Bundesligaens historie

Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester

Den har over halvtreds år på bagen, og selvom den ved første øjekast ser nogenlunde ud som dengang i 1963, så er der sket store ændringer undervejs. Vi tager et nærmere kig på Bundesligaens historie, og hvordan den blev til.

Af Nicolaj Pedersen

Selvom Bundesligaen først blev indført i 1963, blev de første, spæde skridt allerede trådt tilbage i år 1900, da 86 klubber fra hele Tyskland mødtes i Leipzig. Her blev Deutscher Fußball-Bund (DFB) dannet, og allerede to år senere blev der indført en national turnering, hvor vinderen ville kunne kalde sig tysk mester.

Noget af en udfordring rent logistisk, da infrastrukturen sammenlignet med i dag var mangelfuld og det tyske rige rent geografisk langt større, end det vi kender i dag. Der var hold fra Østrig og Ungarn med i de første udgaver af den nationale turnering, ligesom DFC Prag (Deutscher Fußball-Club Prag) faktisk vandt sølv det første år efter et finalenederlag på 7-2 til VfB Leipzig.

Derfor blev det til en masse regionale ligaer, hvor vinderne så ville møde hinanden i play-off kampe, inden en endelig vinder så kunne kåres som tysk mester, og løfte det trofæ der i første ombæring blev døbt Viktoria-trofæet.

Som årene gik begyndte ideen om en national liga at spire. Særligt hos DFB præsident Felix Linnesmann, der gerne så en “Reichsliga”, men som dog ikke mødte opbakning fra ret mange andre end sig selv.

Det eneste der derfor blev ændret i de næste mange år var Viktoria-trofæet. Ikke fordi man var utilfredse med selve trofæet, men fordi det simpelthen forsvandt i en del år efter 2. verdenskrig. Siden dukkede det så op i en bankboks i Dresden, hvor en fan havde passet på det, efter Dresdner SC havde vundet titlen i 1944.

Da det endelig så dagens lys igen, var et nyt trofæ dog sat i verden. Die Meisterschale, som vi kender det i dag.

Tid til Bundesliga

For tyskerne var det ligesom i Danmark vigtigt, at fodbold var for amatørerne. Der begyndte at opstå professionelle ligaer rundt om i Europa, men tyskerne holdte fast i den rene tanke om fodbold som en sport for amatører. Også selvom de bedste tyske spillere var begyndt at søge væk for at spille for andre klubber.

Når tyskerne i så lang tid stædigt holdte fast i ikke at overgå til professionelle tilstande, skyldes det i høj grad VM i 1954. Ingen forventede noget af et tysk landshold. Ej heller da de overraskende kvalificerede sig til finalen. For godt nok var der glimrende fodboldspillere på holdet, men mod de uovervindelige ungarer, der havde smadret dem i gruppespillet kunne de vel intet stille op. Men som vi lærte den aften i Bern, så skal man aldrig undervurdere et tysk landshold. 3-2 sejren blev døbt miraklet i Bern, og selvom det skabte liv og glade dage i det tyske, så bremsede det på sin vis også fodboldens udvikling. Triumfen i 1954 kunne ingenlunde følges op, og både VM i 1958 og særligt i 1962 var så skuffende, at de høje herrer hos DFB fik travlt.

Et kvartfinalenederlag mod Jugoslavien ved VM i 1962 skete samme dag, som Hermann Gösmann blev valgt som ny præsident for DFB. Og så gik det ellers stærkt. Gösmann var sammen med landstræner Sepp Herberger og 1. FC Kölns daværende præsident Franz Kremer yders forhippede på at skabe en professionel liga. Gösmann skulle signalere nye tider i DFB, Herberger ønskede et bedre landshold, og Kremer kunne som præsident for Tysklands på det tidspunkt bedste hold godt se en fidus i at Köln nu kunne spille mod de bedste hold fra de andre regionale ligaer på et mere regelmæssigt niveau.

Så allerede den 28. juli kunne de invitere til forsamling i Dortmund, hvor en afstemning om en ny nationalliga var på agendaen. Det blev et rungende ja, og Bundesligaen var en realitet. Sådan da.

Udvælgelsesprocessen

For først skulle man finde ud af, hvilke hold der skulle placeres i den bedste tyske række. Og der var nok at vælge mellem. 46 hold ansøgte om en af de i alt 16 pladser, og så begyndte en større fordelingsnøgle ellers at tage form baseret på geografisk placering, økonomi og sportslige resultater.

Der var på det tidspunkt fem regionale ligaer, også kaldet Oberligaer (Nord, Vest, Sydvest, Syd og Berlin) og holdende i den første udgave af Bundesligaen blev som følger

Oberliga Nord: Eintracht Braunschweig, Werder Bremen, Hamburger SV

Oberliga West: Borussia Dortmund, 1. FC Köln, Meidericher SV, SC Preußen Münster, FC Schalke 04

Oberliga Südwest: 1. FC Kaiserslautern, 1. FC Saarbrücken,

Oberliga Süd: Eintracht Frankfurt, Karlsruher SC, 1. FC Nürnberg, TSV 1860 Munich, VfB Stuttgart

Oberliga Berlin: Hertha BSC Berlin

På det tidspunkt var 1860 München byens hold i München, så naboerne fra Bayern måtte vente et par sæsoner med at komme i Bundesligaen, ligesom også Gladbach måtte tage til takke med en plads på næstbedste niveau, da der var bedre klubber i vest end die Fohlen.

Allerede året efter var ligaen så klar til at blive fløjtet i gang. Forventningerne til den nye Bundesliga var enorme, og tilskuerne flokkedes til stadion. Ikke mindst på grund af den store spænding, der var i turneringen, hvor syv forskellige hold formåede at løfte die Meisterschale de første syv leveår.

Det første hold der kunne kalde sig vindere af Bundesligaen var måske ikke overraskende 1. FC Köln, hvis præsident Kremer jo havde været en varm fortaler af en fælles nationalliga. De var også klubben, der først kunne melde om udsolgt på stadion, da 85.411 tilskuere mødte frem for at se gedebukkenes 3-0 sejr mod Hertha BSC.

Bundesligaens første scoring blev dog scoret lidt derfra. Nemlig hos rivalerne fra Dortmund, der havde vundet det tyske mesterskab året forinden, og som var endda meget forhippede på også at komme godt fra land i den nye nationale liga. Så forhippede, at de brød aftalen om fælles starttidspunkt og fløjtede op lidt tidligere end alle andre.

Om det var det, der rystede modstanderne fra Bremen skal være usagt, men det tog i hvert fald blot 58 sekunder, før Dortmunds Timo Konietzka havde scoret Bundesligaens første mål. Et mål, som der hverken findes video eller billeder af. Der var intet tv-hold på plads i Dortmund, og alle fotograferne havde stillet sig i den anden ende, da de regnede med, at Bremen først ville score, har Konietzka siden fortalt.

Köln blev som nævnt mestre i den første sæson, og det var først i 70’erne hvor skiftevis Bayern München og Gladbach – to hold der ikke var en del af den oprindelige liga – indledte magtperioder.

Allerede to år efter debutsæsonen blev Bundesligaen udvidet til 18 hold. Hertha BSC blev smidt ud på grund af en bestikkelsessag, og da man fra DFB’s side ønskede, at der også i den kommende sæson skulle være et hold fra Berlin, blev Tasmania Berlin rykket op, selvom de på ingen måde var i nærheden af at have Bundesliganiveau. De to nedrykkere fra Karlsruher og Schalke var så fortørnede over den idé, at de fik lov at blive i ligaen.

I midt 80’erne overvejede man at indskrænke Bundesligaen til 16 hold, da interessen for ligaen var dalende. Et af kritikpunkterne lød, at der var for mange ligegyldige kampe. I stedet for en indskrænkning, blev der dog tale om en udvidelse, da Vest- og Østtyskland blev genorenet. Fire hold fra Øst fik en automatisk plads, så Bundesligaen nu bestod af 20 hold.

Ideen var hele tiden, at det var en midlertidig løsning, og at Bundesligaen skulle ned på 16 hold. I 1992/93 sæsonen skulle de tilbage til 18 hold, og året efter skulle man så ned til de ønskede 16 hold.

Men så blev fodbolden lige pludselig populær igen. De triste 80’ere var glemt, Tyskland var blevet verdensmestre i 1990, og Bundesligaen boomede igen. Så da 44 klubber i 1991 mødtes for at drøfte fremtiden, stemte 42 hold for at fastholde det nuværende format. 18 hold og en vinterpause. Præcis som vi kender det den dag i dag.