Igennem historien har store britiske fodboldspillere sjældent fusioneret med Bundesligaen, men i anledning af dagens venskabskamp mellem Tyskland og England har vi gjort et desperat forsøg på at finde de fem bedste britiske spillere i Bundesligaens historie.
De fleste britiske spillere i Bundesligaens historie rimer på middelmådighed, mens enkelte er endt som deciderede katastrofer. Tag David Watson som eksempel.
David Watson var centerback og engelsk landsholdsspiller. I 1973 vandt han FA Cuppen med Sunderland, og derfra tog det fart. I 1974 blev han for første gang udtaget til landsholdet, og senere blev han købt fra Sunderland til Manchester City. I det østlige Manchester havde han fire succesrige år, og forventningerne var tårnhøje, da Werder Bremen hentede ham til klubben i sommeren 1979. Det blev dog aldrig til noget lykkeligt ægteskab mellem Werder og Watson.
Hans første kamp for Werder Bremen så egentlig ganske fin ud, da holdet slog Bayer Uerdingen med 1-0. Det var dog i hans anden kamp for klubben, hvor det gik galt. Helt galt. Mod 1860 München blev han sendt ud efter en grov forseelse på Herman, der gav ham otte spilledages karantæne. Watson fik en bøde af klubben på svimlende 10.000 DMark, og det faldt ikke i god jord hos englænderen, der efterfølgende nægtede at rejse med klubben ud for at se en udekamp mod Schalke. officielt lød hans forklaring, at han var skadet, men det var åbenbart ikke værre end, at han umiddelbart efter var klar til at spille for England. Klubben havde fået nok af englænderen, og efter blot to kampe i Werder trøjen var turen i det tyske slut, da han allerede i oktober samme år blev hentet tilbage til engelsk fodbold og Southampton.
Det er dog ikke alt fra de britiske øer, som har været helt skidt. Enkelte spillere har trodset tendensen, og med lidt hårdt arbejde har vi været i stand til at grave os frem til fem nævneværdige britiske spillere i Bundesliga-tiden.
5. Mark Hughes (Wales) Bayern München:
Den walisiske angriber opnåede masser af succes på fodboldbanen, men bare ikke i udlandet. I 1986 skiftede han fra Manchester United til Barca. Tiden i den catalanske hovedstad var en katastrofe, og de mange “Cules” endte med til sidst at vifte de hvide lommetørklæder mod ham. Utilfredsheden drejede sig specielt om prisen på Hughes. Barca købte ham for £2 mio, som dengang var lidt af et prisskilt. Den efterfølgende sæson valgte klubben derfor at leje ham ud til Bayern. Her blev det lidt bedre. Der gik dog noget tid før, han kom på holdet, men da han debuterede, debuterede han med et brag.
Han åbnede nemlig målkontoen i sin Bayern-kamp nummer ét mod Bayer Uerdingen. Resten af sæsonen blev han fast mand på Bayerns hold. Succesen var dog begrænset, men waliseren viste dog fra tid til anden momenter af magi. Specielt vil han blive husket for et hattrick han satte ind hjemme på det olympiske stadion mod Bochum. Bayern købte ham ikke fri fra Barca, og i stedet tog han tilbage til Manchester United. Ligesom næsten alle andre britiske spillere gennem tiden, så vil Mark Hughes huskes bedst for sine præstationer på de britiske øer. Alligevel var opholdet i det tyske ikke helt håbløst.
4. Paul Lambert (Skotland) Borussia Dortmund:
Paul Lambert blev spottet af Dortmund, da han spillede for Motherwell i en UEFA Cup kamp mod netop Dortmund. Manager Ottmar Hitzfeld var så begejstret for skotten, at han hentede ham til Ruhr, hvor han ret hurtigt ændrede Lamberts rolle fra en boks-til-boks spiller til en decideret defensiv midt, der sjældent bevægede sig langt ind på modstandernes banehalvdel. I løbet af det halvandet år, han tilbragte i klubben, blev det kun til to scoringer, men han blev ret hurtigt en publikumsfavorit, da han altid leverede en stor arbejdsindsats.
