DFL har offentliggjort fordelingen for tv-penge i både 1. og 2. Bundesliga i den kommende sæson, hvor beløbet grundet Covid-19 er mindre end først antaget, ligesom udbetalingen i denne sæson er anderledes. Ikke overraskende er Bayern München den klub, der får flest tv-penge, mens oprykkerne fra Arminia Bielefeld får færrest.
Der er penge på vej til de tyske klubber. Mange penge. For DFL har netop offentliggjort fordeling af tv-penge for den kommende sæson. Som altid udbetales pengene i rater og ikke på én gang, men som noget nyt, så udbetales pengene nu i 12 rater, med første udbetaling den 6. august, og altså ikke i fire rater, som tidligere. Derudover, så er der denne gang lidt uklarhed om, hvor mange penge der rent faktisk udbetales.
Eurosport, der er en af rettighedsindehaverne, har nemlig stoppet deres udbetaling, da de ikke mener, at de fik det samme produkt, som de havde investeret i efter udbruddet af Covid-19, og den tvist mellem DFL og Eurosport skal nu afgøres ved retten Desuden er den internationale markedspulje faldet fra 254 millioner euro til 200 millioner euro, og det beløb bliver først fordelt, når de europæiske sæsoner er spillet til ende.
Som altid udbetales tv-pengene efter følgende fire principper:
1) 70% fordeles efter en præstationsbaseret femårsvurdering (desto højere placering, desto flere penge). Den bedst placerede Bundesligaklub modtager således 5,8% af denne pose penge, hvorimod den dårligst placerede modtager 2,9%. Der er herefter et spring ned til 2. Bundesliga, hvor den bedst placerede modtager 1,69% og den dårligste 0,75%.
2) 5% fordeles efter ”bæredygtig”, altså med andre ord en præstationsbaseret tyveårsvurdering. Dermed tilgodeses 1. og 2. Bundesligaens ”nye” klubber som Leipzig og Hoffenheim umiddelbart ikke, men i højere grad de etablerede klubber, såsom Hamburg, Bremen og endda Kaiserslautern eller 1860 München.
3) 2% fordeles på baggrund af klubbernes talentarbejde. Dermed belønnes klubberne efter brug af deres egne U23-spillere, hvor beregningen er baseret på antal spillede minutter. Udenlandske ungdomsspillere skal dog registreres før de bliver 18 år, før en klub kan modtage en økonomisk godtgørelse.
4) 23% fordeles efter endnu en femårsvurdering. I modsætning til den første fordelingsnøgles procentuelle fordeling efter ens direkte slutplacering, har man valgt at gruppere pengenes fordeling. Det vil sige, at pengene fordeles i grupper, hvor de første seks hold eksempelvis får det samme beløb.
Fordelingen af tv-penge i Bundesligaen
Bayern München, 70,64 millioner euro
Borussia Dortmund, 69,37 millioner euro
Bayer Leverkusen, 67,47 millioner euro
Bayer Leverkusen, 67,47 millioner euro
Borussia Mönchengladbach, 64,54 millioner euro
TSG Hoffenheim, 63,14 millioner euro
Eintracht Frankfurt, 60,45 millioner euro
Hertha BSC, 59,29 millioner euro
Schalke 56,17 millioner euro
Wolfsburg, 55,18 millioner euro
Freiburg, 51,5 millioner euro
Werder Bremen, 49,87 millioner euro
Mainz, 46,2 millioner euro
Augsburg, 42,87 millioner euro
FC Köln, 40,34 millioner euro
VfB Stuttgart 39,09 millioner euro
Union Berlin, 33,37 millioner euro
Arminia Bielefeld 29,8 millioner euro
I 2. Bundesliga er Hannover 96 topscorer, da de indkasserer 22,46 millioner euro i tv-penge, mens nedrykkerne fra Fortuna Düsseldorf følger trop med 22,33 millioner euro. Hamburger SV er nummer tre på listen med 20,15 millioner euro, mens oprykkerne fra Würzburg ikke overraskende får færrest penge og må nøjes med 8,13 millioner euro i den kommende sæson.
Læs også: Den nye, tyske TV-aftale: solidarisk guldregn?