bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – andet afsnit

Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – andet afsnit

Vi er klar med anden del af vores longread om Brian Laudrup og hans tid i Tyskland. I dette kapitel er der primært fokus på hans tid i Bayer Uerdingen, hvor han spillede på hold sammen med Jan Bartram og havde en vis Horst Wohlers som træner. Det er fortællingen om, hvordan han tog Bundesligaen med storm, og hvordan en krigerisk træningskultur var med til at modne den unge Laudrup. Hvordan et indendørsstævne i KB-hallen fik store konsekvenser for både ham og Bartram, og så selvfølgelig om Laudrups rolle – eller mangel på samme – i ansættelsen af Wohlers som ny dansk landstræner.

Laudrup leverede en meget overbevisende indsats i sæsonens første Bundesliga-kamp hjemme mod FC Homburg, et opgør Uerdingen vandt med 3-0. Præstationen fik avisen Hamburger Abendblatt til at skrive det, man kom til at læse og høre igen og igen i løbet af den korte tid, han tilbragte i sin nye klub: ”Laudrup er egentlig alt for god til Uerdingen”. Horst Wohlers havde også allerede set nok til at være sikker på, at købet af Brian Laudrup var ”den mest meningsfulde investering, man kan forestille sig i fodboldens verden.”[i]

I de efterfølgende tre ligakampe, hvoraf én blev tabt og to endte uafgjort, gik det hverken for holdet som helhed eller Laudrup på det individuelle plan lige så godt. Helt galt gik det i første runde af den tyske pokalturnering, DFB Pokal, da Uerdingen efter en, ifølge Kicker, ”pinlig forestilling”[ii] tabte 1-2 ude til Kickers Offenbach fra Oberligaen, den tredjebedste række. Wohlers var rasende over både resultatet og præstationen, men hans spillere gjorde skaden god igen i den næste Bundesligakamp hjemme mod HSV. Særligt én mand, Brian Laudrup, var i forrygende form og viste i dén grad den nordtyske klub, hvad den var gået glip af ved ikke at skrive kontrakt med ham: Laudrup scorede to gange i 5-2-sejren og kunne endda have lavet et hattrick, hvis hans forsøg på træværket også var gået i mål.

Hamburger Abendblatt beklagede i sin udgave dagen efter, at den danske angriber ikke var skiftet til HSV i stedet for Uerdingen: ”Laudrup, lige netop Laudrup, der alene var entrébilletten værd” (…) ”Så brutal kan fodbold være.” [iii]

I dag forklarer Brian Laudrup sin hurtige succes i Uerdingen med, at ”jeg var jo bare så fokuseret på, at jeg skulle slå til fra starten.” Desuden hjalp det ham, at han følte sig særdeles godt tilpas blandt sine nye holdkammerater: ”Jeg må sige, det var en fornøjelse; et skægt hold at spille på.”

I den efterfølgende udekamp mod Eintracht Frankfurt så Uerdingen ud til at fortsætte de gode takter, da Jan Bartram bragte gæsterne foran 18 minutter før tid. Føringen holdt frem til det 87. minut, og på det tidspunkt lå Uerdingen faktisk til at overtage førstepladsen i Bundesligaen. Desværre for danskerklubben lykkedes det på bare tre minutter Frankfurt både at udligne og score sejrsmålet – noget af et antiklimaks for Uerdingen, der dermed rykkede helt ned på syvendepladsen.

Brian Laudrup kunne trøste sig med at læse, hvad Eintracht Frankfurt-legenden, Jürgen Grabowski, havde at sige om ham. Grabowski havde spillet intet mindre end 441 Bundesligakampe og scoret 109 mål for klubben fra Main-metropolen, inden en glidende tackling fra en purung Lothar Matthäus stoppede hans karriere med ét slag i marts 1980. Han havde også været på banen i 44 kampe for Vesttyskland i en landsholdskarriere, der kulminerede med VM-titlen i 1974. Grabowski havde altså set og prøvet meget som fodboldspiller, men alligevel var han dybt imponeret over Laudrup: (…) ”Især, hvordan han i første halvleg to gange løb fra (midtbanespilleren) Ralf Sievers. Den mand kommer til at skabe furore i Bundesligaen; står som 20-årig foran en stor udvikling.”[iv]

Uerdingens næste modstander, VfL Bochum, mødte også en Laudrup i topform. Han lagde op til Holger Fachs 2-0-scoring og gjorde det selv til 3-0 med sit tredje sæsonmål. Jan Bartram var ligeledes i storform og havde både næstsidste fod på bolden ved Fachs første scoring til 1-0 og Laudrups mål. Uerdingen vandt kampen 3-1.

