Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – Tredje afsnit

I tredje del af vores fortælling skifter Brian Laudrup til Bayern München og bliver den dyreste spiller nogensinde handlet mellem to Bundesligaklubber. Hos Bayern går det for alvor op for ham, hvad det vil sige at spille i en topklub, og han får flere prominente medspillere. Herunder “Bundesligaens Andre Aggasi” og Stefan Effenberg. Det er også i München, at Brian Laudrup spiller karrierens måske bedste kamp, og får en flaske vin som tak fra en tysk VM-helt. En kamp han i øvrigt var sat af til, da han glemte at tage autografkort med i bussen.

Som man kunne forvente, afviste Uerdingen-ledelsen i første omgang helt at sælge Laudrup. I stedet skulle han blive i klubben i endnu en sæson og derefter afhændes til en udenlandsk, læs italiensk, klub. Alternativt, anførte Horst Wohlers, kunne Laudrup selv vælge at vente, til kontrakten udløb i sommeren 1992 og derefter skifte for kun 3 mio. schweizerfranc (CHF), hvilket dengang svarede til godt 13,5 mio. kr. På den måde kunne han, ligesom det var tilfældet, da han skiftede fra Brøndby, sikre sig et anseeligt engangsbeløb oven i lønnen i sin fremtidige klub.

De udmeldinger skulle vise sig bare at være en del af det normale spil, der foregår, når en eftertragtet spiller vil væk, og hans hidtidige arbejdsgiver inderst inde godt ved, at det af den ene eller anden årsag er umuligt at holde på ham, og det derfor kun drejer sig om at få så mange penge som overhovedet muligt for vedkommende. I dette tilfælde lå det klart i kortene, at Brian Laudrup ville forlade Uerdingen i sommeren 1990. Selv var han af den opfattelse, at der skulle ”smedes, mens jernet var varmt”, og det var det i dén grad, for rækken af klubber, der var meget opsatte på at købe ham, var alenlang: ”På det tidspunkt var der virkelig mange interesserede. Mod slutningen af sæsonen blev jeg, jeg vil nærmest sige, kimet ned – ikke dagligt, men i hvert fald ret ofte – af forskellige klubber, der ringede direkte til mig. Jeg havde jo ikke nogen agent dengang. Min far var min forhandler, men i agentvirksomhed havde jeg jo ikke nogen.”

VfB Stuttgart var én af de klubber, der havde kontaktet Brian Laudrup, og det samme gjaldt 1. FC Köln. Det blev også til forhandlinger med sidstnævnte, og det havde været spændende at se, hvad der var sket, hvis parterne var blevet enige, og Laudrup havde insisteret på at skifte til klubben. 1. FC Köln var og er nemlig Bayer Leverkusens ærke- og lokalrival, og der var ingen tvivl om, at ledelsen i kemikoncernen med hovedsæde i netop Leverkusen ikke kunne lide tanken om, at den største stjerne på ét af de Bayer-sponsorerede hold i Bundesligaen skiftede til lige præcis den klub af alle. Sport Bild skrev i december 1990, at Uerdingen derfor havde modtaget et opkald fra Bayer-hovedkvarteret i Leverkusen, nærmere bestemt ”Afdelingen til fremme for Sport”, med ordre om under ingen omstændigheder at sælge Brian Laudrup til 1. FC Köln.[i]

Heldigvis for Bayer-koncernen kom det slet ikke så vidt, at det kontroversielle skifte reelt var på tale, for inden forhandlingerne med 1. FC Köln var nået ud over den indledende fase, skete der, med Brian Laudrups ord, det, at ”så kommer opkaldet en eftermiddag med Uli Hoeneß i røret, og han siger bare, at vi er meget interesserede, og at de godt kunne tænke sig at mødes med min far og mig. (…) Det gælder jo alle tyske spillere også og selvfølgelig udenlandske spillere, men det er ligesom om, at hvis ikke du har været forbi Bayern München, så har du ikke rigtigt været der, og det var jo så stor en klub for alle, at det skulle selvfølgelig prøves og forhandles. Så havde vi et rigtig fint møde med Jupp Heynckes og Uli Hoeneß dengang, og, ja, så var det om at tage springet, selvom jeg jo godt vidste, at det var noget helt, helt andet end lille hyggelige Bayer Uerdingen.”

Brian Laudrup havde altså truffet sin beslutning. Nu var det kun de to klubber, der manglede at blive enige, før skiftet var en realitet. Som det så ofte ses i den type transfersagaer, ændrede Uerdingen forhandlingsposition med jævne mellemrum og skridt for skridt ved først at kræve 10 mio. DM, senere 8 mio. og endelig de 6 mio. DM (23 mio. kr.), Brian Laudrup officielt endte med at blive solgt til Bayern München for.

Med til historien hører, at Bayer Leverkusens manager, Reiner Calmund, et par måneder senere udtalte, at den reelle pris for Laudrup var ca. 7,5 mio. DM (28,7 mio. kr.)[ii] Den store Bayer-klub havde åbenbart også selv leget med tanken om at købe den 21-årige danske angriber, men i sidste ende valgt at bruge sine penge på Ulf Kirsten i stedet.

Uanset hvad havde Calmund ikke helt uret, for i sommeren 1992 kom det i forbindelse med Laudrups skifte til AC Fiorentina frem, at FC Bayern skulle have betalt Uerdingen yderligere 1 mio. DM, hvis han var blevet i den sydtyske klub i yderligere en sæson.

Sikkert var det derimod, at Uerdingen ved et fremtidigt videresalg af Laudrup ville få 40 % af det beløb, der oversteg Bayerns købspris. Hovedpersonen selv underskrev en fire-årig kontrakt frem til sommeren 1994 med det regerende vesttyske mesterhold. Ifølge Sport Bild i december 1991 kunne Laudrup se frem til at modtage en overgangssum, ”Handgeld”, på 2 mio. DM (ca. 7,7 mio. kr.) og en årsløn på 600.000 DM. (2,3 mio. kr.)[iii]

Handlen var suverænt den dyreste, der nogensinde var indgået mellem to Bundesliga-klubber, og dens størrelse fik efter hans eget udsagn Uli Hoeneß til at ligge søvnløs om natten i flere uger, for FC Bayern var nødt til at låne de 6 mio. DM, Laudrup kostede.

Ikke desto mindre var skiftet meget langt fra at være det dyreste, en vesttysk klub havde været involveret i. Bl.a. havde 1. FC Köln som tidligere nævnt netop solgt Thomas Häßler til Juventus for 15,5 mio. DM, og Karlheinz Riedle var ligeledes kort forinden skiftet til en anden italiensk klub, Lazio, for et næsten lige så stort beløb. Helt tilbage i 1984 havde FC Bayern selv solgt Karl-Heinz Rummenigge til Inter for 11 mio. DM (40 mio. kr.)

Lærlingen blev læremester på kun ét år

Selvom han kun spillede en enkelt sæson i Bayer Uerdingen, nåede Brian Laudrup at efterlade et stort og blivende indtryk på både trænere og medspillere i- samt fans af klubben. I 2011 udtalte Horst Wohlers således til Ekstra Bladet: ”Han er med afstand den bedste spiller, jeg nogensinde har haft i en spillertrup. Når han var bedst – og det var han tit! – var han flere klasser over de næstbedste i Bundesligaen.”[iv] Allerede mens Laudrup stadig var i klubben og i årene derefter, kunne både Wohlers og Jan Bartram fortælle, hvordan han til træning fik de andre spillere til at måbe over sine fantastiske driblinger og tekniske detaljer. Laudrup kaldte selv sin sæson i Uerdingen for et ”læreår,”[v] men sandheden er nok snarere, at det var ham, lærlingen, der blev en form for læremester for sine holdkammerater.

