bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sådan går det de danske spillere i Tyskland: Formstærke Ingvartsen og Albers samt Robert Skov som målscorer

Sådan går det de danske spillere i Tyskland: Formstærke Ingvartsen og Albers samt Robert Skov som målscorer

danske spillere, danskerstatus

Efter en voldsom weekend i Bundesligaen venter nu en landsholdspause, og den udnytter vi til at gå danskerne efter i sømmene i Bundesligaen og 2. Bundesligaen. Vi ser blandt andet nærmere på Marcus Ingvartsen og Robert Skov, der begge har åbnet målkontoen, mens der er mangel på spilletid til flere danskere, heriblandt Augsburgs Mads Valentin Pedersen.

 

Thomas DelaneyBorussia Dortmund

Det har været noget af en rutschebanetur for den danske midtbanekriger den seneste måneds tid. Efter et par stærke aktioner mod blandt andet FC Barcelona i Champions League samt en storkamp hjemme mod Leverkusen, var Delaney ikke med mod hverken Wolfsburg eller senest i Der Klassiker mod Bayern, og da Dortmund leverede et flot comeback mod Inter i Champions League, var det også uden den danske landsholdsspiller.

Julian Weigl og Mo Dahoud har taget over i disse kampe, men situationen er ikke ny for danskeren, der også var bænket i begyndelsen af sæsonen og generelt virker til at tage situationen i stiv arm.

Delanyes plads på bænken skyldes også Favres roteren i truppen på noget nær samtlige pladser i et forsøg på at finde den rette balance, så Delaney skal nok få chancen igen inden længe. Det kan således være Delaneys held, at ingen Dortmund-spillere for alvor leverede i Der Klassiker, og når de i næste runde møder kontraivrige Paderborn hjemme, er det måske meget fornuftigt at have et ekstra defensivt anker at trække på.

Kampe: 9
Mål: 0
Assists:
0

 

Yussuf Poulsen, RB Leipzig

I sidste sæson fik Yussuf Poulsen for alvor hul på nål bylden, samt lukket munden på de kritikkere, der mente, at han laver for få mål. I denne sæson har Yussuf Poulsen dog haft lidt sværere ved at få nettet til at blafre, men ikke desto mindre har han fortsat en stor rolle på Leipzig-mandskabet. Det er dog ikke sådan, at den danske angriber slet ikke laver mål, for her på det seneste har han været afgørende for Leipzig.

I nedsablingen af Mainz i 10. spillerunde kom Yussuf Poulsen på tavlen en enkelt gang, mens han også leverede en enkelt assist. I seneste runde ude mod Hertha BSC havde danskeren også næstsidste fod på, og generelt kører det offensivt for både Leipzig og Yussuf Poulsen, der er makker med brandvarme Timo Werner.

Netop det makkerskab betyder, at danskeren uden tvivl har længere snor, fordi de to Leipzig-angribere supplerer hinanden så godt, som det er tilfældet. Der er grund til optimisme hos danskeren, der dog kan mærke den øgede konkurrence i truppen, hvor særligt Patrik Schick efterhånden byder sig til i kampen for en startplads ved siden af Werner

Kampe: 16
Mål: 2
Assists: 10

 

Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund

Har Dortmund fået for mange kantspillere til, at der er plads til Jacob Bruun Larsen i øjeblikket? Det spørgsmål kan være relevant at stille, for det vrimler ikke ligefrem med spilletid til den danske offensivspiller. Siden sidst har Bruun Larsen slet ikke været i aktion i Bundesligaen, mens han blev skiftet ind i 0-2-nederlaget ude mod Inter i Champions League. Han fik også chancen fra start i pokalkampen mod Gladbach, hvor Bruun Larsen dog blev skiftet ud efter 63 minutter.

Han er derfor ikke så langt fra holdet, som spilleminutterne i Bundesligaen antyder, for han er med i truppen hver gang. Han har også uden tvivl Lucien Favres tillid, men lige nu er der bare så meget kvalitet i Dortmunds trup, at Bruun Larsen må tage til takke med de minutter, som han får, og så kan et lejemål til vinter måske komme på tale, hvis Dortmund som ventet går ud og henter en ny backupangriber. For selvom han har sin foretrukneplads på kanten, så er en del af spilletiden kommet helt fremme, i den periode hvor Paco Alcácer sad ude med en skade.

