bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: SV Werder Bremen – FC Schalke 04

Optakt: SV Werder Bremen – FC Schalke 04

Det er en kamp mellem to klubber, der ønsker en mere stabil sæson end den sidste og etablere sig højere i tabellen. Set fra et dansk perspektiv bliver det spændende at se, om kaptajn Delaney kan fortsætte den gode form han tog med sig ovenpå landsholdets to sejre og være med til at sikre Werder Bremens første sejr.

Kampfakta:

Spillested: Weser-Stadion
Dommer: Benjamin Brand
Kamptidspunkt: Lørdag 15.30

Holdnyt:
SV Werder Bremen:
Die Grün-Weißen har efter et svært kampprogram i sæsonens første tre kampe kun fået et enkelt point, som man fik efter mål af Thomas Delaney i sidste rundes kamp mod Hertha BSC på Olympiastadion. Pointet kom efter to nederlag til Bayern München og Hoffenheim, så man har altså stadig den første sejr til gode.

Hvis man vil undgå unødvendig snak om en gentagelse af sidste sæsons dårlige start, hvor man først fik sejr og point i femte runde, vil en sejr virke beroligende i troen på en bedre placering i denne sæson. Klubbens Direktør Frank Baumann appellerer til, at man går modigt ind til kampen og opfordrer til ikke at være bange.

I de første tre kampe har de kun formået at score et enkelt mål, så hvis den nordtyske klub skal gøre sig forhåbninger om at få anden sejr i træk over vesttyskerne, skal de håbe, at Max Kruse begynder at få bolden i nettet igen. I sidste sæson opnåede han en sjetteplads på topscorerlisten med 15 mål og var derfor en vigtig brik i holdets genoprejsning efter årsskiftet. Op til kampen har Alexander Nouri udtalt, at han håber at Kruse snart får hul på bylden, og at han ser en spiller, der arbejder hårdt og omhyggeligt med tingene.

Nouri må til dagens kamp undvære finske Moisander og den normale anfører Junuzovic.

FC Schalke 04:
Die Königsblauen er startet sæsonen med to sejre og et nederlag til oprykkerne fra Hannover 96. Begge sejre er kommet på hjemmebanen Veltins-Arena i Gelsenkirchen, så med rundens kamp kan man tilføje det første point på udebane og undgå at fortsætte sidste sæsons dårlige resultater på fremmed græs. Således opnåede de kun tre sejre og samlet 14 point på udebane, hvilket kun fire hold gjorde værre.

Kampen bliver et gensyn for forsvarsveteranen Naldo, som fra 2005-12 spillede 173 kampe for de grønblussede fra Bremen. En anden som kan gøre et længeventet comeback er Embolo, som Schalke erhvervede sidste sommer fra Basel. Han fik sidste sæson ødelagt, da han blev skadet i en kamp mod Augsburg d. 15. oktober 2016 og er først nu ved at være klar efter et års skadespause. I de første par kampe har han været på bænken uden at blive indskiftet, men cheftræneren Tedesco melder, at han snart er klar til sine første minutter på banen i Bundesliga. Indtil videre har Embolo måtte nøjes med at spille to kampe for andetholdet i Oberliga.

I 101 indbyrdes opgør har holdet fra Gelsenkirchen vundet 40 kampe, mens de har lidt nederlag i 41 af slagsen. De kan altså udligne den historiske statistisk ved at få revanche, efter at de led et sjældent 3-0 nederlag på Weser-Stadion i seneste kamp. Siden sommeren 2010 har de Kongeblå nemlig kun tabt to af de seneste 14 indbyrdes dueller mod Werder.

Tedesco må til rundens kamp undvære Alessandro Schöpf, der er ude med rygproblemer.

Karantæner:

SV Werder Bremen: Ingen

FC Schalke 04: Ingen

Bud på startopstillinger:
SV Werder Bremen: Pavlenka – Ro. Bauer, L. Sané, Veljkovic – Gebre Selassie, M. Eggestein, Augustinsson – Kainz, Delaney – Bartels, M. Kruse

FC Schalke 04: Fährmann – Kehrer, Naldo, Nastasic – D. Caligiuri, Bentaleb, Oczipka – Goretzka – Harit, Konoplyanka – G. Burgstaller

Vidste du, at…:
vinderen i seks af de seneste otte indbyrdes opgør har vundet kampen ved at score tre mål? Tre af kampene er endt 3-0, mens de øvrige tre er endt 3-1.
Og da vi elsker gode danske præstationer forkæles i med lidt ekstra. For vidste du, at Ebbe Sand med syv mål besidder rekorden for flest scorede mål mod Werder Bremen for Schalke 04?

Dom:
Kampen bliver formentlig tæt og målrig, som det næsten er blevet kutyme, når disse to hold mødes. Vi håber på en Delaney i hopla og tror, at Werder Bremen fortsætter Schalkes problemer på udebane og henter sæsonens første sejr. Kampen ender 3-1.

 

Læs også: Guide: Fodboldrejse til Werder Bremen

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 17 – Was Erlaube Bayern?
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien