bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > EM 1996: Football’s coming home

EM 1996: Football’s coming home

EM 1996, Tyskland, England, Klinsmann, Sammer, Bierhoff, tyske målscorere

Ganske vist har Tysklands EM-chancer førhen i tiden været meget større, end hvad mange vil spå Tysklands chancer i 2021 til at være. Dog er det værd at have i baghovedet, at Tyskland om nogen har domineret det legendariske Wembley Stadium, hvor finalen i 2021 også spilles. I 2013 blev der spillet en tysk Champions League finale på Wembley mellem FC Bayern München og Borussia Dortmund. I 2000 bankede Dietmar ”Didi” Hamann den sidste bold nogensinde i netmaskerne på det gamle Wembley. I 1966 blev Tyskland muligvis berøvet for en VM-titel ved det famøse Wembley-mål, hvor bolden (måske) ikke havde været over målstregen alligevel. Den største tyske triumf er dog uden tvivl EM 1996.

Franz Beckenbauer havde på baggrund af den tyske genforening og VM-triumfen i 1990 udråbt Tyskland til at være uovervindelige i de kommende år. I fodboldmæssig forstand naturligvis. Tyskland havde dog tabt til Danmark i 1992 og floppet fælt mod Bulgarien i kvartfinalen 1994. Dette er historien om den overraskende tysketriumf i England ved EM 1996, hvor holdet var stjernen, og heldet var på Tysklands side.

 

Holdet er stjernen

Berti Vogts var under pres, og forventningerne til EM 1996 var som altid rigtig store. Denne gang var det dog lidt anderledes. De store stjerner og egoer som for eksempel Lothar Matthäus var blevet efterladt hjemme i Tyskland. Holdet skulle være stjernen. Efter det mislykkedes titelforsvar i 1994, hvor der havde været tre forskellige grupperinger inden for spillertruppen (verdensmestrene fra 1990, de unge stjernespillere i svøb og sidst men ikke mindst de nye gamle DDR-spillere), måtte Vogts sammensætte en spillertrup, der kunne blive til én enhed. Der var med andre ord ikke plads til store egoer, hvorfor Matthäus var blevet udeladt af truppen, da han eftersigende skulle have været en svær karakter, der var kilden til uro. Vogts sagde ”min stjerne er ikke Jürgen Klinsmann, ikke Andreas Möller, ikke en Jürgen Kohler eller Stefan Kuntz eller Oliver Bierhoff eller Fredi Bobic. Holdet er min stjerne.” Den tyske landstræner ønskede et hold, der kunne stråle i fællesskab og ikke gennem enkelte geniale fodboldspillere, som de havde forsøgt sig med i 1994. Grundstenen for holdets succes skulle dermed være den gode harmoni, stemningen i den tyske spillertrup- og stab og teamgejsten.

 

Det taktiske oplæg

Tysklands taktiske oplæg var simpelt. Opstillingen var en klassisk 3-5-2 eller 5-3-2 afhængigt af spilsituationen. Tyskland havde langsomt men sikkert bevæget sig fra det der kaldes Manndeckung til Raumdeckung. Altså fra mandsopdækning til zoneopdækning. Tyskland havde til EM 1996 ikke en Guido ”Diego” Buchwald, der rendte rundt i hælene på modstanderens absolutte stjerne, som det var tilfældet i 1990 med Diego Maradona, men Matthias Sammer agerede libero. Han var styrmanden bagi og havde overblikket på banen. Taktikken var, at ved boldtab skulle alle mand hurtigt kunne komme bag bolden igen. Tyskland spillede hverken samba-fodbold eller vildt inspirerende fodbold ved EM 1996, men det var effektivt og præget af fight og vilje. Dette krystalliserede sig i Tysklands spillestil, da de gik aggressivt til værks og hev en del gule kort til sig. Tre spillere måtte i turneringens forløb sidde over grundet karantæne, og to af dem måtte sidde over i finalen, men mere om det senere.

 

Skal Oliver Kahn være angriber?

Det, der kendetegnede EM 1996 fra Tysklands perspektiv, var, at holdet var hårdt ramt af skader. Mario Basler, der just havde spillet en forrygende sæson i Werder Bremen og stod foran et skifte til Bayern München, måtte allerede ved holdets første træning i Manchester melde fra. Han fik ikke et eneste minut på banerne i England. I åbningskampen måtte anfører Jürgen Kohler udgå med en ledbåndsskade, så også hans turnering var hermed overstået. Jürgen Klinsmann og Bobic udgik i kvartfinalen med skader. Bobic’ skulder var gået af led, mens Klinsmann havde fået en fibersprængning, og dermed synes turneringen også at være slut for to af Tysklands bedste angribere. Steffen Freund rev korsbåndet over i semifinalen, hvorfor han naturligvis ikke kunne spille flere kampe for Tyskland ved slutrunden. Endeligt blev storspillende Dieter Eilts pillet ud med en skade i pausen i finalen. Tilmed kom karantænerne. Således blev reservemålmændene Oliver Kahns og Oliver Recks målmandstrøjer erstattet med hvide spillertrøjer, så de potentielt set kunne hjælpe til i marken, hvis det skulle blive nødvendigt. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Stefan Kuntz, der for nyligt vandt U-21 EM med det tyske landshold som træner, sagde, at der ikke fandtes nogle grupperinger i spillertruppen. Normalt har et hold en stamme af faste spillere. Samtidigt hat et hold dog også en gruppe af spillere, som aldrig bliver sat ind på banen. Dette problem var tyskerne fri for ved EM 1996, for stort set alle havde følelsen af at være vigtige for holdet og dermed også få minutter i benene.

 

Vejen til finalen

Tyskland åbnede og lukkede EM 1996 mod den samme modstander. Tjekkerne havde et spændende hold med et godt kollektiv og gode individualister som Pavel Nedved, Karel Poborsky og Patrik Berger. Som kampen skred frem, viste Tyskland sig dog som det bedre mandskab. Christian Ziege trak ind i banen og afsluttede med et fladt langskud til 1-0, inden Andreas Möller tog en flot solotur op ad banen og afsluttede, ligeledes køligt, med et fladt langskud. Tyskland kørte en overbevisende 2-0 sejr mod tjekkerne i land. De var i gang med turneringen.

Selvom Tyskland på papiret kørte Rusland ud ad banen med 3-0, var russerne alt andet end en walkover. Tyskland lod russerne spille deres spil, og de måtte takke Andreas Köpke for ikke at have lukket nogle mål ind i første halvleg. Klinsmann og Bierhoff startede på toppen i stedet Bobic og Kuntz, og det skulle vise sig at være den rigtige beslutning. Når man vinder en kamp 3-0, er det svært at tale om en heldig sejr, men med sejren i åbningskampen imod tjekkerne havde Tyskland også den fornødne ro og selvtillid i sit spil mod russerne, hvorfor de aldrig blev nervøse og hektiske i deres spil, til trods fo af at russerne spillede god bold og havde presset tyskerne i bund i første halvleg. Tyskland scorede alle sine tre mål i 2. halvleg. Vogts mente, at det nu nok havde været mest fair med et uafgjort resultat imod russerne, men med sprællemanden Köpke på mål og målslugeren Klinsmann tilbage på toppen, kunne Tyskland ikke tabe sådan en kamp. Klinsmann kvitterede med to scoringer på sin på sin engelske ”hjemmebane”.

Kampen mod Italien skulle dog vise sig at være et wake-up-call for tyskerne. Mod den notoriske skrækmodstander, som de aldrig havde besejret i slutrunden sammenhæng, og som også sidehen skule agere stopklods, blev det godt nok ikke til noget nederlag, men overbevisende spil fra tyskerne side af var det nu heller ikke. Köpke havde sin bedste kamp mod italienerne, som desperat havde brug for en sejr for at kvalificere sig til knockout kampene. Köpke tog alt, hvad der nærmede sig målet. Köpke agerede skydeskive og ej heller et straffespark til Italien kunne give italienerne den forløsende scoring. Thomas Strunz måtte tidligt i bad efter et rødt kort, og Italien spillede en langt bedre og mere attraktiv fodbold end Tyskland, men de kunne ikke overvinde den tyske sprællemand i buret. Tyskland fik på mirakuløs vis hevet et 0-0 hjem, hvilket betød, at den store EM-favorit fra støvlelandet allerede måtte forlade turneringen i gruppespillet. Nu blev det klart for tyskerne, at hvis de ikke spillede op til deres vanlige niveau, så ville de ryge ud af turneringen tidligt. Tyskland måtte altså igen vise sig som det turneringshold, der spillede sig op i form, hvis de ikke selv skulle forlade EM 1996 før tid.

