bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin

Efter landskampspausen skal spillerne i 2. Bundesliga igen i arbejdstøjet. Inden pausen spillede flere hold som brækkede arme, men der var også en ”ægte” brækket arm af den slemme slags i runde fire. Så er sæsonens første trænerskifte en realitet, og der er ikke tale om Braunschweigs Daniel Scherning.
Velkommen til optakten til verdens bedste næstbedste liga, hvor det nye tophold, Fortuna Düsseldorf, skal forsvare førstepladsen på Berlins Olympiske Stadion
.

SC Preßuen Münster – SC Paderborn 07 – fredag kl. 18.30

Oprykkerne fra Preußen Münster har stadig årets første sejr til gode. Sascha Hildmanns tropper var da heller ikke i nærheden af at få point med hjem fra udekampen på Volksparkstadion. Münster spillede egentlig en godkendt kamp, men HSV var bare bedre og kunne således gå til pause foran 3-0. Torge Paetow fik reduceret for gæsterne efter en lille times spil, men blot seks minutter senere lukkede HSV kampen med deres mål til slutresultatet 4-1.
Paderborn måtte afgive førstepladsen, da holdet skuffende spillede 0-0 mod oprykkerne fra Ulm. Nu venter et opgør mod en anden oprykker, som helst skal vindes, hvis Paderborn vil være med helt fremme.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – SC Paderborn 07 1-2

Karlsruher Sport Club – Schalke 04 – fredag kl. 18.30

Med to sene træffere i udekampen mod Braunschweig spillede KSC sig op på en delt førsteplads. Værterne indledte opgøret bedst og gik fortjent til pause foran 1-0 efter en første halvleg, hvor KSC ikke registrerede et eneste skud på mål. Det fik Christian Eichner til at reagere. Fabian Schleussener blev flået ud i pausen, og i stedet kom Andrin Hunziker på banen. Det skulle vise sig at være en god idé, da schweizeren fik udlignet efter 73 minutter. KSC-topscoreren Budu Zivzivadse sørgede tre minutter før slut for, at KSC kunne tage alle tre point med hjem.
Schalke er i den grad kommet ned på jorden igen efter den flotte storsejr i sæsonåbneren. Èt sølle point er det siden blevet til, og i hjemmekampen mod Köln var ”Die Knappen” chanceløse. Gæsterne gik til pause foran 2-0, og da de i første minut af anden omgang øgede til 3-0, så nyttede Kenan Karamans scoring på straffespark efter en god times spil ikke alverden. Schalke-træner Karel Gerarts ærgrede sig efter kampen især over de to Köln scoringer på hver side af pausen. ”Disse to øjeblikke afgjorde kampen. Her viste holdet virkelig manglende koncentration.”
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Schalke 04 3-1

SSV Ulm 1846 – 1. FC Nürnberg – lørdag kl. 13.00

Thomas Wörles Ulm hentede sæsonens første point via en disciplineret defensiv indsats i udekampen mod topholdet Paderborn. Det var ikke kønt at se på, men det er Wörle nok bedøvende ligeglad med. Det ene point betød nemlig, at Ulm netop kravlede op på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Meget værre gik det for Miroslav Kloses Nürnberg, der tabte hjemmekampen mod Magdeburg med hele 4-0. ”Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp, men den måde vi forvaltede vores omstillinger og vores forsvarsspil var under alt kritik”, erkendte den tidligere verdensmester efter kampen.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – 1. FC Nürnberg 1-1

Hannover 96 – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00

Hannover var det næstbedste hold i topkampen ude mod Düsseldorf. Kun flotte parader fra Hannover-keeper Ron-Robert Zieler forhindrede et større nederlag end 1-0, som det trods alt blev til. Hannover-træner Leitl erkendte da også efter kampen, at Düsseldorf var klart det bedste hold på dagen.
K´lautern fik vendt gæsternes tidlige føring hjemme mod Hertha, da først Phillip Clement udlignede, og Aaron Opoku scorede til 2-1 inden pausen. I anden halvleg fortsatte begge hold med at score lystigt. Hertha bragte sig foran 3-2, men Boris Tomiak fik udlignet med tyve minutter igen. Gæsterne endte dog med at tage alle tre point med hjem, da de scorede sejrsmålet til 4-3 ti minutter før tid.
Bulibolds tip: Hannover 96 – 1. FC Kaiserslautern 2-0

