bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Fodboldrejser > Guide: Fodboldrejse til Fortuna Düsseldorf

Guide: Fodboldrejse til Fortuna Düsseldorf

Stadion: Espirit Arena

Kapacitet: 54.600

Åbnet: 2004

Hjemmehold: Fortuna Düsseldorf

Esprit Arena, eller LTU Arena, som stadion hed frem til 2009, er hjemmebane for den lokale fodboldklub Fortuna Düsseldorf.

Vi kan virkelig anbefale et besøg her, hvilket jo passende kan ske i kombination med besøg hos en af de andre store klubber i det fodboldgale Nordrhein-Westphalen. Et besøg hos Fortuna er en autentisk fodboldoplevelse på et flot og moderne stadion.

Esprit Arena blev opført mellem 2002 og 2004, primært fordi man havde en forventning og ambition om at få VM til byen i 2006, men også fordi det daværende Rheinstadion fra 1926 havde udtjent sin værnepligt. Düsseldorf blev dog forbigået, da der blev valgt værtsbyer til VM, og derfor stod de lokale helte fra Fortuna med et overdimensioneret stadion til deres kampe i Regionalliga Nord.

Mens Rheinstadion var et klassisk gammeldags stadion, er Esprit Arena en stor kasse af en multiarena, der ofte er blevet brugt til store koncerter, bl.a. i 2011 hvor Eurovision var i byen, hvilket betød, at man byggede et midlertidigt stadion ved siden af Esprit Arena med plads til 20.000 tilskuere. Dette stadion blev benyttet til én kamp og blev derefter revet ned igen.

Rejse og billetter

Det er let at komme til Düsseldorf og både SAS og Air Berlin flyver dagligt til Düsseldorf fra København. Düsseldorf er en seværdig by med et heftigt natteliv, som er kendt i hele Tyskland. Byen har et stort messecenter, hvorfor der er mange hoteller i byen. Hvis du tager afsted, mens der er messe, vil priserne for værelser være høje, mens de er tilsvarende billige, når der ikke er messe.

Fra centrum kommer man til stadion med U-bahn. En tur, der tager ca. 20 minutter. Hvis man har mod på det kan man også tage gåturen langs Rhinen til stadion.

Billetterne kan købes online på https://www.f95.de/aktuell/news/tickets/ .

 Du kan få billetter til alle Fortuna Düsseldorfs kampe, hvis du køber gennem Football Travel. På den måde er du også med til at støtte Bulibold.

Priserne er mere end fair, og en siddeplads på langsiden kan fås for 27 Euro. Siddepladser bag målet kan fås til 17 Euro, mens du må slippe med 13 Euro for en ståplads bag målet. Fortunas fans står bag det ene mål og sørger for god stemning. Selvom klubbens fans ikke er blandt de mest kendte grupperinger i Tyskland, så hører de stadig til blandt de bedste, når det kommer til opbakning på stadion. Endetribunen er stort set altid fyldt og klubben sender også altid mange fans med på udebane.

Hjemmeholdet

Fortuna Düsseldorf er på mange måder en historie om et stort uforløst potentiale. Klubben havde stor succes inden 2. verdenskrig, og klubbens eneste tyske mesterskab blev vundet i 1933. Derudover havde de en opblomstring gennem 60’erne og 70’erne, hvor de bl.a. var i tre pokalfinaler i træk fra 78 til 80 og spillede i Bundesligaen fra 1971 til 1987. Derefter fulgte en række år med en tilværelse som elevatorklub, inden den store nedtur kom i slutningen af 90’erne, hvor klubben var helt nede og vende i Oberliga Nordhrein. Klubben havde på daværende tidspunkt konstante økonomiske problemer og overlevede bl.a. pga. økonomisk støtte fra rockbandet Die Toten Hosen, som selvsagt er enormt populære i byen. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at bandets sang ”Tage wie Diese” nærmest var soundtracket til oprykningen til Bundesligaen i 2012.

Tilskuergennemsnittet i starten af 00’erne lå omkring 5-10.000 tilskuere og man var langt fra fordums storhed.

