bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayern München > Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – syvende afsnit

Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – syvende afsnit

Vores longread om Brian Laudrup og hans tre sæsoner i tysk fodbold er nået til vejs ende. Det samme er venskabet med Stefan Effenberg efter de to ellers var uadskillige i Bayern. I dette kapitel indrømmer Brian Laudrup, at han nok skulle være blevet i München, ligesom han fortæller, hvordan EM slutrunden i 1992 faktisk var den dårligste af hans slutrunder, selvom Danmark strøg til tops. Læs også om et telefonopkald fra hele Bayern-bestyrelsen, og hvorfor han så sig nødsaget til at skifte væk fra Tyskland.

Nu troede Brian Laudrup, at han skulle holde en god lang sommerferie efter det, der på alle tænkelige måder havde været en frygtelig sæson. Som bekendt kom det ikke til at gå sådan, for den 30. maj 1992 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 757, der indførte en lang række sanktioner mod Jugoslavien p.g.a. borgerkrigen i landet og bl.a. også forhindrede dets fodboldlandshold i at deltage ved EM-slutrunden i Sverige. I stedet blev det altså Danmark, der fik pladsen.

Brian Laudrup begyndte turneringen som Bayern München-spiller, selvom der allerede i forbindelse med Danmarks eneste forberedelseskamp, mod SNG, (fællesskab bestående af 12 af de 15 stater, der opstod, efter Sovjetunionen blev opløst i 1991) cirkulerede rygter om, at Fiorentina, Effenbergs nye klub, også ville købe ham. I givet fald blev interessen ikke mindre efter kampen, for ifølge Kicker leverede Laudrup et ”stort trick-show”[i] i første halvleg af opgøret på sin gamle hjemmebane, Brøndby Stadion. Han spillede så godt, at Richard Møller Nielsen bl.a. på den baggrund udtalte, han kunne blive én af EM’s store profiler.

I modsætning til, hvad han havde sagt få uger forinden, var Laudrup nu åben over for at forlade FC Bayern og talte endda om, at han ville bruge EM-slutrunden til at vise sig frem for interesserede italienske klubber.

Det var præcis, hvad han gjorde. Laudrup spillede en meget stor turnering i Sverige og var én af hovedårsagerne til, at Danmark sensationelt endte med at vinde EM-titlen. Som han selv siger til Bulibold.dk i dag, følte han sig ikke ”fodboldmæssigt” hæmmet af eftervirkningerne fra korsbåndsskaden, selvom han i flere år derefter døjede med en vis ømhed og lejlighedsvis ”jagende smerter” i patellasenen, der som nævnt for en tredjedels vedkommende var blevet brugt til at lave det nye korsbånd med: ”Jeg synes, jeg fik den samme hurtighed, som jeg havde.”

Hvorom alting var, gjorde Brian Laudrup det så godt, at den franske landstræner, Michel Platini, allerede inden sit holds kamp mod Danmark udtalte, at ”han er bedre end sin bror, da han havde den alder. I hvert fald har han mere karakter.”[ii] Verdensstjernen Platini havde et vist sammenligningsgrundlag, i og med han spillede sammen med Michael Laudrup i Juventus i to sæsoner fra 1985 – 1987.

Det eneste – men heller ikke helt uvæsentlige – aspekt, man kunne bebrejde Brian Laudrup og angrebsmakkeren, Flemming Povlsen, var, at de ikke scorede ét eneste mål tilsammen i hele turneringen. Blandt de danske angribere var det kun Lars Elstrup, der kom på scoringslisten.

“EM i 1992 var min dårligste slutrunde, og Häßler var den bedste spiller”

Det ændrede ikke ved, at Brian Laudrup var én af slutrundens absolut bedste spillere. Man kunne sågar argumentere for, at han var den bedste, hvilket bl.a. læserne af den hollandske avis, Algemeen Dagblad, mente. Ca. 10.500 havde stemt, og de pegede altså på Laudrup foran svenske Tomas Brolin, Flemming Povlsen og Thomas Häßler.

Netop Häßler betegnede Brian Laudrup selv som slutrundens største profil, og det var også AS Roma-spilleren, der modtog den gyldne bold som det synlige bevis på valget til EM’s bedste spiller i en afstemning arrangeret af adidas i samarbejde med UEFA blandt 804 journalister fra 25 lande. Den kun 166 cm høje frisparksekspert fik mere end tre gange så mange stemmer som Laudrup på andenpladsen. I den forbindelse kunne man måske godt have tænkt sig, at Brian Laudrup i stedet havde sagt: ”Jeg var den bedste.” Det havde formentlig kun givet ham marginalt flere stemmer, men sikkert var det i hvert fald, at det ikke blev nemmere for hverken danske journalister eller deres kollegaer fra andre lande at pege på ham, når han ikke engang selv gjorde det.

På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke nogle gange havde været bedre for ham selv at lade være med at give udtryk for sin ærlige mening i offentligheden, siger Brian Laudrup i dag: ”Jeg har aldrig tænkt sådan. Så langt tænker jeg ikke med sådan nogle ting; hvad der lige er rigtigt og forkert. Dér kommer det nok sådan meget lige ud, og det er jo så det, der engang imellem måske har gjort, at du kommer i noget uføre. (…) Der er nogle ting, hvor jeg måske lige skulle have stoppet op og sagt: Nej, pas nu på, du ikke ryger ind i en fælde. (…) Men omvendt så kan du så kigge dig i spejlet og sige, jamen du reagerede som et menneske.”

