Historien om tåregas, en 18-årig tremålsskytte, som sov i sengetøj fra modstanderen og ellers urokkelige tv-nyheder, der blev flyttet.
Egentlig burde en pokalsemifinale, der ender 5-4 efter 120 minutters dramatisk fodbold med skiftende føringer, tre mål på seks minutter mod afslutnigen, udligning langt inde i overtiden af den ordinære kamp, mulig protest og to mål af en indskiftet spiller være en kamp, der står i hukommelsens store historiebog for al evighed.
Men selv sådan en kamp kan glide i baggrunden, når der 26 timer senere bliver spillet en kamp, der ender vanvittige 6-6 efter forlænget spilletid i en kamp, hvor et 18-årigt stortalent tager alle overskrifter med tre mål og en udligning i overtiden af den forlængede spilletid. Læg dertil, at hjemmeholdet er en underdog fra toppen af 2. Bundesliga, der er oppe mod det, som allerede dengang var en mastodont i vesttysk fodbold.
De første to dage af maj 1984 bød på de nok to største dramaer, den tyske pokalturnering har budt på. Først leverede Borussia Mönchengladbach og Werder Bremen et vildt drama på Bökelberg, hvor selv den ellers hellige Tagesschau på ARD måtte give fortabt til fodbolden og vente på, at kampen var færdig. Dagen efter var dramaet flyttet 60 kilometer mod nordøst til Parkstadion i Gelsenkirchen. Her var Schalke værter for Bayern München, der havde Søren Lerby i startopstillingen.
Tilbage til første akt af de vilde 28 timers semifinaler. Arbejdernes internationale kampdag var langsomt ved at gå fra eftermiddag til aften, da dommer Franz-Josef Hontheim satte læberne om fløjten første gang for at sætte spillet i gang. Hvad han, de 22 spillere, 34.500 tilskuere på et udsolgt Bökelberg Stadion og millioner af tv-seere ikke kunne vide var, at det blev en kamp til historiebøgerne.
Første kamp på direkte tv
Pladsen i historiebøgerne var egentlig sikret på forhånd, da det var den første kamp i vesttysk fodbold, der blev vist direkte på tv. ARD havde bøjet sig for presset fra blandt andet private tv-stationer og havde droppet deres vægring af at vise direkte fodbold på tv. Det havde de to public service-kanaler og DFB i årevis undgået for at beskytte amatørfodbolden i landet.
I de første 40 minutter på Bökelberg var der dog ikke det store, der kunne få pulsen op hos tv-seerne. De to hold, som med placeringer som nummer fire og fem efter 30 runder i Bundesligaen stadig var med i den ekstremt tætte topstrid om mesterskabet, så hinanden an og der var kun få chancer.
Lothar Matthäus, der allerede havde skrevet kontrakt med Bayern München med virkning fra den kommende sæson, satte gang i målene, da han scorede for hjemmeholdet fem minutter før pauseteen. Men inden Franz-Josef Hontheim havde fløjtet til halvtid, skulle stillingen skiftes yderligere to gange på den primitive måltavle på Bökelberg, så Borussia Mönchengladbach kunne gå til pause med en føring på 2-1.
Den føring blev til 3-1 et kvarter før tid, da Uwe Rahn scorede, og det burde have afgjort kampen. Men en kamp er først færdig, når den fede dame har sunget, og dommeren har fløjtet af, og et kvarter plus tillægstid var rigeligt til at lave yderligere fire mål i dramaet.
Tåregas
Inden målet til 3-1 var kampen nemlig afbrudt i nogle minutter. Uwe Rahn fra hjemmeholdet og gæsternes Wolfgang Sidka lagde sig pludselig i græsset, gned sig i øjnene og holdt sig for ansigtet. Det skete få sekunder efter, at Borussia-målmand Uli Sude havde smidt noget, der lignede en røgbombe ud af banen, som en tilskuer fra Werder Bremens tilskuerafsnit havde kastet den ind i hjemmeholdets straffesparksfelt.
Der viste sig at være tåregas i røgbomben, som irriterede flere spillere. Situationen var så alvorlig, at kampen var tæt på at blive afbrudt, og Werder Bremen overvejede at indgive protest mod resultatet. Den endte de dog med at frafalde, da spillere fra begge hold var ramt af generne.
“Das ist ein Skandal”, sagde kommentator Heribert Fassbender, mens flere spillere kastede sig i græsset i smerte, andre spillere var ved at komme op at toppes, og Werder-træner Otto Rehhagel var inde på banen for at berolige gemytterne. Uden for banen var flere tilskuere, fotografer og ledere også ramt af generne af tåregassen, og der gik en håndfuld minutter, før kampen kunne blive sat i gang igen. Ventetiden blev brugt på et sidelinje-interview med kampens fjerdedommer, mens tv-billederne på opfordring af Heribert Fassbender viste, at politiet anholdte og førte et par Werder-tilhængere ud af stadion.
