I den sidste del af vores portrætserie om danske fans af tysk fodbold, har vi fundet en af de få danskere, der holder med Karlsruher SC. Max Christiansen har fulgt klubben tæt siden halvfemserne, hvor Karlsruher skabte en kæmpe sensation mod Valencia i UEFA Cuppen. Det har dog ikke kun været en dans på roser, og Max Christiansen husker tydeligt, hvor ondt nederlaget mod danske Brøndby IF i 1996 gjorde. Et nederlag, som han kalder for den værste oplevelse som Karlsruher-fan.
Max Christiansens kærlighed til Karlsruher var ikke skrevet i stjernerne. Han havde altid fulgt tæt med i europæisk fodbold, men havde aldrig rigtigt fundet sit eget hold. Der skulle derfor også noget helt specielt til, før han valgte Karlsruher som sin hjerteklub. I 1993 tabte Karlsruher 1-3 til Valencia i UEFA Cuppen, og opgøret var bare endnu en kamp i fjernsynet for Max Christiansen. Forholdet til Karlsruher ændrede sig dog gevaldigt, da returopgøret fandt sted to uger senere. Her vandt tyskerne opgøret 7-0 og gik videre i UEFA Cuppen.
”Første gang jeg så Karlsruher, var da de slog Valencia 7-0. Det var en stor sensation dengang, og det var det, som fangede mig. Det var et fantastisk opgør. Der var fuld knald på igennem kampen, og spillerne voksede ud over sig selv. Der var smil på læberne, og alt lykkedes bare. Valencia blev nedbrudt, da spillerne fra Karlsruher bare løb og løb. Valencia blev nedkæmpet, selvom de faktisk var bedre end Karlsruher”.
Det var en stor aften i både Max Christiansens og Karlsruhers erindring, og kampen er også blev kendt som ”Das Wunder Vom Wildpark”. Karlsruher chokerede hele Europa, da de fuldstændig overrumplede Valencia, der dengang var et tophold i La Liga. Edgar ”Euro Eddy” Schmitt stjal showet med sine fire mål, men Max Christiansen mener, at det var kollektivet, der var grunden til sensationen.
”En af grundene til, at de kunne gøre det, var netop deres holdånd. De havde et stort hjerte. Alle snakkede jo om, at Karlsruher ikke kunne vende den kamp. Men jeg tror, at der er blevet sagt noget andet nede i Karlsruhers omklædningsrum. Deres træner var god til at motivere og fortalte dem, at alt kunne lade sig gøre, når man kæmpede som hold”.
Triumfen satte sig med det samme i kroppen på Max Christiansen. Han havde nu fundet sin klub, og har siden ”Das Wunder Vom Wildpark” været trofast tilhænger af Karlsruher.
”Det var helt fantastisk. Efter kampen løb jeg ud for at spille fodbold og drømte om, at jeg selv kunne være med i sådan noget. Jeg husker også speakeren i fjernsynet, der også var helt vild op og køre. Det var en stor aften, som man stadig drømmer tilbage til i håb om, at der kan komme en ny af slagsen”.
De store personligheder
En vigtig grund til at Max Christiansen blev fan af Karlsruher, var klubbens store personligheder på- og udenfor banen. I truppen havde de eksempelvis Sergei Kiriakov, Oliver Kahn og selvfølgelig Thomas Hässler. Max Christiansen elskede deres store vilje til sejr. Karlsruher havde også Slaven Bilic i truppen dengang, og han var om nogen indbegrebet af hårdt arbejde.
”Jeg var helt vild med Slaven Bilic. Han var en rigtig fed personlighed, og han var en aggressiv spiller, der altid gav sig 100 procent. Det har gjort et stort indtryk på mig, at han var en fightertype, da det også var den mentalitet, som jeg selv havde. Det er det, som jeg forlanger af en spiller”.
Karlsruher havde i halvfemserne et godt hold, og det skyldes i den grad Winfried Schäfer, der var klubbens træner. Han formåede at få det bedste ud af holdet, og var skyld i den altafgørende mentalitet hos Karlsruher. Han var bestemt heller ikke en kedelig træner, da han konstant stod på sidelinjen med sit karakteristiske store hår og råbte af sine spillere.
”Der var fuld knald på Schäfer og hans store hår. Han løb konstant ude på sidelinjen og var meget engageret. Han havde da også nogle gode kommentarer efter de forskellige kampe. Schäfer var tit sur på storklubberne fra Bayern og Dortmund. Der var engang, hvor Karlsruher spillede i Dortmund, og Andreas Möller faldt til jorden uden nogen form for berøring”.
”Dortmund fik derefter straffe og vandt 2-1. Schäfer var virkelig oppe og køre, og han ville skændes med alt og alle. Han sagde jo, at hændelsen slet ikke havde noget med fodbold at gøre, og at Andreas Möller ikke burde have lov til at spille længere. Det viser, at der både var fight på- og udenfor banen dengang”.