Brian Laudrup fastholder i øvrigt sit synspunkt om, at ”Häßler helt klart var den bedste spiller dér. For mig var der ingen tvivl.” Derudover er han ikke selv af den opfattelse, at han gjorde det lige så godt under EM-slutrunden, som mange eksperter og fodboldtilhængere syntes. Når han blev rost så meget dengang, mener han bl.a. det hang sammen med, at forventningerne til ham før turneringen ikke var så høje, fordi han havde været korsbåndsskadet, og at han derfor næsten kun kunne overraske positivt. Han påpeger desuden, at ”der var også flere kampe, jeg måtte udgå i, med småskader, træthed o.s.v.” Brian Laudrup mener endda, at ”hvis jeg kigger tilbage på de tre slutrunder, jeg spillede… Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, så synes jeg, at jeg både i ’96 (da han scorede tre mål i tre kampe ved EM i England) og ’98 (da Laudrup bl.a. kom på måltavlen i sin sidste landskamp, VM-kvartfinalen mod Brasilien) faktisk gjorde det væsentlig bedre. (…) Dér er jeg meget mere den spiller, jeg kan huske.”

Rummenigge ikke imponeret over Laudrup, men det var Fiorentina

Uagtet Brian Laudrups kritiske syn på sin egen indsats under slutrunden var de fleste eksperter og kommentatorer allerede efter Danmarks første gruppekamp mod England meget imponerede over hans EM-form, men det gjaldt ikke Karl-Heinz Rummenigge. Som medkommentator på ARD havde Bayern-vicepræsidenten i løbet af opgøret kritiseret Laudrup i flere tilfælde. Det drejede sig om situationer, hvor Rummenigge mente, hans aflevering til en medspiller faldt for sent, eller han burde have sparket på mål noget før. Den samlede konklusion var under alle omstændigheder klar: ”Så god var han ikke.”[iii]

Til gengæld havde han åbenbart gjort et stort indtryk på den sportslige ledelse i Fiorentina, for det var netop efter kampen mod England, den italienske klub ringede til Stefan Effenberg for at få hans vurdering af, om Brian Laudrup var værd at investere i. Den faldt, ikke overraskende, meget positiv ud: ”Selvfølgelig, (…) køb ham med det samme. En genial spiller med fremragende evner. Hvis I kan få ham, bør I slå til.”[iv]

Det var ikke kun Bayern-ledelsen personificeret ved Rummenigge, der åbenbart var irriteret på Laudrup; utilfredsheden var gensidig: ”Jeg ved ikke, om jeg overhovedet stadig har lyst til at spille for Bayern,”[v] lød det fra den 23-årige angriber i den danske EM-lejr i Ystad. Det anspændte forhold mellem de to parter blev ikke bedre af, at Laudrup helt frem til finalen ikke var i personlig kontakt med nogen fra klubben – et faktum, der formentlig hang sammen med, at Uli Hoeneß, Laudrups største fortaler på de indre linjer i FC Bayern, holdt ferie i USA under slutrunden.

Brian Laudrup til angreb på nærtagende træner i Europas mest solgte avis

Mens Laudrup trods alt havde en vis støtte i Bayern-ledelsen, i skikkelse af Hoeneß og Fritz Scherer, ville det være noget af en overdrivelse at påstå, han havde stor opbakning fra Erich Ribbeck. I Bild – avisen for dem, der vil være helt sikre på, at deres budskab bliver læst og hørt – kritiserede Laudrup midt i juni Bayern-træneren for at have en 3-4 yndlinge (efter sigende bl.a. Olaf Thon og Jan Wouters) og være ligeglad med resten af truppen. Derudover kunne Laudrup ikke forstå, hvorfor klubben havde solgt Stefan Effenberg og Thomas Strunz: (…) ”Man kan ikke sige farvel til sine største talenter. Det er en mærkværdig politik.”[vi]

Efter EM-slutrunden sagde Laudrup til Sport Bild, at han mente, kimen til den dårlige Ribbeck-relation allerede blev lagt, da hans skifte til HSV i maj 1989 faldt til jorden. Han følte ikke, at Ribbeck, der dengang som sportschef for den nordtyske klub ”ville give alt for mig,”[vii] nogensinde havde tilgivet ham det fravalg.

Laudrup pegede desuden på de divergerende opfattelser, han og Ribbeck havde af, hvordan fodbold skulle spilles, som en væsentlig forklaring. Over for Jorginho skulle Bayern-træneren f.eks. have forklaret sin fodboldfilosofi med ordene: ”Der skal kæmpes, til blodet flyder,”[viii] og i en telefonsamtale med Laudrup før EM-slutrunden havde han bekræftet, at han også i den kommende sæson ville prioritere fight over det flotte spil. Det scenario – ifølge Laudrup udtryk for en generel tendens i Bundesligaen – lød alt andet end attraktivt for en spiller som ham, der om nogen var eksponent for en teknisk baseret spillestil, men i stedet som offensiv midtbanespiller på Bayern-holdet havde måttet hjælpe meget mere til i defensiven, end han brød sig om – og det endda tydeligvis ikke til Ribbecks store tilfredshed. I hvert fald havde han pikeret Laudrup i den pågældende samtale ved at sige til ham, at han ved det forestående EM nu fik chancen for at ”vise alle dine defensive evner” og derefter grine ”underligt.”[ix] Uanset, om Ribbeck mente sin bemærkning alvorligt eller ej, var der ikke den store udsigt til, at EM ville blive en lakmusprøve på Laudrups defensive kvaliteter, for på det danske landshold havde Richard Møller Nielsen givet ham en fri rolle i offensiven.

