bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bochum – Du Blume im Revier

Bochum – Du Blume im Revier

Bochum, optakt, rejse, højdepunkter

Fodboldklubben og byen Bochum hænge uløseligt sammen. Klemt inde mellem mastodonterne Schalke og Dortmund forsøger de at finde sin egen vej, og selvom den kun en gang i mellem betyder på sportslig succes, ville de ikke være den foruden. Et anderledes portræt af by og fodboldklub, der er helt sin egen. Med hjælp fra den tidligere Brøndby og Bochum-spiller Søren Colding og rapperen Koolhy

”Du Blume im Revier”. Sådan beskriver den tyske musikstjerne fra Bochum, Herbert Grönemeyer sin hjemby. Som en støvet, grå, forbygget industriby med et pulsslag af stål. Bundesligaen kan fra den kommende sæson se frem til endnu et hold fra Ruhr-området, der modsat naboerne fra Schalke og Dortmund ikke kan fremvise samme store fanskare eller internationale superstjerner. Men hvad kan Bochum så?

Den tidligere Brøndby og Bochum højreback, Søren Colding, hjælper os med at pensle et velkendt billede af en højindustriel og grå mellemstor tysk by, ”Jeg havde en fornemmelse, hvad jeg skulle derned til. Jeg tænkte, at det var store fabrikker, miner og beskidt over det hele.”

Byens historie viser også, at minedriften har spillet en stor rolle i byens udvikling. Deutsches Bergbau-Museum ligger i Bochum – kun 2 km i fugleperspektiv fra klubbens nuværende hjemmebane på Ruhrstadion – og udstiller byens traditionsrige historie med minedriften. Det er altså en by og en klub med dybe rødder til arbejderen.

Historien om den hårdarbejdende fodboldklub med tilskuere fra arbejderklassen er velkendt, når man ser på tilskuerne hos naboerne Schalke og Dortmund. Selvom de to fodboldgiganter er blevet globaliseret i forhold til tilskuere og sponsorer, så ville man ikke kunne se forskel på lokale Schalke-, Bochum og Dortmundtilhængere, hvis de gik ned langs gågaden uden halstørklæde eller fodboldtrøje. De er kort sagt alle fra Ruhrpott og lavet af det samme arbejderstof.

Søren Colding husker især tilbage på, hvordan hjemmebanen kunne forvandles til en uindtagelig arbejderborg, som blev særdeles ubehagelig for modstanderne i sæsonen 2003-04, hvor Bochum kun tabte én hjemmekamp.

”Selvom det er en lille klub, så er de sgu kræsne. De vil se folk kæmpe, de vil se holdet vinde men i første omgang, så handler det om at levere en arbejdsindsats. Og gør man det, så har man tilskuerne med sig, og så er det ikke sjovt at spille i Bochum,” fortæller Søren Colding.

 

Grimt og smukt

Sebastian fra Witten nær Bochum har støttet Bochum, lige siden hans far tog ham til kampene som barn, og han derefter blev lokalpatriot, som han selv kalder det. I dag er han musiker og rapper altid om Bochum og VFL under kunstnernavnet Koolhy.

”Det gik relativt hurtigt, husker jeg, fra min far tog mig til kampene, til jeg blev tilhænger, og man ligesom udfyldte det hul mellem alle Dortmundere og Schalkere,” fortæller Sebastian.

At være Bochumer betyder, at man sætter pris på det smukke og det grimme i livet. Fordi det er præcis sådan, Bochum kan beskrives. Et sammensurium af beton og asfalt, men også grønne skove, parker og gamle huse.

”Der er også meget, meget smukt. Det overraskede mig egentlig, hvor grønt der var, og hvor flot natur der var i området og muligheder for at lave alt muligt andet,” fortæller Søren Colding om Bochum.

Sebastian uddyber om byens tosidighed, ”Vi er stolte af ethvert grimt ar, som denne by har, men også af alt det skønne i den her by. Det er nemlig det, som kendetegner byen. Det uperfekte, som gør byen særlig. For udefrakommende virker byen ikke af så meget, men den har karakter. Et pulsslag af stål, som Grönemeyer siger, og jeg skal aldrig væk fra den her by.”