Danskerne var ”helt væk” i Stuttgart-kamp efter landskampsrejse

Den første gang, Brian Laudrup blev udsat for hård kritik fra både medierne og Horst Wohlers, var efter udebane-nederlaget på 0-1 til VfB Stuttgart i 8. spillerunde. Kicker gav ham den dårligst mulige karakter, 6, og betegnede hans indsats som ”katastrofal”. Laudrup blev da også allerede udskiftet midt i anden halvleg. Jan Bartram efterlod et tilsvarende svagt indtryk, og Wohlers lagde ikke fingrene imellem i sin bedømmelse af danskerduoens præstation: ”Det er ikke første gang, vores danskere kommer tilbage fra en landskamp i en virkelig sørgelig fysisk forfatning.” Han tilføjede: ”Man kan tale om, at de begge to var helt væk.”[v]

Mens han nok havde ret i, at Laudrup og Bartram spillede meget skidt mod Stuttgart, stod det hen i det uvisse, hvordan Wohlers kunne hævde, at de tidligere var kommet tilbage fra landskampe i dårlig fysisk form. Uerdingen-træneren kan i hvert fald kun have haft Bartram i tankerne, for 2-2-kampen i Amsterdam mod Holland tre dage forinden var Laudrups første landskamp som Uerdingen-spiller.

Brian Laudrup har i dag ingen erindring om, at Wohlers havde ret i sin kritik, men han kan godt huske, at der generelt blev talt om, at danske spillere kunne lide at hygge sig, når de var samlet med landsholdet. I den forbindelse lægger han dog vægt på, at det også var svært at spille en landskamp midt på ugen for så at vende tilbage til klubben og være klar til kamp i weekenden, når man tog rejsestrabadserne m.m. i betragtning.

“Om to år er han Bundesligaens helt store stjerne”

Uanset hvad syntes kritikken efter Stuttgart-kampen i begyndelsen af september 1989 at have gjort indtryk på Laudrup, for i de efterfølgende mange Bundesliga-kampe spillede han næsten konstant enten godt, meget godt eller decideret fremragende. Den sidste betegnelse var bl.a. dækkende for hans præstation i 1-1-kampen ude mod FC St. Pauli i 13. spillerunde. Det var også ham, der scorede Uerdingens mål, da han efter en lang aflevering fra Bartram rundede både forsvarsspilleren, André Trulsen, og målmanden, Volker Ippig, inden han sendte bolden i nettet.

Laudrups indsats fik endnu engang folk fra både egne- og modstanderens rækker til at finde de helt store superlativer frem. I en artikel i Hamburger Abendblatt under overskriften, ”En skam, at han ikke kom til HSV”, spåede Horst Wohlers, at ”om to år er Brian takket være sin storartede teknik og hurtighed Bundesligaens helt store stjerne.” St. Pauli-manager Georg ”Schorsch” Volkert, selv en glimrende angriber som aktiv med hele 125 mål i sin Bundesliga-karriere og 12 landskampe for Vesttyskland, var anderledes ordknap, men også meget komplimenterende: ”verdensklasse”, lød hans dom.[vi]

Få dage senere kunne man i en Kicker-artikel under overskriften ”Guldfisk hevet i land”, der henviste til en udtalelse fra Uerdingens præsident, Manfred Klinkert, i begyndelsen af sæsonen, læse en række, ligeledes meget rosende, kommentarer om Brian Laudrup. Kicker betegnede ham som ”en juvel” og en spiller, ”der ligesom sin berømte bror, Michael Laudrup, kan gøre karriere på verdensplan.” Wohlers blev denne gang citeret for at sige, at han var ”Bundesligaens for tiden bedste spiller”, og selv de to modspillere, Brian Laudrup efter eget udsagn havde haft de største problemer med i sin korte Bundesliga-karriere, udtalte sig i meget flatterende vendinger om ham. FC Bayern-spilleren, Roland Grahammer, sagde for sit vedkommende bl.a: ”I Bundesligaen hører han til de tre bedste angribere. Jeg ser ham i kategorien Völler, Klinsmann, Riedle.” FC St. Paulis førnævnte André Trulsen betegnede Laudrup som ”en stor berigelse for Bundesligaen” og tilføjede, at man ikke skulle lade sig narre af hans ydre: ”Ved første øjekast virker han næsten uanseelig. En flink fyr, kunne man mene. Men når han eksploderer på banen, bliver hans modstandere for det meste snydt.”

Finn Laudrup blev i artiklen citeret som følger om sin yngste søn: ”Brian er som 20-årig længere fremme i sin udvikling, end Michael var dengang.” Den danske landstræner, Sepp Piontek, var også begejstret over Uerdingen-spilleren og spåede ham en snarlig fremtid som international topstjerne. Han mente endda, Brian Laudrup havde potentialet til at blive endnu bedre end sin storebror, ”fordi han er hårdere mod sig selv.”[vii]

Helt så store og flotte ord som dem om Brian Laudrup kunne man ikke ligefrem bruge om Bayer Uerdingen generelt. I fem kampe fra den 11. – 15. spillerunde forblev pointet mod St. Pauli det eneste, holdet fik. I samme periode blev det bl.a. til et skuffende hjemmebanenederlag til koncernkonkurrenterne fra Bayer Leverkusen, der ellers kun havde fået ét point i alt på Uerdingens hjemmebane, Grotenburg-Stadion, i sine otte år i Bundesligaen. Heller ikke mod Werder Bremen formåede Uerdingen at få point på eget græs. Nu befandt Brian Laudrup og co. sig pludselig på 15-pladsen med samme antal point, 11, som alle holdene under dem.