Michael Klauß, der var angrebsreserve i Uerdingen, da Laudrup var i klubben, betegnede ham da også i 1999 som sin bedste medspiller nogensinde med ordet ”Granate,”[vi] hvilket man, for at blive i jargonen, bedst kan oversætte med vendingen ”et brag af en spiller”.

Tilhængerne af klubben, der i dag hedder KFC Uerdingen 05 og i skrivende stund ligger på førstepladsen i den femtebedste række, Oberliga Niederrhein, har heller ikke glemt Brian Laudrup. På klubbens Facebook-side kan man bl.a. læse kommentarer som de nedenstående:

– ”Ingen kunne drible så godt som ham. Det var en nydelse at se ham spille.”[vii]

– ”Jeg tog kun ud til Grotenburg for at se ham spille. Han burde egentlig have opkrævet entré. Storartet spiller, ikke ubetinget en målscorer, men han kunne gøre hele modstanderholdets forsvar svimmelt.”[viii]

– ”Han er den bedste spiller, der nogensinde har spillet for Uerdingen. Vi tog ud til Grotenburg alene på grund af ham.”[ix]

Slutstillingen i Bundesligaen i 1989/90-sæsonen

Placering	Klub	Kampe	Sejre	Uafgjorte	Nederlag	Målscore	Målforskel	Point
1.	Bayern München	34	19	11	4	64 – 28	+36	49
2.	1. FC Köln	34	17	9	8	54 – 44	+10	43
3.	Eintracht Frankfurt	34	15	11	8	61 – 40	+21	41
4.	Borussia Dortmund	34	15	11	8	51 – 35	+16	41
5.	Bayer Leverkusen	34	12	15	7	40 – 32	+8	39
6.	VfB Stuttgart	34	15	6	13	53 – 47	+6	36
7.	Werder Bremen	34	10	14	10	49 – 41	+8	34
8.	1. FC Nürnberg	34	11	11	12	42 – 46	-4	33
9.	Fortuna Düsseldorf	34	10	12	12	41 – 41	0	32
10.	Karlsruher SC	34	10	12	12	32 – 39	-7	32
11.	Hamburger SV	34	13	5	16	39 – 46	-7	31
12.	1. FC Kaiserslautern	34	10	11	13	42 – 55	-13	31
13.	FC St. Pauli	34	9	13	12	31 – 46	-15	31
14.	Bayer Uerdingen	34	10	10	14	41 – 48	-7	30
15.	Borussia Mönchengladbach	34	11	8	15	37 – 45	-8	30
16.	VfL Bochum	34	11	7	16	44 – 53	-9	29
17.	Waldhof Mannheim	34	10	6	18	36 – 53	-17	26
18.	FC Homburg	34	8	8	18	33 – 51	-18	24

 

 

Brian Laudrups sæson statistisk set

Sæson	Klub	Bundesliga-kampe	Mål	Assists	Udsk.	Indsk.	Karaktergnsn. i Kicker	Skribents karakter*
1989/90	Bayer Uerdingen	34	6	5	6	0	3,32	8
Sæson	Klub	Kampe i DFB Pokal	Mål	Assists	Udsk.	Indsk.	Karaktergnsn. i Kicker	Skribents karakter
““/“	“ “	1	0	–	0	0	–	–

* Fra 1 – 10.

Sporene fra Mark Hughes og co. skræmte i München

Selvom det selvfølgelig var en fantastisk mulighed for Brian Laudrup at komme til Bayern München, var der samtidig grund til en vis skepsis. En lang række andre dyre, udenlandske angribere havde nemlig ikke formået at slå igennem i klubben. Det var f.eks. tilfældet for danskeren, Lars Lunde, svenskeren, Johnny Ekström, og to spillere, der stadig var i FC Bayern, jugoslaven, Radmilo Mihajlovic, og skotten, Alan McInally. Man kunne med rette anføre, at det nok snarere end deres prisskilte og nationale tilhørsforhold skyldtes, at ingen af dem var en angriber af allerhøjeste klasse, men det var walisiske Mark Hughes til gengæld, og heller ikke han blev for alvor nogen succes i det halve år, han spillede for klubben i 1987/88-sæsonen. Der var selvsagt gode grunde til, at Roland Wohlfarth havde været den eneste Bayern-angriber, der havde levet op til forventningerne, siden Karl-Heinz Rummenigge blev solgt til Inter i 1984: Presset fra de allestedsnærværende medier, fans og – ikke at forglemme – klubbens ledelse var meget stort i München og tålmodigheden omvendt meget lille. Man kunne levende forestille sig, at det kun ville blive værre, når man hed Brian Laudrup og både kom til FC Bayern som udlænding og med status som Bundesligaens dyreste indkøb gennem tiderne.

Den hurtige og driblestærke Michael Sternkopf med det lange hår og de nedrullede strømper var også ny mand i Bayern-truppen. Han blev hentet i Karlsruher SC for 3,2 mio. DM. (12,25 mio. kr.) Sternkopf var bl.a. blevet lokket til München på Uli Hoeneß’ løfte om at blive gjort til ”Bundesligaens svar på Agassi,”[x] den amerikanske tennisstjerne med det ligeledes lange hår, der senere viste sig at være en paryk. Sternkopfs tid i klubben blev dog mild sagt ingen succes, og inden længe kunne han læse udtalelser i diverse medier fra bl.a. Uli Hoeneß om, at FC Bayern aldrig havde købt ham, hvis man havde vidst, der var en chance for at få Brian Laudrup i stedet.

Nok så interessant havde Bayern München også sikret sig den selvsikre og kontroversielle midtbanespiller, Stefan Effenberg, i Borussia Mönchengladbach for 4,5 mio. DM. (17,25 mio. kr.) Blandt de nye i truppen var desuden Christian Ziege, en 18-årig midtbanespiller fra den lille Berlin-klub, Hertha Zehlendorf. Derudover var danskeren, Allan Nielsen, med en fortid i Esbjerg rykket op fra Bayerns egen amatørafdeling.

Brian Laudrup kom til en klub boblende af optimisme. I den foregående sæson havde FC Bayern vundet sit 12. tyske mesterskab i klubbens historie, det 5. inden for de seneste 6 år, og nu havde træner Jupp Heynckes – i fuld offentlighed under mesterskabsfesten på Marienplatz i München – annonceret, at man gik efter at vinde Mesterholdenes Europa Cup. AC Milan, europæisk fodbolds non plus ultra på det tidspunkt, var det store forbillede, og Laudrup var, med Heynckes’ ord, købt ”for at begejstre masserne.” Uli Hoeneß var ikke meget mindre optimistisk end Bayern-træneren og udtalte, at ”dette hold er endnu stærkere end det i 1974.” [xi] Det var noget af en udmelding, for i den pågældende 1973/74-sæson havde klubben med bl.a. Sepp Maier, Franz Beckenbauer, Paul Breitner, Gerd Müller og selvsamme Uli Hoeneß i idealformationen vundet både det tyske mesterskab og Mesterholdenes Europa Cup.

Denne gang rådede FC Bayern over et spillermateriale, ingen andre Bundesliga-klubber bare tilnærmelsesvis kunne matche. Det inkluderede bl.a. seks af de spillere, der kort forinden var blevet verdensmestre med det vesttyske landshold: Raimond Aumann, Klaus Augenthaler, Jürgen Kohler, Hans Pflügler, Stefan Reuter og Olaf Thon.