Forskellene afspejlede sig også på det personlige plan. Laudrup lagde ikke skjul på, at han havde behov for en træner, der fik ham til at føle sig værdsat – læs: roste ham bare engang imellem – og gav ham tillid og tryghed på banen. Blev han derimod sat for meget under pres og/eller kritiseret for hårdt, havde det en direkte kontraproduktiv virkning på hans præstationer. Desværre hørte Ribbeck i overvejende grad til den sidstnævnte træner-kategori, og derfor var Laudrup overbevist om, at der uundgåeligt ville opstå nye uoverensstemmelser de to imellem, hvis han blev i Bayern München.

Laudrup var langtfra den eneste unge spiller, der havde problemer med Ribbeck. Ud over Strunz kom hverken Ziege eller Sternkopf godt ud af det med ham. Ingen af dem brød sig om den måde, Ribbeck talte til- og med dem på. I stedet for at indgyde dem selvtillid, gjorde han det stik modsatte. Senere, efter Laudrup havde forladt klubben, var Mehmet Scholl én af de spillere, der måtte lægge mest ryg til Bayern-trænerens nådesløse kritik. Ribbecks opførsel over for de unge spillere var i det hele taget så grov, at selv brasilianske Jorginho så sig nødsaget til at påtale den over for ham. Omvendt er det værd at bemærke, at bl.a. Stefan Effenberg havde et aldeles glimrende forhold til Ribbeck og betegnede ham som en ”absolut gentleman”, der oven i købet ”igen og igen forklarede mig, hvor vigtig jeg var for holdet.”[x] En endnu større og ikke mindre stridslysten stjerne, Lothar Matthäus, kom ligeledes godt ud af det med Ribbeck.

Var Beckenbauers forsoningskurs over for Brian Laudrup før EM-finalen oprigtig?

Før EM-finalen mellem Danmark og storfavoritten, Tyskland, var Fiorentinas interesse for Laudrup blevet konkret. Adspurgt om, hvorvidt Bayern var parat til at sælge Laudrup, kunne man konstatere, at det nu virkede som om, Franz Beckenbauer var blevet langt mere positivt indstillet over for den danske angriber end bare få måneder tidligere. Han sagde ikke alene, at ”Brian bliver naturligvis hos os. Han indgår i vores planer,”[xi] men indrømmede også, at han var gået for langt, da han som nævnt under udekampen mod 1. FC Kaiserslautern i marts 1992 havde kaldt Laudrup for en ”spadseregænger” og sagt, han og Roland Wohlfarth udgjorde landets dårligste angreb ”bortset fra 1860 Münchens”. Han medgav, at kritikken ”var for hård”, når man tog i betragtning, at Laudrup på det tidspunkt lige var kommet tilbage efter en meget alvorlig skade, og at det tog andre spillere i en tilsvarende situation op til et år, før de mere eller mindre havde genfundet formen. Beckenbauer kaldte ved samme lejlighed Laudrup for en ”exceptionel spiller” og sagde desuden, at ”han har alle evner til at blive en stor spiller.”[xii]

Man kunne argumentere for, at der nok bare var tale om ren forhandlingstaktik fra Beckenbauers side, men spørgsmålet er, om han ikke reelt havde ændret holdning til Brian Laudrup under EM-slutrunden? Det kan meget vel have været tilfældet, og dermed har Laudrup heller ikke nødvendigvis ret, når han siger til Bulibold.dk, at han ”langsomt underskrev min egen salgsseddel” med sit modangreb på Bayern-vicepræsidenten efter Kaiserslautern-kampen, og at der i øvrigt var ”i hvert fald én person, man ikke må gå op imod, og det er Beckenbauer. Dér har jeg nok været lidt for åbenmundet til, at de kunne acceptere det.”

Man kunne sige meget om der Kaiser, men specielt nærtagende var han ikke. I løbet af sin spillerkarriere i Bayern München og på det vesttyske landshold samt ikke mindst sin tid som teamchef for sidstnævnte havde han – både internt og i offentligheden – skændtes, så det bragede med store personligheder som bl.a. Paul Breitner, Udo Lattek, Uli Hoeneß, Karl-Heinz Rummenigge og Lothar Matthäus, men der var ingen af dem, han ikke længere kunne samarbejde- endsige være i stue med. Det gjaldt endda også de to stridslystne målmænd, Uli Stein og Toni Schumacher, der i henholdsvis 1986 og 1987 blev udelukket fra landsholdet. Beckenbauer virkede i det hele taget ikke som en mand, der bar nag, og efter at have læst det interview, han gav til bogen, Life of Brian – historien om Brian Laudrup, får man indtryk af, han dårligt kan huske striden med den danske Bayern-angriber.

Mens Beckenbauer altså trods alt havde udtrykt sig i positive og forsonlige vendinger om Brian Laudrup før EM-finalen, lød der helt andre toner fra Ribbeck. Han erklærede sig uden videre forhandlingsvillig og understregede, at der skam også eksisterede en økonomisk smertegrænse for Laudrup.

