FC St. Pauli – ein etwas anderen Verein

Det er vel gået de færrestes næse forbi, at St. Pauli er det ene af de to nye hold, der skal spille 1. Bundesliga, når ligaen starter igen den 23. august. De fleste har garanteret også fået med, at St. Pauli er en noget anderledes klub end gennemsnittet i Tyskland og især internationalt. Vi vil i denne artikel kigge nærmere på, hvad for en størrelse St. Pauli er. Hvad der gør klubben speciel, men også hvilke udfordringer der følger med, når man gør tingene på sin helt egen måde.

St. Pauli blev grundlagt i 1910, men der blev spillet fodbold på Heiligengeistfeld, der er en 20 hektar stor plads og som ligger umiddelbart ved siden af det nuværende Millerntor, længe inden da.
Et af holdene, der spillede sine kampe på Heiligengeistfeld, var FC Harmonia Hamburg 1896. Klubben tilføjede siden St. Pauli til sit navn og blev i starten af 1900’erne opslugt af St. Pauli, der indtil da blot var en gymnastikforening.

I St. Paulis første 70 år var den en lille bydels-klub, der fandt sine medlemmer og tilhængere hos kvarterets arbejder- og lavere middelklasse. Klubben skilte sig altså på ingen måder ud i alle de første mange år

I årene frem til 1977 gjorde klubben ikke meget væsen af sig sportsligt, men den havde dog et rigtigt godt hold i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig. ”Das Wunderelf”, der bl.a. bestod af den senere Bundestrainer Helmuth Schön samt en række spillere, der var stødt til fra Dresdner SC, kunne pludselig udfordre HSV og vandt i 1947 Hamburg Mesterskabet.

Det danske aftryk på St. Pauli

Vi skal helt frem til 1977 før St. Pauli for første gang kvalificerede sig til 1. Bundesliga. Det skete da St. Pauli ude slog FC Herford med 1-0 på et mål af den tidligere Holbæk-spiller Niels Tune Hansen. Med på holdet var for øvrigt en vis Horst Wohlers, der siden fik en ganske kort date med dansk fodbold.

Det blev dog en kortvarig affære med Bundesligaen, da St. Pauli sluttede på sidstepladsen. Året efter blev Sepp Piontek ansat som cheftræner. Han fik dog aldrig en reel chance, da klubben nærmest blev ikke-ledet af en perlerække af korrupte præsidenter. Sepp Pionteks ene sæson endte, trods en godkendt 6. plads, med at klubben blev tvangsnedrykket til Oberligaen. Piontek rejste herefter yderligere mod nord, men det er en helt anden historie.

Andreas Albers og St. Pauli kan rykke op på Volksparkstadion: – Det kunne ikke være skrevet bedre

I 1988 lykkedes det igen St. Pauli at rykke op i Bundesligaen. Under ledelse af den dengang blot 30-årige træner Helmuth Schulte blev det herefter til tre sæsoner i den øverste række. Klubben var efterfølgende fortsat ledet af umulige præsidenter, der bortset fra en kort opblomstring i 1995, hvilket igen betød en enkelt sæson i 1. Bundesliga, kørte klubben, som var den deres personlige hævekort. Det betød, at DFB i 1999 nægtede klubben licens til 2. Bundesliga, og den måtte derfor igen den tunge gang ned i Regionalligaen, der i mellemtiden havde afløst Oberligaen som Tysklands 3. højeste række.

Das ”Bokalhalbfinale”

Før 2005/06-sæsonen så det helt sort ud. Klubben burde være erklæret konkurs og kun en aftale med skattevæsenet om, at skulle klubben pludselig tjene uventede penge, så skulle de straks betales til skattefar, reddede i første omgang klubbens eksistens. Klubbens daværende træner Andreas Bergmann blev af ledelsen beordret til ikke at skifte spillere ind sidst i kampene, hvis de var afgjort, da klubben gerne ville spare evt. bonusser til reserverne.

På Millerntor blev der først skruet fuldt op for lysanlægget få minutter før tid, da klubben ellers ikke kunne betale strømregningen. Uli Hoeneß, den daværende sportschef i Bayern München, stillede sit Bayern-hold til rådighed kvit og frit til en venskabskamp, der kradsede godt 200.000 Euro ind, men redningen skulle blive endnu mere usandsynlig.

I DFB-Pokalen slog St. Pauli først Wacker Burghausen og dernæst VfL Bochum ud. I 1/8-finalen gik det ud over Hertha Berlin, hvorefter Werder Bremen ventede i kvartfinalen. På en frosthård og snedækket Millerntor slog St. Pauli stjernerne fra Bremen med 3-1, og nu ventede det femte hold, der begynder med ”B” nemlig Bayern München i semifinalen. Den tabte St. Pauli dog med 0-3, men pga. pengene fra DFB for hver runde, gik regnskabet pludselig i nul. Efter sejren over Bremen kunne man således opleve vicepræsident Markus Schulz løbe rundt på banen råbende ”Schuldenfrei, Schuldenfrei.”

Weltpokalsiegerbesieger

At St. Pauli ikke har været forvænt med succes, viser et andet eksempel fra 2002. Her rykkede klubben suverænt ud af Bundesligaen, men de vandt hjemmekampen mod Bayern umiddelbart efter, at Münchenerne havde besejret Boca Juniors i Interkontinetalfinalen. Straks blev der lavet en ”Weltpokalsiegerbesieger” t-shirt, som faktisk stadig er storsælgende. Efter sigende kunne selv Uli Hoeneß grine af den gimmick.