Allersenest, da han begyndte i FC Bayern efter sommerferien i 1990, stod det da også lysende klart for Brian Laudrup, hvor stor en klub, han var kommet til. For som han i dag forklarer: ”Du kunne bare mærke, at det er ét af de største hold i Europa. Der er ingen tvivl om det. Om du spiller for Bayern München, Real Madrid, Manchester United… Det er i den der kategori, vi snakker, og der er der kun én ting, der tæller – det kan du mærke fra starten – det er trofæer.”

I sine samtaler med Jupp Heynckes havde Brian Laudrup også fået klar besked om, at der nu blev stillet større krav til ham på det individuelle plan. Godt nok havde han begejstret spillemæssigt i Bayer Uerdingen med sine dribleture, tekniske detaljer og oplæg til medspillere, men 6 mål i 34 kampe var ikke mange, og Heynckes lagde ikke skjul på, at han forventede, Laudrup ville forbedre sig på det område: ”Du er ikke sådan én, der har lyst til at være lidt for meget derinde, hvor det gør ondt, inde i straffesparksfeltet. (..) Det skal du selvfølgelig lære. Man skal score mål for Bayern München.”

Slalomløberen Brian Laudrup begejstrer alle – undtagen Hoeneß og Heynckes

Ligesom i Uerdingen året forinden gik der ikke lang tid, før Brian Laudrup også havde taget Bayern München med storm. Allerede i Fuji Cup, en opvarmningsturnering til Bundesliga-sæsonen, i slutningen af juli havde han imponeret stort i en kamp mod Borussia Dortmund med sine ”uimodståelige sololøb.” Flemming Povlsen havde ligeledes gjort det godt hos modstanderen, og den nye danske landstræner, Richard Møller Nielsen, der så kampen fra tilskuerpladserne i byen, Herne, i Ruhr-distriktet, var da også fuld af lovord: ”Super spillet af dem begge.”[xii] Derimod var det ikke helt retvisende, at Povlsens klubkammerat, den tidligere Bayern-spiller Michael Rummenigge, ved samme lejlighed sagde, at de to danskere var en garanti for 30 mål pr. sæson, hvis de spillede på samme hold. Meget godt kunne man sige om dem, men ingen af dem var under mistanke for at være nogen stor målscorer.

Til gengæld havde især Laudrup andre kvaliteter, og få dage senere, den 2. august, kunne man læse følgende overskrift på forsiden af Kicker: ”Heldig hånd af Heynckes – danskeren Laudrup bliver en superstjerne!” Spådommen baserede sig på Laudrups præstation i 4-1-sejren over 1. FC Kaiserslautern i Supercup-finalen, altså kampen mellem henholdsvis mesterholdet og pokalvinderen fra 1989/90-sæsonen. Han scorede ikke selv, men var med i alle fire mål, hvoraf han var direkte oplægger til to af scoringerne. I det hele taget spillede han en aldeles fremragende kamp med sine tætte driblinger, sin enorme hurtighed med og uden bold og uselviske spillestil, der bl.a. viste sig, da han før 3-0-målet serverede bolden for Manfred Bender i en situation, hvor han lige så godt selv kunne have scoret. Én af grundene til, Laudrup gjorde det så godt, var, at han fik lov til at spille i sin foretrukne rolle som den hængende angriber, der havde frihed til at lade sig falde tilbage på banen eller trække ud på fløjene.

Medierne var enstemmigt begejstrede efter Laudrup-gallaen: På den offentlige tv-kanal, ARD, kunne man høre kommentatoren, Walter Johannsen, kalde den 21-årige angriber for ”en æstet på bolden” og sige, ”det er en nydelse at se på danskeren.”[xiii] I Kicker blev det beskrevet, hvordan Laudrup rundede sine modstandere, på samme måde som den alpine svenske skilegende, Ingemar Stenmark, havde bevæget sig mellem slalomstænger: (…) ”Mens han svinger afslappet med kroppen, dansende, men alligevel alt sammen i rasende fart. For ham er fodbold ikke hårdt arbejde, men derimod let, fin kunst, artisteri, show.”[xiv]

Selvom han havde spillet sensationelt godt, så både Uli Hoeneß og Jupp Heynckes det som deres pligt at nedtone Laudrups præstation og dermed også det urealistisk høje forventningspres, der var ved at blive opbygget omkring hans person: Med det, man vist roligt kunne betegne som en underdrivelse, udtalte førstnævnte, at Laudrup havde spillet ”ordentlich”, som man kan oversætte til hæderligt eller på nydansk: okay, altså acceptabelt, men ikke prangende. Med det udsagn in mente var der mange, der så frem til, at Laudrup begyndte at spille godt!

Jupp Heynckes roste for sit vedkommende Laudrup for ”nogle spektakulære individuelle aktioner”, men han påpegede samtidig, at ”jeg stiller højere krav”, og ”han har stadig meget at lære”, såsom at spille godt i en hel kamp, forbedre sit hovedspil og ikke mindst sine afslutninger, ”for kun at henrykke tilskuerne, det er ikke nok i sig selv.”[xv]

Umiddelbart skulle man tro, at Brian Laudrup ikke ville bryde sig om at blive kritiseret efter at have leveret så fremragende en indsats, men som det senere vil fremgå af artikelserien, var det helt i hans ånd at underspille store præstationer.

”Degraderet til statist af en nobody” i ydmygende pokalnederlag

Få dage senere kom Laudrup og hans holdkammerater i dén grad ned på jorden igen. Hvis der var nogen, der efter kampen mod 1. FC Kaiserslautern havde stillet det – berettigede – spørgsmål: Hvem kan slå FC Bayern, fik de nu svaret: FV 09 Weinheim. Holdet fra den tredjebedste række, Oberligaen, i delstaten Baden-Württemberg sendte nemlig helt sensationelt mesterholdet ud af DFB Pokal med en 1-0-sejr på hjemmebane for øjnene af 10.000 tilskuere. Man kunne anføre, at udvisningen af Thomas Strunz efter mindre end en halv times spil heller ikke havde gjort opgaven nemmere for gæsterne, men tilbage stod, at nederlaget var pinligt for en klub med en historie og selvforståelse som FC Bayerns.

Brian Laudrup skilte sig ikke positivt ud fra sine holdkammerater, og Hamburger Abendblatt skrev sågar, at ”det danske vidunderbarn blev (…) degraderet til statist af en nobody ved navn Ralf Kohl.”[xvi] Samme forsvarsspiller undrede sig efter kampen over, ”hvorfor han (Laudrup) bliver sådan rost til skyerne af alle.”[xvii] Året efter skiftede Kohl i øvrigt til SC Freiburg, som han nåede at spille 147 Bundesliga-kampe for. Nogen ”nobody” eller helt ordinær amatørspiller blev han altså ikke ved med at være.

I Sport Bild kunne man også endnu engang læse manende ord om Laudrup fra Jupp Heynckes: ”Hos os mener man, at det er verdensklasse, hvis én vrikker tre gange med bagdelen. Selvfølgelig er Laudrup en super-spiller, men ikke noget overjordisk væsen. I Uerdingen har han aldrig spillet i lørdag/onsdag/lørdag-rytme. Han skal stabilisere sig fysisk hos os, lære at dække op, heade og ikke at drible, når han mangler kræfterne.”[xviii]

I sæsonpremieren i Bundesligaen mod Bayer Leverkusen så Bayern-spillerne stadig ud til at være noget rystede over det ydmygende pokalnederlag. I det mindste klarede holdet 1-1 takket være Stefan Effenbergs straffesparksmål kort før tid. Netop den situation var meget sigende for ham som spiller og personlighed og gav noget af forklaringen på, hvorfor han endte med at få så flot en karriere, som tilfældet var. Da Bayern blev tilkendt straffesparket, havde holdet fem verdensmestre på banen, ud over bl.a. rekordindkøbet Brian Laudrup. Alligevel var det altså 22-årige Effenberg i sin Bayern-debut, der tog bolden og scorede. Meget kunne man sige om ham, men han var aldrig bange for at tage ansvar.

