bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayern München > Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – fjerde afsnit

Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – fjerde afsnit

Alt ser positivt ud Brian Laudrup i efteråret 1990. Ja faktisk for hele Tyskland, der, med hovedpersonens egne ord, oplever en sand eufori efter murens fald. På banen fortsætter danskeren med at imponere stort, Bayern fører ligaen, og Kicker udnævner ham til efterårets spiller, mens et par italienske klubber står i kø for at springe banken for Laudrup. Men efter vinterpausen begynder det så småt at gå ned ad bakke. En fiberskade ødelægger meget, og internt på holdet foregår der en række magtkampe, som forud for sæsonens vigtigste kamp må løses i al hemmelighed under et krisemøde i en kælderbar. Vi er klar med fjerde del i vores fortælling om den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen.

I 1980’erne og begyndelsen af 90’erne var de bedste Bundesliga-spillere meget eftertragtede blandt klubberne i verdens både i økonomisk og sportslig henseende mest attraktive liga, den italienske Serie A. Spillervandringen i sydlig retning hen over Brenner-passet var så voldsom, at Karl-Heinz Rummenigge i fuld alvor talte om, at han ikke troede, én eneste Bundesliga-spiller, måske bortset fra målmanden, ville være en del af Tysklands idealopstilling ved VM i USA i 1994. Det kom derfor heller ikke som nogen overraskelse, at bl.a. Maradona-klubben, SSC Napoli, viste interesse for Bundesligaens klarest funklende stjerne i efteråret 1990, Brian Laudrup, men han ønskede at opfylde sin 4-årige kontrakt med FC Bayern og bedyrede i den forbindelse, at ”penge er ikke alt.”[i] Sådan så Uli Hoeneß også på det, sagde han. End ikke for 20 mio. DM (ca. 76,6 mio. kr.) ville han sælge Laudrup, lod Bayern-manageren forstå.

På baggrund af hans forrygende form og selvsagt især præstationen mod Wattenscheid valgte anførerne for de 18 Bundesliga-klubber Brian Laudrup til månedens spiller i november 1990. De tider, hvor enkelte medier og kritikere havde betvivlet, hvorvidt han var de mange penge værd, Bayern München havde betalt for ham, var endegyldigt forbi. I stedet kunne man f.eks. i Hamburger Abendblatt læse: ”Sjældent har en investering på 6 mio. DM i dén grad kunnet betale sig som i tilfældet Laudrup.”[ii]

Tidligere holdkammerat: Hele Bundesligaen har taget ved lære af Brian Laudrup

På det tidspunkt oplevede Brian Laudrup den klart bedste periode i hele sin tid i tysk fodbold. Han gjorde det så godt, at selv spillere fra konkurrerende klubber som Rainer Schütterle fra Karlsruher SC og Rainer Zietsch fra Bayer Uerdingen åbent erkendte, at de lod sig inspirere af hans spillestil. Specielt den måde, han vippede bolden frem til holdkammerater- og lobbede bolden over fremstormende målmænd på, imponerede kollegaerne. Førstnævnte skete f.eks., da Laudrup på bedste overlegne Beckenbauer-manér spillede Thomas Strunz fri til scoring under HSV-kampen, og Uli Stein og Ralf Eilenberger var begge ofre for hans raffinerede evner udi kunsten at lobbe bolden over en målmand med et enkelt lille vip med foden. Takket være ham var de ”blide mål”, som Sport Bild kaldte dem, igen kommet på mode. ”Hele Bundesligaen har taget ved lære af Brian Laudrup”, konkluderede Zietsch, der i det hele taget var dybt imponeret over sin gamle holdkammerat i Uerdingen: ”Brians boldbehandling er fantastisk. Han kæler jo mere for den, end han sparker til den.”[iii]

I hjemmekampen mod krise- og kaosklubben, 1. FC Nürnberg, i 16. spillerunde havde Laudrup naturligt nok svært ved at leve op til alle de store ord og sin indsats mod Wattenscheid. Bayern vandt dog opgøret med 1-0, og dermed behøvede holdet blot endnu en sejr i udekampen mod Laudrups gamle arbejdsgiver, Bundesligaens nr. 16 Bayer Uerdingen, for at overvintre på førstepladsen som ”Herbstmeister”, idet 1. FC Kaiserslautern og Werder Bremen havde en meget dårligere målscore end FC Bayern, selvom de havde lige så mange point, 22.

Sådan så det da også ud til at gå, for FC Bayern med en stærkt spillende Laudrup på holdet bragte sig foran ti minutter efter pausen ved Roland Wohlfarth og havde adskillige chancer for at udbygge føringen. Ikke desto mindre lykkedes det Holger Fach at udligne til slutresultatet 1-1 fire minutter før tid, og dermed var julestemningen i- og omkring Bayern-truppen noget spoleret. Mesterskabsfavoritten måtte tage til takke med at holde vinterferie på andenpladsen, ét point efter Bundesligaens nye førerhold, Werder Bremen.