Forvandlingen til kult-klub

At St. Pauli er blev den kult-klub, som vi kender i dag, skyldes primært kræfter udenfor klubben. Stemningen af 1970’erne og starten af 1980’erne var i Hamburg – ligesom i så mange andre storbyer – præget af arbejdsløshed, finansiel krise og generel håbløshed. I Hamburg var der på den tid en stor BZ- og punkscene, der bl.a. stod for besættelsen af store gamle og faldefærdige huse på Hafenstrasse.
De besatte ikke blot huse, men kastede også deres kærlighed på FC St. Pauli, hvis stadion jo blot ligger et langt udspark fra Hafenstrasse.

I starten blev de nye fans modtaget med hovedrysten af den gamle garde, når de troppede op med hanekam og masser af metal i ansigtet, men stille og roligt nød de gamle også godt af den stemning, som ”kaoterne” bragte med sig på Millerntor.

En af beboerne fra Hafenstrasse var faktisk målmand hos St. Pauli. Volker Ippig, der passede buret 100 gange for klubben, tog den på en gammel damecykel fra sin bolig og hen til træningsanlægget, hvis han da ikke blev hjemme og forsøgte ikke at blive smidt ud af politiet. Han blev efter sin karriere u-landsfrivillig i Nicaragua og er således et godt billede på det nye St. Pauli.

Samtidig vendte mange HSV-fans sig væk fra deres klub, da de ikke kunne leve med den massive højredrejning, der foregik hos HSV-fansene på den tid og i stedet valgte at støtte byens anden klub.

Alle disse nye fans fandt et frirum midt i Hamburg, hvor alle bliver accepteret som de er, med mindre altså man er nynazist, homofob eller på anden måde fordømmende overfor minoriteter.

Klubbens ledelse har været gode til at favne de nye fans, og St. Pauli er i dag en demokratisk ledet klub, hvor fansene kan vælge deres egne medlemmer til bestyrelsen og derigennem få indflydelse på klubbens værdisæt.

Læs også: Fodboldrejse til St. Pauli og Millerntor

Samtidig har St. Pauli taget imod de nye idéer og personer, som pludselig bankede på klubbens dør. Et godt eksempel er Sven Brux, en fyr der kom til Hamburg i 80’erne, tiltrukket af byens store punkscene. Brux blev en punklegende i byen og faldt samtidig for FC St. Pauli, hos hvem han startede med at sælge merchandise, og i dag står for alt det praktiske herunder sikkerheden på kampdagene.

Hos St. Pauli kommer det sociale arbejde i første række, dernæst det politiske og først som 3. prioritet kommer succesen på fodboldbanen. Klubben afholder bl.a. en årlig julefrokost, hvor alle klubbens ansatte hjælper med til at bespise kvarterets mange hjemløse, og når nye spillere bliver ansat, så bliver de ført rundt i hele kvarteret af klubbens anfører. De nye spillere skal vide, hvem de repræsenterer.

Skullclub-logoet

En anden af beboerne fra havnen var en punker, der kaldte sig Dr. Mabuse efter Nobert Jacques novelle fra 1921. Han stjal i en brandert et flag med det senere så berømte dødningehoved og medbragte det på Millerntor. Det greb om sig i en sådan grad, at klubben senere gjorde det til klubbens andet symbol og i dag tjener kassen på at sælge alt lige fra fra t-shirts til hundemadskåle med dødningehovedet påtrykt.
Det logo er et af de stærkeste i moderne fodbold og har samtidig udviklet sig til at være et politisk statement nærmest på samme måde, som det ikoniske Che Guevara portræt var det i 70’erne. Hos ethvert sortklædt ungt menneske, der emmer af “Weltschmerz”, er en T-shirt med dødningehovedet blevet en lige så naturlig del af uniformen, som et par Dr. Martens støvler altid har været det.

Et venstreorienteret brand
Der er ingen tvivl om, at St. Pauli er blevet et meget stærkt brand, men det slår ofte gnister, når fansene mener, at nu bliver det hele lige kommercielt nok. Klubben har i dag to fysiske forretninger – en på Reeperbahn og en på stadion – samt en internetshop, der servicerer resten af verden med dens merchandise. Mange fans fra lokalområdet lever deres liv alternativt og kigger hellere imod genbrug end mod merforbrug.

Førnævnte Dr. Mabuse har fx fået nok af alt det kommercielle og støtter i dag Altona 93.

Klubbens ledelse er naturligvis klar over dilemmaet og forsvarer beslutningerne med, at jo flere penge klubben tjener, desto flere kan den give videre til socialt arbejde og være med til at præge debatten omkring tolerance og medmenneskelighed.

At det så hos fansene kniber med samme tolerance omkring ”turist-fans”, nu hvor folk rejser til Millerntor stort set fra hele verden, er en helt anden sag. Da Millerntor blev udbygget i 2015, blev kapaciteten udvidet til knap 30.000 tilskuere, men det er slet ikke nok. St. Pauli kunne vel sagtens sælge 50.000 billetter til hver hjemmekamp, og man kan derfor se mange sæsonkortindehavere sælge deres pladser for 3-4 gange ”face value.”

Set herfra er der ingen tvivl om, at St. Pauli har måttet sluge nogle kameler og hele tiden står på en knivsæg for ikke at sælge ud. Det er dog klædeligt, at der i moderne fodbold findes en klub, der ikke kun tænker på penge og titler, men faktisk også kerer sig om andre værdier og de mennesker, der bor i klubbens kvarter.