Tysklands førende drømmeknuserfabrik fra HSV lever videre – i bedste velgående

Med et 1-0-resultat gik HSV ind til kampen mod Hertha BSC som smalle favoritter, og drømmen om en tilværelse i den bedste række spredte sig igen hos fansene i havnebyen. I stedet for en tiltrængt succesoplevelse blev det, vanen tro, til knuste hjerter i Hamburg.

På tærsklen til døren med adgang til det bedste fodboldselskab i Tyskland befandt HSV sig. Tættere på end tidligere, hvor døren blev lukket, inden klubben var nået trinnet. Mandag aften snublede traditionsklubben og bankede hovedet ned i dørtrinnet, mens døren blev smækket foran dem. Endnu en skuffelse. Endnu en sæson i den næstbedste række.

Historien om HSV kan fortælles på mange måder – og fra mange vinkler. Man kan starte i slut 70’ernes gyldne periode med Bundesliga- og Champions League-titler. Man kan træde ind i de senere års fortælling om tysk fodbolds samlede hofnar, der i flere år har genereret grin ved at spænde ben for sig selv.

Denne fortælling starter dog et andet sted, for hvis der er noget fodbolddækningen er præget af, så er det metaforer. Gerne udvandede krigs- og gladiatormetaforer, der sidestiller fodboldmilliardærer som Mbappe, Messi og Ronaldo med soldater og kæmpere. Sidst jeg tjekkede, så blev Lionel Messi ikke dræbt for at spille en halvsløj kamp mod Nantes.

Et mere passende sted for fodboldmetaforer har i min optik altid været myter og eventyr. For er det ikke det, sport kan føles som i unikke momenter? Ikke krig og gladitorkampe – nærmere en fuldbyrdet fortælling med tilhørende morale.

Derfor starter beretningen om denne sæsons HSV på tærsklen til det forjættede land med et dyk ned i Iliaden fra den græske mytologi.

Sisyfos

I Iliaden beretter Homer om Sisyfos, manden der er blevet mere kendt for sin straf i underverdenen, end hans gerninger i livet. Sisyfos blev dømt til at rulle en tung sten op ad et bjerg. Hver gang han nåede toppen, så rullede stenen hele vejen ned igen. Og på den måde led han en værre straf end døden selv.

Hvordan Sisyfos havnede i denne penible situation, er der flere historier om. Den mest sammenhængende omhandler, hvordan han vidnede imod Zeus i forbindelse med en kidnapning og voldtægt af en menneskelig kvinde til flodguden Asopus og ydermere dræbte gæster i sit slot. Som straf for at gå imod Zeus, og dermed betragte sig selv som en ligemand til guderne, blev Sisyfos beordret til afsoning i Tartarus, det dybeste inferno i underverdenen.

Snu som han var, lod han sig ikke henfalde til et liv i fangeskab. Med et smart påfund om at lade Thanatos, den naturlige døds gud, vise ham sine kæders funktion, fik han fanget Thanatos med selvsamme kæder. Dette betød, at ingen døde på Jorden, idet dødens gud ikke kunne fuldføre sit hverv. Meget beretter historien om hans hybris, men også om hans intelligens og snedighedg.

For at gøre en lang historie kort, så slap Sisyfos selvfølgelig ikke afsted med det. Krigsguden Ares fik frigjort Thanatos, men Zeus tog det ikke pænt, at man nedgjorde ham. Og så er vi tilbage til straffen med stenen, der ruller ned få meter fra bjergets top.

HSV mod Hertha – Giganternes kamp i tragediens skygge

Tilbage i nutidens Tyskland står to giganter klar til kamp. Hamburg mod Berlin. Tysklands to største byer målt på indbyggertal i direkte karambollage mod hinanden. Selvfølgelig skulle HSV’s største skæbnekamp siden nedrykningen være mod en af de store. Ingen charmerende underdogs som Augsburg eller Bochum venter. Presset er på begge mandskaber. Hvilken kolos af en storby skal have et hold ned i den næstbedste række.

Udgangspunktet ligner en klassisk HSV-fortælling. Jeg har selv tidligere kaldt deres evne til at smide føringer i slutminutterne og pointforespring væk på rekordtid for tragikomisk. Med det flotte udgangspunkt fra Berlin i baggagen ville det passe historien, eller myten om man vil, om de senere års HSV at smide det hele væk på hjemmebanen, Volkspark Arena. Hvor støtten stadig er enorm, selvom holdet på banen har gjort alt for knuse fansenes hjerter. Sæson efter sæson.

Læs også: Da havnebyens spøgelser igen lagde til kaj

De seneste sæsoners efterår i 2. Bundesliga har givet håb for fans af Hamburger SV med topplaceringer og fint spil – indtil foråret kom og udartede sig som en vis roman af Hans Scherfig. Kun i år har det været anderledes. Efter nytår lå klubben på tredjepladsen – men med 9 uafgjorte kampe, og delt med tre andre hold.

29 point havde de halvvejs. 60 til slut. For en gangs skyld har HSV været konstante igennem en hel sæson i 2. Bundesliga. Dette illustreres også ved det faktum, at holdet tabte færrest kampe i ligaen. Ingen hjerteknusende sidste-sekunds nederlag. Dette er en saga blot i det nordtyske.

Med masser af boldbesiddelse (næsten 60%) konsumerer HSV modstandere ved at lade dem arbejde i pres. Der afviges ikke fra planen, trods de kommer bagud. Dette sås tydeligt i den afgørende sidste runde mod Hansa Rostock, der faldt sammen i anden halvleg efter et massivt tryk hele kampen.

Mytens morale

Nu er vi havnet her, hvor vi har stået før. HSV snublede til aller sidst. Med Bundesligaen i sigte skulle to dødbolde repræsentere den symoblske forskel mellem revanchering og rådvildhed. For nu er klubben tilbage i limboet kaldet 2. Bundesligaen, og hvad klubben nu må indse, så er dette limbo ikke let at flygte fra.

HSV er Sisyfos. Den tyske fodbolds afbilledning af den græske gavtyv. Fra 2010 til 2018 overlevede klubben trods flere milimeterredninger fra afgrunden. Sisyfos forsøgte at leve videre efter at have snydt guderne. Til sidst gik den ikke længere – hverken Marcelo Diaz i overtiden eller Waldschmidt på låget kunne rede tilværelsen i den bedste række. Fodboldgudernes straf faldt ved nedrykningen, hvor arbejdet med at skubbe stenet op ad bjerget begyndte. På helt samme måde, som Sisyfos’ lange række af snedigheder endte med en tilværelse i helvedets trældom.

Stenen har taget forskellige former gennem tiden i den næstbedste række. I starten tog stenen form som bestyrelsen med konstante fyringer, manglende tiltro til trænere og dårlige indkøb. Senere blev det en mental barriere, hvor utallige point blev smidt i overtiden og fortidens spøgelser spørgte. Vejen tilbage til toppen af det forjættede land syntes uendelig lang. Og hvilken form stenen tager næste sæson er endnu ikke synligt.

Realiteten er, at HSV igen skal til at skubbe stenen hele vejen op ad bjerget igen. Spørgsmålet er, om man holder ved træner Tim Walter og hans opskrift, som fik stenen få centimeter væk fra bjergets top. Eller om man igen henfalder til Sisyfos’ bunke af tricks i forsøget på at snyde fodboldguderne og igen opnå en tilværelse i den bedste fodboldrække. Én ting er i hvert fald sikkert: Før HSV igen er tilbage som fast andel i det fineste etablissement, så bliver det en lang kamp med at bære stenens samlede vægt af byens håb, tro og overbevisning hele vejen til toppen.