 

Kampe: 8
Mål: 0
Assists: 1

 

Robert Skov, TSG Hoffeniem

Was für eine Hammer! Således kan man roligt betegne Robert Skovs første Bundesligamål i Hoffenheim-trøjen, som selvfølgelig var på frispark mod Paderborn. Det var et mål, som vi andre før har set i Superligaen, men i Bundesligaen var denne variant alligevel ny.

Robert Skov har sat sig fast på venstre wingback, som lige pludselig er blevet der, hvor frisparksspecialisten tørner ud uge efter uge. Den placering passer Skov fint, har han udtalt, og den unge dansker er bare glad for, at han kan være med til at bidrage, der hvor han nu en gang kan.

Robert Skov har også fået vist prøver på sit fine spil, og bevist hvorfor han er landsholdsspiller, da han bl.a. assisterede i Hoffenheims 2-1-sejr mod Bayern München. Kantspilleren har også sat sig solidt på venstrekanten, hvor han lige nu spiller alle kampe – og har gjort det siden den 23. september. Vi glæder os allerede til det næste danskeroverblik, hvor der måske er endnu et frisparksmål fra Robert Skovs venstrefod på menuen.

Kampe: 12
Mål: 1
Assists: 3

 

Frederik Rønnow, Eintracht Frankfurt

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det må Frederik Rønnow i den grad sande, for det normale førstevalg i Eintracht-målet, Kevin Trapp, er blevet skadet, og så blev Rønnow kastet for løverne hjemme mod Werder Bremen. En chance, som Rønnow har ventet længe på, og man må i den grad sige, at keeperen både har grebet chancen og en masse bolde.

Frederik Rønnow spillede ligeledes også næste kamp hjemme mod Leverkusen, hvorefter danskeren blev rost til skyerne – med rette – efter en fantomkamp, der gav ham prisen som rundens bedste spiller i kicker. Sidenhen har Rønnow stået yderligere syv kampe, og det er en fornøjelse endelig at se danskeren i aktion igen. Selvom Trapp nok stadig er førstemålmand, når han kommer tilbage, har Rønnow dog givet Adi Hütter noget at tænke over med sine seneste præstationer.

 

Kampe: 9
Clean sheets: 2

 

Jakob Busk, FC Union Berlin

Jakob Busk lever fortsat det kedelige liv som andenmålmand, og han har indtil videre set samtlige kampe fra bænken. Det er, som vi har slået fast flere gange, ikke en optimal situation for den tidligere FCK-keeper, der muligvis vil gøre klogt i at blive lejet ud til jul, hvis han vil have spilletid.

Kampe: 0

 

Marcus Ingvartsen, FC Union Berlin

Da Marcus Ingvartsen indledte sæsonen i sin nye klub i Bundesligaen, blev han desværre hurtigt ramt af en muskelskade. Den er han heldigvis kommet tilbage fra, og i hjemmesejren på 2-0 mod Freiburg fik den danske angriber også åbnet målkontoen for Union Berlin. Et rigtigt fint mål som danskeren stod bag, og siden har han faktisk været med fra start for Bundesliga-oprykkerne, der har vundet tre ud af de seneste fire kampe.

Det har derfor været et succesfuldt skifte for Ingvartsen indtil videre, og hvis han kan blive ved i samme bane, ser det godt ud – både for ham og Union. I weekenden fik danskeren egentlig også bolden i kassen i udesejren mod Mainz, men det blev efterfølgende lavet om til et selvmål, så sæsontotalen lyder fortsat på en enkelt scoring.

Marcus Ingvartsen skal bare fortsætte og holde snuden i sporet, så skal der nok komme flere mål, det er vi overbeviste om.

 

Kampe: 7
Mål: 1
Assists: 0

 

Mads Valentin Pedersen, FC Augsburg

Siden det seneste Danskeroverblik har Mads Valentin Pedersen desværre ikke været i aktion for Augsburg, hvis vi da ser bort fra en testkamp mod Bayerns andethold. Han har faktisk ikke en gang været i truppen på Martin Schmidt mandskab, hvor Philipp Max sidder mere end solidt på venstrebacken. Det hjalp heller ikke på det, at netop Max scorede i weekenden efter 41 minutters spil, og lige nu må Mads Valentin kigge langt efter spilletid.

Philipp Max er dog stadig en kandidat til et salg til vinter, hvilket kan rykke Mads Valentin Pedersen tættere på holdet igen, ligesom et trænerskifte kan det, hvis Augsburg på et tidspunkt vælger at skifte sig af med hårdtpressede Martin Schmidt.

