Tysk fodbold er vævet ind i landets selvforsåelse og nationalfølelse. I anden del af Niels Peder Mortensens historiske tilbageblik kommer han ind på fodboldens betydning på et mere politisk og samfundskulturelt plan. Herunder afholdelsen af VM-slutrunden i 2006, der for alvor gav tyskerne noget at være stolte over igen.
Den tyske landsholdsfodbold oplevede en resultatmæssig og spillemæssig turbulent periode efter VM-triumfen 1990. Spillet på banen var ikke imponerende, og landsholdet savnede karakter og nyskabelse. Efter at Bertil Vogts tiltrådte som landstræner i 1990, blev de efterfølgende slutrunder til sportslige skuffelser. EM-slutrunden i 1992 bød som allerede kendt på et overraskende nederlag til Danmark i finalen, og ved verdensmesterskaberne i 1994 i USA blev Tyskland højst overraskende slået ud allerede i kvartfinalen af Bulgarien.
Ikke alene var landsholdet rent spillemæssigt ikke imponerende, det tyske fodboldforbund, DFB, blev også genstand for kritik fra resten af Europa. Og i forbindelse med en venskabskamp mod det amerikanske landshold den 20. april 1994 blev DFB af amerikanske medier kritiseret for at placere en landskamp for Tyskland på Hitlers fødselsdag.
Kommunikationschef for DFB, Wolfgang Niersbach, tog til genmæle og anklagede den amerikanske journaliststand for at bestå af 80% jødiske sympatisører. Denne udtalelse faldt ikke i god jord hos den amerikanske journaliststand, og både det tyske landshold såvel som det tyske fodboldforbunds renommé tog alvorlig skade.
Det tyske landsholds eneste titel i tiden efter genforeningen kom ved EM i England 1996, hvor Tjekkiet blev besejret i finalen. Det sportslige potentiale på det tyske landshold var dog fortsat ikke i topklasse. Mange af de tyske spillere nærmede sig 30 år og var dermed tæt på at stoppe karrieren. En ny talentgeneration var ikke på trapperne, og der skulle gå længe, før den kom. Det tyske landshold havde ifølge engelske journalister fortjent vundet finalen i 1996. Det var dog stadigvæk med prædikatet et fighterhold med stærk organisation, at Tyskland blev europamestre.
Efter EM 1996 oplevede det tyske landshold en sportslig nedtur ved VM-slutrunden i 1998 i Frankrig. Et aldrende tysk landshold blev døbt ”FC Jurassic Park” af den italienske avis, La Gazetto Dello Sport. I kvartfinalen blev Tyskland eftertrykkeligt besejret 3-0 af turneringens store overraskelse, Kroatien.
Den tyske sportsjournaliststand rev sig i håret og efterlyste tekniske færdigheder, lethed og bedre spilforståelse fra de tyske spillere. La Gazetto dello Sport tilføjede i den sammenhæng, at man simpelthen ikke kunne være bekendt at spille fodbold på den måde, som Tyskland havde gjort det.
VM 1998 var desværre kun et lille bump på en meget ujævn landevej for det tyske landshold i de efterfølgende slutrunder. Først ved Confederations Cup i 1999 og dernæst EM i 2000, hvor Tyskland sluttede på sidstepladsen i det indledende gruppespil med kun et enkelt point. Efter denne nedtur begyndte tingene at ændre sig for den tyske landsholdsfodbold.
Gerhard Schröder, VM-værtskab og et nyt landshold
På det politiske område var der allerede sket forandringer. I oktober 1998 blev SPD-politikeren Gerhard Schröder indsat som forbundskansler i Tyskland. Med sin nye tilgang til problematikken til om patriotisme og national identitet var Schröder fortaler for en venstreorienteret nationalisme, der havde sit rodnet i demokratiet.
Schröder havde videreført Vesttysklands tanker om forfatningspatriotisme og udviklet dem til at passe til den nye globaliserede tidsalder, som Tyskland befandt sig i. Netop denne diskurs skulle vise sig at være nøglen til at komme et langt stykke med at finde Tysklands nye nationale udtryk. Schröder byggede bro mellem to fløje indenfor de to meget modsatrettede opfattelser af tysk national identitet. Forfatningspatriotismen på den ene side, og en mere konservativ overbevisning om tysk national identitet på den anden.
Det tyske landshold begyndte for alvor sin reformation efter landet vandt afstemningen til værtskabet ved VM-slutrunden 2006. Ceremonien foregik i Zürich i 2000, hvor Tyskland vandt foran Sydafrika. Dog har nyere undersøgelser vist, at der meget vel kan have været tale om, at Tyskland købte sig til pladsen som værtsland.