Mareridtet mod Brøndby
Når man nævner Karlsruher som dansker, kan man ikke undgå at inddrage Brøndby. Max Christiansen er da også forberedt på denne vinkel, men er alligevel tydelig irriteret over navnet ”Brøndby IF”. Der lyder nærmest et suk fra ham, inden han begynder at fortælle om en af sone værste oplevelser som Karlsruher-fan.
Det hele begyndte ellers så godt for Karlsruher. I det første af to opgør i UEFA-Cuppen i 1996/1997 mødtes de to mandskaber i Parken, hvor Karlsruher havde fuld kontrol over sagerne. De gik fra banen med en 3-1 sejr, hvor især Thomas Hässler havde vist forskellen mellem Bundesliga og Superliga.
”Jeg kan tydeligt huske kampen i København, som var en utrolig fed kamp, da vi styrede det hele. Det var virkelig spændende, at vi skulle møde et dansk hold. Alt var som det skulle være. Jeg blev dog ærgerlig over deres reducering til 1-3 i slutminutterne, men sejren var fantastisk, og så skulle den næste kamp bare overstås. Det var jo knap så spændende længere, fordi man følte jo, at klubben havde godt styr på det”.
14 dage senere tog Karlsruher imod Brøndby hjemme på Wildparkstadion, men kampen endte ikke som forventet for hjemmeholdet, der inden opgøret led den tort, at Thomas Hässler havde brækket benet. Det, der var et sikkert avancement, endte i stedet med at blive et smerteligt nederlag til et hold fra ”lille Danmark”.
Læs også: Das Dänische Wunder vom Wildpark – Historien om Brøndbys triumf
”Det gjorde rigtig ondt. Det var en sort dag, da de tabte 5-0 på hjemmebane. Altså hvem havde lige set den komme? Spillerne kunne jo ingenting, og Brøndby kunne det hele. Vi manglede et par profiler, som var spærret, men det var jo ikke nok. Du må stadigvæk ikke tabe med fem mål på hjemmebane”.
”Jeg må ærligt sige, at det er den ringeste kamp, som jeg har set Karlsruher spille nogensinde. Der var ingenting, der virkede. Med alt respekt for Brøndby, så var det jo et tysk- mod et dansk hold, så vi skulle havde været gået videre”.
”Igennem kampen tænkte jeg, at det var det rene galskab. De var bare så dårlige. Efter de var bagud 3-0, kunne man mærke, at spillerne intet kunne den dag. Det var virkelig frustrerende at se på, hvordan de blev pillet fra hinanden. Man havde allerede drømt om at komme en runde videre, og hvem man så skulle møde, men så fik vi jo i stedet en ordentlig en på tuden”.
En lussing fra Danmark
Det var et stort resultat for dansk fodbold og Brøndby, da de tog til Wildparkstadion og skabte den store sensation. Ruben Bagger, Dan Eggen, Kim Vilfort og Peter Møller scorede danskernes mål i 5-0 sejren og satte Max Christiansens sind i kog i løbet af de 90 minutter.
”Jeg sad helt ude på kanten af sofaen med hjertebanken, og jeg hidsede mig op og råbte af fjernsynet. Jeg havde dog ingen tro på, at kampen kunne vendes. Det var noget, som jeg bare kunne mærke under kampen. Det bliver sgu ikke til noget det her. Det var bare en lussing, og jeg blev virkelig kritisk som fan”.
”Der var en form for fesen fornemmelse inden returopgøret, da jeg følte, at vi var videre. Det må også være det, der gik galt for spillerne. De må have følt sig for sikre inden returopgøret, og pludselig bliver du taget på sengen, du kommer bagud og kan ikke længere finde ind i kampen. Karlsruher var simpelthen for selvsikre. Det kan godt være, at vi vandt den første kamp 3-1, men den sejr var ikke så sikker endda, da Brøndby jo også havde store chancer”.
Max Christiansen var målløs efter kampen. Karlsruher var nu blevet smidt ud af UEFA Cuppen på røv og albuer af et dansk hold. Han var direkte uforstående overfor, hvad der var gået galt for hans hold, og han skulle nu stå på mål for vennernes ”sjove” bemærkninger.
”Det var en tom og irriterende følelse, da vi var blevet slået ud. Man havde mistet noget, som man faktisk havde, og vi missede chancen for at gå en runde videre. Nu var det hele pludselig ødelagt, og man var blevet til grin. Karlsruher fik en på nakken i de tyske medier, så det var hårdt dengang. Jeg skulle også høre for det fra alle sider af. Mine venner grinede af mig og spurgte mig om, hvordan fanden man kunne tabe til Brøndby. Det var sgu irriterende, men der var intet at gøre ved det”.
