Der var engang, hvor kampe mellem hold fra samme land var en sjældenhed i de europæiske turneringer.
Dels fordi der var langt færre hold med fra det enkelte land. Men også fordi der i to af turneringerne kun var et enkelt hold fra hver nation med.
Derfor vakte det opsigt, når to hold fra samme land trak hinanden i en europæisk kamp frem mod 1990’erne. Og det vakte endnu mere opsigt, når to hold fra hver sin side af det tysk-tyske jerntæppe stod over for hinanden på fodboldbanen i en duel mellem klassefjenderne.
I 14 forsøg på 15 sæsoner, efter østtyskerne var kommet med i Europa Cup’en for mesterhold i 1958, var det ikke lykkedes at parre hold, der repræsenterede vesttyskernes DFB og østtyskernes DFV. Det samme gjorde sig gældende i pokalvinderturneringen fra 1960 samt Messeby-turneringen og UEFA Cup’en fra henholdsvis 1955 og 1971.
Derfor er det i disse dage 50 år siden, den første tysk-tyske duel i en europæisk turnering mellem hold fra Forbundsrepublikken i vest og den demokratiske republik i øst fandt sted. 24. oktober 1973 blev der fløjtet op til en kamp i anden runde af mesterholdenes turnering mellem Bayern München og Dynamo Dresden.
Forhistorien
Det var dog tæt på, at kampen slet ikke var blevet til noget. I første runde var det Bayern-hold, der bestod af et halvt hold som halvandet år tidligere var blevet europamestre, slet ikke var nået til anden runde. I første runde mødte sydtyskerne upåagtede Åtvidaberg fra Sverige. Første kamp på Olympiastadion endte med en rimelig sikker 3-1 sejr til Bayern, og så burde det selv efter datidens normer være en formsag for Beckenbauer, Hoeness og Müller at tage til Kopparvallen langt ude i de svenske skove for at forsvare den føring til en samlet sejr.
Men 20 minutter før tid i returkampen scorede Jan Conny Torstensson, der i øvrigt senere på sæsonen kom til Bayern München, til 3-0, og så stod Åtvidaberg til et overraskende avancement. En ung Uli Hoeness reducerede dog til 1-3 med et kvarter igen, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, måtte Bayern ud i en straffesparkskonkurrence for at komme videre fra første runde i den turnering, de otte måneder endte med at stå som vindere af.
I det hele taget var det en tung afslutning på oktober for Bayern München. Fire dage før det første opgør mod Dynamo Dresden havde sydtyskerne været ude i et opgør i Bundesligaen, der også er blevet legendarisk. 12 minutter inde i anden halvleg førte man 4-1 på Betzenberg i udekampen mod 1. FC Kaiserslautern. Men da kampen en god halv time senere blev fløjtet af, havde Die roten Teufeln scoret hele seks gange og vendt kampen til en 7-4 sejr til hjemmeholdet.
Dynamo Dresden havde fået en hård lodtrækning i første runde. De trak Juventus, men også østtyskerne havde et ganske stærkt hold med Klaus Sammer, Eduard Geyer, ikke mindst Hans-Jürgen “Dixie” Dörner, der af mange blev anset for at være det østtyske svar på Franz Beckenbauer, som de bærende kræfter. Man måtte dog undvære profilen Hans-Jürgen Kreische, der var blevet skadet op til kampene.
Men italienske mestre og storfavoritter kunne ikke afskrække et ungt Dynamo-mandskab, der for anden gang på tre år var DDR-repræsentanter i den fineste, europæiske turnering. Første kamp på Rudolf Harbig Stadion endte med en 2-0 sejr, og selv om Juventus var foran både 2-0 og 3-1 i returkampen på det kommunale stadion i Torino, var Rainer Sachses mål til 2-3 med et kvarter igen nok til at sikre avancement til anden runde.
To dage efter returkampene var der lodtrækning til anden runde i mesterholdsturneringen. Og den magede det sådan, at mestrene fra henholdsvis Vest- og Østtyskland skulle mødes.