Tilbage til kampen og det sidste kvarter. På bare seks minutter fik Werder Bremen vendt kampen og kom foran 4-3 på mål af anfører Benno Möhlmann, Wolfgang Sidka og Uwe Reinders, og med seks minutter igen var Borussia-træner Jupp Heynckes i kulkælderen, mens kollegaen fra Bremen, Otto Rehhagel, var oppe at ringe over udsigten til en tur til Frankfurt for at spille pokalfinale fire uger senere. Det var nemlig først fra den efterfølgende sæson, at det Olympiske Stadion i Berlin blev fast adresse for fremtidige pokalfinaler.
Men fem minutter inde i den for datiden usædvanligt lange tillægstid kunne indskiftede Hans-Jörg Criens dukke op og score til 4-4 efter et klumpspil oven på et hjørnespark i kampens allersidste aktion, og det gav 30 minutters ekstra fodbold. Et par minutter forinden havde Winfried Hannes leveret sit til dramaet, da han havde haft bolden i mål til udligning, men målet blev underkendt for offside.
Criens var i øvrigt blevet sendt på banen af Jupp Heynckes, da Bremen havde udlignet til 3-3, og han blev efter denne kamp kendt som en gylden joker, der kunne sættes ind, når der skulle scores et afgørende mål.
Og afgørelsen fik Hans-Jörg Criens lov til at stå for et par minutter efter pausen i den forlængede spilletid. På det tidspunkt skulle ARD have vist nyhedsudsendelsen Tagesschau, der stod til at skulle begynde klokken 20. Men selv en ellers højhellig og urokkelig nyhedsudsendelse måtte vige pladsen for en fantastisk fodboldkamp, der bød på både masser af mål og drama. De nyhedshungrende seere kunne så nyde, at Hans Jörg Criens med det yderste af et langt fremstrakt højreben kunne vippe bolden op på pandebrasken, hvor den dansede et par gange, inden han med venstrebenet kunne sparke bolden i mål bag Dieter Burdenski og sikre die Fohlen en finaleplads for første gang i 11 år.
“Det var fodbold, som vi elsker det. En kamp, der vil gå over i historien”, skrev Kicker dagen efter kampen.
Olaf Thon træder ind på scenen
Og det var en kamp, der gik over i historien. Men den fik kun en mindre plads, for knap 24 timer efter kampen på Bökelberg var fløjtet af, satte dommer Wolf-Günter Wiesel gang i den anden semifinale på Parkstadion i Gelsenkirchen mellem Schalke og Bayern München.
Schalke-spillerne havde også set kampen aftenen før, og Schalke-spilleren Bernd Dierssen sagde til Die Zeit, der 25 år efter kampen lavede en artikel om de to semifinaler, at “vi sagde til hinanden, at sådan en kamp ser man kun én gang hvert tiende år”.
Han fik ikke ret…
Tilskuerne på den propfyldte oval i Gelsenkirchen skulle være klar fra første sekund, hvis de ville have hele dramaet med. På 12 minutter havde Bayern efter planen bragt sig foran 2-0 på mål af Karl-Heinz Rummenigge og Renhold Mathy, inden Thomas Kruse minuttet efter Mathys mål reducerede til 1-2.
“Da vi var kommet bagud 2-0, sagde min fornemmelse mig, at vi nu skulle gøre alt for, at vi ikke tabte kampen 8-0,” fortalte Olaf Thon flere år senere, da han i en dokumentar så tilbage på kampen.
Først et par minutter efter reduceringen til 1-2 begyndte ZDF deres transmission af kampen. For fodbold kunne under ingen omstændigheder ændre deres sendeplan, og på den måde gik millioner af tv-seere glip af tre mål i livetransmissionen.
Men tre mål var langt fra nok på denne regnvåde aften i Gelsenkirchen, og både seere og tilskuere på stadion fik yderligere to mål inden for de næste fem minutter. Det første var af en spiller, der var fyldt 18 år dagen før, og som skulle vise sig at blive én af de store Schalke-spillere i historien.
Olaf Thon sørgede med sit første mål denne aften for en udligning til 2-2, men Michael Rummenigge scorede det femte mål inden for kampens første 20 minutter og sikrede Bayern en 3-2-føring. Kapaciteten var på 70.400 tilskuere på stadionet i Gelsenkirchen, som blev bygget til VM-slutrunden ti år tidligere, men uofficielt var der op mod 78.000 tilskuere på lægterne.
Efter lillebror-Rummenigges mål var der dømt våbenhvile i kampen efter de første, vanvittige 20 minutter.