Det er dog især en enkelt præstation, der gør, at han er med på denne liste. Efter to mesterskaber i træk, kunne “die Schwarz-Gelben” ikke holde dampen op i ligaen, men i Champions League var der til gengæld ingen, der kunne stoppe dem. I semifinalen sled de sig forbi Manchester United, inden de i finalen stod over for de forsvarende mestre fra Juventus med en hvis Zinedine Zidane på holdet. Paul Lambert fik til opgave at markere Zidane ud af kampen og på den måde slå Juventus’ spil i stykker. En opgave den hårdtarbejdende skotte lykkedes til fulde med.
Riedle og Ricken er de to spillere, de fleste forbinder med den lidt overraskende triumf, men hos Dortmunds fans er mange af den overbevisning, at Lambert var kampens spiller i 3-1 sejren. En sejr der gjorde Paul Lambert til den første britiske Champions League-vinder nogensinde. Efter lidt over en sæson i Dortmund valgte Paul Lambert at tage hjem til Skotland og Glasgow for at spille for Celtic. Lambert havde ikke haft et en så stor stjerne i Dortmund, hvis det ikke havde været for hans fantastiske indsats i finalen, og anonymiseringen af en af tidens største spillere Zinedine Zidane. En kamp der for altid har sikret ham legendestatus i Dortmund
3. Tony Woodcock (England) FC Köln:
Fra 1973 til 1979 huserede Woodcock på City Ground lige uden for floden Trent i Nottingham. Her spillede han for Forest, og han blev en del af det legendariske mandskab, der vandt det engelske mesterskab som oprykkere, og året efter vandt Europa Cuppen for Mesterhold ledet af den ligeså legendariske Brian Clough. Men efter seks år i Nottingham tog han til Köln, der få år forinden havde vundet både ligaen og pokalen i samme sæson.
Det Köln-hold Woodcock kom til var dog året forinden endt på en sjetteplads. I sin første sæson blev Woodcock fast inventar for gedebukkene, og sæsonens højdepunkt for angriberen var at score fire mål i en og samme kamp mod Werder Bremen. Den efterfølgende sæson 1980-81 var dog lidt mere på det jævne. Köln blev nummer otte, og Woodcock selv endte på seks mål. Han og Köln forbedrede sig dog gevaldigt til den næste sæson. Woodcock scorede 15 Bundesliga-mål den sæson, og Köln var ganske tæt på at snuppe titlen, men de måtte dog nøjes med andenpladsen, da HSV rendte med mesterskabet.
Efter den flotte sæson blev Woodcock solgt tilbage til England denne gang Arsenal, men her sluttede hans tyske eventyr ikke. For Köln hentede ham tilbage i 1986. Woodcocks første sæson efter returen var ganske pæn. Sæsonen efter i 1987-88 kunne man dog godt se, han var kommet lidt op i alderen, og han endte sæsonen med en måltotal på en enkelt kasse. Det blev hans sidste sæson i FC Köln, og han valgte bagefter at skifte til naboklubben Fortuna Köln. I det samlede regnskab vil Woodcock huskes som en stor spiller, også i det tyske.
2. Owen Hargreaves (England) Bayern München:
Allerede som 16-årig blev canadisk-fødte englænder i 1997 hentet til Bayern München, hvor han tilbragte de første år hos ungdomsholdet. Debuten for førsteholdet kom tre år senere, da han afløste ingen ringere end Carsten Jancker i en kamp mod Hertha BSC. I begyndelsen af sæsonen var han skiftevis ude og inde af holdet, men da sæsonen gik ind i sin afgørende fase, blev Hargreaves lige pludselig en nøglespiller for Bayern på den centrale midtbane. Ikke mindst i Champions League, hvor han var med til at sende Real Madrid ud i semifinalen, inden han sammen med resten af holdet kunne løfte pokalen med de store ører efter finalesejr over Valencia.
Den dengang kun 20-årige Hargreaves kunne nu allerede skrive Bundesliga og Champions League vinder på cv’et, ligesom han med sejren over Valencia blev den første englænder siden Steve McManaman til at vinde Champions League med et ikke-engelsk hold. De gode præstationer i Champions League-triumfen så ud til at have gjort indtryk, og i sæsonen 2001-02 blev midtbaneslideren fast mand på Bayern-holdet.
Hargreaves leverede gode, solide præstationer på Bayerns midtbane, og selvom mål fra Hargreaves var en sjældenhed, så var hans præstationer ikke til at tage fejl af. Fra sæsonen 2005-06 begyndte han dog lige så stille at glide ud af startopstillingen, og den sidste sæson i det sydtyske blev næsten helt spoleret, da han brækkede benet. I 2007 tog Hargreaves til Manchester United. I syv flotte år med Bayern vandt han Champions League, fire tyske mesterskaber og tre pokaltitler. Hans meriter er ikke til at tage fejl af, og han er en af meget få britiske spillere, der vil blive husket bedre for sin tid i udlandet end i England.
1. Kevin Keegan (England) Hamburger SV:
I vores febrilske graven efter store (eller bare acceptable) britiske spillere i Bundesligaens historie var der én, som uden tøven kan kaldes for en sand legende. Vi snakker selvfølgelig om fodboldgeniet Kevin Keegan. Keegan kom til HSV fra engelske Liverpool. Han nåede at spille tre år under klubbens to mest ikoniske trænere Bill Shankly og Bob Paisley. Sammenlagt blev det til seks år på Merseyside. Her havde han udviklet sig til at blive en af verdens absolut bedste spillere, og Hamburg var på den anden ende over at få sådan en spiller til byens store fodboldhold.
I en tid, hvor fodbolden ikke svømmede i penge fik Keegan, hvad der dengang var en meget høj løn, 250.000£ om året. Starten på HSV-karrieren var ikke uden problemer. Han begyndte sin første sæson med karantæne i sæsonens første otte kampe grundet et rødt kort han fik tildelt i en træningskamp. Modsat en hvis David Watson, så kom Keegan dog tilbage og leverede magi, da han blev karantænefri. Præstationer var så imponerende at han i 1978 vandt Ballon D’or som det synlige bevis på, at han var Europas bedste spiller.
Trods Keegans eminente indsatser, så kunne HSV ikke levere mere end en tiendeplads i ligaen. Sæsonen der fulgte blev dog anderledes succesfuld for HSV, mens Keegan bare blev bedre og bedre på et HSV-hold, der udover “The Mighty Mouse” bestod af spillere som Hortst Hrubesch og Felix Magath. Hamburg blev tyske mestre for første gang siden 1960, og Keegan brillerede med sine enestående evner. Keegans præstationer gav ham endnu en guldbold ved Ballon D’or-uddelingen samme år.
Ligesom de to forgangne sæsoner, så var Keegan igen magisk i 1979-80, og HSV var tæt på at vinde i både Bundesligaen og Europa Cuppen for Mesterhold. I begge turneringer måtte de dog nøjes med sølvmedaljer. Tre år er godt nok ikke meget, men det var alligevel nok for Kevin Keegan til at udødeliggøre sig selv i Hamburg og fodboldens verden generelt. Keegan blev i Hamburg kendt som mere end bare en fodboldspiller. Han lavede sponsorkontrakter og blev en slags reklamesøjle med sit eget navn, hvilket dengang ikke var specielt normalt. Han startede også en mindre sangkarriere, som blev en “mindre sangkarriere” af en grund. I det store billede kan man sige Keegan var før sin tid. Han skabte sit eget navn, og sit eget brand i en tid, hvor en fodboldspiller bare var en fodboldspiller.
Hør meget mere til både fodbold og sangkarrieren for Keegan i HSV i denne podcast
Se også vores top 5 over de bedste skandinaviske fodboldspillere i Bundesligaen