I den tyske selvforståelse starter en turnering først rigtigt ved knockoutkampene og således også ved EM 1996. Kampen mod Kroatien i kvartfinalen skulle vise sig at være en ”Härtespiel”, som tyskerne ville kalde det. Det var en kamp, der var hårdt fysisk præget, og inden for syv minutter havde Tyskland allerede raget to gule kort til sig. Der blev gået til stålet, og begge mandskaber opførte sig ikke særlig gentlemanlike med en del eftertacklinger og uskønne scener i form af provokationer. Tyskland vandt kampen 2-1, eftersom Klinsmann havde bragt Tyskland foran 1-0 på straffe, og Sammer lukkede kampen til 2-1. Dog måtte både Klinsmann og Bobic udgå med skader i kampen. Klinsmann havde fået en fibersprængning, mens Bobic’ skulder var revet af led. Teamlægen Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt mente, at turneringen måtte spilles videre uden de to angribere. Med de nye skader rykkede holdet nu endnu tættere sammen. Én for alle, og alle for én.

Denne holdånd kom særligt til udtryk, da man hørte tysk musik i teambussen. Holdet hørte Neue Deutsche Welle og sang med på sangene. Ifølge Kuntz var dette med til at svejse holdet sammen. Kuntz sagde, at ”holdet fra da af mærkede, at det ville være svært at slå dem ud”. På trods af at mandskabet mere og mere begyndte at ligne et lazaret af skadede spillere, så var humøret helt i top. Holdet kæmpede for hinanden.

I semifinalen ved EM 1996 ventede der en klassiker. Tyskland mod England. Englænderne havde så meget selvtillid pga. deres hidtidige sejre i turneringen, hvor de tilmed havde hjemmebanefordelen. Nu var de endelig klar til at vinde over Tyskland og få revanche for semifinalenederlaget i 1990. De var klar til at vinde over tyskerne i Wembley-templet. England indledte som lyn og torden og bragte sig foran allerede efter tre minutters spil. De kunne dog ikke følge op på den gode start og udbygge føringen, da de blev ved med at brænde deres chancer. Efter Kuntz udligning i 1. halvleg havde England fortsat de største chancer. De tyske spillere kunne mærke, at de var heldige, og netop denne følelse kanaliserede de så om til en hvis selvbevidsthed. ”Gu fanden er vi heldige, men vi er selv skyld i vores held”, tænkte de tyske spillere på banen. Så heldige var Tyskland dog ikke alligevel, for de fik noget tvivlsomt underkendt et mål. England forsatte med at brænde sine chancer, og kampen måtte ud i straffesparkskonkurrence. England var notorisk dårlige til straffesparkskonkurrence, mens Tyskland havde ry for at være den diametrale modsætning. Netop denne følelse af held følte tyskerne, at de havde.

Köpke parerede unge Gareth Southgates spark, og da Andreas Möller efterfølgende tog  tilløb og bankede det sidste spark i netmaskerne bag David Seaman, havde tyskerne, akkurat som ved VM i 1990, igen besejret England efter straffe. Det blev dermed til en engelsk tradition at tabe til Tyskland i straffesparkskonkurrencen.

Mens Tyskland havde held i spillet, havde de så sandelig ikke held ift. skaderne. Steffen Freund måtte udgå med et overrevet korsbånd. Han havde spillet sin sidste kamp i turneringen. Tilmed havde VM-vinderne (1990) Reuter og Möller karantæne i finalen pga. for mange gule kort. På grund af alle skaderne måtte Tyskland udtage endnu en spiller. Spilleren Jens Todt fra Werder Bremen blev kaldt til tjeneste. Matthias Sammer mente, at Todt perfekt passede ind i strukturen på holdet, og det føltes som om, at han havde været med helt fra starten. Ikke desto mindre havde Tyskland til finalen kun seks udskiftningsspillere. Heraf to reservemålmænd og en reserveudtagelse i Todt.