Darmstadt 98 – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00

Det var en meget bramfri og ærlig Torsten Lieberknecht, der mødte pressen efter Darmstadts 0-4 snitter i Elversberg. Han sammenlignede sit hold med en hønsegård og talte om samlet arbejdsvægring og tilføjede: “Havde jeg kunne skifte 11 mand ud ved pausen, så havde jeg gjort det.” Lieberknecht, der ellers har været en af Darmstadts mere succesfulde trænere, bekendtgjorde dernæst, at han fratræder sin stilling. Fremover bliver det den 41-årige Florian Kohfeldt, der skal styre ”Die Lilien” til kalenderårets blot anden sejr. Den tidligere Werder- og Wolfsburg-træner har senest stået i spidsen for belgiske Eupen.
Det ser ikke meget bedre ud for lørdagens modstander fra Braunschweig. Daniel Scherning sikrede sig inden kampen mod KSC tankcenterforwarden Sebastian Polter samt midtbanemanden Paul Jaeckel, der er lejet hos Union. Braunschweig startede kampen mod KSC bedst, da midterforsvareren Ermin Bicakcic bragte ”Die Löwen foran efter blot 13 minutter. Igen rakte det dog ikke til point, da gæsterne først udlignede et kvarter før tid og endda scorede sejrsmålet med tre minutter igen. Daniel Scherning var naturligvis skuffet over, at det ikke rakte til point, men kunne dog konstatere, at indsatsen lovede bedring efter en række tandløse kampe fra Braunschweigs side.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – Eintracht Braunschweig 1-1

1. FC Köln – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 20.30

Lørdagens sene kamp står til gengæld mellem to hold, der præsterede flot i runde 4. Köln vandt en fortjent 3-1-sejr ude mod Schalke. Damion Downs bragte ”Die Geissböcke” foran efter 25 minutter, og da først Linton Maina og siden Tim Lemperle gjorde det til 3-0, var kampen afgjort. De to sidstnævnte scoringer faldt i minuttet før og minuttet efter pausen. Så gjorde det mindre, at Schalke senere fik reduceret via et forvandlet straffespark. Köln-træner Struber udtalte efter kampen, at holdet vidste, hvad Schalke kom med, og at han var stolt over sit holds ageren.
Magdeburg gjorde rent bord på Max-Morlock Stadion og vandt med hele 4-0 mod et chanceløst Nürnberg-mandskab. ”Die Ossies” kunne gå til pause foran 1-0 på Xavier Amaechis scoring efter 24 minutter. Nürnberg havde deres chancer og fik frataget et straffespark af VAR, men da Livan Burcu fordoblede føringen tyve minutter inde i halvleg, kunne gæsterne cruise en sikker udesejr i land. De gjorde endda yderligere ondt på Nürnberg, da først indskiftede Alexander Nollenberger øgede til 3-0 på et flot langskud, inden Philipp Herscher lukkede og slukkede med 4-0-målet i dommerens overtid.
Bulibolds tip: 1. FC Köln – 1. FC Magdeburg 2-2

SpVgg Greuther Fürth – SV Elversberg – søndag kl. 13.30

Alexander Zorniger var langt fra tilfreds med sit hold trods en klar 4-0-sejr ude mod Regensburg. Fürth fik ellers en drømmestart, da Marco Meyerhofer allerede i det 4. minut bragte sit hold foran 1-0. Herefter trak Fürth sig dog for langt tilbage og blev for passive, men da Noel Futkeu gjorde det til 2-0 efter 49 minutter, så spillede Fürth endeligt, som Zorniger havde forestillet sig det. Furths sidste to mål stod anfører Branimir Hrgota og Julian Green for.
Elversberg vandt ligeledes en flot 4-0-sejr i hjemmekampen mod Darmstadt. Her havde de bare sværere ved at glæde sig efter kampen, der blev skæmmet af en meget alvorlig skade. Det startede ellers så godt for Elversberg, der bragte sig foran 1-0 ved Luca Schnellbacher efter godt fem minutter. Et kvarter senere øgede Fisnik Aslani til 2-0, og sørme om han ikke også stod for målet til 3-0 et kvarter inde i anden halvleg. I det 69. minut faldt Elversbergs forsvarsspiller Florian Le Joncour så uheldigt ned på sin arm, der brækkede, og han måtte behandles i 25 minutter på banen, hvorunder lægen endda måtte give ham morfin mod smerterne. Efter endt behandling blev han til publikums klapsalver båret fra banen og havde endda overskud til at vinke tilbage med sin raske arm. Filimon Gerezgiher noterede sig for Elversbergs fjerde mål i kampens sidste minut.
Bulibolds tip: SpVgg Greuther Fürth – SV Elversberg 3-2