Situationen var alvorlig, men ingen bebrejdede Brian Laudrup. Tværtimod gik snakken igen om, hvorvidt han var for god til at spille for en klub som Bayer Uerdingen. En bizar reportage fra kampen mod Bremen offentliggjort i avisen die Tageszeitung, bedre kendt som taz, illustrerede, hvor stor niveauforskel, der var mellem ham og holdkammeraterne: De blev omtalt som ”Bayer Uebeldingen” (afledt af vendingen üble Dinge, altså onde/slemme ting); tilskuertallet blev opgivet til: ”10.000 for mange”; og det blev beskrevet, hvordan kampens højdepunkt var pause-underholdningen med Uerdingens mikroputter (U7/U8-holdet) Omvendt blev der også skrevet om, at ”Bayer Dänemark” havde tabt 0-1 til Werder Bremen; at Brian Laudrup ”i ugevis er blevet overøst med kaskader af ros”, og at han ”forener eksplosiv hurtighed med svimlende driblekunst”.[viii]

Derudover kunne man læse, at Horst Wohlers, efter tidligere at have benægtet det, nu indirekte erkendte, at Laudrup var for god til at spille for Uerdingen ved at medgive, hans holdkammerater var for dårlige i forhold til ham. Same, same but different… Wohlers blev samtidig citeret for, at han de seneste tyve år ikke havde set en bedre spiller end Brian Laudrup i hans alder.

Den unge dansker levede op til de store ord i udekampene mod Borussia Mönchengladbach og FC Homburg i 17. og 18. spillerunde. I begge opgør spillede han aldeles fremragende og fik efterfølgende karakteren 1 i Kicker. Efter 1-0-sejren over Gladbach, Uerdingens første vundne kamp på fremmed græs i sæsonen, skrev sportsmagasinet, at ”Helt fremme var Laudrup i særklasse. Han gjorde (markeringsspilleren Michael) Klinkert svimmel.”[ix] Videre beskrev Kicker, hvordan man kunne høre ah- og oh-udråb fra tilskuerne på Bökelberg, når Laudrup havde bolden. Det var reaktioner, man snarere ville forvente fra f.eks. et teaterpublikum end fodboldfans.

Med sin præstation fik Laudrup bevist, at han skam var i stand til at levere varen i Bundesligaen, efter han havde spillet landskamp for Danmark. Han gjorde samtidig de skeptikere til skamme, der på forhånd havde spået, hans indsats ville bære præg af den store skuffelse, han havde været udsat for i Rumænien, hvor Danmark tabte sin altafgørende VM-kvalifikationskamp 1-3 og dermed forpassede muligheden for at komme med til slutrunden i Italien. Hvad de færreste ved eller kan huske i den forbindelse er, at Danmark selv efter nederlaget til Rumænien i den tidlige eftermiddagskamp den 15. november 1989 kl. 14 var meget tæt på alligevel at kvalificere sig til VM-slutrunden på bekostning af de senere vesttyske verdensmestre. Helt frem til det 48. minut, da Thomas Häßler scorede det forløsende mål til slutresultatet 2-1 i Vesttysklands hjemmekamp mod Wales, var det faktisk Danmark, der stod til at få den sidste VM-billet som én af de to bedste toere fra de tre VM-kvalifikationsgrupper med fire hold.

I kampen mod Gladbach havde Brian Laudrup for første gang spillet sammen med sin nye angrebsmakker, den erfarne Siegfried ”Siggi” Reich, som Uerdingen netop havde købt i Hannover 96. Mens det i det opgør først og fremmest var danskeren, der strålede, viste kampen mod Homburg, at de også kunne fungere fint sammen som duo. Kort efter pausen lagde Laudrup således op til Reichs føringsmål, hans første scoring for sin nye klub, inden danskeren selv øgede til 2-0 tre minutter senere. Uerdingen vandt kampen 2-1.

Igen fandt Kicker de store superlativer frem for at beskrive Laudrups indsats og nævnte bl.a. hans ”cirkusagtige spillekunst.” Uerdingens anfører, Wolfgang Funkel, betegnede ham for sit vedkommende som en ”verdensklassemand”, mens Laudrups direkte modspiller, Dieter Finke, udtalte sig i tilsvarende flatterende vendinger og desuden beskrev det dilemma, man stod i som forsvarsspiller, når man skulle forsøge at stoppe en spiller af Laudrups klasse: ”Han er for tiden den bedste angriber i Vesttyskland. Hvis man markerer ham for tæt, bringer han sin hurtighed i spil. Giver man ham plads, viser han fremragende spilforståelse.”

