Renato Sanches løber med bolden i højre side af Polens felt. Han udmanøvrerer Artur Jędrzejczyk, sender bolden til en medspiller, får den straks tilbage i fødderne. Foran står Krzystof Maçzyński. Den unge portugiser med de karakteristiske dreadlocks tager et par meter, mens Maçzyński desperat forsøger at stoppe ham. Sanches trækker venstre ben tilbage, lægger an til skud. Og så sjasker han den afsted. Forbi Łukasz Fabiański i det polske mål og direkte ind i nederste højre hjørne af målet. Renato Sanches’ første landsholdsscoring og så endda i en EM-kvartfinale.
Han er uden sammenligning Portugals EM-trups benjamin, unge Renato Sanches. Med sine 18 år er han ti år yngre end truppens aldersgennemsnit på 28,4 år. Alligevel er han i løbet af de sidste fire uger kommet på alles læber som en profil i en trup, der ellers tæller store fodboldnavne som Pepe, Nani, Ricardo Quaresma og – selvfølgelig – Cristiano Ronaldo.
En ting er selvfølgelig, at han ser markant ældre ud end de 18 år, han officielt er. Hans ansigtstræk passer snarere til en voksen mand i midten af 20’erne, som den franske træner Guy Roux pointerede. Men den mest væsentlige årsag til Sanches’ nyvundne stjernestatus er, at han har vist sig at være en af EM-slutrundens absolut største fodboldoplevelser.
For to måneder siden kunne Bayern München løfte sløret for, at de havde købt den unge midtbane-komet for intet mindre end 35 millioner euro (260.000.000 kroner, red.). For mange andre spillere i fodbold-Europas elite havde det måske været et rimelig almindeligt beløb, men for Renato Sanches er det en fuldstændig uhørt pris.
Et år i eliten
Det er ikke engang et år siden, at Renato Sanches fik sin debut for Benficas førstehold i den bedste portugisiske række. Forinden havde han spillet en sæson for Benficas B-hold i den næstbedste række i Portugal, hvor han i alt spillede 34 kampe og scorede tre mål. Som med et trylleslag stod han pludselig i den bedste række som mere eller mindre fast mand. 24 kampe i den bedste liga, to indskiftninger og bare tre udskiftninger.
Som om det ikke var nok, debuterede han i marts i år på det portugisiske landshold. Ganske vist kunne portugiserne ikke svinge sig op til mere end et 1-0-nederlag mod Bulgarien, men Renato Sanches blev mødt af en purung baneløber, der ifølge portugisiske medier blot ville ønske unge Sanches tillykke med landsholdsdebuten.
Arbejder som en hest
Der er noget utrætteligt over ham, når han først får fødderne på bolden. Han er som sådan en glimrende tekniker, men det er hans evne til at nægte at overlade bolden til en modstander, som gør ham til noget helt særligt.
Renato Sanches er ikke typen, der smider sig ned, så snart en modspiller strejfer hans skulder. I stedet tonser han videre som en lykkelig labrador efter en frisbee. Han pisker afsted, lægger de helt rigtige afleveringer og står de helt rigtige steder på banen. Han spiller – for nu at vende tilbage til førnævnte tvivl om hans alder – virkelig ikke som en på 18 år.
Derfor er det næppe heller tilfældigt, at han på mindre end et år er gået fra at være profil på Benficas B-hold til at være et af de absolut største talenter i fodbold. Han er røget til en af de bedste klubber i verden for et astronomisk million-beløb og har fået debut på det portugisiske landshold. Faktisk er han den yngste portugiser til at optræde i en slutrunde før ham. Den rekord har han taget fra – rigtigt gættet – Cristiano Ronaldo.