HSV – Jahn Regensburg – søndag kl. 13.30

Selvom HSV blot skulle bruge en halvleg for at afgøre hjemmekampen mod Münster, så var gæsterne egentlig bedre med, end cifrene antyder. De evige oprykningskandidater fra Hansestaden var bare mere effektive foran begge mål. Robert Glatzel scorede to gange i første halvleg, og da Daniel Elfadli også nettede en enkelt gang, så var der ikke alverden at spille om i anden omgang. Preußen Münster fik da også lov til at score en enkelt gang, inden Moritz Heyer sørgede for slutresultatet 4-1 til HSV. Steffen Baumgart var da også især tilfreds med sit holds første halvleg og naturligvis med sejren. ”2. Bundesliga fodbold er hårdt arbejde, og så skal man også have heldet på sin side i de afgørende situationer, og det opsøgte vi i dag, udtalte HSV-træneren efter kampen.
Regenburgs hjemmekamp mod Fürth var derimod lige til glemmebogen. 4-0 vandt gæsterne, hvilket fik Regenburgs træner Enoch til at tale om opvisning fra modstandernes side.
Bulibolds tip: HSV – Jahn Regensburg 5-0

Hertha Berlin – Fortuna Düsseldorf – søndag kl. 13.30

Rundens sidste opgør står mellem Hertha og Fortuna, der mødes på det olympiske stadion i Berlin, og begge kommer fra friske sejre. Hertha vandt i et målorgie ude mod K´lautern, der endte 3-4. Luca Schuler (2), Derry Scherhant og Michaël Cuisance stod for Herthas scoringer.
Hertha-træner Fiel var da også yderst tilfreds med både underholdningsværdien, men nok især over, at hans mandskab blev hentet to gange, men stadig fandt vej til sejren.
Daniel Thioune var også en tilfreds mand, efter at hans hold forrige fredag slog Hannover med 1-0 hjemme. Danny Schmidt sørgede for kampens eneste mål efter en times spil, og dermed er Düsseldorf fortsat uden nederlag i denne sæson. Thioune nåede at tilknytte tre nye spillere, inden vinduet lukkede. Fløjen Myron van Brederode er lejet hos AZ 67, den defensive midtbanemand Giovanni Haag er hentet hos Rodez AF, der spiller i den næstbedste række i Frankrig, og endelig skal islændingen Valgeir Lunddahl Friedriksson støtte midterforsvaret hos Fortuna. Friedriksson spillede senest for Häcken.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – Fortuna Düsseldorf 2-2

Topscorerlisten

Med sin ”Doppeltpack” gjorde Elversbergs Kosovo/tysker Fiknik Aslani, Kenan Karaman og Budu Zivzivadse selskab i toppen af topscorerlisten. Trioen er alle noteret for fire træffere.

3. Liga

Dynamo Dresden udnyttede, at Bielefeld og Sandhausen spillede 1-1, til at gå forbi dem begge og indtage 3. pladsen i ligaen. De to øverste pladser indtages fortsat af Erzgebirge Aue og Viktoria Köln, der begge vandt deres kampe.
I runde 5 tager Aue imod Bielefeld, Viktoria skal til Aachen, mens Dynamoerne ude skal møde 1860.
I bunden ser det slemt ud for de gamle Bundesligahold Waldhof Mannheim og Hansa Rostock, der ligger sidst og næstsidst med hhv. et og to point.



You may also like
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Bundesliga, Bundesligatrøjerne
Oversigt over fordelingen af TV-penge i Bundesligaen 2024/25
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen