Med Hannovers uafgjorte resultat i Dresden og Darmstadts sejr på 3-0 i Düsseldorf overtog sidstnævnte ligaens førsteplads, mens Elversberg skubbede Hannover ned som nummer tre.
I bunden har Magdeburg og Bochum meget svært ved at sætte noget fornuftigt sammen, mens Nürnberg vandt sæsonens første sejr. Velkommen til optakten til runde syv i verdens bedste næstbedste liga.
Schalke 04 – SpVgg Greuther Fürth – fredag kl. 18.30
Schalkes Kenan Karamann blev Schalkes helt i udekampen mod Magdeburg. Han scorede nemlig begge mål i ”Die Knappens” 2-0-sejr. De tre point betyder, at Schalke ligger på en delt 5. plads med 12 point – kun et point efter førertrioen Darmstadt, Elversberg og Hannover.
Fürth vandt ligeledes, men her var der tale om en noget større overraskelse. ”Die Kleeblätter” tog nemlig alle tre point med hjem fra Bielefeld, der må siges at være kommet ned på jorden efter lutter succes i det seneste års tid. Noel Futkeu, Marco John og Felix Klaus scorede målene for Fürth.
Bulibolds tip: Schalke 04 – SpVgg Greuther Fürth 3-1
Darmstadt 98 – Dynamo Dresden – fredag kl. 18.30
”Die Liljen” skulle kun bruge ni minutter i anden halvleg af udekampen mod Düsseldorf på at score de tre mål, der betød en sikker 3-0-sejr på udebane. Hiroki Akiyama, Fabian Nürnberger og Isac Lidberg kom alle på tavlen for Darmstadt.
Dresden sørgede med 2-2 mod det hidtidige førerhold Hannover for, at Darmstadt kunne overtage ligaens dukseplads. Dresden måtte endda spille i undertal den sidste gode time, da Vinko Sapina fik direkte rødt efter 54 minutters spil.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – Dynamo Dresden 3-2
SC Paderborn 07 – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00
Paderborn sørgede med en 2-0-sejr ude over Hertha for, at den gamle dames opblomstring blev en kort en af slagsen. Filip Bilbija scorede begge mål for Paderborn, der med sejren overhaler både KSC og Bielefeld og nu er at finde på ligaens 6. plads.
K´lautern ligger to pladser bedre efter en overbevisende 4-1-sejr hjemme over Münster. Ivan Prtajin (2) og Naatan Skytta sørgede for 3-0 ved pausen, og i anden omgang fuldendte Prtajin sit hattrick med målet til 4-1.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – 1. FC Kaiserslautern 2-2
Karlsruher Sport Club – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00
Så gik den ikke længere for KSC. Som det sidste hold i ligaen prøvede de at tabe, da de måtte rejse fra Kiel med et 0-3-resultat. ”Kiel var bedst i alle spillets faser og vandt fortjent også med disse cifre,” lød det efter kampen fra en nøgtern KSC-træner Christian Eichner.
Magdeburg kan slet ikke finde det spil, der gjorde dem til tophold i forrige sæson. Hjemmekampen mod Schalke blev således tabt med 0-2 og efterlader holdet på sidstepladsen med sølle tre point. FCM-træner Markus Fiedler var da heller ikke specielt tilfreds med sit hold, da han udtalte sig til pressen efter kampen: ”Vi straffer os selv med masser af individuelle fejr uge efter uge,” lød det fra Fiedler, der vel snart skal køre nogle point ind på kontoen, hvis han vil bevare sit job.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – 1. FC Magdeburg 2-2
SV Elversberg – Holstein Kiel – lørdag kl. 13.00
Elversberg overtog midlertidigt førstepladsen efter en sikker sejr ude over Braunschweig. Younes Ebnoutalib scorede sin tredje ”Doppelpack” i træk, og da både Jan Gyamerah og Frederik Schmahl også kom på tavlen for gæsterne, endte løjerne 4-1 til gæsterne.
Kiels 1-0-sejr ude over Schalke i forrige runde havde åbenbart givet storkene vinger. I hvert fald blev ligaens hidtil eneste ubesejrede hold KSC sendt hjem med et klart 0-3-nederlag i bagagen. Adrian Kapralik og David Zec sørgede for at Kiel kunne gå til pause foran 2-0. I anden halvleg slog Phil Harres sejren endegyldigt fast med målet til 3-0 tyve minutter før tid.
