bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Top 6: De positive overraskelser i Bundesligaen

Top 6: De positive overraskelser i Bundesligaen

Bundesligaen holder vinterpause, og derfor benytter vi her på redaktionen lejligheden til at se nærmere på en række af de begivenheder, der var med til at definere dette års hinrunde. Vi begynder med en liste over de største, positive overraskelser og følger i morgen trop med en liste over de største skuffelser i efterårssæsonen.

 

6) Dortmunds fans – Når en klub, der har oplevet så meget succes i de senere år, spiller så rædderlig en efterårssæson, som Dortmund har gjort, så plejer klubben fans hurtigt at vende holdet ryggen. Men hele Dortmunds Echte Liebe har de seneste par måneder vist sig at være mere end bare varm luft. Da holdet tabte hjemme mod HSV fejrede Die Gelbe Wand efterfølgende spillerne i flere minutter, til udekampen mod Hertha Berlin var mere end 20.000 tilhængere taget på tur til hovedstaden, og selv da det blev til det tiende nederlag i sæsonen mod Werder Bremen i årets sidste kamp stod de cirka 10.000 medrejsende tilbage på stadion og anerkendte spillernes indsats.

 

5) Julian Schieber – Fik ikke særlig tit chancen i Dortmund, men greb den så sandelig heller ikke, når han så endelig fik minutter. Tre mål på to sæsoner blev det til, og der blev løftet mange øjenbryn, da Hertha besluttede sig for at hente den udskældte angriber. Men efter to kampe og tre mål fik han lukket munden på sine kritikere, og selvom han har været skadet, og totalen blot siger 11 kampe, så er det allerede blevet til seks scoringer, og han har derfor fortjent en plads på listen over efterårets positive overraskelser. Har været en vigtig mand for Hertha Berlin, der uden Schieber havde ligget på den forkerte side af stregen.

 

4) Alexander Meier – 13 sæsonmål for Meiers fødder og oftest hoved gav ham en plads på vores Hinrunde-hold, og han får også en plads på listen over største, positive overraskelser. Frankfurt har under Schaafs ledelse generelt været en fornøjelse at følge med masser af undeholdende kampe, og Meier har uden tvivl været den mest iøjnefaldene spiller.

 

3) Paderborn – Det tyske svar på Hobro. De var ikke spået mange chancer for overlevelse, men de har stort set spillet lige op med samtlige modstandere i Bundesligaen. Breitenreiter har vist sig som en snu træner med en fantastisk mandskabsbehandling, og han har en stor aktie i den aktuelle 10. plads. Det kan stadigvæk ende med nedrykning for Paderborn i sæsonen, men 19 point ved vinterpausen er mere end godkendt.

 

2) Karim Bellarabi – Han var en marginalspiller hos Braunschweig i sidste sæson, men efter ni sekunder i denne (Bundesligaens hurtigste mål nogensinde), fik han vist, hvad vi kunne forvente os af ham. Han har været en af de helt store profiler for et Leverkusen hold, der til tider har spillet sprudlende fodbold, og han er både blevet belønnet med landsholdsdebut og en ny kontrakt til 2017. Den absolutte ”Gewinner der Hinrunde”

 

1) Augsburg – De er hvert år blevet spået som en af favoritterne til nedrykning, og i vores sæsonoptakt havde vi også svært ved at se, hvordan de skulle forbedre en overraskende 8. plads. Salget af Hahn var forventet at blive et hårdt salg, men Weinzierl er et af Europas absolut største trænertalenter, og med et spilkoncept det gradvist udvikler sig fra sæson til sæson har han gjort Augsburg til en seriøs Champions League kandidat.

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Bulipod ep. 12 – Dansker-invasion, Schweinsteiger og de største, tyske handler
Farvel til den store Bastian
Fremtidens mænd – et kig ind i krystalkuglen