Et langt udkast fra den daværende FC Basel keeper Yann Sommer ender hos højrefløjen Callá, som afdribler en mand og via David Degen sender bolden videre til den netop indskiftede debutant Breel Embolo. I en en-mod-en situation overmatcher Embolo fuldstændig sin mand og sender bolden køligt ned i venstre hjørne. Blot tre uger efter sin 17 års fødselsdag tiljubles Breel Donald Embolo for første gang på St. Jakobs Park, og siden da er det gået stærkt for Schweiz’ angrebstalent.
Med sine kun 19 år er Breel Embolo allerede et kendt navn i fodboldverden. Den unge angriber, som blev født i Cameroun og som seks-årig flyttede med sin mor til Schweiz, har siden debuten i Raiffeisen Super League i marts 2014 spillet 60 kampe for Basel hvilket kastede 31 scoringer af sig. Samtidig har Embolo i sin Basel tid stået for 22 målgivende afleveringer, hvor størstedelen blev serveret for østrigske Marc Janko, som han i sidste sæson dannede et stærkt angrebspar med.
I de schweiziske medier er Breel Embolo før blevet sammenlignet med Didier Drogba, grundet hans meget atletiske angrebsstil. Et godt tempofyldt spil, en utrolig muskelmasse samt en fremragende teknik gør, at det sommetider ser legende let ud for ham at komme forbi sine modstandere, som ofte ender med at se en smule akavede ud efter en duel med den bomstærke angriber.
En af Embolos spidskompetencer er helt klart evnen til at kunne vriste sine modspillere fra sig. Her skraber han en hel del frispark til sig, grundet hans evne til at drible og gøre det uventede. Dette blev blandt andet set i Schweiz’ åbningskamp i dette års EM-slutrunde mod Albanien, hvor to spillere ragede et gult kort til sig i forsøget på at stoppe den stærke angriber. Disse dribleriske evner har desuden resulteret i, at Basel både har brugt Embolo som angrebsmakker til Janko, men også som en højrefløj, hvor hans assists for denne sæson taler for sig selv.
Den stærke angriber med de camerounesiske rødder der, ud over Drogba, også er sammenlignet med Balotelli i sin spillestil, kunne dog personligt ikke være fjernere fra den problematiske italienske angriber. Embolo er sympatisk, nede på jorden og ikke mindst ærlig. Dette blev bevist tilbage i november, hvor Basel blev tilkendt et hjørnespark i det 86. minut i en kamp mod rivalerne fra Grasshoppers, hvor man var bagud 2-3. Taulant Xhaka skyndte sig ud til hjørneflaget og placerede bolden, men forvirret måtte han dog aflevere bolden til Grasshoppers, da dommeren havde annulleret hjørnesparket – Embolo havde således været forbi dommeren og fortalt, at han rørte bolden sidst hvilket også var tydeligt på billederne.
[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=OOEZyyzFk9A[/embedyt]
Denne aktion gjorde kun spilleren mere populær, og hans sympatiske personlighed kom også frem i vinterens transfervindue, hvor Wolfsburg så ud til at hente ham til Volkswagen Arena. Lige knap 30 millioner Euro blev der således budt, men Embolo afviste og fortalte den schweiziske presse, at han ikke var alle de penge værd, og derfor ville blive i Basel sæsonen ud.
Endnu et sympatisk træk fra den unge schweizer kom sidste vinter, da Embolo grundlagde Embolo Foundation, som hjælper unge og fattige i Cameroun, Peru og Schweiz.
En af Embolos svagheder kan dog være hans tendens til at falde ud af kampene, såfremt tempoet er højere end hvad han er vant til. At Embolo kan virke anonym i større kampe blev set i et par af Basels europæiske kampe, hvor han ikke kom frem til nogle større chancer, mens der heller ikke blev skabt meget ude på kanten. Samtidig har han flere gange mødt kritik af den schweiziske presse i sin måde at drible med bolden, hvor han ofte ikke har bolden tæt på fødderne, men derimod sprinter efter den. Dette har resulteret i flere løbedueller på kanterne i den schweiziske Super League, som dog oftest er vundet af Embolo. Disse aspekter er noget der kan give ham problemer i Bundesligaen – men dog ses der ingen reelle problemer i Embolos spil, som ikke vil kunne blive forbedret efter en håndfuld kampe i Tyskland. Derfor må man også formode, at Schalke er tålmodige med at bringe Embolo i spil til en startformation i den nye sæson. Der er stadig nogle aspekter i den angriberens spil som skal pudses af, inden han er klar til de helt store kampe i Bundesligaen.
Billedet er taget fra Schalkes hjemmeside