I Uerdingen-lejren var der selvsagt stor tilfredshed med Laudrups forrygende form, men bl.a. Wolfgang Funkel kunne ikke lade være med at tænke på, ”hvor længe vi kan få glæde af ham.” [x]

Alle sine store kvaliteter til trods viste det sig i udekampen mod 1. FC Köln, der bl.a. havde Bodo Illgner, Thomas Häßler og Pierre Littbarski på holdet, at Laudrup stadig havde en del at lære – ikke mindst, når det gjaldt om at omsætte store scoringschancer til mål. Et halvt dusin af slagsen – de fleste efter kontra-angreb – misbrugte han, ifølge Kicker, i kampen. Til gengæld viste Siggi Reich sig igen træfsikker ved at score opgørets eneste mål. Med sin fjerde sejr i træk avancerede Uerdingen til 9-pladsen.

Nu manglede Brian Laudrup og co. blot at vinde deres sidste kamp, før Bundesligaen holdt vinterpause, hjemme mod Waldhof Mannheim, for at kunne se tilbage på en tilfredsstillende halvsæson. Men ak: Uerdingen tabte med 0-2, og dermed var det snarere med en følelse af skuffelse, Wohlers’ mandskab kunne tage på juleferie.

Vellykket første halvsæson

En enkelt Uerdingen-spiller kunne på det personlige plan være mere end almindelig godt tilfreds med sin indsats i det forgangne halve år: Brian Laudrup. Det er ikke nogen overdrivelse at påstå, han i perioder havde efterladt et næsten overvældende godt indtryk hos fodboldtilhængere, medier, eksperter og ikke mindst med- og modspillere. Det afspejlede sig også i de afstemningsresultater og ranglister, der blev offentliggjort i slutningen af 1989 og begyndelsen af 1990.

Allerede i november var Brian Laudrup af sine kollegaer i Danmarks-turneringen (1. division, 2. division og 3. division vest og øst) blevet kåret til årets spiller i Danmark.

I Vesttyskland blev Laudrup af de 18 Bundesliga-anførere valgt til ligaens syvendebedste spiller – i parentes bemærket den bedste udlænding – i kalenderåret 1989. Manden, der havde sendt Vesttyskland til VM i Italien, Thomas Häßler, vandt hædersbevisningen foran Uwe Bein, mens Uli Stein og Karlheinz Riedle delte tredjepladsen. Nok så interessant var det, at Uerdingens anfører, 31-årige Wolfgang Funkel, stemte Laudrup ind på førstepladsen. Eintracht Frankfurts Karl-Heinz Körbel, den dag i dag den Bundesliga-spiller gennem tiderne med flest kampe, 602, placerede Laudrup på andenpladsen, og det samme gjorde VfL Bochums Thomas Kempe. Fortuna Düsseldorfs Ralf Loose stemte på danskeren som nr. 3.

På Kickers halvårlige rangliste over Bundesliga-spillerne blev Laudrup vurderet til at være ligaens næstbedste angriber i den næsthøjeste kategori, international klasse, efter Werder Bremens newzealænder, Wynton Rufer. I en kommentar til ranglisten skrev Klaus Fischer, især kendt for sine spektakulære saksesparksmål á la det, han lavede i VM-semifinalen mod Frankrig i 1982, og med sine 268 mål Bundesligaens næstmest scorende spiller gennem tiderne, at ”danskeren Laudrup er godt nok ikke den store målscorer, men han kan lægge op til mål som næsten ingen andre. Det er lige så vigtigt.”[xi]

Den daglige træning i Uerdingen var næsten en krig om liv eller død

Selvom han generelt var meget glad for at være i Uerdingen, og de første seks måneder altså var gået over al forventning for Brian Laudrup, havde de langtfra altid været en dans på roser. Specielt den daglige træning havde til tider været noget af en prøvelse og øjenåbner for den unge dansker. I Bundesligaen fik spillerne generelt en relativ lav grundløn, men til gengæld meget store bonusser, hvis de var med i kampene. Det medførte, at der næsten var ”krig til træning”, fortæller Brian Laudrup i dag. ”Det var liv eller død, nærmest, at komme iblandt de 16 spillere til kampene. På den måde var det en meget, meget hård skole at gå igennem, men det lærte jeg jo altså også (…) ekstremt meget af.” Jan Bartram havde på forhånd advaret Laudrup om, at det ikke ville gå upåagtet hen, når han sendte en anden spiller ud af startopstillingen, og det var nøjagtigt, hvad der skete: ”Der var sådan en 5-6 gutter, der var meget gode venner, og ham, der ligesom stod i midten af dem, det var ham, hvis position jeg kom ned og tog. Så de var jo ikke sådan specielt venligt stemte i starten, og det kunne jeg jo godt mærke til træning. Jeg fik lige lidt ekstra. Jeg skulle ikke tro, jeg kunne komme op fra 1. division i lille Danmark og drible rundt om dem her. Da fik jeg virkelig råt for usødet.”