Laudrup roses til skyerne af medier & eksperter og er uhyre populær i den tyske befolkning

Personligt kunne Brian Laudrup nu være endog meget godt tilfreds. Han havde ikke spillet konstant godt i de knap fem måneder, han havde været i FC Bayern, og det havde taget ham et stykke tid at finde sig til rette på holdet, men de forbehold blev rigeligt opvejet af, at han på sine bedste dage spillede på et teknisk niveau, ingen andre Bundesliga-spillere – måske med undtagelse af Thomas Doll – kunne matche.

Bl.a. derfor blev han i Kicker betegnet som ”der Spieler der Hinrunde”[iv], altså Bundesligaens bedste spiller i første halvdel af sæsonen. Sportsmagasinet mente derfor logisk nok også, at han havde været ligaens bedste angriber i den samme periode. Laudrup blev vurderet til at være i den næsthøjeste kategori, ”international klasse”, foran Werder Bremens tidligere vesttyske landsholdsanfører, Klaus Allofs. Kicker-redaktionen havde sågar overvejet, om Laudrup allerede som 21-årig havde gjort sig fortjent til prædikatet ”verdensklasse.”[v] I en kommentar til ranglisten roste den ellers så gnavne, Willi Reimann, der var blevet fyret i HSV i januar 1990, men havde været træner for klubben, da den var interesseret i Laudrup i foråret 1989, den danske angriber i de højeste toner. Han var meget tæt på at være i verdensklasse, lød Reimanns vurdering. Alt, hvad han manglede for at være én af verdens bedste spillere, var at score lidt flere mål.

I Hamborg var man generelt meget begejstret for den mand, der aldrig kom til at spille for byens største klub. Hamburger Abendblatt udnævnte således Bayerns køb af Laudrup til ”årets transfer”. Begrundelsen lød bl.a., at ”den glimrende tekniker blev til én af ligaens få attraktioner.”[vi]

Også Brøndbys daværende succestræner, den tidligere 1. FC Köln-spiller Morten Olsen, var dengang meget imponeret over Brian Laudrup, men han understregede, at der stadig var plads til forbedring på i hvert fald ét punkt: ”Brian kan noget, andre ikke kan. Men Brian skal bevise i store kampe, at han har karakter. Det mangler han stadig. Hos Bayern er han i den rigtige skole.”[vii]

Brian Laudrup var ikke kun anerkendt blandt eksperterne; han var også meget populær i store dele af den tyske befolkning. Ved en afstemning, der gav Kicker-læserne mulighed for både at vælge deres yndlingsspillere på de enkelte pladser og den mest populære spiller, ”das Idol ’90”, samlet set, vandt Laudrup blandt angriberne med fire gange så mange stemmer som Klaus Allofs på andenpladsen. Blandt alle spillerne sejrede anføreren for de vesttyske verdensmestre, Lothar Matthäus, godt nok med et enormt stort forspring ned til de resterende pladser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, at Laudrup endte på tredjepladsen foran andre verdensmestre som Andreas Brehme, Jürgen Klinsmann, Guido Buchwald og Pierre Littbarski.

Laudrup var selvfølgelig glad for alle de roser og hædersbevisninger, han fik i slutningen af 1990, men glæden var ikke ubetinget, for med dem fulgte uvilkårligt også et større forventningspres, der allerede havde været en belastning for ham, da han kom til FC Bayern, og nu var ved at blive det igen. Det var ét af de aspekter, han ikke brød sig om ved livet som professionel fodboldspiller, og som allerede i hans Uerdingen-tid havde fået Laudrup til at fortælle sin gode ven, Jan Bartram, at han så frem til den dag, karrieren var forbi.

Laudrup om sin beskedenhed: måske en hæmsko, men jeg kunne ikke gøre det anderledes

På den baggrund kom det ikke overraskende, at Laudrup i januar 1991 i et interview med Kickers månedlige publikation, fußball-magazin, endnu engang forsøgte at nedtone sine egne evner på fodboldbanen. Han kunne ikke genkende sig selv, når han læste, at han havde spillet ”overjordisk” eller blev sammenlignet med Maradona, Pelé eller Beckenbauer. I sin optik var han først en verdensstjerne, når han havde bevist sit værd mod AC Milan og ikke kun, når han mødte hold som Wattenscheid.

Når man ser overordnet på Brian Laudrups udtalelser til medierne som Bundesliga-spiller, er det svært ikke at få den tanke, at det næppe var en fordel at være så beskeden, som han var, i så brutal en professionel verden som den, der udspillede sig i Bayer Uerdingen og frem for alt Bayern München.

