelthen ikke at se. Og så udover det har de en stor chance, en friløber, som vores målmand holder godt. Ellers synes jeg ikke, de har så meget. Så forskellen ligger ved kynismen, vi var ikke kyniske nok foran mål.
En straffesparkskonkurrence foran Westkurve er jo ikke nogen dans på roser. Spillede stemningen også en rolle, som altid er unik på Betze? Eller var det netop rollen som de store favoritter, der vejede tungt?
Helt klart, der er god stemning her på det stadion. Selvfølgelig har vi prøvet det masser af gange, når vi spiller på hjemmebane og også på udebane i den grad. Det er jo Tyskland. Tilskuerne, de er fodbold-forrykte. Jeg ved ikke, hvor stor en rolle det spillede. Der var god stemning. Jeg ved ikke om fansene har en andel i deres sejr. Jeg tror, det er vores egen skyld, hvis det var fansene. Men det er altså fedt at spille i Tyskland med masser af tilskuere.
Hvad gør I nu for at glemme denne kamp hurtigst muligt og fokusere på den næste ligakamp? Mod Bochum gælder det jo om igen at hente point for at blive i nærheden af oprykningspladserne.
Vi skal analysere den her kamp og se, hvad vi har gjort godt, og hvad vi har gjort mindre godt. Og så er det endelig bare videre. Vi spiller heldigvis igen på mandag, og vi skal tilbage på sporet, analysere kampen her, have en god træningsuge. Og så håber jeg, at vi kan vinde på mandag imod Bochum, som også er en meget spændende kamp.
Lad os skifte emne og snakke lidt om din karriere indtil nu. Efter ungdomsfodbold i Silkeborg og FC Midtjylland skiftede du allerede som 17-årig til udlandet. Du nåede en pokalkamp for FC Midtjyllands førstehold (mod Djursland på Grenå Arena, foran 1.300 tilskuere). Og så gik turen til udlandet. Man kunne næsten tro, du havde travlt med at prøve lykken udenfor Danmark. Hvordan var det med skiftet dengang?
Jeg havde det egentlig oppe i hovedet, at jeg gerne ville tidligt til udlandet. Jeg syntes, det var spændende, at få noget hår på brystet ude. I Danmark kan mentaliteten være lidt „loose“, hvis man kan sige det sådan. Jeg har altid haft en drøm om at komme i Bundesligaen. Og da RB Salzburg kom ind i billedet, syntes jeg, det var rigtig spændende. Og så kastede jeg mig ud i det, prøvede lykken. Og jeg har ikke fortrudt det på noget tidspunkt. Selvfølgelig var det hårdt i starten som 17-årig at tage ud. Men nu er jeg her i en fantastik klub, 1. FC Nürnberg. Det har altså bragt noget godt med sig, selvom jeg ikke var så heldig i Salzburg. Men så er jeg kommet tilbage på sporet, og jeg er rigtig glad for min beslutning dengang.
Var det ikke overvældende med nye omgivelser, nyt sprog og ny fodboldkultur — på et så tidligt tidspunkt i din karriere?
Jo, det er klart. Omvending med sprog, og så havde jeg ikke et kørekort. Jeg skulle hele tiden hentes eller køres hjem af spillere eller teammanager for Salzburg. Plus, jeg havde ikke gjort min skole helt færdig endnu. Jeg havde seks måneder tilbage. Så man kan sige, det første halve til hele år, det var hårdt for mig. Det fodboldmæssige synes jeg egentlig, jeg fik vænnet mig til rigtig hurtigt. Jeg synes, spillestilen passede godt til mig nede i Salzburg. Så på den måde var det ikke så hårdt. Selvfølgelig var jeg ramt af skader dernede, som gjorde det endnu sværere, men alt i alt synes jeg, det var et rigtig godt skifte.
Trods din unge alder, er du nu allerede i gang med din 6. sæson i udlandet. Efter „storkoncernen“ RB Salzburg spillede du for den mere familiære Jahn Regensburg, og nu er du i traditionsklubben 1. FC Nürnberg. Hvis du skulle nævne dét største bidrag, disse tre klubber har gjort for din personlig udvikling, hvad ville du så sige?
Jamen Salzburg gjorde jo rigtig meget med, hvordan de ville spille på med den pressing-stil, de kører med. Så der lærte jeg rigtig meget om, hvordan man skulle føre dueller og spille én mod én. Men på grund af mine skader var det svært i Salzburg, der fik jeg ikke udviklet mig nok.