Der var dog lys for enden af tunnelen og gennem en række oprykninger, kunne man i 2012 fejre, at en samlet sejr over Hertha Berlin i playoff betød et gensyn med Bundesligaen. I oprykningssæsonen havde de et tilskuergennemsnit på 31.900 og især den sidste afgørende kamp mod Hertha er på mange måder historisk, og en historie der skal fortælles, når man snakker om Esprit Arena.

I overtiden blev banen invaderet af glade fans, der fejlagtigt troede at kampen var fløjtet af. Særligt huskes kampen for tilskueren, der gravede spraffesparkspletten op og tog den med hjem. Klubbens daværende anfører Andreas Lambertz kunne også ses løbe rundt på banen med et romerlys. Han er i øvrig den eneste spiller nogensinde, der har spillet i fire forskellige divisioner med den samme klub, så man kan ikke fortænke manden i at være ekstatisk den aften i maj 2012. Klubben fik en klækkelig bøde for urolighederne, og måtte bl.a. spille en hjemmekamp uden tilskuere efterfølgende.

I dag spiller klubben i 2. Bundesliga, og typisk trækker de omkring 30.000 tilskuere til hjemmekampene. De største kampe er mod rivalerne fra Köln, Gladbach eller Duisburg. Særligt forholdet til Köln er yderst anstrengt og de to byer er da også forskellige på mange områder. Köln repræsenterer det kreative og lidt mere rå storbymiljø, mens Düsseldorf er den mondæne storby med store internationale virksomheder og dyre tøjbutikker. Hvert år i februar spidser rivaliseringen til, når det årlige karneval afholdes i begge byer, som i løbet af en forlænget weekend begge omdannes til én stor fest. Byerne konkurrerer selvfølgelig om at have det bedste karneval, og lokalpatriotismen lever i bedste velgående disse dage. I Köln hilser og skåler man på den lokale dialekt med ”Alaaf!”, mens der i Düsseldorf bliver råbt ”Helau!”. Vigtigst af alt i rivaliseringen er dog de to øltyper: I Köln drikker man den lyse Kölsch og i Düsseldorf drikker man den mørke Altbier. Bestil derfor aldrig en Kölsch i Düsseldorf!

På kampdagen

Start dit besøg hos Fortuna med at se Altstadt i centrum af Düsseldorf. Hvis vejret er godt kan det anbefales at gå en tur langs promenaden ved Rhinen, hvor en lang række barer og restauranter sørger for de mest basale behov inden kampen.

Bolkerstrasse er også et oplagt bud til opvarmningen. I Düsseldorf slukker man tørsten med den lokale bryg Altbier. En mørk øl, som er en stor del af den lokale identitet. Schlüssel i Bolkerstrasse eller Uerige rundt om hjørnet er gode bud til en kølig forfriskning. Hvis sulten melder sig, kan du kaste dig ud i den lokale ret Saurbraten med knödel og rossinsauce, ligesom den ærketyske Haxen eller Eisbein også fås hos de fleste af bryggerierne i byen. I området omkring stadion er der ikke det store udvalg af barer, så bliv i Altstadt indtil turen går mod stadion.

På stadion drikker man ligeledes Altbier, og der er derudover et udmærket udvalg af madvarer.

Seværdigheder

Düsseldorf har meget andet at byde på end fodbold. Noget man fx ikke kan sige om nogle af deres nabobyer i regionen. Byen er kendt for at være eksklusiv og en lang række dyre butikker er placeret på den mondæne Königsalle. Derudover er byens største seværdighed nok det høje Fernsehturm, hvorfra man har et flot skue ud over byen, og hvis vejret er godt kan man se helt ned til fjenderne i Köln.

Hvis du har flere dage i området, er det oplagt at kombinere med et besøg hos nogle af naboklubberne. Listen er lang, men Dortmund, Schalke, Köln, Leverkusen, Gladbach, Duisburg, Essen, Oberhausen, Wuppertal, Aachen og Uerdingen er alle indenfor rækkevidde.

Rigtig god tur og auf geht’s Fortuna!

Se mange flere guides til fodboldrejser i Tyskland i vores oversigt

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen