I 1993 leverede Karlsruher Sport Club en de største præstationer, fodboldverden har set. Det var i UEFA-Cup´en, som turneringen hed dengang, og modstanderen var spanske Valencia CF, der på daværende tidspunkt var et af de helt store hold i Europa.
Første runde
KSC havde kvalificeret sig til turneringen ved at besætte 6. pladsen i Bundesligaen i 1992/1993-sæsonen tre point foran lokalrivalerne fra Stuttgart. I første runde var de allerede oppe imod en svær modstander i form af hollandske PSV Eindhoven, men efter at have vundet første kamp hjemme med 2-1 på mål af Edgar Schmitt og Sergey Kiryakov var et hårdt tilkæmpet 0-0 resultat i Eindhoven lige præcis nok til at gå videre.
Første kamp i Valencia
Karlsruhe blev trænet af den meget karismatiske Winfried Schäfer, der i sin aktive karriere var holdkammerat med Allan Simonsen på det Gladbach hold, der var lige ved og næsten i Europa Cup´en for mesterhold i 1977.
Da KSC’s præsident Schmieder tog afsted til lodtrækningen til anden runde, bad Schäfer ham sørge for, at Valencia blev modstanderen i anden runde, da Schäfer havde gode minder fra sin Gladbach tid om Valencia og huskede Mestalla som et fedt stadion med sine vildt stejle tribuner.
Han fik som bekendt sin vilje, men det lignede nu ikke en ønskelodtrækning efter første kamp på Mestalla. Ti minutter før tid var KSC bagud 3-0 og værst af alt, så var holdet blevet kørt fuldstændig over af et veloplagt spansk mandskab, der på det tidspunkt også indtog førstepladsen i La Liga. Det lykkedes dog Edgar Schmitt at reducere efter et frispark inden slutfløjtet, så på papiret så returkampen svær, men ikke umulig, ud.
Schäfer overraskede alle, da han ved den efterfølgende pressekonference proklamerede, at KSC ville vinde returopgøret og gå videre.
Et biluheld med Euro-Eddy
En uges tid inden returopgøret var holdets topscorer Edgar Schmitt ude for et slemt biluheld, da han skred ud med 170 i timen. Bilen rullede rundt flere gange og blev totalskadet, mens Edgar slap med en flænge i det ene øre. Dagen efter reagerede kroppen dog med stressreaktion, der betød, at han knap kunne løbe under lørdagens opgør i Bundesligaen.
Edgar Schmitt overhørte efter kampen i Leipzig en samtale mellem Schäfer og holdets lægestab, hvor førstnævnte bad dem om at gøre Edgar klar, da han bare skulle spille i returopgøret mod Valencia.
Klubbens fysioterapeut Hans-Günther Kroth udførte små mirakler, og allerede mandag var Edgar Schmitt helt klar og kunne igen løbe igennem.
Winfried Schäfers fiksfakserier
Da Winfried Schäfer tirsdag morgen til holdets taktikmøde ville vise noget video fra det første opgør, valgte han at slukke for lyden og justere på tv´ets farver, så billederne kun blev vist i sort/hvid. Resultatet var som forventet. Kampen så utrolig trist ud, og KSC´s målmand Oliver Kahn var den første, der forstod, hvad Schäfer havde gang i. Han bankede næven i bordet og råbte nærmest retorisk: ”Skal vi virkelig ryge ud mod sådan et hold?”
Sådanne trick havde Winfried Schäfer altid i ærmet før en stor kamp. Før en kamp mod Bayern München havde han skrevet Bayerns holdopstilling på tavlen og retorisk spurgt holdet, om de virkelig mente, at nogle af Bayern-spillerne kunne komme på Karlsruhes hold? Spillerne sagde intet, men mon ikke der var en eller to, som mente, at Lothar Matthäus nu nok kunne snige sig ind i Karlsruhes´s startopstilling.
Winfried Schäfer havde i Valencia snakket sig til et rødt kort, som selvfølgelig gjorde, at han ikke måtte have kontakt med sit hold umiddelbart inden kampen, men Schäfers kontor lå umiddelbart i forlængelse af holdets omklædningsrum på Wildpark-Stadion, så han gemte sig på kontoret og kom så ind i omklædningsrummet og gav holdet sin peptalk.
