VM i Mexico i 1970 er af mange fodboldkyndige kåret som det bedste nogensinde. Det var det VM, hvor Pelé vel var allerbedst, og så blev århundredets bedste kamp spillet hele to gange i løbet af blot fire dage, og Vesttyskland var med i dem begge. Her fokuseres der på kampen mod Italien i semifinalen ved VM 1990, og hvad der skulle blive kendt som das Jahrhundertspiel.
Tyskerne var i den indledende runde parret med Bulgarien, Peru og Marokko i gruppe 4. En gruppe som de cruisede igennem med maksimumpoint, og dermed var de klar til en kvartfinale, der blev en kopi af finalen fire år tidligere, da modstanderen igen var England.
Kampen blev spillet i Leon med kick-off kl. 12.00 lokal tid og skulle altså spilles i den værste middagshede.
Englænderne bragte sig foran 2-0, da Alan Mulery og Martin Peters scorede på hver sin side af pausen. Herefter valgte den engelske træner Alf Ramsey at skifte englændernes store midtbanespiller Bobby Charlton ud, så han kunne spare på kræfterne til den semifinale, som han følte var sikker.
Tyve minutter før tid reducerede Franz Beckenbauer dog den engelske føring til 1-2, og blot seks minutter senere scorede Uwe Seeler et af de mest ikoniske mål, der er scoret ved et VM. Tyskerne lagde et voldsomt pres på det engelske mål, og i en situation hvor englændernes Brian Labone ikke fik sparket bolden langt nok ”ud af kommunen”, blev den sendt retur af tyskernes Karl-Heinz Schnellinger, der sendte den tilbage ind i det engelske felt. Her luskede ”Uns Uwe” rundt, og selv om han nærmest var på vej væk fra målet, så stødte han med baghovedet bolden i en blød bue hen over Peter Bonetti og ind i målet.
Kampen måtte derfor ud i forlænget spilletid, men englænderne kom sig aldrig over deres udskiftning af Charlton og over tyskernes comeback, så det var en logisk konsekvens, da Gerd Müller scorede kampens sejrsmål i den forlængede spilletids 108. minut. Vesttyskland havde fået hævn for finalenederlaget i 1966, og de lagde her hjørnestenen til den rollefordeling mellem de to store fodboldnationer, som England vel aldrig rigtig er kommet sig over siden.
Kampen var så spektakulær, at flere fra den tyske presse umiddelbart efter døbte den for das Jahrhundertspiel. For hvem havde dog troet, at århundredets kamp skulle blive overgået bare få dage senere.
Italiens vej til semifinalen
I semifinalen ventede italienerne. De havde i gruppen været oppe mod Uruguay, Israel og Sverige i gruppe 2. En gruppe som de på vanlig vis fedtede sig videre fra med den samlede målscore på 1-0.
I kvartfinalen, der blev spillet i Toluca, ventede værtsnationen Mexico, der trods massiv publikumsopbakning og et tidligt føringsmål sikkert blev besejret med 4-1.
Den 17. juni 1970 kl. 16.00 linede de to hold på Estadio Azteca i Mexico City.
Italiens startopstilling
Enrico Albertosi (Cagliari) – Tarcisio Burgnich (Inter) – Pierluigi Cera (Cagliari) – Roberto Rosato (AC Milan) 91. Fabrizio Poletti (Torino) – Giacinto Facchetti (Inter) – Mario Bertini (Inter) – Sandro Mazzola (Inter) 45. Gianni Rivera (AC Milan) – Giancarlo Di Sisti (Fiorentina) – Angelo Domenghini (Cagliari) – Roberto Boninsegna (Inter) og Luigi Riva (Cagliari).
Italienerne stillede op med en stamme fra det berømt/berygtede Inter hold, som træner Helenio Herrera vandt både mesterskaber og Europa Cup´er på stribe med i 60´erne. Titlerne blev vundet via det ekstremt destruktive 1-4-4-1 catenaccio system, hvor man var komplet ligeglad med underholdningsniveauet, når blot man vandt. Herrera var ikke længere italiensk landstræner. Han måtte træde tilbage efter det forsmædelige nederlag til Nordkorea under VM i 1966. Afløseren Ferruccio Valcareggi ville som udgangspunkt spille lidt mere offensivt, selv om gamle vaner kan være svære at bryde.
Samtidig havde han det problem, at han havde to af verdens bedste 10’ere til rådighed i form af Mazzola og Rivera. Valcareggi mente ikke, at holdet kunne tåle at spille med begge på samme tid, så han løste det salomonisk ved som regel at give dem en halvleg hver. Helmut Schön løb for øvrigt ind i samme problematik fire år senere med Netzer og Overath, hvor han dog konsekvent valgte at stille op med sidstnævnte.