Sebastian sender en talebesked med dette rim: ”Bochum du er så grå og antracit, du har så lidt, men så meget som man elsker / Bochum du bist so grau und anthrazit, du hast so wenig, doch so vieles, was man liebt”

 

Gallerne mod Romerriget

I Ruhr-området er der trængt for Bundesligaklubber. Naboerne er store, og rent sportsligt har Bochum længe været underlegen. Klubben har ikke et synderligt spækket trofæskab eller de samme økonomiske muligheder sammenlignet med Dortmund eller Schalke. Derfor ser man med stolthed tilbage på 2003/2004 sæsonen med blandt andre Søren Colding og Peter Madsen. En femteplads i Bundesligaen, sejr over Bayern München og sejr over både Schalke og Dortmund i to efterfølgende weekender må være tæt på enhver bundklubs Magnum Opus.

Søren Colding forklarer størrelsesforholdet til naboerne,

”Man har ikke de samme muligheder som Schalke og Dortmund. De har væsentligt større stadioner, de har væsentligt flere tilskuere, sponsorer, som gør, at de har et meget større budget, end Bochum har. Men nogle gange kan man være heldig, ligesom det år jeg var der og lander som nummer 5, foran Schalke og Dortmund, hvilket jo blev fejret, næsten som om vi blev tyske mestre. Sådan noget betyder enormt meget.”

Læs også: Sæsonoptakt: ’Crazy Gang’ fra Ruhrpott distriktet

Sebastian har oplevet fra tilskuerrækkerne, hvordan forholdet kan mærkes i området. Han ser forskellene mellem klubberne som ”verdener til forskel”. Det mærkes især på antallet af medlemmer i klubberne, hvor Bochum ligger langt bag Schalke og Dortmund. Men Sebastian og resten af Bochum-tilskuerne tager gerne den rolle på sig.
”Vi elsker at være den her ”underdog”. Vi ser os lidt som de små gallere, der drager i krig mod det storslåede Romerrige. Vi er fæstningen mellem Schalke og Dortmund, der prøver at sætte os igennem.”

 

Fødselsdagssang for Grönemeyer

For nemmere at kunne forstå Bochum, og hvilken by der er tale om, så kan man med fordel lytte til sangen ”Bochum” af Herbert Grönemeyer. Han flyttede til byen som barn og må siges at være én af de mest kendte personligheder, som byen i dag kan fremvise. Grönemeyer synger om en charmerende arbejder-by uden de dyre butikker i gågaden. Men udover at være et beskrivende element af byen, så har Herbert Grönemeyer også et stærkt bånd til fodboldklubben i byen.

Søren Colding forklarer, at man til hjemmekampene løber ind til sangen ”Bochum”, og at kunstneren stod truppen ret tæt.

”Jeg kan huske, da jeg var der, der hørte vi selvfølgelig også sangen på vej til kampe, og han betød faktisk rigtig meget og var tæt på holdet. Der var engang, hvor hele bussen sang fødselsdagssang for ham på vej til en kamp, hvor vi ringede ham op. Han er noget, man er stolt af som by. Bochum ligger klemt ind mellem de to store i Schalke og Dortmund, og man prøver at finde sin vej – både fodboldmæssigt men også udenfor banen. Når man så ser én, der har succes, som Herbert Grönemeyer, så betyder det enormt meget for byen.”

”Machst mit dem Doppelpass (Jeden Gegner nass) Du und dein VfL.” – Herbert Grönemeyer

Om VFL virkelig formår at slå modstanderne, som Grönemeyer synger, får vi at se, men hos Sebastian og resten af tilhængerne i Bochum glæder de sig bare til at se fodbold fra 1.Bundesliga igen.

”Først og fremmest forventer jeg slet ingenting. Det er et vidunder, at vi endelig spiller i 1. Bundesliga igen.”

Søren Colding er en anelse mere positiv overfor den kommende sæson, der byder Bochum gode chancer i hans øjne.

”Skulle man vælge en sæson at rykke op og have en chance for at blive, så er det netop i år. Det er sindssyge hold, der er rykket ned i 2. Bundesliga. Der ligger nogle hold i 1. Bundesliga, som Bielefeld, Greuther Fürth, Union Berlin, Mainz, som man måske skal ligge og kæmpe med.”

Se her, hvordan du får billetter til klubbens kampe 

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8: Undskyld, Harry
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 1 – forår 2024: Bayern-blok, Boniface-afløser og fire fra Bochum
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold
Optakt til runde 9 i Bundes Manager – ”Tief im Westen…”
Bundes manager, runde 17
Optakt til Bundes Manager – runde 17: Kom så, Bochum!