I 2015 anklagede den tyske avis Der Spiegel den tyske delegation for at have oprettet en hemmelig fond og gennem denne betalt sig til stemmerne i Zürich. Hvorvidt dette er sandt eller ej er endnu ikke bekræftet.
Uanset hvad gjorde blandt andet værtskabet sammen med en række andre overvejelser af sportslig karakter, at en langsigtet og ensrettet talentstrategi blev udviklet og iværksat i 2002. I 2004 blev spillestilen også reformeret. Tyskland skulle spille teknisk og kreativt, og på trænerpladsen ville man hos det tyske fodboldforbund finde en træner, der havde de taktiske egenskaber til at føre den nye langsigtede strategi ud i livet.
Selvom valgmulighederne stod mellem flere europæiske trænere, heriblandt Danmarks landstræner, Morten Olsen, og Arsenals franske chefmanager, Arsene Wengér, faldt valget på tidligere landsholdsspiller, Jürgen Klinsmann. Klinsmann valgte hurtigt sin assistent til at være Joachim Löw, som Klinsmann anså som den rette person til at gennemføre den taktiske udførelse af det nye tyske fodboldlandshold.
Klinsmann ville have det tyske landshold til at spille med langt hurtigere boldomgang, et hurtigt genpres og frem for alt spille en type fodbold, der var fremadrettet, angrebsivrig og som skulle underholde og begejstre publikum. Landsholdet skulle ændre en 5-3-2 opstilling til en 4-4-2- formation. Foruden de rent taktiske elementer blev staben omkring landsholdet også udvidet under Klinsmann. Mentaltrænere, flere fysioterapeuter, en udvidet fokus på træningsmængde og flere fælles aktiviteter for landsholdstruppen skulle optimere de tyske præstationer på banen.
”Generation Özil”, VM 2006 og national branding
Frem mod VM-slutrunden 2006 begyndte de første spillere af den nye talentsatsning at dukke frem på den store scene. En del af de nye tyske fodboldtalenter som både fik debut til VM 2006 og for eftertiden var en afspejling af det nye tyske samfund, der for længst havde udviklet sig i en multikulturel retning.
Det var foruden tyske spillere med tyske rødder også mange med multietnisk baggrund. Foruden den polsk-tyske Miroslav Klose kan især også Mesut Özil (tyrkisk) nævnes sammen med blandt andre Mario Gomez (spansk), Jerome Boateng (ghanesisk), Sami Khedira (tunesisk), Cacau (brasiliansk) og Piotr Trochowski (polsk). Alle disse landsholdsspillere er i Tyskland blevet fremhævet som forbilleder for andre unge, men også som eksempler på et godt integrationsarbejde i den nye tyske Forbundsrepublik.
Med den kommende VM-slutrunde på trapperne gjorde Tyskland sig klar til for første gang at afholde et verdensmesterskab i fodbold på tysk jord som et samlet land. Ikke alene var det for Tyskland en sportslig mulighed for at udmærke sig selv som en stærk fodboldnation, det var samtidig også en enestående mulighed for at rebrande sig selv som ny nation på det europæiske landkort og gøre op med det negative billede, Tyskland havde haft i mange år.
Hvis slutrunden skulle blive en succes krævede det derfor både en stærk organisation og planlægning og en Nation Branding-kampagne, der kunne skabe og promovere det nye Tyskland. Slutrundens officielle slogan blev ”Die Welt Zu Gast bei Freunden”, direkte oversat ”verden som gæst blandt venner”.
Dette slogan blev meget sigende for den tyske tilgang til sin fremvisning af sig selv som nation overfor resten af verden. I en normal Nation Branding-kampagne er det afgørende, at man som nation brander sig på noget ægte. Det betyder kort sagt, at brandingen skal være ægte. Man kan aldrig brande sig på noget, man ikke er. Ved Nation Branding er det oplagt at tage historiske og kulturelle elementer og brande sig ud fra dem.
I Danmark havde man måske fremhævet vikingetiden eller den danske sømagt i 1400-1500-tallet eller de danske konger. Her stod Tyskland overfor et gevaldigt problem. Hvordan kunne man brande sig på sin historie, når historien var altoverskygget af nazismens grimme ansigt? Svaret var ganske simpelt. Man undlod i Tyskland at bruge sin historie i Nation Branding-kampagnen, derimod viste man sin historie i strakt arm og forholdte sig kritisk til den.
Dette gjorde sig blandt andet gældende ved restaureringen af Olympiastadion i Berlin. Her blev stadion en del af en udstilling, som viste og dokumenterede den nazistiske fortid, men ikke gjorde den til en del af den tyske identitet. Det blev en måde at demonstrere på, at Tyskland som ny nation i Europa havde taget afsked med det historiske kapitel. Sammen med ”Die Welt zu Gast bei Freunden” indbød Tyskland derimod til venskab, sammenhold og glæde. En række overordnede positive begreber, som ingen kunne misforstå eller for den sags skyld indvende noget imod.