Bayern-ledelsen gør oprigtigt sidste øjebliks-forsøg på at beholde Laudrup, men forgæves

Når man bl.a. i Thomas Strunz’ tilfælde havde set, hvor ømskindet Ribbeck var, kunne det ikke undre, at han heller ikke ville arbejde sammen med Laudrup længere. Det var der til gengæld flere og flere i Bayern-ledelsen, der ville. Ud over Scherer, Hoeneß og Beckenbauer havde også Rummenigge – alle irritationer til trods – åbenbart været så imponeret over Laudrups indsats set over hele EM-slutrunden, at han nu var indforstået med, at klubben gjorde sig reelle anstrengelser for at beholde ham. Det gav sig bl.a. udslag i et meget uventet telefonopkald, fortæller Brian Laudrup til Bulibold.dk: ”Da vi vinder EM, og jeg sidder i køkkenet hjemme hos mine forældre i Vanløse, hvor de boede på det tidspunkt, så ringer telefonen, og det er hele Bayerns bestyrelse, der har haft bestyrelsesmøde. Jeg fik Hoeneß i røret, Rummenigge i røret og præsidenten dengang, Fritz Scherer. De sagde alle sammen, at de netop havde besluttet, at de ville beholde mig. De havde også siddet og snakket med Ribbeck, og jeg havde jo haft en lille smule med Ribbeck… (…) Jeg tror oprigtigt på, at klubben faktisk dér gerne ville have beholdt mig, men jeg havde bare nærmest truffet min beslutning allerede, så for mig var det faktisk ikke et tema. Jeg kunne ikke forestille mig på det tidspunkt at have ligesom kittet det med Ribbeck. (…) Han var sådan meget hård i det, lidt gammeldags; (havde) en gammeldags måde, vi skulle træne på, og jeg syntes heller ikke helt, han havde den fornemmelse for, hvordan han fik det bedste ud af spillerne o.s.v. (…) Man kan sige, havde det været en anden træner, der var kommet ind og havde sagt: Brian, jeg vil godt beholde dig, så tror jeg nok, jeg var blevet, fordi det jo stadigvæk var en kæmpe klub, og jeg følte måske også, at jeg stadigvæk skulle bevise helt 100 %, hvad jeg stod for. Det syntes jeg ikke, jeg havde kunnet – i hvert fald det sidste år.”

Ud over de uoverstigelige problemer med Ribbeck, som Laudrup også beskriver som ”et eller andet med kemien, der ikke virkede”, spillede det også en vigtig rolle for hans endegyldige beslutning om at forlade FC Bayern, at han allerede før EM-finalen mere eller mindre var nået til enighed med Fiorentina om de kontraktlige betingelser for et skifte. Dertil kom, at han i årevis ikke havde lagt skjul på, at han drømte om at spille i den italienske Serie A en dag. At det så tilmed kunne lade sig gøre sammen med hans bedste ven, Stefan Effenberg, gjorde kun det hele endnu mere spændende.

På den baggrund så Bayern-ledelsen ingen anden udvej end at sælge Laudrup til Fiorentina for 10,5 mio. DM. (40,5 mio. kr.) I den forbindelse gik 40 % af det beløb, der oversteg 6 mio. DM, (1,8 mio. DM/7 mio. kr.) som tidligere nævnt til Bayer Uerdingen i henhold til den købsaftale, FC Bayern havde indgået med Brian Laudrups tidligere klub i sommeren 1990.

Laudrup havde også haft et tilbud fra Paris Saint-Germain, hvor han kunne have tjent mere end i Fiorentina, men han valgte den italienske klub, fordi han mente, Serie A – især i bredden – var langt stærkere end den franske Ligue 1. Med sin beslutning modbeviste Laudrup samtidig Ribbecks påstand om, at han og faren, Finn, kun havde det økonomiske aspekt i tankerne i forbindelse med klubskiftet.

Fiorentina passede som udgangspunkt dårligt til Laudrups sportslige ambitioner og livsstil

Som tidligere nævnt er der ingen tvivl om, at Serie A i 80’erne og frem til i hvert fald midten af 90’erne i både spillemæssig og økonomisk henseende var den stærkeste liga i verden. Sidstnævnte viste sig bl.a. ved, at selvom Stefan Effenberg var den tyske landsholdsspiller, der havde den laveste indkomst i Italien, kunne han alligevel mindst 6-doble sin seneste Bayern-årsløn efter skat i Fiorentina. Alligevel vakte Brian Laudrups valg af klub en smule undren, for så sent som i slutningen af marts 1992 havde han sagt, at han kun ville skifte til Italien, hvis der var tale om en ”storklub.”[xiii] Som sådan kunne man ikke betegne Fiorentina, der kun var sluttet på 12-pladsen i den foregående sæson. Derudover var det en kendt sag, at klubben havde nogle af støvlelandets mest fanatiske og krævende tifosi. Det forhold harmonerede ikke ret godt med Brian Laudrups ønske om fred og ro i sit privatliv, men fra sin storebror vidste han – i hvert fald til en vis grad – hvad han gik ind til, og det var den pris, han var villig til at betale for at få lov til at spille en anden form for fodbold, end den Erich Ribbeck praktiserede.

Under alle omstændigheder var det utroligt, hvad vedtagelsen af en FN-resolution havde ført med sig for Brian Laudrup, og det var han sig da også meget bevidst om, for som han sagde i august 1992: ”Uden EM var jeg stadig i München.”[xiv]

Erich Ribbeck: Jeg var motoren bag Laudrup-salg

I slutningen af juli udtalte Erich Ribbeck sig til Kicker om Laudrup-salget, og man måtte nøgternt konstatere, at han ikke ligefrem lød som en mand, der havde været parat til at slå en streg over uenighederne med den danske europamester: ”Det er rigtigt, jeg var motoren bag hans skifte til Fiorentina. Jeg kan ikke arbejde sammen med en spiller, der skider i egen rede; der brokker sig over mig, sine medspillere, hele klubben og tysk fodbold.”[xv] Flere uger forinden havde Ribbeck allerede gjort det helt klart, at det for ham var langt vigtigere at købe Thomas Helmer i Borussia Dortmund end at beholde Laudrup.

Hvad kritikken af sin angiveligt defensive og destruktive fodboldfilosofi angik, henviste Ribbeck til de spillere, Bayern havde købt før 1992/93-sæsonen: Ud over Helmer, Jorginho, Mehmet Scholl og Markus Schupp, og man måtte lade ham, at især de tre sidstnævnte i større eller mindre grad kunne betegnes som teknikere. I den sammenhæng er det dog værd at notere sig, at det i Bayern München var (og stadig er den dag i dag) den sportslige ledelse, der – i samråd med den til enhver tid siddende cheftræner – besluttede hvilke spillere, der skulle købes og sælges. Der er næppe nogen tvivl om, at klubben havde foretaget nøjagtig de samme indkøb med en hvilken som helst anden person på trænerbænken. Som tidligere nævnt havde FC Bayern da også allerede i sommeren 1991, altså længe før Ribbecks tid, forsøgt at sikre sig Jorginho og Helmer. Scholl var for sit vedkommende en spiller, der var jagtet af alle store Bundesliga-klubber uden undtagelse.

Status over Bundesliga-karrieren

Hvis man ser tilbage på Brian Laudrups tid i tysk fodbold, kan han overordnet set være godt tilfreds med både sin enlige sæson i Bayer Uerdingen og sit første år i Bayern München. I begge tilfælde oplevede han dog et formdyk i den sidste tredjedel af sæsonen, og specielt i FC Bayern var det ærgerligt, at han ikke formåede at holde sit høje niveau fra start til slut, for helt frem til marts 1991 var han godt på vej til at blive sæsonens helt store profil i Bundesligaen. Var det sket, er det som tidligere nævnt ikke utænkeligt, han allerede på det tidspunkt var blevet solgt til en stor Serie A-klub, men som virkeligheden udspillede sig, blev han endnu en sæson i FC Bayern. Den blev på enhver tænkelig måde den værste i hans karriere indtil da, selvom den begyndte godt med en scoring allerede i den første Bundesliga-kamp mod Werder Bremen. Siden fulgte korsbåndsskaden i Dresden, operationen i USA og den langvarige genoptræning, inden han i februar 1992 gjorde comeback på et Bayern-hold, der, ligesom hele klubben, befandt sig i dyb krise. På det tidspunkt kunne ingen ved sine fulde fem forlange, at Laudrup var i topform, og det samme gjorde sig gældende, da hans onde ånd, Erich Ribbeck, tog over måneden efter. I resten af sæsonen spillede Laudrup sjældent en hel kamp – en enkelt gang kom han sågar slet ikke på banen – og måtte finde sig i både at spille på den offensive midtbane og i angrebet. Uagtet omstændighederne må man dog sige, at to mål i 20 Bundesliga-kampe ikke var imponerende. Det samme gælder hans samlede målhøst på tre sæsoner i den bedste tyske række: 17 scoringer i 87 optrædener, eller et mål i knap hver femte kamp, var for lidt for så god en spiller som Brian Laudrup, selvom han også lagde op til i alt 19 mål og i det hele taget skabte utrolig mange chancer og megen plads til sine medspillere. Tæller man opgørene i Mesterholdenes Europa Cup og DFB Pokal med, ser scoringsstatistikken endnu værre ud: 17 mål i 97 kampe. Mere væsentligt end det beskedne måludbytte er det, at Laudrup – ud over Supercuppen i sommeren 1990 – ikke vandt én eneste titel i sine tre år i tysk fodbold, selvom han tilbragte to af dem i Tysklands suverænt største og mest vindende klub gennem tiderne.

Samlet statistik over Brian Laudrups Bundesliga-karriere

Sæson Klub Bundesliga-kampe Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter*
1989/90 Bayer Uerdingen 34 6 5 6 0 3,32 8
1990/91 Bayern München 33 9 11 13 0 3,42 8
1991/92 Bayern München 20 2 3 9 4 3,39 5
I alt/i gennemsnit 87 17 19 28 4 3,38 7
Sæson Klub Kampe i DFB Pokal Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter
1989/90 Bayer Uerdingen 1 0 0 0
1990/91 Bayern München 1 0 0 0 0
1991/92 Bayern München 1 0 0 1
I alt 3 0 0 1
Sæson Klub Kampe i MEC** Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter
1990/91 Bayern München 7 0 2 0 1
I alt for alle turneringer 97 17    21*** 28 6

* Fra 1 – 10. ** Mesterholdenes Europa Cup. *** Det vides ikke, om Brian Laudrup lagde op til mål i DFB Pokal i henholdsvis 1989/90- og 1991/92-sæsonen.

Effenberg trodser pibekoncert og afgør landskamp efter nyhed om forlist Laudrup-venskab

Til gengæld kunne Brian Laudrup godt seks uger efter, han havde spillet sin sidste kamp for Bayern München, ”trøste” sig med, at han nu var europamester. Finalen mod Tyskland var på mange måder en ganske særlig kamp for ham. Han kendte mange af de tyske spillere fra opgørene i Bundesligaen, og Stefan Reuter og Jürgen Kohler havde begge været hans holdkammerater i ét år i FC Bayern. Det var dog ikke mindst det faktum, at han skulle spille over for sin bedste ven i den sydtyske klub og i det hele taget, Stefan Effenberg, der gjorde kampen til noget helt specielt. Tilmed så deres respektive koner, Mette og Martina, finalen sammen på Nya Ullevi i Göteborg.

