bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Ugen, der gik: Bellingham-transfer, tilskuere på stadion fra september og pris til Dietmar Hopp

Ugen, der gik: Bellingham-transfer, tilskuere på stadion fra september og pris til Dietmar Hopp

Dietmar Hopp, optakt, Hoffenheim

Her i sommerpausen ser vi hver torsdag tilbage på ugen, der gik, hvor vi samler op på ugens vigtigste historier i tysk fodbold.

 

Jude Bellingham til Dortmund

Det har længe ligget i kortene, men mandag blev det så officielt, at Jude Bellingham skifter fra Birmingham til Borussia Dortmund på en femårig aftale og en anslået pris på omtrent 25 millioner euro. Den 17-årige midtbanespiller har været rygtet til BVB i en lang periode, og nu er handlen så blevet en realitet.

Men hvem er denne Jude Bellingham, som alle har så store forventninger til? Det har vi forsøgt at udpensle i dette portræt.

 

Ingen Ballon d’Or

For første gang siden 1956 uddeler France Football ikke Ballon d’Or, bedre kendt som prisen verdens bedste fodboldspiller, da man ikke mener, at der er et retfærdigt grundlag at uddele prisen på, eftersom nogle turneringer er blevet afbrudt, mens andre blev genoptaget efter coronapausen. Det må ikke desto mindre været en kold spand vand i hovedet på Bayern Münchens Robert Lewandowski.

Lewandowski har haft en uforglemmelig sæson, hvor man til tider snakkede om, hvorvidt polakken kunne slå Gerd Müllers vanvittige målrekord. Lewandowski endte sæsonen på 34 mål i 31 kampe i Bundesligaen, og han er også aktuel topscorer i Champions League, hvorfor man med rette kunne have forestillet sig, at Bundesligaen for første gang siden 1996 kunne have fået en Ballon d’Or vinder.

Test din viden i denne quiz om tyske Ballon d’Or vindere gennem tiden

 

Tilskuere på stadion?

DFL bekræftede for nyligt, at de regner med og håber på, at der i september igen kan lukkes tilskuere ind på de tyske fodboldstadioner, når den nye sæson begynder. Det har været nogle mærkelige måneder uden tilskuere på lægterne, og det kommer til at variere fra klub til klub, hvor mange fans de må lukke ind, men umiddelbart ser det ud til, at Hertha BSC kan huse flest tilskuere, mens Union Berlin er dem, der må lukke færrest ind på stadion.

Lidt som man har set i Superligaen kommer kapacitet til at afhænge af størrelsen på stadion, ligesom klubber med flere siddepladser har en klar fordel modsat klubber med mange ståpladser, hvor der kræves større afstand.

Læs mere om den historie her.

 

Dortmund udlejer talent

Det argentinske forsvarstalent Leonardo Balerdi, som fik syv Bundesliga-kampe for Borussia Dortmund, er blevet lejet ud til fransk fodbold. Balerdi har brug for spilletid, hvis han skal fortsætte den udvikling, som han er inde i, og derfor er han blevet lejet ud til franske Marsellie.

Lejeaftalen løber frem til udgangen af næste sæson, og der er endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt franskmændene har en købsoption på Balerdi.

 

Hannes Wolf til Gladbach

Gladbach har sikret sig sin første nye spiller til næste sæson, da de har lejet Hannes Wolf fra RB Leipzig. Wolf er dog ikke noget nyt bekendtskab for Gladbach-træner Marco Rose, som tidligere har arbejdet sammen med offensivspilleren i Salzburg med stor succes.

Wolf var i store dele af sidste sæson skadet, og faktisk nåede den 21-årige østriger kun fem kampe, inden han blev skadet.

Nu skal han forsøge at spille sig tilbage på topniveau i Gladbach, og lejeaftalen løber frem til udgangen af næste sæson med en tilhørende købsoption, som man ikke kender prisen på.