VM 2006, folkefest og et charmerende landshold
VM-slutrunden blev på mange områder en stor succes for Tyskland. Ikke alene var sommeren 2006 varm og solrig og indbød til fodboldfest, selve turneringen forløb uden tilskueruroligheder eller store skandaler. Og så var der det tyske landshold og de tyske fans. Tyskland havde allerede vist, at de i forbindelse med deres landsholds sejre kunne flage med det tyske flag og udvise noget, der mindede om nationalisme. Denne gang var det dog i en helt anden målestok.
Fra det sekund, hvor den unge München-back, Philip Lahm bragede VM-slutrunden i gang, kunne det tyske fodboldpublikum endelig trykke den af. Væk var det tunge historiske åg, væk var skammen, væk var den kollektive skyld. Nu gjaldt det om fodbold, fest og mangfoldighed, og i en måned kunne tyskerne udtrykke al den glæde og spontanitet på deres lands vegne, de så længe havde holdt inde. Ikke nok med det, så var det tyske landshold som forvandlet.
Det meget tunge, maskinelle udtryk i den tyske spillestil var afløst af et ungt, sprudlende aggressivt spillende landshold, der blæste til angreb fra første fløjt. Med flotte resultater i grupperunden blev Sverige sendt hjem med 2-0 i ottendedelsfinalen, og nu ventede en stor udfordring mod Argentina i kvartfinalen. Med en udligning et kvarter før tid sikrede Miroslav Klose Tyskland forlænget spilletid.
Da kampen ikke blev afgjort efter forlænget tid, skulle det hele afgøres på straffespark. Her blev Jens Lehmann den store helt, da han tog to straffespark og sendte Tyskland i kollektiv ekstase med en semifinaleplads mod Italien. Efter 90 minutter uden mål kunne det unge, tyske landshold ikke længere holde italienerne fra at score. På mål af Fabio Grosso og Alexandro del Piero i den forlængede spilletid endte det tyske landsholds VM-eventyr på Westfalenstadion i Dortmund. Italien vandt senere hen turneringen og blev verdensmestre. På trods af skuffelsen, spillede Tyskland en flot bronzekamp mod Portugal og vandt 3-1.
Det tyske landshold havde resultatmæssigt ikke opnået noget ekstraordinært, men Klinsmanns spillere havde charmeret den tyske sportspresse med flot fodboldspil. Der Spiegel omtalte blandt andet den tyske VM-eufori i en artikel fra den 20. juni 2006 med titlen: ”Die WM-Party”: „Vorbei ist der verbissene deutschen ”Panzer”-Fussball der vergangenen Jahre, nun zählen Einsatz bis zum Sieg, Kraft, Phantasie und Leichtigkeit“.
Det tyske landshold havde altså bevæget sig væk fra den hårde panserfodbold og spillede nu med kraft, lethed og ikke mindst fantasi. Den tyske landsholdsfodbold havde fået en friskhed over sig, og det samme havde Tysklands generelle image. Ifølge Jürgen Klinsmann var netop det at være tysk nu i højere grad blevet forbundet med en positiv opfattelse:
”Die Leute haben ein anderes Bild von Deutschland. Sie haben ein Land gesehen, in dem die Menschen feierten und eine super Zeit bei der Weltmeisterschaft hatten. Sie haben ein Land gesehen, dass ein Fantastischer Gastgeber war und weltoffen ist“ (Folk har fået et andet billede af Tyskland. De har set et land, hvor folk fejrede og havde en en super tid i forbindelse med VM, De har set et land, der var en fantastisk vært og kosmopolitisk).
Tysklands evige søgen efter en plads i Europa. Hvad betød VM 2006?
Der er ingen tvivl om, at VM 2006 havde en stor betydning for Tyskland. Den meget restriktive patriotisme, der siden 2. verdenskrig havde eksisteret i den tyske mentalitet og selvforståelse var under VM blevet blødt op. Dette kunne helt enkelt betragtes ved brugen af det tyske flag, et klart nationalistisk symbol. Alene det faktum var for Tyskland en manifestering i glæden og stoltheden ved at være tysk. Fodbolden har netop kunne lette det meget tunge historiske åg, Tyskland og tyskerne har båret på deres skuldre og givet et frikvarter fra den ellers meget strikse tyske omgang med nationale symboler, national stolthed, patriotisme og national identitet.