Vesttysklands startopstilling
Sepp Maier (Bayern) – Berti Vogts (Gladbach) – Willi Schultz (HSV) – Karl-Heinz Schnellinger (AC Milan) – Bernd Patzke (Hertha Berlin) 63. Siegfried Held (Dortmund) – Uwe Seeler (HSV) – Franz Beckenbauer (Bayern) – Wolfgang Overath (Köln) – Jürgen Grabowski (Frankfurt) – Gerd Müller (Bayern) Hannes Löhr (Köln) 53. Reinhard Libuda (Schalke 04).
Vesttyskernes træner Helmuth Schön var med rette bekymret, da tyskerne jo havde spillet 120 minutter blot nogle dage tidligere i den ekstreme varme. Og da kampen skulle spilles kl. 16 lokal tid, var det et spørgsmål, om kræfterne rakte til endnu en kraftanstrengelse.
Das Jahrhundertspiel vol. 2
Italienerne begyndte kampen bedst, og allerede i det 8. minut bragte Boninsegna de azurblå foran med 1-0. Så var rollerne definerede. Italien parkerede nu catenaccio-bussen, og tyskerne var tvunget til et tiltagende stormløb mod det italienske forsvar, der benyttede alle lovlige, og også en del ulovlige, midler til at trække tiden og gøre det svært for tyskerne.
Det gik fra slemt til værre, da Franz Beckenbauers skulder gik af led efter 65 minutter. Han blev nødtørftigt lappet sammen med tape og fortsatte således kampen som en anden Napoleon med højre arm tapet fast til brystkassen.
Det lignede et exit, en temmelig forglemmelig forestilling og langt fra das Jahrhundertspiel, som kampen skred frem. Men dybt inde i overtiden slog Overath et indlæg ind i det italienske straffesparksfelt. Her havde Karl-Heinz Schnellinger, der til dagligt tjente sine Lire hos italienske AC Milan, sneget sig med frem, og med en bred inderside flugtning passerede han en chanceløs Albertosi i det italienske mål. Kampen sluttede 1-1 i ordinær tid, og for anden gang i træk måtte tyskerne ud i en forlænget spilletid. Det skulle blive 30 minutter til historiebøgerne.
VM vildeste minutter
Den forlængede spilletid startede skidt for de slukørede italienere, da Gerd Müller bragte tyskerne i front efter fire minutter, da han udnyttede en grov fejl af den italienske forsvarsspiller Poletti. Blot fire minutter senere slog Rivera et frispark ind i tyskernes felt. Her lavede Siggi Held en tilsvarende fejl, og så kunne Burgnich igen bringe balance i stillingen. Men blot et minut før pausen i den forlængede spilletid løb tyskerne ind i den italienske kontrakniv, og Riva kunne gøre det til 3-2 med et skud fra en spids vinkel. Tre mål på femten minutter. Og det fortsatte i kampen sidste kvarter.
I den forlængede spilletids anden halvleg kom Gerd Müller endnu engang på tavlen. Tyskerne tog et kort hjørne, og indlægget endte hos Uwe Seeler, der hårdt presset af to italienere formåede at få bolden headet ind foran Albertosi, hvor Müller netop med en lang hals fik bolden drejet i mål, som kun han kunne gøre det. Der Bomber der Nation dukkede op, da tyskerne havde mest brug for det. Ti minutter tilbage af kampen, og nu måtte das Jahrhundertspiel da endelig finde lidt ro?
Men nej. De slukørede italienere gav derefter bolden op, og da Boninsegna lidt for let kunne drible forbi Wili Schultz, gav det plads til, at han kunne finde en helt fri Rivera i feltet og denne havde ingen problemer med at passere Sepp Maier.
Riva faldt på knæ og blev overdænget med kys og kram af sine holdkammerater. Han udtalte senere, at følelsen næsten var, som var det Sofia Loren og Gina Lollobridiga, der kyssede ham i det øjeblik.
Nu var der ikke mere benzin i den tyske tank. To gange forlænget spilletid på få dage havde kostet kræfter, og også for mange. Italienerne sikrede sig dermed en plads i finalen, som de som bekendt tabte klart til Pelé & co.
Det var en flok fysisk helt færdige og skuffede tyske spillere, der efter kampen ikke rigtig kunne glæde sig over, at de havde været halvparten i den bedste VM kamp nogensinde. Et faktum der blev slået fast, da der senere blev sat en stentavle op på Estadio Azteca, der lod vide, at her blev VM´s bedste kamp nogensinde spillet den 17. juni 1970. Das Jahrhundertspiel.