Hvis du absolut skal komme galt af sted, så husk at have Brian Laudrup ved din side

Til sammenligning virkede det ulig meget mere harmløst, da Laudrup og Bartram besluttede at bruge en enkelt af deres fridage i vinterpausen på at deltage i en indendørsturnering i KB-hallen mellem jul og nytår. Desværre havde de glemt at spørge deres arbejdsgiver, Bayer Uerdingen, om lov. Under normale omstændigheder ville forglemmelsen formentlig ikke være blevet opdaget, men det gjorde den i dette tilfælde, for under det, der bare skulle have været en sjov omgang hyggebold med andre fodboldstjerner og kendisser for et velgørende formål, blev Jan Bartram alvorlig skadet ved et sammenstød med Kim Christofte. Han brækkede kæbebenet og kunne dermed se frem til en operation og som udgangspunkt en pause på 1-2 måneder. Hvis man overhovedet kunne tale om, at Bartram havde held i uheld, var det, at han kom til skade, mens han var sammen med Uerdingens guldfugl, Brian Laudrup. I hvert fald gav han i sin bog, Løb for livet – når livet er andet end fodbold, fra 1999 udtryk for, at det alene var det forhold, der gjorde, at de hver især slap med at betale en bøde på ca. 10.000 kr. og ikke de 80.000, der i første omgang var lagt op til.

Det brækkede kæbeben forhindrede ikke Bartram i at deltage i det meste af træningen under opstartsfasen, og med ham i startopstillingen var det i det hele taget et Uerdingen-hold fuld af optimisme, der gik på banen til den første kamp efter vinterpausen ude mod HSV. Før opgøret havde Horst Wohlers udtalt, at han var særdeles tilfreds med forberedelsesfasen og specielt sit forsvar. På den baggrund mente han, det var realistisk, at Uerdingen kunne avancere fra sin placering som nr. 10 i Bundesligaen til en 7-8-plads ved sæsonens afslutning. Under alle omstændigheder var Wohlers overbevist om, at Uerdingen var i bedre form end HSV før kampen i Hamborg.

Laudrup møder ”manden med leen” alias ”den glidende tacklings herre” og taber 0-6

Han fik mild sagt ikke helt ret i sin vurdering, for HSV, der i dén grad havde noget at revanchere fra det omvendte opgør, vandt kampen med hele 6-0. Resultatet var noget misvisende, for Uerdingen var ikke så underlegen, som cifrene antyder, og opgøret kunne desuden have fået et helt andet forløb, hvis Laudrup på gæsternes første angreb havde udnyttet Bartrams frispilning til at bringe sit hold foran. Når det er sagt, var de to danskere Uerdingens bedste spillere i kampen. Specielt Laudrup skabte mange problemer for HSV-forsvaret, og hans direkte modspiller, Carsten Kober med det engelsk-tyske tilnavn ”Master of Grätsche” (den glidende tacklings herre), måtte ty til endog meget grove midler for at stoppe ham. Hamburger Abendblatt skrev efterfølgende om Kober, ”manden med leen”: (…) ”En talemåde: ”Man har brug for leen for at kunne høste.” Skræmte Laudrup med frispark; var på nippet til at få det røde kort.”[xii]

I dag kan Brian Laudrup ikke specifikt huske Carsten Kober, men han betegner generelt duellerne med sine direkte modspillere som ”en krig – dybest set en krig mellem dig og ham. (…) Han fulgte dig jo overalt.” Psykologiske tricks var ligeledes en del af det indbyrdes spil: ”Jeg har også oplevet folk, der stod og sagde inden (kampen), at hvis jeg driblede for meget, så skulle jeg bare vide, at så skete der sådan og sådan. De var virkelig barske.”

På det tidspunkt, i 1989/90-sæsonen, nød driblekunstnere og individualister som Brian Laudrup ikke godt af den beskyttelse, dommerne giver den type spillere i dag, og det betød, at der skulle meget til, før en mand som Kober blev udvist. Først med virkning fra 1993/94-sæsonen indførte det tyske fodboldforbund, DFB, en regel om, at glidende tacklinger bagfra eller fra siden skulle straffes med et rødt kort.

Uerdingen fik delvis oprejsning for ydmygelsen i Hamborg ved at spille 1-1 hjemme mod Eintracht Frankfurt, der før kampen lå på andenpladsen i Bundesligaen á point med førerholdet, Bayern München. Brian Laudrup lagde op til Horst Steffens føringsmål, da han – ”ligesom kejser Franz tidligere havde gjort det”[xiii] – elegant vippede bolden frem til den defensive midtbanespiller med ydersiden af foden, hvorefter Steffen helflugtede den i mål.

24. spillerunde bød på opgøret ude mod VfL Bochum, der lå nr. 14 i Bundesligaen ét point efter Uerdingen på 12-pladsen. Gæsterne tabte 1-2 og skuffede især i begyndelsen af kampen så fælt, at Horst Wohlers selv dagen efter var rasende. Denne gang skilte Brian Laudrup sig ikke positivt ud fra sine holdkammerater. Tværtimod blev han mere eller mindre neutraliseret af sin direkte modspiller, Olaf Dressel, der normalt optrådte på midtbanen, men i dagens anledning havde fået tildelt den på papiret så utaknemmelige opgave at mandsopdække danskeren. Kicker skrev, at Laudrup tabte den direkte duel ”med flere længder”, og Dressel gjorde det så godt, at han sågar blev udnævnt til dagens mand i sportsmagasinet.

I modsætning til mange, mange andre af Laudrups modspillere i Bundesligaen både før og siden var Dressel ikke det mindste imponeret over den 21-årige danske angriber: ”Jeg havde forestillet mig, at det var sværere at spille over for Laudrup, efter alt det man før kampen havde hørt om denne vidunderdreng. (…) Man er nødt til at genere ham allerede, når han modtager bolden. Så kan man sætte ham ud af spillet,”[xiv] lød det fra Dressel, der ikke engang var professionel, men kun såkaldt Vertragsamateur, hvormed han trænede med Bundesliga-holdet, men normalt spillede for Bochums amatører i Oberligaen.

Ét point i tre kampe efter vinterpausen var alarmerende, men heldigvis for Uerdingen syntes vendepunktet at være kommet ugen efter med en meget overbevisende 4-1-sejr hjemme over VfB Stuttgart i en kamp, hvor Brian Laudrup brillerede ved både selv at score og lægge op til et mål.

Uerfaren Wohlers præsenteret som ny dansk landstræner

Allerede dagen efter, søndag den 18. marts, blev sejren og den flotte præstation for en stor dels vedkommende overskygget af nyheden om, at Horst Wohlers forhandlede med DBU om at blive ny dansk landstræner som afløser for en anden vesttysker, Sepp Piontek. Umiddelbart skulle man jo tro, at det var Jan Bartram og Brian Laudrup, der havde anbefalet ham, men sådan forholdt det sig ikke. Det bekræfter sidstnævnte over for Bulibold.dk: ”Jeg kan kun huske, at de faktisk ikke brugte os overhovedet. Jeg blev i hvert fald ikke spurgt af DBU. (…) Jeg ved bare, at vi var selv fuldstændig chokerede, da vi hører historien, og han bliver inviteret op til Danmark og alt det her. (…) Jeg tror, de simpelthen ville prøve at holde det så tæt til kroppen, så vi ikke engang skulle vide af det.”

Både Horst Wohlers selv og Jim Stjerne Hansen, der dengang var nytiltrådt generalsekretær i DBU, har siden bekræftet, at det var Allan Simonsen, der havde anbefalet sin gamle holdkammerat i Borussia Mönchengladbach til landstrænerposten.

Tilbage i 1990 roste Laudrup Wohlers’ faglige og menneskelige kvaliteter. Specielt de sidstnævnte var langt mere udprægede, end man normalt så det hos vesttyske trænere. Belært af sine egne erfaringer som aktiv i Gladbach fra 1975 – 1980, hvor han ud over Simonsen også spillede sammen med Henning Jensen og Steen Thychosen, vidste Wohlers f.eks., at danske spillere havde et udtalt behov for at hygge sig og lave sjov engang imellem, ligesom de ikke havde for vane at sige De til træneren. Derfor fik Bartram og Laudrup i de henseender lidt længere snor end deres holdkammerater.

Selvom Laudrup altså på mange måder var glad for Wohlers, udtrykte han samtidig tvivl om, hvorvidt de kun godt ni måneders erfaring som cheftræner i Bundesligaen, han kunne fremvise, virkelig var en tilstrækkelig stor ballast til at påtage sig det svære hverv som dansk landstræner.

Uanset hvad var DBU, der bl.a. også havde forhandlet med Erich Ribbeck, sikker i sin sag og præsenterede samme dag, søndag, Horst Wohlers for en undrende, ja ligefrem måbende, dansk offentlighed på et pressemøde. Hovedpersonen selv var også meget overrasket. Samme formiddag havde han på helt normal vis stået for træningen på Uerdingens anlæg, og han troede kun, han var fløjet til København for at forhandle med DBU og ikke for at underskrive en kontrakt endsige deltage i nogen pressekonference, selvom han inden da allerede havde haft kontakt til forbundet i to uger.