Så kom Regensburg på banen. De havde en træner, der kom fra Leipzig — Beierlorzer. Og han kørte jo lidt den samme stil som Salzburg. Og først der, altså fra 2017, tog min karriere rigtig fart. Jeg var skadesfri, fik spillet en masse kampe i 2. Bundesliga. Så blev jeg et år til, og det var endnu en god sæson med masser af kampe. Det var det vigtigste for mig at komme ud og få den der tryghed med, at jeg kan spille hver uge uden at blive skadet. Altså at få den selvbevidsthed om, at jeg kan godt holde til at spille fodbold, fordi det kan man godt komme lidt i tvivl om, når man var så meget skadet, som jeg var i Salzburg.
Og indtil videre i Nürnberg: Der er det en helt anden omgivelse end i Regensburg, altså med fans og presse. På den front lærer man meget mere her. Nu er jeg stadig meget ny her. Så det er svært at sige præcist, hvad de har givet mig indtil videre. Men jeg prøver at arbejde videre, træne så godt jeg kan, spille så godt jeg kan. Og så må vi se. Vi håber at vi får vendt skuden lidt, og kommer til at spille lidt mere op i toppen. Så skal det nok blive tre gode år i Nürnberg.
Din nye klub 1. FC Nürnberg er en af de store tyske traditionsklubber — I er jo stadig vicerekordmestre efter Bayern München. Men efterhånden er de gamle triumfer gået i glemmebogen, og den nye generation kender „der Club“ først og fremmest som elevatorhold. Hvad skal der efter din mening til for at holdet bevæger sig væk fra dette image som „Fahrstuhlmannschaft“ og etablerer sig i den bedste række?
Det som Palikuća (sportsdirektør, red) og vores træner gør nu. Prøve at bruge en del unge spillere, få hentet nogle unge spillere ind. Nu er vi også elleve nye spillere. Så der kan man håbe, man kan få bygget videre på den her sæson, blive bedre og bedre for hver kamp. Og hvis man ikke rykker op i år, som bliver svært — det må jeg ærligt sige —, så kommer der næste sæson måske Paderborn eller Union Berlin ned, hvem ved. Og så har man et hold, der er sammenspillet til den sæson klar. Selvfølgelig er det svært at sige nu hvordan og hvorledes. Men, det at bringe unge spillere ind, som har mod på det, som er sultne for ikke bare at rykke op, men også — hvis man rykker op — for at blive i Bundesligaen. Det tror jeg, er det vigtigste. Så jeg synes, de gør det rigtig godt ovenfra her i Nürnberg.
FCN har stadig en kæmpestor fanbase og spiller regelmæssigt foran 30.000 tilskuere. Hvordan oplever du fodbold- og fankulturen i Nürnberg?
Den er helt fantastisk. Selvfølgelig kan man sige det med løbebanen nede i Nürnberg på Max-Morlock-Stadion er lidt ærgerligt. Men det ændrer ikke på, at når der er de der 30.000 eller 35.000, så er der rigtig god stemning der. Og fansene er rigtig gode her. De går jo op i det her i Tyskland. Så desværre, når man taber, så er de jo lidt sure. Men det er fodbold: det går op og ned. Sådan er det, det må man bare lære at vænne sig til i fodbold, fordi der er ingen grund til at hænge med hovedet. Det er bare videre. De er der igen næste uge, det ved vi. De er så gode. De kommer her næste uge, så det er bare at blive ved.
Og apropos fans og stemning: Det kommende Frankenderby (24.11.) bliver en premiere for dig. Har dine holdkammerater allerede fortalt dig lidt om, hvad der er i vente på udebane mod Greuther Fürth?
Ja, de har godt fortalt lidt om, at det skulle være helt vildt, stemningen der. Det er rigtigt had, der er imellem de to klubber. Altså det er jeg lidt spændt på at prøve. Jeg har aldrig prøvet at spille sådan et rigtigt derby. Man kan sige Regensburg mod Ingolstadt var også lidt af et derby, men jeg tror overhovedet ikke, man kan sammenligne det med vores kommende kamp mod Fürth. Det bliver rigtig spændende.
Mange tak, Asger. Så er vi nået til enden af listen med spørgsmål. Har du måske en lille hilsen, du vil sende til Bulibold-læserne i Danmark?
Jeg synes det er dejligt, at de læser Bulibold og følger med i de danske spillere i Tyskland. Det er en fornøjelse, og bliv ved med at læse. Der kommer nogle gode artikler ud.