Det frirum i forbindelse med fodbolden var allerede synliggjort ved VM 1954, 1990 og det blev manifesteret og slået fast med syvtommersøm ved VM 2006. Forskellen fra spontaniteten ved miraklet i Bern i 1954 og 2006 ligger i planlægningsgraden. VM 2006 var planlagt ned til mindste detalje. Tyskland havde forberedt sig til tænderne og med vanlig grundighed organiseret sig så godt, at slutrunden fra den rent organisatoriske side kørte som smurt i olie. Med andre ord var VM-slutrunden 2006 en oplagt mulighed for at sparke gang i en ny tysk kollektiv national identitet. Fodbolden var en anledning til at vise sig og ikke mindst etablere sig som en ny, moderne, multikulturel, frisk og ikke mindst cool nation på det europæiske landkort.
I bredere historisk forstand kan man sige, at Tyskland lige netop har haft det gennemgående problem i landets relativt korte historie. De har aldrig for alvor kunne placere sig i Europa magtpolitisk som enten stormagt eller som nation.
Først forsøgte man sig ved alliancer og stormagtspolitik og militær ved Bismarck i 1800-tallet, dernæst med ideologi og racerenhed i Hitlers Nationalsocialisme. Derfor markerede VM-slutrunden 2006 på mange måder det nye Tysklands indtog og ikke mindst placering i et moderne globaliseret Europa. Venskabeligt, indbydende, multikulturelt og åbent. 66 år efter 2. Verdenskrigs afslutning var Tyskland et forandret land. Nu var det ikke længere militærparader, stålhjelme, tanks og strækmarch. Det var fodbold, mangfoldighed, glæde, spontanitet, multikulturalitet og humanisme, man trådte ind i Europa med.
Kaster man et blik på Europa i dag er Tyskland allerede en førende økonomi i EU, Angela Merkel er en af de store forkæmpere for humanisme og demokratiske værdier. I et Europa hvor Storbritannien har meldt sig ud af EU-samarbejdet og flere lande har højreorienterede partier, der direkte modarbejder et europæisk samarbejde, er Tyskland en af de nationer, der trækker kraftigt i den modsatte retning og ønsker et samlet Europa.
På fodboldområdet er landet også blevet en magtfaktor igen. I hvor høj grad VM 2006 kan tilskrives dette kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at slutrunden for alvor gav Tyskland et skub ind på den store verdensscene atter engang.
Afslutningsvis er det værd at følge med til EM 2024, hvor Tyskland kraftigt bejler til afholdelsen af slutrunden. Hvordan vil brandingen af landet være i denne forbindelse? Vil vi se et mere samlet Tyskland og et mere etableret udtryk end 2006? Indtil da har VM 2006 fået en plads i den tyske kollektive erindring. Som et eventyr kun brødrene Grimm kunne have fortalt bedre bliver slutrunden husket som ”Das Sommermärchen”, sommereventyret.
Læs første del af artiklen her
Litteraturliste:
Andrei, Anca-Georgiana: “Impact on Nation Branding Campaigns on Country Image: Germany vs Brazil”, Cactus Tourism Journal Vol. 14, Issue 2. Bukarest 2016.
Bahr, Egon: „Der deutsche Weg. Selbstverständlich und Normal“. München 2003.
Bausenwein, Christoph: „Joachim Löw. Ästhet, Stratege, Weltmeister“. Göttingen 2011.
Dinnie, Keith: ”Nation Branding. Concepts, Issues, Practice.” Edinburgh 2008.
Friis, Lykke: “Let’s blitz Fritz” i Rasmussen, Morten og Knudsen, Dino (red.): ”Europamestrene”. København 2016.
Greulich, Matthias: „Die Fußball-Nationalmannschaft: Auf der Spur zum Erfolg“. München 2011.
Horeni, Michael: ”Jürgen Klinsmann. Stürmer, Trainer, Weltmeister“. Frankfurt 2005.
Jöckel, Jana: ”Vom Wunder von Bern zum “Sommermärchen. Fußball-Weltmeisterschaften und die deutsche Nation.“ Wilhelmsburg 2015.
Kasza, Peter: „Fußball spielt Geschichte. Das Wunder von Bern 1954“. Berlin-Brandenburg 2004.
König, Daniel: ”Patriotismus in Deutschland”. Hamburg 2012.
Kronenberg, Volker: „Patriotismus in Deutschland. Perspektive für eine weltoffene Nation“ 3. Auflage. Wiesbaden 2013.
Mortensen, Dyssel Morten & Paulsen, Adam. Red: ”Tyskland og Europa i det 20. århundrede”. København 2008.
Piwoni, Eunike: „Nationale Identität im Wandel. Deutscher Intellektuellendiskurs zwischen Tradition und Weltkultur“. Wiesbaden 2011.
Schulze-Marmeling, Dietrich: ”Die Geschichte der deutschen Fußball-Nationalmannschaft“. Göttingen 2008.
Schwediwy, Dagmar: ”Sommermärchen im Blätterwald. Die Fussball-WM 2006 im Spiegel der Presse.“ Marburg 2008.