I sin selvbiografi lagde Stefan Effenberg ikke skjul på, at han og Brian Laudrup var overordentlig gode venner: ”Brian var som en lillebror for mig. Hvis jeg havde været en kvinde, havde jeg sandsynligvis giftet mig med ham. Så glad var jeg for ham.”[xvi] Som nævnt opstod venskabet allerede meget kort tid efter, de begge var skiftet til FC Bayern i sommeren 1990, som Brian Laudrup her fortæller: ”(…) Vi kom samtidig, og vi boede på samme hotel, og vi havde jo barn begge to, og vores koner lærte hinanden at kende allerede på hotellet. Vi brugte jo sindssygt mange timer sammen; boede faktisk forholdsvis tæt på hinanden i Grünwald. Vi var meget sammen, det var vi; spiste tit sammen familierne o.s.v. Vores au-pair så hinanden. Vi var virkelig tætte, tætte, tætte, tætte. (…) For mig der er det altid rart, når du kommer til et så stort sted, at der er nogen – der er andre – der kommer i samme situation og har samme alder. Derfor blev vi faktisk utrolig gode venner på rekordtid.”

Af talrige interview fremgik det da også, at de nybagte Fiorentina-spillere var nærmest uadskillelige. Bl.a. havde Effenberg i et fælles Kicker-interview i slutningen af august sagt: ”Vi holder sammen.”[xvii] Det gjorde de dog kun i nogle få dage endnu, nærmere bestemt indtil det tidspunkt, da Effenberg besluttede sig for at gå hen til receptionen på det smukke luksushotel, Villa La Massa, hvor begge familier boede, da de lige var kommet til Firenze, og bede om nøglerne til Laudrups splinternye Mercedes SL 500 Cabriolet, mens han var i Riga for at spille VM-kvalifikationskamp mod Letland. Effenberg havde ikke ulejliget sig med at spørge om lov først, men det burde han måske have gjort, for Laudrup flippede – i Effenbergs udlægning – ud, da han fik det at vide, selvom bilen blev leveret tilbage i ubeskadiget stand og endda med en fyldt benzintank. Det viste sig, at Laudrups vrede bl.a. skyldtes, at bilen, der i Danmark kostede ca. 2 mio. kr., ikke havde været forsikret, og at han allerede én gang havde sagt nej til at lade Effenberg få en tur i den. Under Fiorentinas premierekamp i Serie A mod Genoa var der små tegn på forsoning. I hvert fald omfavnede de to hinanden – eller rettere sagt: Effenberg omfavnede Laudrup – efter tyskeren havde bragt sit hold foran på danskerens oplæg i 1-1-kampen. Da Effenberg efterfølgende blev interviewet i Sat.1’s søndagsprogram om bl.a. italiensk fodbold, Ranissimo, lød det dog ikke ligefrem som om, han fortrød episoden. Man fik derimod snarere indtryk af, at han gjorde grin med, hvor ømskindet Laudrup var over sin nye bil. Dermed var det dansk-tyske venskab endegyldigt forbi – og det tilmed få uger før, Danmark og Tyskland skulle mødes til EM-revanche i København i forbindelse med indvielsen af den totalrenoverede Parken. Godt nok undskyldte Effenberg senere både offentligt, i B.T., og over for Laudrup på tomandshånd sin opførsel, men venner blev de aldrig igen.

Nyheden om det forliste venskab blev behandlet udførligt i de danske medier, og ikke overraskende førte den til, at Effenberg blev pebet ud af hjemmepublikummet, hver eneste gang han var i boldbesiddelse. Det ville måske slå de fleste spillere ud, men Effenberg var om nogen vant til den behandling hjemme i Tyskland, hvor det bl.a. var sket i hans fødeby, Hamborg, på hans gamle hjemmebane, Bökelberg i Mönchengladbach, og ikke mindst i Nürnberg under EM-kvalifikationskampen mod Wales i oktober 1991, en oplevelse Effenberg efter eget udsagn end ikke ville kunne glemme 50 år senere.

I Parken lod han sig overhovedet ikke mærke af mishagsytringerne og spillede ikke kun en god kamp, men var ligefrem banens bedste spiller. Omstændighederne taget i betragtning var der al mulig grund til at være imponeret over Effenbergs præstation den september-aften i 1992. Laudrup spillede nu også en glimrende kamp, men han var uheldig med, at det fremragende mål, han scorede godt ti minutter før pausen, da han efter smukt dansk kombinationsspil lobbede bolden over Andreas Köpke og i nettet, fejlagtigt blev annulleret for offside.