Brian Laudrup, derimod, havde ikke gjort sig særlig positivt bemærket i kampen, og han måtte lægge ører til indirekte kritik fra Jupp Heynckes, da han udtalte, at Radmilo Mihajlovic havde været FC Bayerns bedste angriber i kampen. De tyske medier var heller ikke begejstrede. Kicker gav ham middelkarakteren, 4, mens Sport Bild sågar mente, han kun havde fortjent et 5-tal.

Laudrup vurderede selv, han højst havde vist 50 % af sit potentiale i opgøret og forklarede sin middelmådige indsats med nervøsitet og manglende indbyrdes forståelse med holdkammeraterne. Han regnede med, det ville tage 2-3 måneder, før han var i topform, en profeti, der skulle vise sig at være meget præcis. Hvad han ikke sagde på det tidspunkt var, at han først og fremmest var fysisk træt efter en forberedelsesfase, der havde været meget hårdere end dem, han tidligere havde oplevet i Brøndby og Bayer Uerdingen. Trætte var i særdeleshed også Bayerns vesttyske verdensmestre, der først var begyndt at træne næsten en måned efter de andre spillere. Holdet havde i det hele taget gjort så dårligt et indtryk, at Leverkusens wingback, landsholdsspilleren Knut Reinhardt, allerede efter én spillerunde så sig i stand til at konkludere: ”Ingen behøver at være bange for FC Bayern i denne sæson.”[xix]

Det skulle vise sig at være en temmelig forhastet konklusion, men der var dog stadig ikke bedring at spore på Bayern-holdet i 0-0-opgøret ude mod FC St. Pauli. Først i sæsonens tredje Bundesliga-kamp, das Südderby, hjemme mod VfB Stuttgart blev det til en sejr. Denne gang dannede danskeren angrebsduo med Bayern-truppens tredje udlænding, skotten Alan McInally. Laudrup brillerede med flere flotte dribleture, men kom ikke på scoringslisten, selvom han havde et par store chancer i første halvleg. Mere væsentligt var det, at Bayern München vandt kampen med 2-1.

Lettet Brian Laudrup scorer sit første Bayern-mål

Til sin store utilfredshed havde Roland Wohlfarth, tidligere Bundesliga-topscorer og manden, der havde lavet et tocifret antal mål i alle sine hidtidige seks sæsoner i Bayern-trøjen, siddet på bænken i de tre første kampe. Det havde han meget svært ved at forstå, for efter hans mening udgjorde han sammen med Laudrup Bayerns bedste angrebsduo. Den vurdering så Wohlfarth ud til at have ret i, for lige så snart de havde fået chancen sammen fra start i udekampen mod Karlsruhe, takkede de begge for tilliden ved både selv at score og lægge op til angrebsmakkerens mål. Wohlfarths assist til Laudrup var mere eller mindre ufrivillig, men der var ikke noget tilfældigt ved danskerens forarbejde, da han serverede bolden for hovedet af sin angrebspartner, der derefter øgede til 2-0 for Bayern. Karlsruhe udlignede senere til 2-2 og burde endda have vundet kampen, men i det sidste minut fik gæsterne et straffespark, som Stefan Reuter – i den udskiftede Effenbergs fravær – udnyttede til at sikre sit hold en heldig 3-2-sejr.

For Laudrup var det ikke alene sejren og den måde, den var kommet i stand på – ”I Uerdingen tabte vi altid sådan nogle kampe”[xx] – der var opløftende; det var også en ”kæmpestor lettelse” for ham at score sit første Bundesliga-mål i Bayern-trøjen. Ved samme lejlighed lod han mere eller mindre klart skinne igennem, at han foretrak at spille sammen med Wohlfarth frem for Mihajlovic og McInally. Wohlfarth returnerede komplimenten ved at udtale, han havde et ”fremragende forhold til Laudrup”, og at danskeren var ”nr. 1 i angrebet.”[xxi] Medierne var så småt også ved at genfinde begejstringen for Laudrup. Bl.a. kunne man læse i Sport Bild, at ”dansker-yuppie Laudrup, skiftet for 6 mio. DM fra Uerdingen, vil snart have fordoblet sin markedsværdi.”[xxii] Ikke dårligt, når man tog i betragtning, at det kun var hans fjerde Bundesliga-kamp for sin nye klub.

Også i 4-0-sejren hjemme over 1. FC Kaiserslautern harmonerede den nye Bayern-angrebsduo godt sammen. Wohlfarth scorede til 1-0, mens Laudrup var involveret i 4-0-scoringen, et selvmål af Lautern-spilleren, Demir Hotic.

For første gang i sæsonen lå FC Bayern nu på førstepladsen i Bundesligaen, og den position blev konsolideret med to point i 2-1-sejren på udebane over Fortuna Düsseldorf, et opgør Brian Laudrup ikke gjorde nogen god figur i. Det var også betegnende for den svingende sæsonstart, han og de øvrige Bayern-angribere havde fået, at den defensive midtbanespiller, landsholdsaktuelle Thomas Strunz, på det tidspunkt var klubbens topscorer med tre mål.

Laudrups største problem var, at han brændte for mange oplagte chancer. Den svaghed blev for en stor dels vedkommende opvejet af hans evner som oplægger. Dem gav han endnu en prøve på i udekampen mod Apoel Nicosia i Mesterholdenes Europa Cup, da han med hælen spillede Alan McInally fri til udligning 2-2 bare tre minutter før tid. Kort efter scorede Thomas Strunz sejrsmålet og formåede dermed, i hvert fald delvist, at overskygge det faktum, at FC Bayern faktisk havde leveret en forfærdelig indsats på Cypern. Hvis man før kampen, som det bl.a. var tilfældet for Stefan Effenberg, var i tvivl om, hvad betegnelsen ”Bayern-Dusel”[xxiii] dækkede over, havde man nu i dén grad fået anskuelsesundervisning, for ligesom Manchester United under Alex Ferguson havde heldet/evnerne til ofte at vende og vinde kampe i overtiden (Fergie time), havde FC Bayern i mange år ligeledes ofte haft de små marginaler på sin side i de afgørende situationer og minutter.

I hjemmekampen mod VfL Bochum var lykkens gudinde til gengæld ikke på Bayern-spillernes side. Efter en 2-0-føring ved pausen måtte de nøjes med at spille uafgjort 2-2, bl.a. fordi Jürgen Kohler lavede selvmål. Efter en ganske god indsats blev Brian Laudrup overraskende udskiftet i pausen.

Det skuffende resultat betød, at sæsonens helt store overraskelse indtil da, 1. FC Kaiserslautern, fortrængte Bayern fra førstepladsen, selvom holdene havde samme målforskel, fordi Karl-Heinz Feldkamps hold med 20 scoringer havde lavet suverænt flest mål.