Bulibolds tip: SV Elversberg – Holstein Kiel 0-2
VfL Bochum – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 20.30
En ny kost fejer ikke automatisk bedre end den gamle. Det måtte Bochum sande efter fjerde nederlag i træk i bundkampen i Nürnberg, som vandt opgøret 2-1. David Siebers, der i den forgangne uge afløste Dieter Hecking, formåede ikke i første omgang at vende skuden, men har chancen i dette opgør, hvor VfL møder Düsseldorf – præcist som det var tilfældet i Relegationskampene efter 23/24-sæsonen.
Düsseldorf har præcist som Bochum skuffet i starten af sæsonen, men har dog skrabet syv point sammen. Derfor er Daniel Thioune vel ikke umiddelbart i fare for at få fyresedlen, selvom der nok ikke skal mange flere resultater til som senest, hvor Düsseldorf tabte 0-3 hjemme til Darmstadt.
Bulibolds tip: VfL Bochum – Fortuna Düsseldorf 2-1
SC Preußen Münster – Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30
I søndagens første kamp mødes to hold, der vel har overpræsteret i starten, men som begge er ved at finde det realistiske niveau. Münster tabte 1-4 i K´lautern, mens Braunschweig hjemme tabte med samme cifre til Elversberg. Det ligner en meget vigtig kamp for begge mandskaber, hvis de gerne vil fortsætte med at have lidt luft ned til stregen.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – Eintracht Braunschweig 2-1
1. FC Nürnberg – Hertha Berlin – søndag kl. 13.30
Så fik Miroslav Klose og hans Nürnberg-mandskab endelig sæsonens første sejr, da de hjemme slog Bochum 2-1. Julian Justvan åbnede ballet efter 68 minutter, og selvom Bochum fik udlignet fire minutter før tid, så sørgede Adrian Grimaldo for, at pointene blev i Nürnberg, da han scorede til 2-1 i kampens overtid.
Hertha spillede og spillede, men blev aldrig farlige i hjemmekampen mod Paderborn, der til gengæld havde taget den rette mængde kynisme med til hovedstaden og vandt 2-0. Resultatet betyder vel, at presset er tilbage på Hertha-træner Stefan Leitl.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Hertha Berlin 0-3
Hannover 96 – Arminia Bielefeld – søndag kl. 13.30
Vi slutter runden af med to hold, der begge har ligget på ligaens førsteplads, men senest er gået lidt ned i gear.
Hannover kom ikke ud over 2-2 i Dresden på trods af, at niedersachserne spillede i overtal i over en halv time. Benedikt Pichler bragte Hannover foran efter 11 minutter, men så stod der Dresden på første halvleg, og de bragte sig da også foran 2-1 – bl.a. på et selvmål af Hannovers Virgil Ghita. Det lykkedes dog Noel Aseko-Nkili at udligne umiddelbart før pausefløjtet.
I anden halvleg forsvarede Dresdens ti mænd sig bravt, og da Hannover ikke formåede at flytte bussen, så endte det hele 2-2.
Bielefeld skuffede hjemme mod Fürth, der gik til pause foran 1-0. Marius Wörl fik udlignet kort inde i anden halvleg, men Fürth sikrede sig sejren med to mål i kampens sidste 10 minutter.
Bulibolds tip: Hannover 96 – Arminia Bielefeld 2-1
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
Elversbergs Younes Ebnoutalip og Darmstadts Isac Lidberg har nu begge nettet seks gange. De to Fürth-spillere Felix Klaus og Noel Futkeu samt K´lauterns Ivan Prtajin følger efter med fem mål hver.
Stillingen i 3. Liga
Hos de trejdebedste har der været ”Englisher Woche” med to runder på en uge, og det slap Saarbrücken bedst fra, da saarlænderne vandt begge deres kampe. MSV Duisburg slog først Schweinfurt men måtte siden overraskende nøjes med 1-1 mod det andet bundhold Havelse. MSV har med 19 point dog stadig syv point ned til Essen på fjerdepladsen. Saarbrücken ligger på andenpladsen med 16 point, mens Hoffenheim II ligger treér med 13 point, men de må som bekendt ikke rykke op.
Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten




