bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Rundens Buli-hold – uge 18

Rundens Buli-hold – uge 18

Hver uge umiddelbart efter sidste slutfløjt sætter bulibold.dk rundens Bundesligahold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.

Rundens hold – Uge 18 (4-2-3-1):

Screen Shot 2014-01-27 at 10.37.23

TOR
Manuel Neuer (Bayern München) – Pladsen kunne også være gået til ter Stegen, der havde langt mere at se til end sin kollega i Bayern-målet. Neuer sikrer sig dog pladsen ved igen at holde nullet. Var sikker når der var fare på færde og parrerede et par glimrende forsøg fra blandt andet Max Kruse.

ABWEHR
Chandler (Nürnberg) – Første af hele tre Nürberg spillere i forsvaret på rundens Buli-hold. Der Club har haft ualmindelig svært ved at holde nullet, men mod Hoffenheim var aftalerne på plads. Chandler glimrede i øvrigt også med det vigtige åbningsmål.
Dante (Bayern München) – Brasilianeren har været i mediernes søgelys på det seneste, efter udmeldinger om at han måske kunne forlade Bayern til fordel for Manchester United.  I Gladbach var Moyes på stadion, men Dante virkede ikke påvirket af virakken – tværtimod. Var tilbage på samme høje niveau som i sidste sæson med autoritet og sikkerhed i samtlige indgreb.
Pinola (Nürnerg) – Hele efteråret lignede Pinola en mand, der kæmpede alvorligt med at finde niveau akkurat som resten af holdet. Men mod Hoffenheim var han om nogen manden, der identificerede forandringen. Normalt er det kollega Nilsson, der leder forsvaret, men denne gang var Pinola ham der gik forrest, hvilket 13 clearinger med al tydelighed viser.
Plattenhardt (Nürnberg) – Positionen som venstre back var lidt halv billigt til salg, så vi belønner Plattenhardt, der sammen med resten af Nürnberg-holdet forhindrede Hoffenheims sprudlende offensiv i at score.

MITTELFELD
Rolfes (Leverkusen) – Kaptajnen kom endnu en gang på måltavlen, denne gang med en scoring efter hjørne. Der var ikke mange af Leverkusens spillere, der spillede op til niveau, men Rolfes var sit holds klart bedste i både defensiven og offensiven.
Meyer (Schalke 04) – Får pladsen på den centrale midt, selvom han helst gør sig lidt længere fremme. Var en af de positive indslag for Schalke før jul, og han fortsatte takterne mod HSV med en ny scoring. Det kan godt være, Draxler smutter til sommer, men i Meyer har Schalke 04 et kæmpe talent, der er klar til at påtage sig mere ansvar.
Bittencourt (Hannover 96) – Der var store forhåbninger, da Hannover i sommers hentede Bittencourt til klubben. Under Slomka blev det dog til begrænset spilletid, men Tayfun Korkut virker, bedømt ud fra første kamp, til at have anderledes tiltro til stortalentet. To scoringer i en flot udesejr er længe rigeligt til en plads på vores hold.
Farfan (Schalke 04) – Rundens spiller og måske hans bedste indsats for klubben nogensinde. Var ganske enkelt formidabel med en scoring og to assists. Meget mere er der vist ikke at sige.
Götze (Bayern München) – Han var falsk 9’er mod Gladbach, men på vores hold er han rykket en tand tilbage. En af Götzes bedste kampe i Bayern-trøjen, hvor han i sær i første halvleg var en (for) stor mundfuld for hjemmeholdets bageste. Eksekverede sikkert på Müllers oplæg, men detaljen kort tid inden hvor han med ryggen til mål  elegant tipper bolden over Dominguez og dernæst rammer stolpen, var på højt teknisk niveau og havde fortjent en bedre skæbne.

STURM
Diouf (Hannover 96) – Should I stay or should I go. Det var spørgsmålet for både Hannover og Diouf i vinterpausen, da senegaleserens kontrakt udløber til sommer. Valgte i sidste ende at blive, og det skal de være glade for i det nordtyske. Med to assists var han sammen med Bittencourt manden, der sænkede Wolfsburg. Bør være et attraktivt navn for mange større klubber til sommer.

TRAINER
Tayfun Korkut (Hannover 96) – Det var et modigt valg, da Korkut uden den store erfaring blev hentet ind i vinterpausen, men hvilken debut for tyrkeren. I hele efteråret lykkedes det ikke for Hannover at hente point på udebane, men efter en enkelt kamp, blev der ændret på det, og så mod Wolfsburg, der var uden nederlag i de foregående ni kampe. Også et stort skulderklap til Verbeek, der sikrede Nürnberg klubbens første sejr i denne sæson.

Rundens kamp: Freiburg – Leverkusen 3-2
Det var på mange måder en atypisk runde, da kun Bayern og Schalke formåede at vinde blandt top 7 holdene. Denne rundes bedste kamp fandt sted i Freiburg, hvor hjemmeholdet to gange var bagud, men alligevel formåede at sikre sig de tre point på en overtidsscoring af indskiftede Felix Klaus. Endlich Rückrunde

Honorable mentions:
Huntelaar, ter Stegen, Russ, Badelj, Santana, Mehmedi, Schmid, Sahin, Okazaki, Thomas Müller, Rafinha, Drmic, Rodriguez

 

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Rundens hold i Bundesligaen – runde 29: Rekord-Sancho,
Rundens hold i Bundesligaen uge 28: Bayern-dominans og Mainz i målhumør
Rundens hold i Bundesligaen – uge 27: Hattrick-Held Yussuf Poulsen