Man skulle helt frem til et kvarter efter pausen, før den 170 centimeter høje Olaf Thon igen scorede – denne gang med hovedet. Schalke nåede endda at komme foran 4-3, inden Michael Rummenigge ti minutter før tid med sit andet mål kunne udligne til den anden 4-4 kamp efter ordinær tid i pokalsemifinalerne.
Det vælter ned med mål
Men så var der først for alvor drama, mens regnen blev mere og mere voldsom på det pivåbne stadion, hvor kun en del af hovedtribunen var i læ for regnen med en mindre overdækning.
Vi skulle ind i midten af anden halvleg af den forlængede spilletid, før der igen blev serveret mål. Og det var et mål, der kom ud af ingenting. Schalke-keeper Walter Junghans, der i øvrigt havde en fortid som afløser for Sepp Maier i Bayerns mål, tabte efter 112 minutter en ufarlig bold for fødderne af indskiftede Dieter Hoeness, som med sin klodsede elegance kunne skubbe bolden over stregen til Bayern-føring 5-4.
Med otte minutter igen burde det være en form for afgørelse, men det var det langt fra. Tre minutter senere udlignede Bernhard Dietz til 5-5, inden Dieter Hoeness med sit andet mål på en kontra scorede til 6-5.
“Dass muss die Entscheidung sein”, sagde kommentator Eberhard Figgemeier på ZDF. Men han var for hurtigt ude.
Denne gang var der tre minutters overtid i anden halvleg af den forlængede spilletid, og Schalke fik et frispark i venstre side. Olaf Thon gjorde sig klar til at tage frisparket, men løb i stedet frem og placerede sig tæt på det venstre hjørne af målfeltet. Efter et klumpspil røg bolden over til ham, og resolut svingede han venstrebenet. Han ramte den perfekt og kunne se, at Bayern-målmand Jean Marie Pfaff kiggede efter bolden, der med fuld kraft ramte nettet.
6-6, og Thon blev revet omkuld af ellevilde holdkammerater, mens fotografer og officials susede ind på banen for også at være en del af jublen. Og den ellers gigantiske måltavle på Parkstadion havde kun lige akkurat plads til at få skrevet navnene på alle 12 målscorere i kampen.
“Das gibt es nicht. So ein Spiel habe ich noch nie gesehen,” kommenterede en euforisk Eberhard Figgemeier, mens Olaf Thon forsvandt i mængden af jublende medspillere.
Tre hjertetilfælde og et dødsfald
Det hele var så spændende, at samaritter hele tre gange måtte rykke ud til personer med hjerteanfald på tribunerne. Og en 60-årig mand nåede aldrig at få afslutningen på dramaet med. Han døde desværre som følge af hjertetilfældet.
Efter kampen kunne Olaf Thon i et kaotisk interview med den legendariske reporter Rolf Töpperwien efter kampen afsløre, at han faktisk var Bayern München-fan, og at han sov i sengetøj fra Bayern München.
– Men nu er jeg Schalke-spiller og scorer mål for dem,” sagde den ganske cool Olaf Thon, der fire år senere skiftede til Bayern München. Her spillede han i seks sæsoner inden, han skiftede tilbage til Schalke. https://www.youtube.com/watch?v=fl9yFRiXPCQ
Det skifte kunne dog være kommet langt hurtigere i stand. Bayern-træner Udo Lattek sagde, at havde han haft ti millioner D-mark til rådighed, havde han taget Olaf Thon med til München samme aften efter det, der formentlig var den allerbedste kamp i Thons lange karriere.
Heldigvis var straffesparkskonkurrencen endnu ikke blevet en del af semifinalerne af DFB Pokal i 1984, og det havde også været en ond skæbne, hvis et af holdene skulle sige farvel til turneringen efter en så vanvittig kamp.
Derfor blev der kaldt til en ny kamp i München ugen efter. Selvom kampen ikke kunne måle sig i dramatik med det omvendte opgør, kunne de 40.000 tilskuere på Olympiastadion alligevel nyde spænding og en god portion mål.
Bayern München kom planmæssigt foran 2-0 ved pausen, men Schalke slog igen og kom på 2-2 små 20 minutter før tid, og havde også muligheden for at komme foran. Men Karl-Heinz Rummenigge scorede til 3-2 med 11 minutter igen, og så var det endeligt afgjort. Schalke-spillerne var i øvrigt blevet lovet en bonus på 10.000 mark for at gå videre, men en ung Rudi Assauer var så begejstret for den første kampe, at Schalke-spillerne alligevel fik bonussen, selvom det endte, som det næsten altid gør i tysk fodbold – Bayern vinder i sidste ende (næsten) altid…
