Hamburger SV står igen overfor en afgørelse på deres sæson, som ser ud til at skulle afgøres to minutter i lukketid. Alt er med andre ord som det plejer i det nordtyske.
Jeg er et barn af 90’erne, så jeg ser hende tydeligt for mig. Klædt fra top til tå i en rød heldragt, der nu til dags nok mest vil minde om beklædningen, som Uma Thurman bærer i Kill Bill.
Jeg taler selvfølgelig om Britney Spears, som i dette sekund via Youtube har trukket mig tilbage til årtusindeskiftet, hvor hun med det kække ’lille pige-smil’ synger om, at hun har leget med mit hjerte. Ikke for første gang, men hun har skam gjort det igen.
At kalde det en direkte transskribering af mit forhold til HSV er måske en kende karikeret, men det er nok ikke langt fra den følelse, man får, når ens klub træffer de samme dårlige beslutninger om og om igen og på den måde leger med mine følelser.
Det begynder efterhånden at være en smule tragikomisk, at melankoli skal være det gennemgående tema, når jeg vælger at skrible tanker ned om HSV, men inden gravkammerstemningen for alvor breder sig, så lad mig ridse op.
Kniven for struben
HSV ligger på andenpladsen i 2. Bundesligaen, hvor de efterhånden har ligget i mange runder. Forskellen på nu og tidligere er, at konkurrenterne bagfra nærmer sig med hastige skridt. Foran er suveræne Köln ikke officielt klar til comeback i Bundesligaen, men lad os kalde det en formalitet, før Jonas Hector og kompagni også officielt kan kalde sig Bundesliga-hold igen.
Med fire kampe tilbage ligger HSV med 53 point. Herefter kommer Paderborn med 51 point, Union Berlin med 50 point og Heidenheim med 49 point. Den umiddelbare pointe er selvfølgelig, at HSV stadig kan afgøre sagen selv. Vinder de resten, så er de oppe. End of story. Problemet er, at de sidste uger i Hamburg har givet nervøse trækninger til en stor fanbase.
HSV er uden sejr siden 4-0 triumden på Millerntor d. 10 marts mod rivalerne fra St. Pauli, og efterfølgende har der været ekstremt svage præstationer, som da de faldt sammen hjemme mod Darmstadt efter at have ført 2-0. Den voldsomt ringe anden halvleg på hjemmebane mod Magdeburg og så frustration på sit højeste mod Aue, hvor de dominerede, men ikke kunne score det afgørende mål.
Samtidig står HSV i den situation, at to af de sidste fire kampe er mod de direkte oprykningsrivaler i Paderborn og Union Berlin. Begge kampe er på udebane, noget som jeg normalt ville fremhæve som en svaghed for de fleste hold, hvis altså ikke det var fordi, HSV faktisk har været bedre ude end hjemme denne sæson.
Morale er godt, dobbeltmorale er dobbelt så godt
Efter 10 kampe i sæsonen valgte HSV at sige farvel til klubmanden Christian Titz på trods af en placering som nummer to og opbakning fra både fans og spillere. Argumenterne for denne fyring var, at spillestilen ikke var direkte nok, og at der generelt var uoverensstemmelse mellem Titz og klubbens ledelse. Nu hvor vi er 20 kampe inde i Hannes Wolfs tid som HSV-træner, er det vel fair nok at sammenligne. Så lad os se på det:
Christian Titz havde i sin tid 1,8 point i snit pr. kamp, mens Hannes Wolf ligger næsten på det samme med 1,75 point pr. kamp. Mål har man for alvor heller ikke fået mange flere af med Wolf ved roret. Wolfs HSV scorer 1,45 mål pr. kamp, mens Titz’ HSV scorede 1,2 pr. kamp.
Det eneste parameter hvor forskellen er til at mærke er ved boldbesiddelse, hvor Titz’ astronomiske 59,7% possession pr. kamp er faldet ned til ’normale’ 51,95% med Wolf. Problemet er bare, at trods spillestilen på papiret er blevet mere direkte, så giver det ikke et HSV hold, der af den grund scorer markant flere mål.
De offensive problemer har været de samme igennem hele sæsonen. Det har været tydeligt, at der har manglet komplette løsninger, hvilket illustreres ved den store rotation på de offensive pladser. Ligeledes må det siges, at 41 mål i 30 kampe er meget lidt, når både Köln og Paderborn i toppen snitter over to mål pr. kamp.
Den nemme konklusion ville være at pege på angriberpladsen, hvor det bare må siges, at selvom tanken Pierre-Michel Lasogga er ganske skarp foran mål, så er hans manglende hurtighed (heraf evne til at true i dybden) og arbejdsiver svært at acceptere for et hold, der gerne vil gå offensiv til værks. Nyeste skud på stammen har været at give Bayern-produktet Manuel Wintzheimer kampe fra start, men topniveauet er bare ikke højt nok, når man kigger på Köln, der har tre angribere, som alle er niveauer over, hvad HSV kan stille med.
Den mere retfærdige konklusion er dog, at HSV spillemæssigt ikke har rykket sig voldsomt siden skiftet. Jovist, vi ser ikke det samme fokus på opspil fra bagerste række, og Julian Pollersbeck står ikke længere oppe på midten for at deltage i opspillet. Men de manglende løsninger i offensiven er de samme som under Titz, og når et hold, der sjældent vinder med over et mål ofte lukker et ind i den anden ende, så er selv matematikken imod én.
Skrækscenariet
Tænk lige over, at vi kan stå i en situation om en måned, hvor HSV eventuelt kan stå og skal spille 2. Bundesliga et år mere. En ting er, at de rykkede ned sidste år, men de fleste havde den klare forventning om, at det var en lærestreg, og at de nok skulle komme igen. Hvis det derimod ikke er tilfældet, og klubben må tage til takke med endnu en sæson i den næstbedste række, så begynder det for alvor at være kritisk.
En ting er, at man som klub ikke kan bevare sit Bundesliga-budget, hvis man aldrig kommer tilbage igen. Dermed kan det betyde, at flere af klubbens nuværende profiler kan være på vej væk med tanker til Gideon Jung, Douglas Santos og Papadoupoulos.
Sandheden er nemlig, at situation er anspændt. Taber man på søndag til Union, så kan Paderborn potentielt gå forbi, og Union kan ligge på samme antal point. Hvis ikke man er nervøs som HSV-tilhænger, så besidder man et sæt eier, som jeg ikke selv er indehaver af.
For den bitre sandhed og grunden til, at tonen i et HSV-indslag igen er præget af en melankolsk, og til tider dystopisk, undertone er, at der stadig er intet der tyder på, at de er blevet klogere i organisationen. Som Britney synger, så har de gjort det igen. Og hvor er det da egentlig typically me, kunne man tilføje.
Misser de oprykningen, hvem siger så ikke, at Wolf er fortid i klubben, og at man igen skal have en ny træner ind i den turbulens, som selv de færreste jægerpiloter ville kunne håndtere.
Men der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Om en måned kan jeg have taget fejl, og så er der igen Bundesliga-bold på det prægtige Volkspark Stadion. Enten det, eller også bliver der ringet til en vis Bruno Labbadia. Tredje gang er jo lykkens gang…