Optakten
Et opgør mod klassefjenden i vest var noget, der både skulle udnyttes internt, men også gav hovedbrud for det socialistiske enhedsparti, der som bekendt regerede enevældigt i arbejder- og bondestaten. Propagandamæssigt havde østtyskerne noget at have selvtilliden i, da man halvandet år tidligere var blevet nummer tre i den olympiske fodboldturnering og var godt på vej til at kvalificere sig til den første og – skulle det vise sig – eneste deltagelse ved en VM-slutrunde.
Sportsligt var det et stort ønske fra partifunktionærerne, at Dynamoerne vandt kampen for at vise den sportslige overlegenhed hos østtyskerne, mens ministeriet for statssikkerhed lagde sig i selen for at undgå, at der blev vist sympati for klubben der repræsenterede klassefjenden og i det hele taget sikre, at der ikke ville være kontakt mellem øst- og vesttyskere. Det skete under kodenavnet “Aktion Vorstoss”, hvor man i forbindelse med det første opgør i München også havde gjort alt for at sikre, at ingen tilskuere hoppede af. Derfor havde man nøje udvalgt 1000 tilskuere, der alle var statstro medlemmer af partiet til rejsen til München.
Men selv med en kæmpe, sikkerhedsmæssig indsats af både officielle og inofficielle medarbejdere fra statssikkerheden, kunne man ikke forhindre, at der var stor interesse for at se stjernerne fra vest, som på trods af forbud mod at se vestlige tv-kanaler, stadig var kendte ansigter i Dresden.
Blandt andet stod en stor gruppe foran hotellet i Dresden, hvor Bayern-spillerne egentlig skulle have boet i de to dage op mod kampen, men først ankom til tre timer før kickoff på Rudolf Harbig Stadion. Og da billetsalget op til kampen blev sat fri et par uger før, havde tilskuere stået i kø i op til 20 timer for at komme i betragtning til et af de 35.000 adgangstegn til kampen.
Fra vest havde knapt 2000 Bayern-tilhængere fået lov til at rejse med, og det blev betragtet som den største invasion fra vest, siden DDR-regimet for alvor havde sat en stopper for trafikken mellem de to lande 12 år tidligere med byggeriet af den antifascistiske beskyttelsesvold rundt om Vestberlin. Flere af disse tilskuere benyttede samtidig lejligheden til at besøge familiemedlemmer på den anden side af grænsen, som man på grund af delingen mellem de to lande ikke havde set i årevis.
Heller ikke spillerne fra Dresden skulle på nogen måde have kontakt med kollegerne fra vest ud over den, de kunne have i de påtvungne 90 minutters duel inde på banen. Reinhard Häfner, en af Dresden-spillerne, mærkede selv presset fra inofficielle medarbejdere af sikkerhedstjenesten mod at have nogen form for kontakt med journalister, fans eller andre borgere fra vest. Det kunne han dog ikke helt overholde:
– Hvis en journalist havde spurgt om vores chancer, så havde jeg svaret, hvad jeg tænkte i situationen. Jeg ville tænke, at det ville have været fjollet, hvis jeg hver eneste gang, jeg blev spurgt om vores chancer skulle have svaret, at “De bedes spørge ledelsen af vores klub”. Men officielt var der en regel om, at vi slet ikke måtte tale med folk fra vest, sagde han til den regionale tv-kanal MDR for to år siden.
Fra den anden side havde Bayern München egentlig forkyndt, at de ville ankomme til Dresden allerede mandag, to dage før kampen. Om det var en bevidst vildledning af modstanderne eller et kalkuleret bluffnummer skal være usagt, men Bayern-spillerne ankom først på selve kampdagen efter at have overnattet i Hof, tæt på grænsen til DDR dagen op til kampen.
Den officielle begrundelse hos UEFA hed, at man var bekymret for at kunne nå at akklimatisere sig til forholdene i Dresden, selv om højdeforskellen mellem de to byer kun er 400 meter, og dermed ikke har nogen praktisk betydning. Det var formentlig snarere en frygt for enten at blive udspioneret eller bekymringer om at løbe ind i en madforgiftning på hotellet i Dresden, der fik Bayern München til at holde sig på vestsiden af jerntæppet så længe som muligt.
I hvert tilfælde kunne holdets unge spillere, Paul Breitner og Uli Hoeness, fortælle om erfaringer fra en ungdomsturnering fire år tidligere, hvor stort set alle hold fra Vesteuropa var blevet ramt af et maveonde, og mistanken rettede sig mod, at arrangørerne havde haft en finger med i spillet omkring de vestlige spilleres pludseligt opståede maveproblemer.
På stadion forløb i Dresden alt dog uden problemer, men DDR-myndighederne var særdeles skrappe efterfølgende. Den daværende vesttyske landstræner, Helmut Schön, der selv stammede fra Dresden, og var blevet tysk mester med Dresdner SC to gange under Anden Verdenskrig, havde uddelt nogle Bayern-pins efter kampen, og flere modtagere af de pins blev kontaktet af statssikkerheden efterfølgende.
Kampene
Det endte med at blive to dramatiske og målrige kampe, hvor Dresden havde gode muligheder for at levere endnu en overraskelse i turneringen.
I det første opgør på Olympiastadion kom Dresden foran 1-0 på et mål af Rainer Sachse efter 13 minutter. Men selv om Bayern hurtigt fik udlignet og senere fik bragt sig foran, slog Dresden igen med et aggressivt og tempofyldt spil og med yderligere to mål før halvtid kunne de gå til pause med en føring på 3-2.
Det høje tempo så dog ud til at have tæret på kræfterne blandt østtyskerne, der ikke kunne holde det samme pres efter pausen. I de sidste 20 minutter kunne første Franz “Bulle” Roth og siden Gerd Müller score kampens sidste to mål og sikre Bayern en smal sejr på 4-3.
Der var i øvrigt dansker-dong i begge tysk-tyske kampe. Johnny Hansen var med på Bayern-mandskabet både i München og Dresden.
I returopgøret havde Bayern-træner Udo Lattek udtænkt en snedig taktik. Han havde byttet om på de forreste spillere, så Gerd Müller blev rykket tilbage på midtbanen, mens en ung Uli Hoeness skulle være angriber og løbe på de lange afleveringer, der blev sendt frem over bagkæden hos østtyskerne.
Det gav succes to gange på de første 12 minutter, hvor Hoeness scorede to gange for gæsterne, der fra start satsede meget offensivt for at få scoret det ene mål, der ville sende dem videre i turneringen. Der skulle dog mere til at ryste Dynamo-spillerne, som med tre mål på et kvarter omkring pausen kom foran 3-2 og dermed kortvarigt var videre i turneringen på reglen om udebanemål.
Men endnu en gang var Gerd Müller redningsmand for Bayern, og to minutter efter Dresdens 3-2 føring udlignede Bomber der Nation til 3-3, hvorefter der ikke blev scoret mere i den sidste halve time af kampen. Det var lige akkurat nok til, at Bayern kunne avancere til næste runde.
Det var i øvrigt første og eneste gang, at der blev scoret seks gange mod Bayern München i en Europa Cup-kamp, hvor holdet alligevel er gået videre. Det er også en af de få gange, at et hold i det hele taget har formået at score seks gange i et dobbeltopgør mod Bayern i internationale kampe. Nærmest på dagen 18 år senere skulle B1903 kun bruge en enkelt kamp om at score seks mål mod sydtyskerne.
Mens Dynamo Dresden efter det samlede nederlag mod klassefjenden fra vest kunne koncentrere sig om DDR-Oberligaen, kunne Bayern kaste sin opmærksomhed på de videre runder i mesterholdsturneringen, hvor bulgarske CSKA Sofia og Ujpesti fra Ungarn var de øvrige modstandere på vejen mod mesterholdsfinalen. Her ventede Atletico Madrid, der efter 1-1 i den første kamp blev besejret 4-0 i den anden kamp. Den blev nødvendig, da straffesparkskonkurrencen endnu ikke var indført i de europæiske finaler.
Hjemme i Bundesligaen blev det til et mesterskab efter en tæt duel med de evige 70’er-konkurrenter fra Borussia Mönchengladbach. Og i begyndelsen af juli 1974 var halvdelen af Bayern-holdet med til at blive verdensmestre med en finalesejr på eget stadion i München over Holland.