 

Wolfsburg utilfreds med Brooks

Die Wölfe skulle angiveligt være utilfredse med amerikanske John Anthony Brooks´ præstationer i denne sæson, og de kan derfor meget vel være på udkig efter en ny stopper til midterforsvaret. Brooks kom til Wolfsburg i 2017 fra Hertha for en rekordstor transfersum, og derfor har der naturligvis også været rigtig høje forventninger til amerikaneren, som ikke helt har kunnet indfri disse.

I vinterpausen skrev Wolfsburg under med den 22-årige Marin Pongracic fra Salzburg, men den unge midterforsvarer, som har fået en hel del kampe, har lavet enkelte fejl, hvilket har været forventeligt taget hans alder i betragtning. Det er derimod ikke tilfældet med Brooks, der burde have erfaring nok til at kunne holde hovedet koldt i de afgørende situationer.

Brooks har kontrakt med Wolfsburg helt frem til 2022, men hvis der kommer det rigtige bud, kan man sagtens forestille sig, at han snart er fortid – og så skal Wolfsburg frem og finde en ny, stabil og erfaren midtstopper, for faktum er bare, at man har lukket for mange mål ind. I de seneste to sæsoner har Die Wölfe nemlig lukket 96 mål ind, og det er bare alt alt for mange, hvis de vil være med i den sjove ende af Bundesligaen.

 

Nyt kampprogram præsenteres 7. august

Vi ved allerede, at den kommende sæson sparkes i gang fredag den 18. september, men den 7. august ved vi også, hvem Bayern München som forsvarende mestre indleder sæsonen 2020/21 i mod. DFL har nemlig meldt ud, at de den 7. august er klar med en offentliggørelse af kampprogrammet for den kommende sæson for både 1. og 2. Bundesliga, så du kan godt begynde at planlægge din næste fodboldrejse til Tyskland.

 

Benfica lurer på Freiburg-duo

Freiburg var blandt de positive overraskelser i den forgangne sæson, og to af årsagerne til dette var Robin Koch og Luca Waldschmidt. Robin Koch, der er søn af legendariske Harry Koch, har blot et år tilbage af kontrakten med Freiburg, og udover interesse fra Benfica meldes der også om interesse fra storklubber som Milan og Tottenham.

 

Rangnick skifte til Milan er gået i vasken

Rygterne om et skifte til Milan for Ralf Rangnick har efterhånden floreret længe, men i denne uge virker det til, at rygterne blev endegyldigt begravet. I hvert fald forlængende Milan kontrakten med cheftræner Stefano Pioli, og dermed ser det altså ud til, at Ralf Rangnick fortsætter som chef for fodbolden i RB koncernen, som han har været i siden 2012, hvor han har varetaget flere roller som både sportschef og træner for RB Leipzig.

 

Dietmar Hopp og Karl-Heinz Rummenigge får prisen for årets gestus i tysk fodbold

SportBild uddelte i sidste uge priser for sæsonen 2019/20, og her gik prisen for årets gestus noget overraskende til Karl-Heinz Rummenigge og Dietmar Hopp og for deres håndtering af situationen i februar i kampen mellem Hoffenheim og Bayern München, hvor dommeren måtte stoppe kampen grundet hadefulde bannere rettet mod Hoffenheim-ejeren.

Som ud kan se i videoen nedenfor valgte de to hold dernæst blot at spille bolden rundt på midten af banen i de sidste ti minutter, mens Dietmar Hopp og Karl-Heinz Rummenigge stod side om side. Kåringen har allerede skabt stor utilfredshed i det tyske fanmiljø, der ser prisen som en hån.

You may also like
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25
Meisterschale, Bundesliga, Bundesligasæson, Bundesligaen, sæsonen 2022/23, video
Bundesligatrøjerne 2024/25 – del 1
Kan Bayern slå tilbage og igen vinde mesterskabet? Stream Bayerns kampe live
Optakt, Bayern München, højdepunkter
Sæsonoptakt: Bayern München: Nye tider for sydens stjerne?