Det skulle da også vise sig, at DBU havde gjort regning uden vært, for forbundet havde ”glemt” at gøre sit forarbejde og nå til enighed med Bayer Uerdingen om en afståelsessum for den 40-årige træner, der havde kontrakt med klubben frem til sommeren 1991. Angiveligt var DBU villig til at betale 1 mio. DM (3,83 mio. kr.) for ham, men Uerdingen krævede endnu flere penge. Det hele endte som bekendt med, at Wohlers måtte blive, hvor han var, og at Richard Møller Nielsen, som DBU altså havde fravalgt i første omgang som Sepp Pionteks afløser, alligevel fik chancen for at vise sit værd på posten. I dag mener Wohlers, at han var blevet dansk landstræner, hvis ikke DBU havde afholdt den famøse pressekonference. Den gjorde nemlig Uerdingen-ledelsen rasende og meget lidt forhandlingsvillig.[xv]

Som om Wohlers ikke havde det hårdt nok i forvejen, måtte han også læse i Europas mest solgte avis, Bild, at Jan Bartram satte spørgsmålstegn ved hans trænerevner. Artiklen i tabloidavisen var afledt af en klumme, danskeren havde skrevet i Jyllands-Posten, men der var slet ikke belæg for Bilds vinkling. Det forhindrede dog ikke historien i at skabe endnu mere uro i Uerdingen-lejren.

Polemikken syntes også at påvirke holdet i den efterfølgende hjemmekamp mod Fortuna Düsseldorf. Kicker mente ligefrem, at ”forskellen var himmelråbende”[xvi] i forhold til Stuttgart-kampen – i hvert fald i første halvleg. På den baggrund besluttede Wohlers at gøre noget drastisk i pausen, nemlig at udskifte Jan Bartram. Det opfattede han som en ren hævnaktion og blev så rasende, at han kastede sine støvler hen ad gulvet i omklædningsrummet.[xvii] Uden Bartram gik det dog ikke meget bedre for Uerdingen-holdet, der tabte kampen 0-1.

Sporene fra storebror skræmmer: Brian Laudrup vil væk fra Uerdingen

Nederlaget, der betød, at Uerdingen kun havde to points forspring til nedrykningspladserne var én ting; værre var det, at Brian Laudrup bekendtgjorde, han ønskede at forlade klubben efter bare én sæson. Han havde oprindeligt haft til hensigt at blive i Krefeld i mindst to år, men nu følte Laudrup, at han spildte sit talent på et mandskab, der ikke havde nok gode spillere til at blive det tophold, Uerdingen-ledelsen ellers havde talt om at skabe, da han skrev kontrakt med klubben. I den sammenhæng kunne Laudrup ikke lade være med at skele med en vis misundelse på Bayer Leverkusen, der for i alt godt 7 mio. DM (ca. 27 mio. kr.) havde sikret sig først Andreas Thom, der allerede i december 1989 var skiftet til klubben som den første legale spiller fra det tidligere DDR, og senere også hans angrebsmakker på det østtyske landshold, Ulf Kirsten, med virkning fra den kommende sæson. I Uerdingen, derimod, havde man kun planer om at hente en enkelt markant forstærkning til midtbanen.

I baghovedet på Brian Laudrup lå også frygten for at ende i samme situation som sin storebror i italienske Lazio efter 1983/84-sæsonen. Personligt havde Michael Laudrup spillet glimrende, men Lazio-holdet som helhed havde haft det mere end svært p.g.a. det dårlige spillermateriale og trænernes defensive fodboldfilosofi, selvom det med hiv og sving var lykkedes at blive i Serie A. Alligevel havde Laudrup, der var udlånt fra Juventus, ladet sig besnakke af Lazio-lederne til at blive endnu en sæson i klubben og bittert fortrudt det. Den fejl ville hans lillebror ikke gentage i Uerdingen.

I første omgang havde Brian Laudrup talt om at skifte til en klub uden for Vesttysklands grænser, men inden længe kom det frem, at det især var Bundesliga-klubber, der havde fattet interesse for ham, og han gjorde det hurtigt klart, at kun Bayern München, Werder Bremen og 1. FC Köln kom på tale.

Inden der kom en afklaring på, hvor han skulle spille i 1990/91-sæsonen, gjaldt det om at fokusere på den kamp for at undgå nedrykning, Uerdingen nu var en del af. Den næste modstander, 1. FC Kaiserslautern, lå allerede under stregen og havde derfor desperat brug for to point. Dem fik klubben fra den naturskønne delstat, Rheinland-Pfalz, og det afgørende mål til slutresultatet 2-1 blev såmænd scoret af ingen andre end Stefan Kuntz mod sin tidligere arbejdsgiver. I Uerdingen-lejren var frustrationerne efterhånden åbenlyse. Spillerne skændtes indbyrdes på banen og kritiserede hinanden i medierne. Heller ikke Brian Laudrup gik ram forbi, for de fleste iagttagere var af den opfattelse, at den bemærkning, Holger Fach kom med efter kampen, om, at ”det er bestemt allerede den ottende udekamp, vi burde have scoret det første mål i,”[xviii] var møntet på den danske angriber, der brændte en kæmpechance i begyndelsen af opgøret.