 

Kampe: 3
Mål: 0
Assists: 1

 

Andreas Poulsen, Borussia Mönchengladbach

Her har vi at gøre med endnu en dansk venstreback, der også må kigge langt efter spilletid i øjeblikket. Den 20-årige venstreback har dog været med i Bundesliga-truppen tre gange i indeværende sæson, men han har altså fortsat sin Bundesliga-debut til gode for det øjeblikkelige tophold i ligaen.

Kampe: 0

 

Asger Sørensen, FC Nürnberg 

Selvom det resultatmæssigt ikke har været nogen speciel god periode for FC Nürnberg, har det ikke desto mindre været en fin periode for Asger Sørensen. Det lyder umiddelbart mærkeligt at sige, da den danske midterforsvarer fik rødt kort i et nederlag ude mod Ezgebirge Aue, som betød, at han havde karantæne i kampen mod sin tidligere klub, Jahn Regensburg. Siden da har Asger Sørensen haft noget at revanchere, og faktisk har danskeren scoret i begge af de seneste opgør mod hhv. Bochum og Bielefeld.

Læs interview med Asger Sørensen

Det fortæller omvendt nok også mere om Nürnbergs problemer i øjeblikket, at det er deres dansker midterforsvarer, der ligger på en delt andenplads på klubbens topscorerliste i denne sæson. Asger Sørensen spiller fortsat alle minutter, men i øjeblikket kører det ikke for Nürnberg rent defensivt, og her kan danskeren ikke helt sige sig fri for at have præsteret godt nok. Det er dog positivt, at han gang på gang får fuld spilletid, det skal man aldrig brokke sig over. Værd at notere sig er det også, at Jens Keller er ny mand i spidsen hos den kriseramte klub.

Kampe: 12
Mål: 3

 

Brian Hamalainen, Dynamo Dresden

Dresden-mandskabet leder stadig efter en rytme og en fast stamme, og det betyder, at Brian Hamalainen i øjeblikket spiller, men det er meget forskelligt, hvor lang tid det drejer sig om. Det positive for danskeren er dog, at han kan spille både i midterforsvaret, på backen samt på midtbanen, og på alle disse tre positioner har Hamalainen optrådt på det seneste.

Danskeren har både startet inde, været skiftet ind samt skiftet ud i de seneste par kampe, og det er generelt svært at bedømme, hvilken rolle Brian Hamalainen har på Dresden-mandskabet. I Pokalkampen mod Hertha BSC, hvor Dynamo Dresden satte ny rekord og medbragte vanvittige 35.000 udebanetilhængere til deres kamp, fik han således 80 minutter på venstreback.

Kampe: 8
Mål: 0
Assists: 0

 

Andreas Albers – SSV Jahn Regensburg

Vi slutter vores gennemgang med Andreas Albers, der fortsat har stor succes med sit første udlandseventyr i SSV Jahn Regensburg. Den 29-årige angriber er fast mand i startopstillingen for 2. Bundesliga-mandskabet, og han har flere gange takket for tilliden. Faktisk er det især i de store opgør, at Albers har vist målnæsen frem, da han scorede sit andet sæsonmål hjemme mod oprykningsaspiranterne fra HSV. Her blev danskeren skiftet ind efter 70 minutter, og bare et kvarter senere havde han sendt bolden i nettet – og sikrede sit mandskab et enkelt point.

Læs interview med Andreas Albers

I den efterfølgende kamp mod Holstein-Kiel måtte Andreas Albers dog igen tage plads på bænken, men igen blev han skiftet ind – og scorede efter en lille halv time på banen til 2-1. Derefter startede han godt nok ude mod Sandhausen, men danskeren kom atter på banen – dog uden at score. Ikke desto mindre har Albers fået overbevist træner Mersad Selimbegovic om, at han er denne rette mand i front.

I seneste runde kvitterede Albers nok en gang, da han igen kom på måltavlen denne gang ude mod Darmstadt. Indtil videre kan Andreas Albers i den grad være tilfreds med sit skifte til Regensburg, der har givet ham nogle vigtige succesoplevelser – og lad os håbe, at de fortsætter.

Kampe: 13
Mål: 4
Assists: 2

 

 

You may also like
Højdepunkter og mål: Schalke – Union Berlin 2-1
Højdepunkter og mål: Union Berlin – Gladbach 2-0
Højdepunkter og mål: Hertha BSC – RB Leipzig 2-4
Højdepunkter og mål: Mainz – Union Berlin 2-3