Bundesliga-klassikeren ude mod Werder Bremen fik ikke bragt FC Bayern tilbage på sporet. Tværtimod skabte holdet kun to chancer i hele kampen og leverede i det hele taget en skuffende præstation i 0-1-nederlaget, der blev en realitet på et helt fantastisk langskudsmål af markeringsspilleren, Uli Borowka.

Brian Laudrup var én af de bedre Bayern-spillere i kampen, men Jupp Heynckes var ikke tilfreds med ”Bundesligaens eleganteste dribler”, som Sport Bild kaldte ham: ”Hvis han ikke spiller mere for holdet, mister han sit frikort. Så må han derhen, hvor det gør ondt: på bænken.”[xxiv]

Som sagt, så gjort: I returopgøret mod Apoel Nicosia i Mesterholdenes Europa Cup valgte Jupp Heynckes overraskende at stille med sit Mic & Mac-angreb, Mihajlovic og McInally, og førstnævnte retfærdiggjorde beslutningen ved at lave et ægte hattrick i 4-0-sejren. Tre af målene blev scoret i anden halvleg, efter en veloplagt Brian Laudrup var kommet på banen. På den halve time, danskeren spillede, nåede han at lægge op til ét af jugoslavens mål og tillige brænde to store chancer, hvoraf det ene forsøg ramte stolpen.

Heynckes nedtoner forventningerne

Allerede før kampen mod cyprioterne havde Heynckes beroliget Laudrup med, at han ville være med fra start i den næste Bundesliga-kamp hjemme mod Borussia Mönchengladbach. Når han havde siddet på bænken mod Apoel Nicosia, hang det først og fremmest sammen med, at han snart kunne se frem til at spille fem kampe inden for 14 dage, tre for FC Bayern og to VM-kvalifikationskampe for det danske landshold.

Laudrup kunne godt se ræsonnementet bag den beslutning, men det var heller ikke nogen hemmelighed, at han var påvirket af det prædikat som ”der 6 Mio.-Mann”, han slæbte rundt på. Derfor var det også plausibelt, at Heynckes gav Laudrup en pause og nu ikke længere kritiserede den danske angriber, men derimod forsøgte at nedtone forventningerne til ham ved at sige, han endnu ikke var færdigudviklet som spiller, selvom han havde potentialet til at blive en stor af slagsen.

I hjemmekampen mod Gladbach så det ud til, at Laudrup havde haft godt af sin minipause, for han spillede glimrende og lagde bl.a. op til Jürgen Kohlers scoring til slutresultatet 4-1, da han tæt ved mål serverede bolden på et sølvfad for den tyske verdensmester, så han fik lov til at opleve glæden ved at score på sin 25 års fødselsdag. Forinden havde Wohlfarth, der først blev skiftet ind fra anden halvlegs start i stedet for Michael Sternkopf, scoret to gange. Ud over sejren var det opløftende for FC Bayern, at Olaf Thon fejrede sin sæsondebut efter at have været ukampdygtig i ti uger med en ledbåndsskade i knæet.

Før udekampen mod 1. FC Köln var Bayern dermed tilbage på førstepladsen i Bundesligaen og havde desuden den fordel, at holdet fra domkirkebyen måtte undvære to af sine tyske verdensmestre, Paul Steiner og Pierre Littbarski, der begge havde pådraget sig korsbåndsskader. Alligevel var 1. FC Köln stærk nok til fuld fortjent at vinde 4-0 i en kamp, hvor begge hold blev ramt af en uberettiget udvisning, mens det tredje røde kort til Mihajlovic kunne forsvares. Hos de svage gæster gjorde Brian Laudrup ingen positiv forskel, men de helt store tabere efter kampen var Raimond Aumann og manager Uli Hoeneß. Førstnævnte gjorde sig forhåbninger om at fortrænge Kölns tredje verdensmester, Bodo Illgner, fra pladsen som førstemålmand på det tyske landshold, og Hoeneß havde givet ham sin fulde opbakning med en tilføjelse om, at Illgner ville få svært ved overhovedet at blive reserve for Aumann. På banen kunne Bayern-målmanden ikke leve op til de store ord, men var tværtimod skyld i hjemmeholdets 2-0-scoring.

Det, man siger om andre, er man selv: Effenbergs skæbnesvangre dumhed

Med nederlaget rykkede Bayern München ned på tredjepladsen, á point med nr. 4 Werder Bremen. Det fik medierne til at tale om ”krise”, men Stefan Effenberg var ikke bekymret, for som han sagde i et firedobbelt Kicker-interview, Augenthaler, Kohler og Reuter også deltog i: ”De andre er simpelthen for dumme til at vinde titlen.”[xxv] Det var måske ikke den allersmarteste udtalelse, man kunne forestille sig, for selvom mesterskabskonkurrenterne i forvejen ikke havde svært ved at sætte sig op til kampene mod Bayern München, ville de nu være ekstra motiverede, når de skulle møde Effenberg og co.

Med lidt mindre end en tredjedel af sæsonen afviklet var status for de dyre nyindkøb, at Sternkopf mest havde siddet på bænken, mens Effenberg led under at være blevet flyttet rundt på mange forskellige pladser. Hvad Brian Laudrup angik, havde han kun i enkelte kampe og glimt levet op til de høje forventninger, der var stillet til ham, selvom ingen var i tvivl om hans potentiale.

Samtidig med, at de havde visse tilvænningsproblemer i deres nye klub, var Effenberg og Laudrup blevet særdeles gode venner uden for banen. Deres tætte forhold hjalp dem igennem den første svære tid i FC Bayern, men det førte også til beskyldninger om, at de isolerede sig fra resten af truppen. Især var der en kløft til de ældre spillere som Augenthaler og Pflügler.

Tysk VM-helt roser Brian Laudrup til skyerne

På det sportslige område lagde bl.a. Stefan Reuter, én af de seks tyske verdensmestre og blandt lederskikkelserne i truppen, ikke skjul på, at han endnu ikke var helt tilfreds med det, han havde set fra Laudrup og co.: ”Nyindkøbene har hidtil ikke leveret det, vi havde forventet af dem.”[xxvi] Manden, der sikrede Vesttyskland VM-titlen i Italien få måneder forinden ved at score på straffespark i finalen mod Argentina, Andreas Brehme, havde til gengæld et lidt andet og mere positivt syn på både Stefan Effenberg: ”Han skal nok komme” og især Brian Laudrup: ”en verdensklassespiller af allerhøjeste kvalitetsklasse.”[xxvii]

Umiddelbart syntes Brehmes ros at være noget overdreven, for indtil da havde Laudrup spillet ti Bundesliga-kampe for FC Bayern, scoret ét mål og lagt op til tre scoringer. Ingen forventede, han ville blive topscorer, men man havde trods alt håbet, han ville lave lidt flere mål, end tilfældet var på det tidspunkt af sæsonen.

I 11. spillerunde skulle det vise sig, at Brehme i dén grad fik ret, for med Laudrup i sprudlende form vandt Bayern med hele 6-1 hjemme over HSV. Han havde en fod med i 1-0-scoringen ved først at gøre sin specielle ven, ”Master of Grätsche” alias Carsten Kober, rundtosset i højre side og derefter sende et indlæg indover til Stefan Effenberg. Han headede bolden på overliggeren, inden den lidt heldigt endte hos Roland Wohlfarth, der scorede fra nært hold. 2-0-målet stod Laudrup selv for, da angrebsmakkeren, Wohlfarth, temmelig ukarakteristisk spillede ham fri tæt inde under mål. Kort efter pausen gav Laudrup endnu et eksempel på, at han var i overdådigt spillehumør ved – igen i bedste Beckenbauer-stil – at lobbe bolden frem til Thomas Strunz, der fra en position omkring straffesparkspletten tæmmede den og sendte den i nettet til stillingen 4-1. ”Fodbold er for mig leg, show, kunst,”[xxviii] havde Laudrup sagt i et interview to måneder tidligere. Den lørdag eftermiddag i oktober 1990 fik hele Tyskland at se, at der ikke var tale om tomme ord, og at Laudrup tilmed kunne spille både spektakulært og effektivt. Det er værd at bemærke, at han kun fik 62 minutter på banen, inden han – med henblik på ottendedelsfinalen i Mesterholdenes Europa Cup mod CSKA Sofia kun tre dage senere – blev udskiftet til fordel for Alan McInally.

[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=2KXNghBicZA[/embedyt]

I Kicker blev han rost til skyerne for sin præstation: (…) ”Fremragende (var) Brian Laudrup, der afholdt et one-man-special-show. Så med hælen, så med et lob – igen og igen med fede indfald.” Denne gang var der også uforbeholden ros fra Jupp Heynckes til kampens helt store oplevelse: ”Laudrup spillede brillant.” [xxix]

Grundlaget for præstationen havde han lagt ved at lade sig udskifte tyve minutter før tid i EM-kvalifikationskampen mod Nordirland i Belfast onsdag aften og allerede være tilbage i München torsdag middag, to hele dage før opgøret mod HSV. Ugen forinden, efter Danmark havde spillet mod Færøerne i København, var han derimod først vendt tilbage til München tæt ved midnatstid torsdag aften, halvanden dag før udekampen mod 1. FC Köln, hvilket havde udløst en røffel fra Heynckes for manglende professionalisme.

Laudrup nedtonede selv, som han havde for vane, sin flotte indsats, men indrømmede, at det havde været en særlig motivation for ham, at hans to-årige søn, Nicolai, for første gang var til stede på Olympiastadion for at se sin far spille.

Stefan Effenberg var en anden spiller, der havde gjort det fremragende i kampen. Det var en særlig tilfredsstillelse for ham at spille godt mod- og vinde stort over HSV, for han var født i Hamborg og havde i sin barn- og ungdom været stor fan af klubben. HSV kunne til gengæld ikke bruge ham, en beslutning klubben for længst havde al mulig grund til at fortryde.

Det var næppe nogen tilfældighed, at Laudrup og Effenberg begge fik deres gennembrud i Bayern-trøjen i opgøret mod HSV. I ugen op til kampen havde Heynckes givet netop de to særlig opmærksomhed og forsøgt at motivere dem og indgyde dem selvtillid ved hjælp af de midler, der erfaringsmæssigt virkede allerbedst på Brian Laudrup: ros og tillid. Bl.a. havde Heynckes, ifølge Sport Bild, sagt til den danske angriber, at hans boldbehandling gav mindelser om Beckenbauers: ”Han havde også Pattex (lim) på fødderne.”[xxx] Roland Wohlfarth, derimod, var en helt anden type end Laudrup. For at præstere på højeste niveau havde han brug for konstant at blive sat under pres: ”Jeg bilder hele tiden mig selv ind, at McInally og Mihajlovic allerede er ved at varme op, eller at Sternkopf snart kommer ind i stedet for mig. Jeg har brug for det permanente spark bagi, ellers kan jeg ikke spille godt.”[xxxi] Wohlfarths selvopfattelse stemte meget godt overens med Brian Laudrups syn på ham. I dag kalder han Wohlfarth for en ”lidt doven hund, der ikke altid så ud som om, han helt gad, men hvis han gad, så scorede han jo de her 20 mål næsten hver sæson. Han var en fremragende afslutter.”

Det tjente Jupp Heynckes til ære, at han som en stor træner var bevidst om, at spillerne skulle behandles forskelligt, alt efter hvilke personligheder de var udstyrede med fra naturens hånd, og hvad de konkrete omstændigheder i en given situation krævede.

Under alle omstændigheder måtte man konstatere, at mens Brian Laudrup før HSV-kampen af medierne var blevet skoset for sit beskedne måludbytte og den manglende stabilitet i sit spil, kunne man nu i stedet læse, at ”snart køber italienerne ham for 20 mio. DM.”[xxxii] Det var i hvert fald den spådom, spilleragenten, Volker Schmidt, kom med. Han havde bl.a. været involveret i Preben Elkjærs skifte til Hellas Verona i 1984, så han vidste, hvad han talte om.

CSKA Sofia med bl.a. den senere Bundesliga-stjerne, Krassimir Balakov, på holdet fik som nævnt den tvivlsomme fornøjelse at være FC Bayerns næste modstander og tilmed i München. Som forventet vandt hjemmeholdet en sikker sejr, på 4-0, og igen brillerede Brian Laudrup, selvom han ikke kom på scoringslisten. Kicker skrev om ham, at det var ”en nydelse for enhver fodbold-gourmet at se denne gudsbenådede tekniker spadsere gennem modstandernes forsvarsrækker.” Denne gang var det altså i en positiv betydning, Laudrup blev omtalt som en ”spadseregænger”, men det skulle i dén grad ændre sig godt halvandet år senere. På denne aften var det dog først og fremmest positive vendinger, han blev omtalt i – med et lille forbehold, for som Kicker også skrev: ”Hvis danskeren så bare også ville lave mål…”[xxxiii] Det gjorde Laudrup nemlig ikke, og han havde dermed stadig sin første Europacup-scoring for Bayern München til gode. Desuagtet havde han også gjort et stort indtryk på Hansa Rostocks træner, den tidligere vesttyske landsholdsangriber og VM-deltager i 1982, Uwe Reinders: (…) ”Hos Bayern var jeg særlig imponeret over én mand. Som træner ler hjertet på én, når man ser denne Brian Laudrup. Simpelthen verdensklasse.”[xxxiv]

Bundesligaens primoballerino får selv Frankfurt-tilhængerne til at overgive sig

FC Bayern og Laudrup fortsatte de fornemme takter i den svære udekamp mod Eintracht Frankfurt. Med bl.a. Uwe Bein og Bundesligaens suverænt bedst betalte spiller, Andreas Möller, på midtbanen og ghaneseren, Anthony Yeboah, i angrebet havde hjemmeholdet spillemæssigt ét af ligaens allerbedste hold, men lige lidt hjalp det mod et Bayern-mandskab i absolut topform. Brian Laudrup var igen sprudlende og scorede et fremragende mål til 2-0 for udeholdet kort før pausen, da han efter et kontra-angreb elegant lobbede bolden over den fremstormende Uli Stein, der af mange eksperter blev regnet for at være Bundesligaens bedste målmand. ”Hvilket mål”, sagde Reinhold Beckmann i sin reportage fra kampen på ARD og tilføjede: ”Uden tvivl: Brian Laudrup, han er Bundesligaens primoballerino (første mandlige solodanser ved en ballet). Ingen andre danser så yndefuldt gennem forsvarsrækkerne.”[xxxv]

Midt i anden halvleg scorede Effenberg et lignende, omend ikke helt så flot, mål til 3-0, og Jürgen Kohler øgede sågar føringen til 4-0, inden Laudrup – til stående klapsalver fra de mere end 60.000 tilskuere – blev udskiftet 12 minutter før tid. Derefter nåede Frankfurt at få reduceret en enkelt gang til slutresultatet 4-1 til FC Bayern. Ikke overraskende har Brian Laudrup stadig gode minder fra det opgør: ”Især den Frankfurt-kamp var også stor, fordi Frankfurt var jo et forholdsvis stort hold dengang, og de havde nogle gode spillere. De var ligesom begyndt… Kunne de gå op og true Bayern o.s.v.? Derfor var den kamp nemlig af meget stor betydning.”

Returkampen i Mesterholdenes Europa Cup mod CSKA Sofia så på den baggrund ikke ud til at blive noget som helst problem for de formstærke tyskere, og det blev den heller ikke. 3-0 vandt et velspillende Bayern-hold anført af bl.a. Brian Laudrup og én af målscorerne, Stefan Effenberg, der i en alder af kun 22 år ligeledes var ved at etablere sig som én af de bærende kræfter på det stjernespækkede mandskab. Med sejren havde FC Bayern sammenlagt vundet sine fire seneste kampe med en målscore på 17-2. Man måtte nøgternt konstatere, at krisen var afblæst.

Nu skulle man jo tro, at det nærmest ville være en formssag også at besejre den næste modstander, Borussia Dortmund med Flemming Povlsen på holdet, hjemme på Olympiastadion, men sådan kom det ikke til at gå. For øjnene af bl.a. Richard Møller Nielsen på tilskuerpladserne var det således ikke den ellers så fremragende Bayern-duo, Laudrup og Wohlfarth, men derimod gæsternes hidtil i sæsonen så harmløse angribere, Povlsen og Jürgen Wegmann, der blev de store helte. Indtil da havde dyrt indkøbte Povlsen, som også Bayer Uerdingen havde forsøgt at sikre sig før sæsonen som Laudrups afløser, været et flop som målscorer. Kun én scoring i tolv Bundesliga-kampe var det blevet til. Den tidligere Bayern-angriber, Wegmann, havde for sit vedkommende kun lavet 2 mål i 31 kampe, efter han var vendt tilbage til klubben fra Ruhr-distriktet i sommeren 1989. Takket være deres og den senere Bayern-spiller Thomas Helmers scoringer vandt Dortmund ikke desto mindre kampen med 3-2.

Bayerns omskiftelige sæson fortsatte, da det kun blev til uafgjort 0-0 ude mod Bundesligaens i særklasse svageste hold, Hertha BSC Berlin, der før kampen kun havde fået 5 point i 13 kampe.

”Overjordisk” Laudrup vælter sig i ros efter en kamp, han nær var gået glip af

Til sammenligning var nyoprykkede Wattenscheid en noget anden kaliber, selvom den lille klub fra Bochum i Ruhr-distriktet på de fleste parametre, som bl.a. tilskuertal, budget og lønninger, var Bundesligaens mindste eller i hvert fald næstmindste af slagsen. Wattenscheid lå nemlig helt sensationelt på en UEFA Cup-plads som nr. 6, kun to point efter FC Bayern, før de to holds møde på Olympiastadion.

Kampen blev vel nok den bedste, Brian Laudrup spillede i sin tid i tysk fodbold. ”Bundesligaens nye verdensstjerne”, som Kicker kaldte ham,[xxxvi] scorede to mål, lagde op til tre og spillede i det hele taget så fantastisk i den knusende sikre 7-0-sejr, at han efterfølgende blev rost i en grad, som man sjældent havde set mage til i tysk fodbold indtil da.

Brian Laudrup-showet begyndte allerede i det 7. minut, da han med en dyb stikning, som hans storebror ville have været stolt af, spillede Stefan Effenberg fri, så han kunne åbne scoringen for hjemmeholdet. Wohlfarths 3-0-mål lagde Laudrup også op til, og kort inde i anden halvleg scorede han selv, da han fik bolden i fri position midt på Wattenscheids banehalvdel og tog fire hurtige træk, inden han fra kanten af straffesparksfeltet sparkede bolden fladt i nettet. Brian Laudrup nød i den situation og resten af kampen godt af, at han ikke havde nogen markeringsspiller klæbende til sig i alle 90 minutter, som det ellers var kutyme i Bundesligaen, fordi Wattenscheid som det eneste hold i rækken konsekvent spillede med en fire-back-kæde og zoneopdækning i forsvaret. Lige netop i dette opgør og over for Laudrup så det ikke ud til at være nogen god idé.

Tilskuerne på Olympiastadion og seerne hjemme i stuerne rundt omkring i det nu genforenede land havde nemlig stadig den bedste del af forestillingen til gode, for som kommentatoren, Michael Pfad, sagde på RTL: (…) ”Alene målet til 5-0 var entrébilletten værd for de 19.000 frysende fans.” Han tilføjede: ”Dejligt, at danskeren spiller i Bundesligaen.”[xxxvii] I situationen modtog Laudrup bolden 10 – 12 meter uden for straffesparksfeltet. Han forsøgte først med sine karakteristiske et-to-driblinger at trænge ind i feltet midt for mål, men blev presset en smule til højre. Det lod han sig ikke anfægte af, for med en genial hælaflevering på tværs i feltet fandt han den fremstormende, Jürgen Kohler, der sparkede bolden sikkert i nettet, alt imens de forvirrede Wattenscheid-spillere så undrende til. Kohler syntes for sit vedkommende mere optaget af at fejre sig selv end at anerkende det fantastiske forarbejde og det faktum, at Laudrup endnu engang havde serveret bolden for ham på et sølvfad – denne gang på hans kones fødselsdag! – så han kunne score ét af sine relativ sjældne mål i den rigtige ende af banen i stedet for i sin egen, som han ellers havde haft for vane tidligere på sæsonen.

Man tog fejl, hvis man troede, Laudrup-opvisningen nu var forbi, for sidste akt var næsten på samme niveau. Igen modtog han bolden midt på Wattenscheids banehalvdel med masser af plads omkring sig, og endnu engang forsøgte han at drible ind i straffesparksfeltet midt for mål. Denne gang lykkedes det ved hjælp af en ”tunnel” på forsvarsspilleren, Uwe Neuhaus, og da Ralf Eilenberger kom stormende ud af sit mål, lobbede Laudrup elegant bolden over ham og i nettet.

[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=Z2zP-b09k-E[/embedyt]

Mens Brian Laudrup i vanlig beskeden stil nedtonede sin egen præstation ved at påpege, at Wattenscheid også havde gjort det nemt for ham, var spillere, trænere og ledere fra de to klubber i dén grad begejstrede over hans boldkunst. ”Brian Laudrup spillede overjordisk”, udtalte Uli Hoeneß. Jupp Heynckes var lidt mere nøgtern: ”Brians præstation var i verdensklasse.”[xxxviii] Wattenscheid-forsvareren, Jörg Sobiech, indrømmede for sit vedkommende, at Laudrup havde fået ham til at føle sig svimmel i slutningen af kampen. Den 33-årige Bayern-anfører, Klaus Augenthaler, mente, at man som modstander var mere eller mindre prisgivet, når man stod over for Laudrup, og konkluderede, at den bedste strategi ville være bare at lade ham løbe. En anden tysk verdensmester, evigt uheldige Olaf Thon, foreslog, at Kicker skulle give Laudrup karakteren 0, fordi 1, der normalt tildeles spillere efter ekstraordinære præstationer, ikke ydede hans indsats tilstrækkelig retfærdighed. Wattenscheid-træner Hannes Bongartz, der selv havde været en driblekunster som aktiv spiller og især var kendt for sin Übersteiger-dribling (á la Cristiano Ronaldos step over-/træd over-finte) valgte uopfordret at tale om Brian Laudrup på den obligatoriske pressekonference efter kampen. Han mente, at Bayern München burde opkræve entré for tryllekunst, når Laudrup var i aktion og indrømmede, at det havde været sjovt at se ham spille, selvom det skete på bekostning af den lille detalje, at Wattenscheid tabte 0-7.