Direkte adspurgt, om hans beskedne fremtoning ikke var en ulempe for ham dengang, siger Brian Laudrup i dag: ”Det er et godt spørgsmål. Det har jeg måske også selv gået og tænkt lidt over… Det er jo svært at lave om på sig selv. Jeg tror, alle mennesker gerne vil roses, det er slet ikke det – de vil hellere det end det modsatte, det er jeg ikke i tvivl om – men nogle gange har det også været lidt svært, tror jeg, for mig at håndtere. (…) Uanset, om det har været Bayern, eller hvor det har været: I en meget ung alder har jeg skullet forholde mig til at være et ansigt, alle kendte og havde en holdning til og alt det her, der er blevet skrevet så meget om. (…) Jeg tror, det kommer lidt an på, hvordan du er som menneske. Jeg kunne ikke gøre det anderledes. Det ville jeg heller ikke kunne, hvis jeg vendte tilbage i dag.” Han indrømmer i samme forbindelse, at nedtoningen af egne evner ”måske godt kan være en hæmsko indimellem. ”Måske kunne det også godt være, at når du kommer til sådan en stor klub som f.eks. Bayern München, at du måske skal spidse albuerne en lille smule. Det har jeg nok aldrig været god til, så jeg måtte ligesom leve og dø med, at jeg havde det talent og prøve at få det bedste ud af det. Men alt det her taktiske spil og måske lidt politik, der er omkring det; det har jeg nok aldrig helt været sådan opmærksom på.”

I det pågældende interview til fußball-magazin erkendte Brian Laudrup også, at han aldrig for alvor havde lært at kæmpe, og at han mistede lysten, når han blev sparket ned gentagne gange i en kamp, uden at dommeren greb ind. Immervæk havde han lært mere i løbet af de få måneder i Bayern München end på et helt år i Bayer Uerdingen. Det skyldtes ikke mindst Jupp Heynckes, den bedste træner, han indtil da havde haft. Respekten var bl.a. baseret på det faktum, at Heynckes som Borussia Mönchengladbachs mest- og Bundesligaens tredjemest scorende spiller gennem tiderne selv havde en stor spillerkarriere bag sig, der også inkluderede 39 landskampe for Vesttyskland med 14 mål og VM-titlen (som reserve) i 1974.

FC Bayern benyttede vinterpausen til at skille sig af med den teknisk og taktisk begavede, men ekstremt skadesplagede, midtbanespiller, Hans Dorfner, der skiftede til 1. FC Nürnberg. Den beslutning var Brian Laudrup ikke begejstret for, og han sagde ligeud, at havde det stået til ham, var den tidligere landsholdsspiller aldrig blevet solgt. Det skulle da også vise sig, at FC Bayern godt kunne have brugt Dorfners kreativitet og geniale afleveringer i resten af sæsonen. Også Radmilo Mihajlovic forlod klubben, for, ifølge Uli Hoeneß, at blive den bedst betalte spiller i tysk fodbold nogensinde, da han skiftede til Schalke 04. I så fald var det kun naturligt, for Mihajlovic fik forelagt en blankocheck, før han skrev under med Bent Christensens klub.

Murens Fald & Genforeningen

Selvom Brian Laudrup selvsagt først og fremmest var i Tyskland som fodboldspiller, gjorde de store politiske forandringer, landet havde gennemlevet i forbindelse med først Murens Fald den 9. november 1989 og senere Genforeningen mellem DDR og Vesttyskland den 3. oktober 1990, også et stort indtryk på ham: ”Der var en eufori, vil jeg sige – i starten i hvert fald. (…) Og så var der jo mange – også af dem, jeg havde spillet med – der havde familie, der kom derfra oprindeligt. Især i Uerdingen var der flere, der var østtyskere. Så det var en sindssyg eufori, der var. Jeg kan da huske, at pludselig så man Trabanter, der kom kørende alle mulige steder i Tyskland. (…) Nu skulle de jo alle sammen over og nyde friheden igen og ses med familie og venner. Det var kæmpestort. Jeg kan huske, det fyldte så meget i medierne (…) helt vanvittigt. Og en eufori også over det her med, at der var fodboldspillere, der kom over og kunne gøre ligaen endnu mere interessant. Det ville jo igen også smitte af på landsholdet o.s.v. Så det var – på den positive måde – en meget voldsom historie, som det var sjovt at være en del af.”

På det mere jordnære plan var FC Bayerns resultater i træningskampene i optaktsfasen til anden halvdel af Bundesliga-sæsonen svingende, men det vakte positiv opsigt, at holdet slog Bordeaux med hele 6-0, og at angrebsduoen, Wohlfarth (3 mål) og Laudrup (to scoringer), alene tegnede sig for 5 træffere.

Da det blev alvor igen i Bundesligaen, kom FC Bayern godt fra start ved på udebane at besejre Bayer Leverkusen med 2-1. Sejrsmålet blev såmænd scoret af Brian Laudrup tre minutter før tid – og det tilmed dagen efter, han var fyldt 22 år. Det paradoksale var, at matchvinderen – som han også selv indrømmede – faktisk havde spillet en dårlig kamp, men altså alligevel formået at afgøre den. Indtil da var det snarere det modsatte, der havde karakteriseret hans Bundesliga-karriere.

