bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Top 6: De største skuffelser i efteråret

Efter at have gennemgået årets positive overraskelser, er turen nu kommet til skuffelserne.

 

6) VfB Stuttgart
En placering kun akkurat over stregen er skuffende i sig selv, men det er ikke så meget spillet på banen, der giver dem en placering på vores flop-liste. Det er i stedet de perspektivløse beslutninger, der træffes uden for stregerne. Det var sådan set fornuftigt at fyre Bobic og afskeden med Veh gav egentlig også mening, men nu er Stevens så hevet ind som træner, mens Dutt efter alt at dømme bliver ny sportsdirektør. Det ligner allerede nu et mismatch af rang, og det store spørgsmål er, i hvilken retning klubben ønsker at bevæge sig. Vi er hvert fald i tvivl.

 

5) Salomon Kalou
Det signalerede store armbevægelser, da Hertha hentede den tidligere Chelsea angriber til klubben i sommers. Det begyndte egentlig også lovende for Kalou, der fik scoret et par gange i begyndelsen, men derfra er det kun gået ned ad bakke. Står bag førstevalget Schieber, og han har ikke gjort det nemmere for sig selv ved at udtale, at han forventede at holdet skulle bygges op om ham. Har skabt så mage negative overskrifter i hovedstaden, at den kulørte presse næsten har glemt at fokusere på Ronnys overflødige kilo. Næsten….

 

4) Nicklas Bendtner
Det lignede på mange måder et godt skifte for B3, men efter en halvsæson hvor det meste af tiden er tilbragt på enten bænken eller tribunen, er det svært at se, hvor hans fremtid ligger i klubben. Kom allerede i modvind fra begyndelsen af, da han lidt klodset udtalte, at hans medspillere ikke formåede at sætte ham ordentligt op. Situationen er ikke blevet bedre af, at han tilsyneladende – hvem havde dog gættet det – ikke er den mest hårdtarbejdende spiller til træning. Hans dårlige halvsæson eksemplificeres bedst ved, at Bas Dost, som man ellers havde opgivet, nu også er foran Bendtner i køen om spilletid. To mål i Europa League og et enkelt i Bundesligaen er det magre udbytte indtil videre.

 

3) HSV for at give genvalg til van der Vaart som anfører
HSV kunne egentlig optræde på denne liste af mange årsager, men for en konstant ikke-præsterende klub med en masse uro på de indre og ydre linjer, er det et selvmål på størrelse med Christoph Kramers at udnævne van der Vaart til anfører. Holdet har brug for en leder, der går forrest, og det gør hollænderen på ingen måde. At han så er topscorer for klubben siger mere om de øvrige spilleres skarphed – eller mangel på samme.

 

2) Henrikh Mhkitayran
Det er blevet til 12 Bundesligakampe eller 935 minutter uden hverken mål eller oplæg fra Dortmunds dyreste indkøb nogensinde. Spillet har til tider været fint, så vi er ikke oppe på Carlos Alberto niveau endnu, men vi nærmer os. Med Reus skader og en Kagawa ude af form, har armenieren haft ansvaret for det chanceskabende spil i offensiven, og her finder vi derfor en væsentlig forklaring på, hvorfor Dortmund ligger, hvor de gør. Blev skadet kort før jul og forventes ikke tilbage på banen før en gang i februar.

 

1) Dortmund
Uanset hvordan og hvorledes vi kigger på sæsonens første 17 runder, så er Klopp og co. ganske enkelt efterårets helt store skuffelse. Efter to mesterskaber og to andenpladser, var det forventet, at de sort-gule igen skulle blande sig i toppen. Trods et nederlag i åbningskampen mod Leverkusen havde Dortmund faktisk mulighed for at overtage førstepladsen efter fire spillerunder, men et nederlag mod Mainz, hvor Immobile brændte straffe, blev meget symptomatisk begyndelsen på en forfærdelig stime. Fem nederlag i træk og ti alt i alt i efteråret er ganske enkelt katastrofalt, for en klub der ønsker at være Tysklands anden stormagt.

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Podcast: Nagelsmann, Tuchel-problemer og nedrykningskamp
Bulipod ep. 12 – Dansker-invasion, Schweinsteiger og de største, tyske handler
Farvel til den store Bastian