To andre anekdoter, som Brian Laudrup har beskrevet over for Bulibold.dk, var medvirkende til, at kampen blev en endnu mere speciel oplevelse for ham, end den var i forvejen.

For det første lykønskede Hannes Bongartz faktisk også Brian Laudrup personligt senere på aftenen, for til Wattenscheid-træneren og hans spilleres store overraskelse var dagens mand i tysk fodbold med på det samme fly til Düsseldorf som dem, fordi han og Mette Laudrup skulle besøge Jan Bartram i Krefeld.

Derudover fik Brian Laudrup endnu en stor kompliment efter Wattenscheid-kampen fra en meget uventet kant. Han og familien havde på det tidspunkt en dansk au pair boende, og det samme havde verdensmesteren fra 1974, den tidligere verdensklassespiller i bl.a. Bayern München og Real Madrid, Paul Breitner, der på daværende tidspunkt var en frygtet og berygtet klummeskribent i Bild. De to au pair sås privat, og det gav Breitner mulighed for at sende Laudrup en fin flaske vin med en tilhørende besked om, at det var meget, meget sjældent i de seneste mange år, han var blevet så godt underholdt som under Wattenscheid-kampen. Han syntes ganske enkelt, Laudrup havde spillet fremragende. I den sammenhæng er det værd at huske på, at Breitner i de foregående seks år havde været én af de hårdeste kritikere overhovedet af det spillemæssige niveau på det tyske landshold og i Bundesligaen. Som teamchef for det vesttyske landshold havde en anden tidligere Bayern-spiller og verdensmester fra 1974, Franz Beckenbauer, f.eks. haft svært ved at tilgive Breitner for at kalde ham ”tysk fodbolds kirkegårdsgraver”, og landsholdsspillere som bl.a. Rudi Völler foragtede ham ligeledes for hans ætsende kritik. Netop derfor var det opsigtsvækkende, at Breitner bøjede sig i støvet for Brian Laudrup.

Den dag i dag ser Laudrup da også tilbage på sin præstation mod Wattenscheid som noget ganske særligt: ”Der er jo sådan nogle få kampe i éns karriere, hvor det hele bare går op i en højere enhed; hvor alt lykkes, og hvor jeg i løbet af kampen var heldig at få sat det præg på den med scoringer, med oplæg. Jeg kunne også godt lide engang imellem, at der lige skulle være lidt underholdning og en hælaflevering hist og pist og sådan noget. Der var bare nogle kampe; der skete det bare.”

Laudrups indsats var desto mere bemærkelsesværdig, eftersom det kun var på et hængende hår, han overhovedet havde fået lov til at spille kampen. Allerede inden Bayern-truppen fredag eftermiddag var kørt ud til hotellet, Bachmair am See, i Rottach-Egern ved Tegernsee godt 60 km fra München, hvor holdet normalt overnattede før sine hjemmekampe, havde Jupp Heynckes nemlig smidt Brian Laudrup ud af bussen, fordi han ikke havde medbragt de 1000 underskrevne autografkort, Bayern-spillerne skulle aflevere hver fredag: ”Så kommer vi ind i bussen og skal til at køre til Tegernsee, og så kommer Jupp Heynckes ind, og så siger han: Har I afleveret de der kort? Så må jeg jo desværre sige: Nej, jeg har godt nok glemt dem, men jeg skal nok gøre det til næste gang. Det behøver du ikke. Du kan gå hjem og skrive dem under nu, fordi du er ikke med. Du tager hjem nu. Så jeg blev bedt om at forlade bussen dér og køre hjem.”

Brian Laudrup fortæller i dag, at han var ”fuldstændig rundt på gulvet” på det tidspunkt og måtte ringe til sin far for at finde ud af, hvordan han skulle håndtere den uventede situation. Bagefter ringede han så til Uli Hoeneß, der kunne berolige ham med, at der måske alligevel fandtes en vej ud af kniben: ”Hvis du kommer op på hotellet, og vi lige sætter os sammen, og du får undskyldt til Jupp Heynckes, så tror jeg godt, at du kan blive taget til nåde. Og det gjorde jeg så. Jeg var et rystende nervevrag, men jeg tror, de har garanteret grint efterfølgende de to, Heynckes og Uli Hoeneß. Men det havde jo hjulpet, fordi jeg havde jo fået en lærestreg – en rigtig lærestreg uden tvivl. Dér tror jeg nok, jeg tænkte: Jeg skylder noget her, og det var jo så sjovt, at den kamp kom lige dagen efter.”

En anden nævneværdig detalje i forbindelse med verdensklassepræstationen mod Wattenscheid er, at kampen fandt sted, kun fem dage efter Brian Laudrup – ligesom sin storebror og Jan Bartram – havde bekendtgjort, at han ikke længere ønskede at spille på det danske landshold under Richard Møller Nielsens ledelse.[xxxix] I dag siger han dog, at han ikke mener, den beslutning havde nogen nævneværdig indflydelse på hans pragtkamp.

Læs de to foregående kapitler i serien om Brian Laudrup og følg med i morgen, hvor vi præsenterer fjerde del.

Kapitel 1 – Bayer Uerdingen det rigtige valg
Kapitel 2 – Horst Wohlers, Bartram og en krigerisk træningskultur

[i] Sport Bild, 12.12.90.

[ii] Kicker Sportmagazin, 09.08.90.

[iii] Sport Bild, 11.12.91.

[iv] Ekstra Bladet, 05.10.2011.

[v] Kicker Sportmagazin, 20.08.90.

[vi] http://www.andreasernst.com/sport.html

[vii] kortlink.dk/nqgy

[viii] kortlink.dk/nqgy

[ix] kortlink.dk/nqh6

[x] Kicker Sportmagazin, 30.07.90.

[xi] Sport Bild, 25.07.90.

[xii] Kicker Sportmagazin, 26.07.89.

[xiii] kortlink.dk/p3bt

[xiv] Kicker Sportmagazin, 02.08.90.

[xv] Kicker, 02.08.90.

[xvi] Hamburger Abendblatt, 06.08.90.

[xvii] Kicker Sportmagazin, 06.08.90.

[xviii] Sport Bild, 08.08.90.

[xix] Kicker Sportmagazin, 13.08.90.

[xx] Sport Bild, 05.09.90.

[xxi] Kicker Sportmagazin, 03.09.90.

[xxii] Sport Bild, 05.09.90.

[xxiii] Kicker Sportmagazin, 20.09.90.

[xxiv] Sport Bild, 02.10.90

[xxv] Kicker Sportmagazin, 18.10.90.

[xxvi] Kicker Sportmagazin, 18.10.90.

[xxvii] Kicker Sportmagazin, 18.10.90.

[xxviii] Kicker Sportmagazin, 20.08.90.

[xxix] Kicker Sportmagazin, 22.10.90.

[xxx] Sport Bild, 24.10.90

[xxxi] Sport Bild, 24.10.90.

[xxxii] Sport Bild, 31.10.90.

[xxxiii] Kicker Sportmagazin, 25.10.90.

[xxxiv] Kicker Sportmagazin, 25.10.90.

[xxxv] kortlink.dk/p3bu

[xxxvi] Kicker Sportmagazin, 19.11.90.

[xxxvii] kortlink.dk/p3bv

[xxxviii] Kicker Sportmagazin, 26.11.90.

[xxxix] Axel Boisen m.fl: Laudrup – et fodbolddynasti.