Han bad holdet virke meget truende på vej ud på banen. Den tog Dirk Schuster og Oliver Kahn til sig. De bankede løs på spillertunnellens plasticvægge, mens de råbte og skreg med det resultat, at spanierne kiggede på tyskerne og undrede sig over, om de var blevet vanvittige. Schäfer bad også sit hold om, at mindst tre mand skulle løbe for tidligt ind i midtercirklen, med det resultat at dommeren fløjtede dem tilbage. Schäfer ville have, at spanierne virkelig skulle mærke, at de mødte et hold, der bare var klar.
Kampen mod Valencia
KSC begyndte kampen i følgende opstilling:
Oliver Kahn-Carl-Bilic-Wittwer-Bender-Rolff-Schuster-Chmarov-Schmitt-Kiryakov-Schütterle.
Holdets store profiler var den dengang blot 23-årige målmand Oliver Kahn, der senere udviklede sig til at blive en af verdens bedste, den kroatiske forsvarer Slaven Bilic, angriberen Edgar Schmitt, der fik kælenavnet ”Euro-Eddy” pga. sine mange mål i de europæiske turneringer, og Wolfgang Rolff. Sidstnævnte var holdets anfører og fyrtårn, som alle rettede sig efter. Rolff var en stille eksistens, men når han endelig talte, så hørte man efter. Wolfgang Rolff havde tidligere vundet Europa Cup´en for mesterhold med HSV og UEFA-Cup´en med Leverkusen.
KSC lagde ud som lyn og torden og forsøgte fra start at gøre kampen fysisk og sætte spanierne under pres. Pedrag Mijatovic fik dog chancen for at punktere kampen, næsten inden den kom i gang, da han fik en friløber ned imod Karlsruhes mål. Kahn tog sig dog af forsøget.
Da Schmitt efter en halv times spil endelig gjorde det til 1-0, krakelerede det spanske hold stille og roligt. Det virkede som om, de ikke kunne fatte, at de var bagud mod det hold, som de to uger tidligere havde spillet ud af Mestalla på røv og albuer.
”Euro-Eddy” scorede yderligere tre gange, og Rainer Schütterle, Slaven Bilic samt Valeri Shmarov kom alle på tavlen med hver et mål. Sensationen var perfekt. KSC havde slået de selvbevidste spaniere med hele 7-0 og var klar til 3. runde i Uefa-Cup´en.
Resultatet udløste undren i Europa og naturligvis euforisk glæde i Karlsruhe, hvor spillerne fejrede sejren til den lyse morgen. De havde jo også lige leveret das Wunder vom Wildpark.
Og resten af turneringen?
I 3. runde skulle KSC op mod Bordeaux, der havde de senere verdensmestre Zinedine Zidane og Bixente Lizarazu på holdet. Igen gik Karlsruhe videre, lige som de gjorde i kvartfinalen mod Boavista. Lidt skuffende gik holdet ikke helt i finalen, da det røg ud til Austria Salzburg, der selv tabte finalen til Inter.
Og hvad skete der med heltene fra das Wunder vom Wildpark?
Winfried Schäfer stod i spidsen for KSC fra 1986 og frem til 1998. Efter to korte mellemspil hos VFB Stuttgart og Tennis Borussia Berlin blev han en sand ”Welt-bummler” inden for trænerfaget. Efter tiden i Tyskland har han trænet hold i Cameroun, De Forenede Arabiske Emirater, Aserbajdsjan, Thailand, Jamaica, Iran og Qatar.
Oliver Kahn blev som de fleste nok er klar over målmand i Bayern München og på det tyske landshold. Han vandt tonsvis af titler med Bayern, men nåede aldrig at blive verdensmester, da han højst ukarakteristisk havde sæbe på handskerne i finalen mod Brasilien i 2002.
Wolfgang Rolff spillede en sæson for hhv. 1. FC Köln og Fortuna Köln, inden benene sagde stop. Han har, som Schäfer gjorde det, rejst rundt i verden, hvor han dog primært fungerede som assistenttræner.
Slaven Bilic gik ligeledes trænervejen og har været forbi engelske klubber som West Ham, Watford og West Bromwich. I dag er han træner hos Al-Fateh i Saudi Arabien.
Edgar Schmitt forsøgte sig også som træner, men nåede kun at prøve sig af hos lavere rangerende klubber. Han uddannede sig siden til sportspsykolog og arbejder i dag i KSC´s ungdomsafdeling og fungerer også som tourguide på Wildparkstadion.