Chokerende hjemmebanenederlag til St. Pauli og Wohlers koster dyrt i titelkampen

Bayern lå nu igen på førstepladsen, og den efterfølgende hjemmekamp mod nedrykningskandidaten, FC St. Pauli, med en nyansat Horst Wohlers på trænerbænken (han var blevet fyret i Uerdingen i november 1990), lignede en ren formalitet for det stjernespækkede hold, som Uli Hoeneß og Jupp Heynckes i vinterpausen havde indprentet ikke måtte tabe én eneste Bundesliga-kamp i resten af sæsonen. Den målsætning holdt kun indtil opgøret mod den mindste af de to Hamborg-klubber i Bundesligaen. St. Pauli vandt nemlig sensationelt 1-0, og så var det ligegyldigt, at resultatet var dybt uretfærdigt og misvisende for kampens forløb. Tilbage stod, at hjemmeholdet havde tabt én af de kampe, det bare ikke måtte tabe og dermed afgivet point, der meget vel kunne være hårdt savnede, når det samlede regnskab skulle gøres op ved sæsonens afslutning.

Det var ikke ligefrem den ideelle optakt til det første kvartfinaleopgør i Mesterholdenes Europa Cup hjemme mod FC Porto. FC Bayern havde i dén grad dårlige minder om den portugisiske klub, som man havde tabt 1-2 til i finalen i samme turnering i 1987. Dengang var anfører Klaus Augenthaler ikke med p.g.a. karantæne, og i de to holds næste møde i Europas fornemste klubturnering gik der heller ikke lang tid, før han måtte se kampen fra sidelinjen, for allerede efter 17 minutters spil blev han udvist for en nødbremse på den senere Bayern-angriber, bulgareren Emil Kostadinov. I situationen blev Augenthalers manglende hurtighed endnu engang udstillet. Alligevel dominerede et ganske velspillende Bayern-hold det meste af kampen og var uheldigt med kun at spille 1-1. Portos udlignende mål midt i anden halvleg måtte Aumann tage på sin kappe.

Laudrup brillerer, men skoses af Heynckes for sine afslutninger

Denne gang oplevede tilskuerne på Olympiastadion og seerne hjemme i de tyske stuer den udgave af Brian Laudrup, han oftest præsenterede sig i: meget overbevisende spillemæssigt, men ineffektiv i sine afslutninger. Netop det sidste aspekt påtalte Heynckes efterfølgende over for Laudrup på tomandshånd. Han gjorde det klart for ham, at han var nødt til at forbedre sig på det punkt, hvis han ville være en virkelig stor spiller. Heynckes mente, den franske superstjerne, Jean-Pierre Papin, fra Olympique Marseille var et eksempel til efterlevelse for Laudrup: ”Det er en dræber.”[viii] Da Papin selv spillede for FC Bayern nogle år senere, scorede han dog kun 3 mål i 27 Bundesliga-kampe…

På trods af hans mangler som målscorer var SSC Napoli stadig interesseret i Laudrup på det tidspunkt. Klubbens vicepræsident, Francesco Serao, blev i Sport Bild ligefrem betegnet som ”stamgæst på Bayern-tribunen,”[ix] og det forlød, at Napoli ville betale næsten hvad som helst for danskeren. Også de italienske medier fortsatte med at omtale ham som en mulig ny spiller i Maradona-klubben, men midt i marts kunne man i avisen La Repubblica læse, at Napoli havde droppet interessen for den danske angriber, fordi han var ”svag i temperamentet ligesom broderen.”[x] Nu var det jo ikke ligefrem alt, hvad der stod i de italienske aviser, der var i overensstemmelse med sandheden, men i hvert fald hørte Brian Laudrup aldrig selv noget fra den syditalienske klub.

Spekulationer om Serie A-skifte mere forstyrrende end behagelige

I dag mener han, at ”det mere var forstyrrende, end det måske var behageligt” at læse spekulationerne om, at han var på vej til Napoli eller en anden Serie A-klub. ”Jeg tror, at jeg måske, rent personligt, havde haft bedre af, hvis ikke der havde været snakket så meget om Italien. (…) Det blændede lidt for mine præstationer, tror jeg, uden at det skal være en undskyldning for noget.” Brian Laudrup er i øvrigt – i modsætning til, hvad Uli Hoeneß havde bedyret over for medierne – af den opfattelse, at FC Bayern ikke ville have stillet sig i vejen, hvis en Serie A-klub havde afgivet et meget stort tilbud på ham dengang: ”Jeg havde sådan en fornemmelse hele tiden af, at jeg skulle lige spille godt et par sæsoner, og så ville de skyde mig af. Jeg har ikke noget at have det i; det var bare sådan fornemmelsen var. (…) Uli er jo en dreven mand. Jeg havde det også sådan lidt som om, det var lidt en taktik; som at sige: Hvis I skal købe ham her, så skal I til lommerne.”

I Bundesligaen var presset på Bayern-spillerne ekstra stort før det traditionsrige Südderby i 20. spillerunde ude mod VfB Stuttgart, men denne gang skuffede de ikke, selvom de mødte et hold, der var i storform og havde vundet sine tre seneste kampe med en sammenlagt målscore på 11-1. På to mål af Wohlfarth, det ene efter oplæg fra en stærkt spillende Laudrup, og Olaf Thons straffesparksscoring sikrede Bayern sig således en sikker 3-0-sejr.

Efterfølgende roste Jupp Heynckes sine spillere til skyerne: ”Det var en fodbold-demonstration; fodbold fra lærebogen. Vi har aldrig spillet bedre i de seneste tre år.” Igen, igen lød der også pæne ord om Brian Laudrup, der, ifølge Kicker, ”spillede yoyo med enhver anden modstander” end Stuttgart-forsvareren, Günther Schäfer. Han talte for sit vedkommende om vigtigheden ved at forhindre danskeren i overhovedet at komme i boldbesiddelse, for som han sagde: ”Når han kommer imod dig med bold, har du tabt. Han er en absolut superspiller.”[xi]

Günter Netzer, den tidligere midtbanestrateg i bl.a. Borussia Mönchengladbach, Real Madrid og på det vesttyske landshold, var også begejstret og skrev i sin klumme i Sport Bild om ”den geniale dansker, Brian Laudrup, der godt nok stadig har sine op- og nedture, men hvis vej uundgåeligt vil føre til et italiensk tophold.”

Laudrups angrebsmakker, den usædvanlig beskedne Roland Wohlfarth, havde med sine to mål udbygget føringen på topscorerlisten, så han med 14 scoringer nu havde lavet fire mål flere end Andreas Möller på andenpladsen. Wohlfarth lagde ikke skjul på, hvem der havde en væsentlig del af æren for den bedrift: ”Med en partner som Brian Laudrup, der kan drive ethvert forsvar i verden til vanvid, når jeg 20 mål. Måske endda lidt flere.”[xii] Det skulle vise sig, at Wohlfarths evner som profet fuldt ud matchede hans store kvaliteter som afslutter…

”Sæsonens spiller”, imponerer fortsat, men rammes af skæbnesvanger fiberskade

I hjemmekampen mod Karlsruhe fortsatte FC Bayern de fine takter og vandt en sikker 3-0-sejr. Brian Laudrup gjorde det til 1-0 i det 18. minut efter en flot individuel aktion, han afsluttede med et venstrebensspark over i det lange hjørne bag en kun 21-årig KSC-målmand ved navn Oliver Kahn. Kort inde i anden halvleg lagde Laudrup så på imponerende vis op til Stefan Effenbergs 2-0-scoring efter et sololøb, hvorunder han i to omgange viste en nærkampsstyrke, de færreste havde tiltroet ham. I samme situation mærkede han imidlertid et stik i låret, og med henblik på de mange vigtige kampe, FC Bayern skulle spille i de efterfølgende uger, blev han med det samme udskiftet.

Uanset hvad havde han endnu engang leveret en præstation i absolut topklasse. I fodboldprogrammet, Anpfiff, på RTL var kampens kommentator, Wilfried Mohren, også imponeret: ”måske sæsonens spiller,”[xiii] sagde han bl.a. om den danske angriber.

Brian Laudrup mente selv, at han var i sit livs form og fremhævede især, at han var blevet meget mere stabil i sit spil, end han havde været i Uerdingen.

Desto mere skuffende var det, at han ikke nåede at blive klar til returkampen mod FC Porto. I Laudrups sted fik den 19-årige, Christian Ziege, chancen fra start, og han takkede for tilliden ved at score til 1-0 for FC Bayern allerede efter 19 minutter. I det 68. minut var det så en anden venstrebenet spiller, Manfred Bender, der efter et sololøb over trekvart banelængde slog sejren fast til slutresultatet 2-0. Kicker betegnede sejren som en ”taktisk mesterpræstation”[xiv] af Jupp Heynckes.

Bayern mister stort skridt i titelkamp i ond atmosfære i Kaiserslautern

I 22. spillerunde var scenen sat til det store topbrag mellem hjemmeholdet 1. FC Kaiserslautern, Bundesligaens nr. 2, og Bayern München, der nu igen havde lagt sig helt i spidsen af rækken. Kaiserslauterns stadion, Betzenberg, var kendt for at være én af de sværeste udebaner at spille på i Bundesligaen takket være det entusiastiske og medlevende publikum. Dertil kom, at Lautern-træner Karl-Heinz Feldkamp havde ry for at være en meget dygtig indpisker. Denne gang behøvede han dog ikke at sige så meget, men kunne blot henvise til det førnævnte Effenberg-citat: ”De andre er simpelthen for dumme til at vinde titlen.”

Kampen blev da også spillet i en hektisk, aggressiv og til tider ligefrem ond atmosfære, der inden længe spredte sig til udskiftnings- og trænerbænkene, tilskuerpladserne, hvorfra en fan af hjemmeholdet hev Jürgen Kohler i håret, og endda et medlem af Kaiserslauterns kontrollørkorps, der kom i en form for håndgemæng med Jupp Heynckes. Over for Bulibold.dk forklarer Brian Laudrup, at ”det var nærmest som at spille i Sydeuropa. Det var helt vanvittigt.”

På banen kom Bayern foran allerede efter tre minutters spil ved Wohlfarth, men i anden halvleg lykkedes det hjemmeholdet at vende billedet og vinde kampen 2-1. Sejrsmålet blev scoret af Stefan Kuntz fem minutter før tid, men den selvsamme Lautern-anfører burde efter Bayern-lejrens mening have været udvist fem minutter før pausen, da han trampede på den liggende Manfred Schwabl. I stedet var det gæsterne, der sluttede med ti mand på banen, efter Bender havde fået et mere end tvivlsomt rødt kort midt i anden halvleg. På det tidspunkt mente Jupp Heynckes – med henvisning til (hjemmebane-)dommeren Karl-Josef Assenmachers præstation – at hans hold ikke var én, men to spillere, i undertal.

Brian Laudrup var med på Bayern-holdet, men alene det faktum, at han spillede med en stor forbinding om sit højre lår, viste, at han ikke befandt sig i den allerbedste fysiske forfatning. Han blev da også taget ud allerede i pausen til fordel for Michael Sternkopf.

Med Kaiserslauterns sejr byttede de to hold igen plads i toppen af Bundesligaen, men der var ingen grund til at bekymre sig synderligt om Kuntz og co., for som Uli Hoeneß understregede: ”Enhver, der har forstand på fodbold, ved, at Kaiserslautern ikke bliver tysk mester.”[xv] Hvis Effenbergs udtalelse var dum, var Hoeneß-citatet om muligt endnu dummere, skulle det vise sig. Ikke desto mindre sagde Bayern-manageren bare det, alle i klubben tænkte. Det bekræfter Brian Laudrup i dag.

Nyt katastrofalt pointtab i mesterskabskampen

Ugen efter dummede FC Bayern sig også på banen igen ved at tabe 0-1 hjemme til Bundesligaens nr. 10, Fortuna Düsseldorf. Det var endnu én af den slags kampe, der skulle vindes, hvis man ville gøre sig forhåbninger om alligevel at blive mester, men skader og karantæner til nøglespillere og eftervirkningerne fra det hårde program med vigtige kampe i både Bundesligaen og Mesterholdenes Europa Cup syntes efterhånden at sætte deres tydelige spor i Bayern-truppen. Det gjaldt også Brian Laudrup, der leverede en svag præstation.

FC Bayern fik oprejsning i udekampen mod VfL Bochum, der blev besejret med 2-1. Brian Laudrup lagde flot op til Manfred Benders udlignende mål kort efter pausen, men kunne/burde selv være kommet på scoringslisten i flere omgange.

Selvom det tyske mesterskab selvsagt havde høj prioritet i Bayern-lejren, var det endnu vigtigere at vinde Mesterholdenes Europa Cup. Det så dog unægteligt meget svært ud, for modstanderen i de to semifinalekampe, Røde Stjerne Beograd med stjerner som Jugovic, Sinisa Mihajlovic, Prosinecki, Savicevic og Pancev på holdet, lignede på forhånd en yderst vanskelig opgave.

Det første opgør på Olympiastadion begyndte dog godt for hjemmeholdet, da Roland Wohlfarth åbnede scoringen midt i første halvleg ved at lobbe bolden smukt i mål efter en fremragende hælaflevering fra Olaf Thon. Umiddelbart før pausefløjtet lykkedes det imidlertid én af Europas mest eftertragtede spillere, angriberen Darko Pancev, at udligne.

Godt tyve minutter før tid blev det tydeligt for enhver, hvor lille forskellen er mellem succes og fiasko i fodboldens verden: Først appellerede Bayern-spillerne for hånd på bolden i Røde Stjernes straffesparksfelt efter en nærkamp mellem Hans Pflügler og den rumænske landsholdslibero, Miodrag Belodedici, men måtte nøjes med et hjørnespark. Det førte til en scoring af Stefan Reuter, men den blev fejlagtig underkendt for offside, og søreme om ikke det så i stedet nøjagtigt 59 sekunder senere var Røde Stjerne, i skikkelse af Dejan Savicevic, der scorede i den anden ende af banen, da den senere AC Milan-stjerne profiterede af Stefan Effenbergs boldtab ved med lethed at løbe fra Jürgen Kohler og derefter udplacere Raimond Aumann i Bayern-målet.

Effenberg havde kort før tid chancen for at gøre skaden god igen, men han headede over mål, og dermed så det ud til, at Jupp Heynckes ville få meget svært ved at leve op til sit løfte om at vinde 1990/91-udgaven af Europas fornemste klubturnering.

Brian Laudrup leverede en skuffende indsats på klubfodboldens største scene, og han havde tilmed endnu ikke scoret et eneste mål for FC Bayern i Europacuppen.

Modstanderen på Olympiastadion i Bundesligaens 25. spillerunde, Werder Bremen, var så stærkt et hold, at det ikke gav Jupp Heynckes nogen mulighed for at spare bærende kræfter til det altafgørende returopgør i Jugoslavien. Bremen lå nemlig på andenpladsen to point efter 1. FC Kaiserslautern, men ét point foran FC Bayern. Stillingen i toppen ændrede sig ikke efter 1-1-kampen, som hjemmeholdet burde have vundet stort ved at udnytte flere af sine chancer i første halvleg end den ene, Wohlfarth omsatte til mål. Efter pausen kunne man tydeligt mærke på Bayern-spillerne, at midtuge-kampen mod Røde Stjerne Beograd havde sat sig sine spor, og det lykkedes Bremen at udligne i det 55. minut på Wynton Rufers straffespark, som Aumann klart burde have reddet. Allerede i pausen var Brian Laudrup blevet i omklædningsrummet p.g.a. en skade.

Visse kritikere af Laudrup havde til tider travlt med at fremstille ham som en spiller, der ikke kæmpede hårdt nok på banen og i det hele taget havde en tendens til at give op, når det gjorde ondt. Selvom han som nævnt selv havde udtalt sig på en måde, der kunne tolkes som om, der var noget om snakken, tegnede statistikken over hans hidtidige Bundesliga-karriere et helt andet billede. Kampen mod Borussia Mönchengladbach i 26. spillerunde var således den første, Laudrup havde meldt afbud til, efter han var skiftet til Bayer Uerdingen i sommeren 1989. Med andre ord havde han, én af de spillere i ligaen, der blev begået flest frispark mod, været med i 59 Bundesliga-opgør i træk, inden han måtte melde forfald.

Hvad hans skadesproblemer angik, havde selv Bayerns daværende og mangeårige læge, den levende legende inden for sportsmedicin Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt, svært ved at stille en præcis diagnose. Laudrup ”fik flere gange noget, der mindede om fibersprængninger”, som han beskriver det i dag, og Bayern-lægen mente, problemerne stammede fra ryggen, men uden for alvor at være i stand til at komme dem til livs på trods af intensive behandlinger. Skaderne påvirkede naturligt nok Laudrups spillemæssige og fysiske form på et meget uheldigt tidspunkt af sæsonen.

Uden Laudrup klarede Bayern med hiv og sving 1-1 på Klaus Augenthalers mål i det næstsidste minut. Det uafgjorte resultat kunne dog ikke forhindre, at Kaiserslautern øgede sit forspring ned til Bayern på tredjepladsen, så det nu var på fire point.

Ugen efter var Brian Laudrup tilbage på Bayern-holdet i hjemmekampen mod 1. FC Köln, og han gjorde med det samme opmærksom på sig selv ved at score allerede i det 2. minut. Köln udlignede efter en times spil, men da Manfred Schwabl fire minutter før tid igen bragte Bayern foran, troede alle, kampen var afgjort. Det var den desværre for hjemmeholdet ikke, for to minutter senere udlignede Falko Götz til slutresultatet 2-2. Det var selvsagt en katastrofe for Bayern, der nu havde tabt tre kampe og spillet fire uafgjort på eget græs, altså alt i alt mistet 10 point på Olympiastadion i München. Klubbens præsident, Fritz Scherer, havde da også bange anelser på den baggrund: ”Med den hjemmebanestatistik kan du ikke blive mester.” Brian Laudrup havde ligeledes svært ved at skjule sine frustrationer: ”Når man fører med 2-1 fire minutter før tid og så alligevel indkasserer det udlignende mål, har man heller ikke fortjent sejren.” [xvi]

Endnu vigtigere end mesterskabskampen var returopgøret mod Røde Stjerne Beograd. Inden Bayern-truppen rejste til Jugoslavien, havde anfører Klaus Augenthaler indkaldt spillerne til en form for krisemøde i sin egen kælderbar. Ét af de emner, der blev talt om, var hans egen rolle på holdet. Han havde ikke alene været udsat for hård kritik fra medierne i store dele af sæsonen – især fordi, han efterhånden var blevet noget langsom – men også måttet finde sig i, at Stefan Reuter offentligt gjorde krav på hans liberoplads. På det interne møde blev der heller ikke lagt fingre imellem. Bl.a. sagde Stefan Effenberg direkte til Augenthaler, at også han anså den lynhurtige Reuter for at være en bedre libero, et synspunkt Kohler delte. På den baggrund indvilligede Augenthaler i at lade Reuter spille bagerste mand i skæbnekampen og i stedet tage til takke med en plads på midtbanen. Mødet fandt sted- og beslutningen blev truffet uden Heynckes’ vidende, hvilket han efterfølgende blev noget pikeret over. Ikke desto mindre endte han med at lade sit hold spille som aftalt på kældermødet.

Chancerne for Bayern-avancement til finalen så unægteligt ikke gode ud, men holdet havde som nævnt allerede vist, at det var i stand til at vinde svære udekampe ved måneden forinden at besejre FC Porto med 2-0 i den portugisiske havneby. Desuden havde FC Bayern faktisk haft en endnu dårligere udgangsposition i UEFA Cuppens ottendedelsfinale i 1988/89-sæsonen efter et 0-2-nederlag hjemme til et stærkt Inter-hold med bl.a. Andreas Brehme og Lothar Matthäus. Alligevel havde Jupp Heynckes’ mandskab formået at kvalificere sig til kvartfinalen ved at vinde returopgøret i Milano med 3-1.