Med nederlaget lå Uerdingen nu sammen med Kaiserslautern og tre andre klubber ét point over nedrykningsstregen, og udsigten til at avancere i tabellen virkede ikke alt for lovende, for den næste modstander var Bundesligaens førerhold, Bayern München. Immervæk fik Uerdingen det ene point takket være Wolfgang Funkels udligning til slutresultatet 2-2 tre minutter før tid. Nok så interessant var det at høre, hvad Bayern-manager Uli Hoeneß, på det tidspunkt i begyndelsen af april 1990, havde at sige til rygterne om, at klubben ville købe Brian Laudrup: ”Han er ikke et emne i øjeblikket”, lød svaret, med tilføjelsen: ”Så længe vi (allerede) har to udlændinge.” [xix] For den erfarne iagttager kunne den udmelding oversættes som følger: ”Ja, vi er meget interesserede i Brian Laudrup, men det er ikke opportunt at tale om det lige nu.”

En anden bejler var 1. FC Köln, der havde tjent mange penge på at spille sig frem til semifinalen i den dengang meget lukrative UEFA Cup og desuden stod til at indkassere 15,5 mio. DM (ca. 59 mio. kr.) på salget af Thomas Häßler til Juventus, det hold, der endte med at sende klubben fra domkirkebyen ud af Europacuppen.

Bayer Uerdingen hutlede sig mere eller mindre igennem den resterende del af sæsonen ved at vinde én kamp, tabe én og spille fire opgør uafgjort. Det var mild sagt ikke prangende, men det var nok til at ende på 14-pladsen og dermed undgå nedrykning. Det var væsentligt i mere end én forstand, for Brian Laudrups kontrakt gjaldt kun for 1. Bundesliga, og hvis Uerdingen var rykket ned i den næstbedste række, havde han efter eget udsagn formentlig kun kostet 2,5 mio. DM (ca. 9,6 mio. kr.)[xx]

I slutningen af sæsonen var også den danske angribers formkurve nedadgående i takt med, at spekulationerne om hans fremtid tog til i styrke, men Brian Laudrup giver i dag en anden god forklaring på formdykket: Fra starten af 1989, da Brøndby begyndte at træne før den danske sæson, der som tidligere nævnt varede fra april til november, og helt frem til den 12. maj 1990, da Bundesliga-sæsonen sluttede, havde han reelt kun ferie fra den 17. december til den 9. januar i løbet af Bundesligaens vinterpause. Bortset fra de godt tre uger, hvor han omsider havde mulighed for at puste lidt ud, spillede han altså næsten uafbrudt i halvandet år.

Derudover spillede det også en rolle, at Uerdingens modstandere var blevet mere og mere opmærksomme på ham, efterhånden som sæsonen skred frem, og at han derfor i alle kampe spillede over for de enkelte holds bedste markeringsspillere, der hver især var opsatte på at vise, at de var i stand til at stoppe den nye danske angrebsstjerne.

Alligevel gav Brian Laudrup selv i foråret 1990 stadig adskillige prøver på sit store talent og befandt sig dermed fortsat også på et langt højere niveau end sine holdkammerater. F.eks. skrev Kicker efter 1-1-kampen mod 1. FC Nürnberg i 33. spillerunde, at ”danskeren virkede som en von Karajan (verdensberømt chefdirigent for Berliner Philharmonikerne fra 1955 – 1989), der skulle spille Beethovens 9. symfoni med et landsbyorkester.”[xxi] Ni dage senere betegnede Sport Bild Laudrup som 1989/90-sæsonens bedste nyindkøb foran store navne som Uwe Bein, Stefan Kuntz og Thomas Strunz.

Læs første del af vores fortælling om Brian Laudrup og tiden i Tyskland og hold øje med siden i morgen, hvor vi præsenterer tredje del

[i] Hamburger Abendblatt, 31.07.89.

[ii] Kicker Sportmagazin, 21.08.89.

[iii] Hamburger Abendblatt, 24.08.89.

[iv] Kicker Sportmagazin, 28.08.89.

[v] Kicker Sportmagazin, 11.09.89.

[vi] Hamburger Abendblatt, 16.10.89.

[vii] Kicker Sportmagazin, 19.10.89.

[viii] Die Tageszeitung, taz, 23.10.89.

[ix] Kicker Sportmagazin, 20.11.89.

[x] Kicker Sportmagazin, 27.11.89.

[xi] Kicker Sportmagazin, 08.01.90.

[xii] Hamburger Abendblatt, 26.02.90.

[xiii] Kicker Sportmagazin, 05.03.90.

[xiv] Kicker Sportmagazin, 12.03.90.

[xv] kortlink.dk/p3s9

[xvi] Kicker Sportmagazin, 26.03.90.

[xvii] Jan Bartram: Løb for livet – når livet er andet end fodbold, s. 68-69.

[xviii] Kicker Sportmagazin, 02.04.90.

[xix] Kicker Sportmagazin, 09.04.90.

[xx] Berlingske Tidende, 26.04.90.

[xxi] Kicker, 07.05.90.

Relateret
You may also like
“This is Osterdeich” – Fanfortælling om forholdet til Werder Bremen
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – syvende afsnit
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – sjette afsnit
Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – femte afsnit