Karlsruhers vigtighed for tysk fodbold
Det er ved at være mange år siden, at Karlsruher var at finde i Bundesliga samt europæisk fodbold. Vi skal helt tilbage til 2009 for at finde klubben i den tyske bedste række, og det er derfor langt fra den standard, som Karlsruher viste i halvfemserne, hvor de både imponerede de tyske- og udenlandske fodboldfans. Max Christiansen skal da også tit høre for, at han holder med en mindre klub i Tyskland.
”Jeg har rigtige mange venner, som også følger med i tysk fodbold, men holder med HSV, Köln eller Bayern. De griner jo af mig, og jeg skal høre meget fra dem. De kalder blandt andet Karlsruher for en amatørklub, som ikke kan noget. Nu var vi jo så heldige, at HSV også kun spiller 2. Bundesliga i dag, så de siger ikke så meget mere” fortæller Max Christiansen med et stort grin.
”Det er faktisk lidt irriterende nogle gange, fordi alle kan jo holde med de store klubber, som vinder hele tiden. Hvis du holder med en lille klub, er der nogle andre succeskriterier. Hos Bayern handler det om at vinde mesterskabet hvert år. Som Karlsruher-fan handler det om meget mere. I år overlevede de i sidste spillerunde i 2. Bundesliga, og her har man jo nerver på igennem hele sæsonen. Her er der noget på spil hele tiden, og det er på en måde mere spændende og intensivt”.
”De her klubber, som hele tiden skal kæmpe for at overleve, er jo, hvad der driver fodbolden. Selvfølgelig gør de store klubber som Bayern München et stort stykke arbejde, men de små hårdtarbejdende klubber som Karlsruher er vigtig for fodbolden, og derfor elsker jeg Karlsruher”.
Og man må i den grad sige, at der var langt større spænding i bunden af 2. Bundesliga end i toppen af Bundesligaen. Karlsruher var at finde under nedrykningsstregen inden sidste spillerunde, hvor de både skulle vinde deres egen kamp, men også håbe på pointtab til konkurrenten fra FC Nürnberg, hvis de ville overleve.
Alt gik op i en højere enhed den dag, da Karlsruher slog Greuther Fürth med 2-1, og Asger Sørensen og FC Nürnberg blot fik uafgjort i deres opgør. Max Christiansen kunne derfor fejre sin klubs overlevelse og igen se frem til en ny sæson i 2. Bundesliga.
Drømmen om Bundesliga og europæisk fodbold
Selvom Karlsruher med nød og næppe overlevede i 2. Bundesliga, drømmer både klubben og fansene om en ny periode i toppen af tysk fodbold. Karlsruher har en klar plan for, hvordan de skal vende tilbage, og den sætter Max Christiansen stor pris på, da han også drømmer sig tilbage til de gode tider.
”Jeg drømmer om, at de en dag kan vende tilbage til Bundesligaen. Det er mål nummer ét. På sigt ville det være, at de måske kunne spille nogle europæiske kampe igen, eller komme med, hvor det er sjovt. Vi er godt på vej nu med en ny præsident og en ung træner”.
”De forsøger også at spille med flere unge spillere, som klubben tidligere har haft stor succes med. Det må være vejen frem, når du ikke har så mange penge. De har brug for nogle personligheder, der lever og ånder for klubben. Ligesom i halvfemserne”.
Og netop de gode gamle halvfemsere med spillere som Oliver Kahn, ”Euro Eddy” og Thomas Hässler satte et stort indtryk på en ung Max Christiansen. Den famøse kamp mod Valencia ændrede hans forhold til fodbold for altid, og han faldt pladask for de hårdt kæmpende spillere fra Karlsruher. Om det er i toppen af Bundesligaen eller bunden af 3. Liga, så vil Max Christiansens hjerte altid banke for Karlsruher SC.
”Karlsruher betyder rigtig meget personligt for mig. Fodbold ville ikke havde været det samme uden dem. Jeg går rigtig meget op i fodbold, men det havde aldrig været helt det samme, hvis jeg ikke havde haft Karlsruher. Jeg følger da også andre klubber, men Karlsruher har et specielt sted i mit hjerte, og det vil de altid have.
Det var sidste del af vores mini-portrætserie om danskere, der har en stor kærlighed til tyske klubber. Bulibold vil gerne takke de medvirkende for at sætte ord på, hvorfor netop tysk fodbold er noget helt specielt i fodboldverden. De forrige afsnit kan læses nedenfor.
Tidligere portræt: Når succes og fiasko går hånd i hånd – Livet som Gladbach-fan.
Tidligere portræt: Bayern München – Som at miste sit livs kærlighed.
Tidligere portræt: St. Pauli – Den sidste rigtige klub i moderne fodbold.