Katastrofal Aumann-fejl slukker Bayern-drøm om Europacup-triumf foran ”vildt” publikum

Seks af spillerne fra dengang var stadig med, da Bayern-holdet gik på banen i den jugoslaviske hovedstad for øjnene af 80.000 tilskuere, som Brian Laudrup i dag beskriver som ”det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. (…) Det var det mest vilde publikum, tror jeg, nogensinde.” På den baggrund var det måske ikke så mærkeligt, at det ikke umiddelbart så ud til, Bayern-spillerne var i stand til at skabe et nyt mirakel. I hvert fald gjorde Mihajlovic det midt i første halvleg til 1-0 for Røde Stjerne direkte på frispark i en situation, hvor Aumann endnu engang ikke gjorde nogen heldig figur. Men så lavede hjemmeholdets målmand, Stojanovic, et endnu større drop ved at lade Augenthalers frispark glide under sig og i mål efter godt en times spil. Fire minutter senere lykkedes det tilmed Manfred Bender at give Bayern føringen, og i det 82. minut var Roland Wohlfarth sågar millimeter fra at score det mål, der med meget stor sandsynlighed ville have sendt tyskerne i finalen, men hans lob over Stojanovic prellede af på stolpen.

Alt tydede nu på, at de to hold skulle ud i forlænget spilletid – lige indtil Raimond Aumann i de allersidste sekunder begik endnu en kæmpe fejl, da han af uransagelige årsager lod et harmløst Mihajlovic-indlæg, Augenthaler havde rettet af, så det kom imod ham i en høj bue og med masser af skru i, gå i mål i stedet for enten at gribe bolden, bokse den væk eller vippe den op over overliggeren til hjørnespark. Dermed var spillernes- og ikke mindst Jupp Heynckes’ store drøm om at vinde Mesterholdenes Europa Cup brast. I stedet blev det såmænd Røde Stjerne, der vandt turneringen ved at besejre Franz Beckenbauers klub, Olympique Marseille, i finalen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

FC Bayern-ledelsen anerkendte den flotte præstation, de dybt skuffede spillere trods alt havde leveret, ved at lade en del af den bonus, de ville have fået for at kvalificere sig til finalen, komme til udbetaling. Derudover gav Hoeneß og co. stakkels Aumann en demonstrativ tillidserklæring ved at forlænge hans kontrakt helt frem til 1996.

Én af de Bayern-spillere, der ikke havde levet op til forventningerne i Beograd, var Brian Laudrup. For en gangs skyld måtte han derfor finde sig i hård kritik for sin indsats. I Kicker lød det f.eks: ”Virkelig svag og anonym. Viste ingen spektakulære aktioner under hele kampen.”[xvii] Det var der nu en god forklaring på, for Laudrup spillede opgøret på en smertestillende indsprøjtning.

I et interview til Sport Bild få dage senere i slutningen af april 1991 gav Laudrup udtryk for, at han ikke var helt tilfreds med sin situation i FC Bayern. De fysiske problemer, der også gjorde, at han ikke havde luft til at spille mere end godt en time, var én ting; noget andet var, at han ikke mente, han som angriber var nok med i spillet. Når han så endelig fik bolden, følte han hver gang, at han var nødt til at vise noget ekstraordinært. Desuden var han efterhånden ved at være godt træt af de mange ureglementerede tacklinger, han måtte lægge krop til. Bl.a. derfor så han sin fremtid som offensiv midtbanespiller eller ”hængende tredje angriber,”[xviii] som han kaldte det. Laudrup brød sig heller ikke om, at han skulle arbejde så meget i defensiven, som Heynckes krævede af ham.

Læs de tre foregående kapitler i serien om Brian Laudrup og følg med i morgen, hvor vi præsenterer femte del.

Kapitel 1 – Bayer Uerdingen det rigtige valg
Kapitel 2 – Horst Wohlers, Bartram og en krigerisk træningskultur
Kapitel 3 – Bundesligaens Aggasi og karrierens bedste kamp

 

[i] Kicker Sportmagazin, 29.11.90.

[ii] Hamburger Abendblatt, 26.11.90.

[iii] Sport Bild, 05.12.90.

[iv] Kicker Sportmagazin, 17.12.90.

[v] Kicker Sportmagazin, 31.12.90.

[vi] Hamburger Abendblatt, d. 17.12.90.

[vii] Sport Bild, 28.11.90.

[viii] Sport Bild, nr. 12, 13.03.91.

[ix] Sport Bild, nr. 12, 13.03.91.

[x] La Repubblica, 14.03.91.

[xi] Kicker Sportmagazin, 11.03.91.

[xii] Sport Bild, 13.03.91.

[xiii] kortlink.dk/p3bx

[xiv] Kicker Sportmagazin, 25.03.91

[xv] Kicker Sportmagazin, 02.04.91.

[xvi] Kicker Sportmagazin, 22.04.91.

[xvii] Kicker Sportmagazin, 25.04.91.

[xviii] Sport Bild, 30.04.91.

Relateret
You may also like
Podcast: Gennemgang af efterårssæsonen
Optakt: Eintracht Frankfurt – FC Bayern München
Optakt: Borussia Mönchengladbach – Bayern München
Oktoberfesten på Gentofte Stadion