Tysklands akse til EM 1996 var dog forskånet for skader. Aksen bestod af Köpke, Sammer, Eilts og Klinsmann. Eilts hvem? Dieter Eilts spillede kun en enkelt turnering for Tyskland. Turneringen i 1996 blev altså hans første og sidste turnering for Tyskland. Vogts udtalte sig mange år efter triumfen, at Eilts spillede verdensklasse. Han var den klassiske ”abräumer” bag de teknisk dygtige offensive spillere som Thomas Häßler, Andreas Möller eller Mehmet Scholl. Marco Bode mente, at Eilts – sjovt nok også på grund af den manglende deltagelse i andre turneringer – spillede sit livs turnering. Men vanen tro kunne Tyskland ikke spille en EM-kamp i 1996 uden skader, og i finalen måtte endnu en spiller udgå med en skade. Denne gang en spiller fra den tyske akse.

 

Et adeligt håndtryk og Golden Goal

Op til finalen havde Klinsmann ikke kunnet træne med holdet.. Beslutningen om hvorvidt han kunne spille finalen eller ej, blev truffet på stadion under opvarmningen, og den blev truffet af Müller-Wohlfahrt. Teamlægen vendte tomlen opad, og Klinsmann kunne føre det tyske mandskab ind på banen som kaptajn. Her præsenterede han alle sine holdkammerater for Queen Elisabeth ll. Kuntz’ mor havde læst, at dronningen ville trykke finalespillernes hænder inden kampstart, hvorfor hun havde ringet til sønnike i dagene forinden. Ifølge Kuntz havde hans mors sagt, at hvis denne kvinde gav ham hånden, så måtte han bukke sig helt ned. Lidt moderlig opdragelse har vel aldrig skadet nogen.

Tyskland skulle i finalen nok en gang møde Tjekkiet. Tjekkiet havde på sin vej til finalen bl.a. slået Frankrig ud i semifinalen efter straffesparkskonkurrence. Både Tyskland og Tjekkiet var altså drænet for energi, hvorfor finalen udviklede sig til en taktisk affære uden de helt store chancer. I pausen måtte Eilts, der ellers havde været så vigtig for Tyskland, udgå med en skade.

Da der var spillet en times tid, gik det defensive bolværk op i limningen, og Sammer, der havde spillet en utrolig slutrunde, og senere det år vandt Ballon d’Or, begik straffe, og denne gang kunne Köpke ikke redde bolden. Med kun 30 minutter igen måtte Tyskland skifte offensivt ind. Bierhoff kom ind for Scholl, og det viste sig at være den rigtige beslutning. På trods af at Bierhoff ikke havde spillet nogen betydelig rolle for Tyskland i løbet af turneringen, fik han en afgørende rolle i finalen. Kun fire minutter efter sin indskiftning udlignede han med sin anden boldberøring på en dødbold, og så skulle kampen afgøres i Golden Goal, det netop indførte system op til slutrunden. Det hold, der scorede det første mål i forlænget spilletid, kunne kalde sig europamestre.

I det 95. minut modtager Bierhoff en bold fra Klinsmann på kanten af feltet. Han står med ryggen til målet, og den tjekkiske forsvarsspiller, Miroslav Kadlec, ånder ham lige i nakken. Bode råber, at Bierhoff skal vende sig til sin højre side og afslutte med sin dårlige venstre fod i stedet for at vende sig til sin venstre side, hvor en anden tjekkisk forsvarsspiller stod klar til at afværge et muligt tysk spark mod mål. Bierhoff lytter til Bode, vender sig mod højre og trykker af med venstreskøjten. Bolden bliver rettet af undervejs og glider ud af målmandens handsker, snitter stolpen undervejs og triller lige så stille ind i målet. Tyskland er europamestre, selvom det i sekunderne efter målet ikke helt virker til at være gået op for en del af spillerne

Endnu en gang havde Tyskland heldet på sin side, og den tredje EM-titel efter succesen i 1972 og 1980 var sikret. Football’s coming home…

 

You may also like
OL, Tyskland, Tokyo
Den tyske trup til OL i Tokyo: Max Kruse er med
Toni Kroos, Landshold, Tyskland
Toni Kroos trækker sig fra det tyske landshold
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Højdepunkter: England – Tyskland 2-0 (EM ottendedelsfinale)
Tysklands EM-trup, angreb, Kai Havertz, karakter, Tyskland
Karakterer fra England –Tyskland: Tyskland ude af EM