I stedet blev det såmænd den mest upopulære mand i Parken, Stefan Effenberg, der afgjorde kampen to minutter før tid. Fra ca. 30 meters afstand og en nærmest umulig position tog Fiorentina-spilleren chancen på et indirekte frispark, og utroligt nok gik hans skud – via Jürgen Klinsmann, stolpen og Peter Schmeichel – i mål til en temmelig heldig tysk 2-1-sejr. Dagen efter skrev Jens-Carl Kristensen følgende svada i Berlingske Tidende til (dele af) det danske hjemmepublikum: (…) ”Når man tog de nationale briller af, kunne man godt unde netop ham at blive matchvinder. Det var yderst ugæstfrit, for ikke at sige uforskammet, som tilskuerne peb ham ud, hver gang han rørte bolden.”[xviii]

Ribbeck og Laudrup viser begge profetiske evner

Tilbage i Tyskland var der specielt én person, der godtede sig over resultatet: Erich Ribbeck, der i forbindelse med salget af Laudrup til Fiorentina godt halvanden måned forinden var kommet med den følgende spådom: ”De tider, hvor Tyskland vinder over Danmark, kommer igen – og det meget snart.”[xix]

Omvendt og noget mere væsentligt havde Brian Laudrup også ret, da han forudså, at Ribbeck ikke var den rigtige træner for Bayern München. Godt nok endte holdet på andenpladsen i 1992/93-sæsonen, men ved årsskiftet 1993/94 var hans tid i klubben forbi p.g.a. dårlige resultater og mangelfulde taktiske evner. Det var unge spillere som Ziege, Scholl og Sternkopf henrykte over, men det var nu én af Ribbecks egne yndlinge, den erfarne Jan Wouters, der havde været drivkraften bag hans afgang, for som hollænderen personligt havde sagt til ham: ”Træner, De er den eneste her i klubben, der ikke har forstand på fodbold.”[xx] Paradoksalt nok havde Wouters netop selv forladt FC Bayern, da Ribbeck omsider blev fyret, fordi han ville tilbage til Holland for at tage sig af sine dødssyge forældre.

Hvad nu, hvis Brian Laudrup var blevet i Bayern München?

På trods af Ribbeck havde det formentlig ikke været noget dårligt scenario for Brian Laudrup, hvis han var blevet i Bayern München. Efter EM-titlen og sin egen strålende indsats i Sverige havde han igen haft en høj status i klubben, og på den baggrund havde Ribbeck – uanset hvad han måtte mene om Laudrup – været nødt til at lade ham spille. Det ville i givet fald have været i angrebet, hvor ingen af konkurrenterne var bare i nærheden af Laudrups klasse. Derudover havde han uden tvivl spillet glimrende sammen med en anden supertekniker, Mehmet Scholl. Netop ham nåede Brian Laudrup at stifte personligt bekendtskab med, inden han forlod klubben: ”Jeg kan huske, jeg er oppe at genoptræne lidt, lige inden vi skal afsted til EM, og der kommer Mehmet Scholl faktisk ind.” Brasilianske Jorginho var en anden spiller efter Laudrups hoved, og frem for alt vendte Lothar Matthäus tilbage til FC Bayern i august 1992. Med ham havde klubben i adskillige år derefter en spiller af allerhøjeste internationale- eller ligefrem verdensklasse, hvilket Laudrup utvivlsomt også ville have profiteret af. Matthäus var delvist finansieret af sponsorer, så man kan ikke konkludere, at Bayern ikke havde haft råd til at købe ham uden de mange penge fra Laudrup-salget.

Et andet aspekt, der talte for at blive i FC Bayern, var, at Bundesligaen netop på det tidspunkt oplevede et regulært boom på en række parametre, bl.a. hvad angik tilskuerinteressen. Det blev kun yderligere forstærket efter indgåelsen af en ny tv-aftale (med Sat.1/ISPR), der trådte i kraft netop med virkning fra 1992/93-sæsonen. Fra da af lykkedes det også gradvist at vende trafikken af tyske landsholdsspillere, så de i stedet for at skifte til italienske klubber blev hentet tilbage til Bundesligaen.

Brian Laudrup har da også flere gange siden udtalt, at han måske skulle være blevet hos FC Bayern, når alt kom til alt. F.eks. sagde han i 1995 til Kicker: (…) ”Det var en fejl at forlade München.”[xxi] I 1996 udtalte han sig på tilsvarende vis til Sport Bild: ”Når man ser tilbage, var det en fejl at tage til Italien. Jeg tror, at Bayern egentlig var den rigtige klub for mig.”[xxii]

På det sportslige plan begyndte Brian Laudrups ophold i Fiorentina endog meget godt, men fra januar 1993 gik det voldsomt ned ad bakke for ham og klubben. Det endte som bekendt med, at Fiorentina rykkede ned i Serie B, og at han måtte flygte fra ophidsede tifosi i bagagerummet på sin egen bil. Så var Erich Ribbeck trods alt at foretrække.

Brian Laudrups eftermæle i Bundesligaen

Hvilket eftermæle har Brian Laudrup så fået i Tyskland i dag? I det ovennævnte Sport Bild-interview fra 1996 sagde han, at ”det er nok for mig, hvis tyskerne nu ser mig og siger: Han havde godt nok problemer i slutningen af sin Bayern-tid, men han er en god fodboldspiller. Mere behøver de ikke at sige.”[xxiii] Dette beskedne ønske har Brian Laudrup fået opfyldt – og meget mere til – for som Kicker skrev i 2002 huskes han ligefrem som ”én af de fineste teknikere, der nogensinde spillede i Bundesligaen.”[xxiv] I samme forbindelse kunne man tilføje, at han også – især på små områder – er én af ligaens bedste driblere gennem tiderne. I modsætning til f.eks. den endimensionelle-, men alligevel næsten ustoppelige, Arjen Robben i dag kunne den langt mere raffinerede Laudrup drible med begge ben og var dermed tilsvarende mere uforudsigelig for sine modstandere. Der er ingen tvivl om, at han som dribler repræsenterede rendyrket verdensklasse og tilmed forenede den med en næsten uset elegance.

Det er klart, at mange tyskere, når talen falder på Brian Laudrups tid i Bundesligaen, vil sige noget i stil med: ”Es war mehr drin”, altså argumentere for, at han burde have fået mere ud af det, end han endte med at gøre. Det er ikke helt forkert, men ud over korsbåndsskaden skal man huske at tage det forhold i betragtning, at han kun var 20 år, da han kom til Bundesligaen og 23 år, da han forlod den. Med andre ord tilbragte Laudrup ikke sine bedste år i tysk fodbold. Det gjorde han derimod i Skotland, hvor han var intet mindre end en spillemæssig åbenbaring i sine fire år i Glasgow Rangers.

Samlet set er Brian Laudrup ikke én af de danske spillere, der har gjort det bedst i Bundesligaen. Allan Simonsen, Henning Jensen, Ebbe Sand, Søren Lerby og Morten Olsen må alle siges at rangere foran ham i den kategori, selvom ingen af dem overgik Laudrup, når han var allerbedst. Det er trods alt de færreste, der gør sig fortjente til en betegnelse som ”overjordisk”; kan få en medspiller til at foreslå en udvidelse af den gængse tyske karakterskala for at belønne en exceptionel præstation på behørig vis; er i stand til at gøre den allerstørste kritiker af tysk fodbold blød i knæene og årsagen til, at modstanderholdets træner, der netop har tabt en kamp 0-7, siger, han har haft det sjovt undervejs.

Så selvom en FN-resolution, en lidt for udpræget grad af åbenmundethed, en ærekær og mere eller mindre inkompetent træner og lidt for gode kampe ved EM i Sverige kom i vejen for en endnu længere og mere succesfuld Bundesliga-karriere, var det trods alt sjovt at følge med i den, så længe det varede. Den sprogligt begavede og interesserede Brian Laudrup var tilmed ét af de alt for sjældne eksempler på en dansker, der taler aldeles glimrende tysk. Det skal han heller ikke høre noget for, selvom hans spil på grønsværen for det meste talte for sig selv.

Kildemateriale

Ud over et mere end 80 minutter-langt telefon-interview med Brian Laudrup – tusind tak til ham for det og for at bære over med, at jeg åbenbart i alt for høj grad snakkede hen over ham i bare iver og entusiasme! – bygger artikelserien på utrolig mange forskellige kilder, se litteraturliste og slutnoter nedenfor, men især fra de følgende tyske medier: Kicker Sportmagazin, Sport Bild og Hamburger Abendblatt fra 1989 – 1992 (og enkelte udgaver fra andre årgange). Derudover har jeg bl.a. set en del VHS-videoer med højdepunkter fra Bundesliga-sæsoner og -kampe samt en lang række YouTube-klip med kampreportager fra tysk tv (igen: se slutnoter). Kicker.de og Fussballdaten.de har bidraget med mange vigtige statistiske oplysninger, og det er i mindre grad også tilfældet for DBU’s landsholdsdatabase. I den sammenhæng vil jeg i øvrigt benytte lejligheden til at takke DBU’s afdeling for Jura og Turneringer. Danske aviser såsom Berlingske Tidende, B.T. og Ekstra Bladet har også leveret værdifulde informationer. Det er som udgangspunkt kun direkte citater, der er noter til i artikelserien.

Læs de seks foregående kapitler i serien om Brian Laudrup og hans tre sæsoner i tysk fodbold.

Kapitel 1 – Bayer Uerdingen det rigtige valg
Kapitel 2 – Horst Wohlers, Bartram og en krigerisk træningskultur
Kapitel 3 – Bundesligaens Aggasi og karrierens bedste kamp
Kapitel 4 – Murens Fald, krisemøde i kælderbar og skæbnesvanger fiberskade
Kapitel 5 – Mesterdræberen, Heynckes-fyring og afsked med tre verdensmestre
Kapitel 6 – FC Hollywood, Beckenbauer-skænderi og Søren Lerby

[i] Kicker Sportmagazin, 04.06.92.

[ii] La Repubblica, 17.06.92.

[iii] Sport Bild, 24.06.92.

[iv] Stefan Effenberg: Ich hab’s allen gezeigt, s. 83-84.

[v] Sport Bild, 24.06.92.

[vi] Berlingske Tidende, 17.06.92.

[vii] Sport Bild, 08.07.92.

[viii] Sport Bild, 08.07.92.

[ix] Sport Bild, 08.07.92.

[x] Stefan Effenberg: Ich hab’s allen gezeigt, s. 76.

[xi] Kicker Sportmagazin, 25.06.92.

[xii] Sport Bild, 24.06.92.

[xiii] Berlingske Tidende, 31.03.92.

[xiv] Kicker Sportmagazin, 17.08.92.

[xv] Kicker Sportmagazin, 27.07.92.

[xvi] Stefan Effenberg: Ich hab’s allen gezeigt, s. 83.

[xvii] Kicker Sportmagazin, 17.08.92.

[xviii] Berlingske Tidende, 10.09.92.

[xix] Kicker Sportmagazin, 27.07.92.

[xx] Der Spiegel, 15.05.1995.

[xxi] Kicker Sportmagazin, 25.09.95.

[xxii] Sport Bild, 20.03.96.

[xxiii] Sport Bild, 20.03.96.

[xxiv] Kicker Sportmagazin, 14.03.02.

Relateret
You may also like
Podcast: Gennemgang af efterårssæsonen
Fanfortælling: Alternativlos – Det kunne kun blive Eintracht Frankfurt
Optakt: Borussia Dortmund – Werder Bremen
Optakt: Eintracht Frankfurt – FC Bayern München