bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Lewandowski og kongens efterfølger

Lewandowski og kongens efterfølger

Selvom Lewandowskis skifte først blev officielt for et par uger siden, har hans afgang været kendt internt i over et år. Dortmunds bestyrelse har flere gange udtalt, at de sonderer markedet grundigt, men indtil videre er der fortsat kun spekulationer om, hvem der skal afløse polakken. Vi vurderer et par af kandidaterne, og analyserer hvad det kommer til at betyde for spillestilen fremadrettet.

Enhver, der som barn har fordrevet tiden med legen “Kongens efterfølger”, ved, at det handler om at kopiere makkeren foran dig efter bedste evne. Hans rytme og hans bevægelsesmønster. På mange er det samme leg bestyrelsen i Dortmund i disse dage sidder og og har gang i. De skal finde en afløser for Lewandowski, og gerne en der minder om ham mest muligt, så spillestilen ikke skal ændres for meget. Men hvordan erstatter man 112 kampe og 65 mål uden samtidig at springe det stramme lønbudget, og giver det overhovedet mening at lede efter en med samme kvaliteter?

Siden ankomsten fra Lech Poznán har Lewandowski udviklet sig til en af verdens bedste angribere. Ikke mange har den kombination af styrke, teknik, hurtighed og målfarlighed, som polakken besidder. Derfor er en stor, og måske for stor, del af Dortmunds spil lagt op på Lewandowski. Specielt efter Götzes afgang er en del af det kreative element forsvundet hos de sort-gule, der nu i endnu højere grad gør sig i omstillinger og bolde op på Lewandowski, der med ryggen mod mål skal spille den ud på kanten, hvor Reus, Mkhitaryan, Kuba eller Aubameyang kommer stormende.

Den spillestil er især brugbar mod større hold, der også kommer frem på banen, og deri ligger også en af forklaringerne på, hvorfor Dortmund har været bedre i Champions League end i Bundesligaen de to seneste sæsoner. Med Gündogan ude mangler Dortmund spillere, der kan spille bolden i de små rum og åbne et tætpakket forsvar, som både Götze og Kagawa kunne det. Mkhitaryan er en af de bedste kontra spillere, der findes, men som playmaker mod mindre hold, mangler han kreativitet. Derfor er Dortmund isærdeleshed i denne sæson så afhængige af Lewandowski og hans evner som både oplægger og afslutter.

Hvis ambitionen i fremtiden fortsat er at spille med hurtige men knap så kreative spillere på midten af banen, skal Dortmund finde en, der mest muligt besidder samme egenskaber som Lewandowski. Den slags er dog ikke til salg for Bargeld, og i en klub der haft konkurs trusler tæt inde på kroppen, er Watzke formentlig ikke meget for at gå ud springe lønbudgettet for den helt store stjerne.

Derfor bør klubben overveje at ændre spillestilen tilbage, til det man så i tiden før Lewandowski. Her lå Lucas Barrios alene på toppen som en mere bevægelig spydspids, der lukrerede på de dybe stikninger fra folkene bagved. En spillertype som Barrios er lettere at finde på markedet, og kombineret med et køb af en kreativ midtbanespiller, eksempelvis i form af Kagawa, kan på den hjemlige front gøre Dortmund mere utilregnelige.

Nedenfor følger et par af de spillere, der gennem den seneste tid er blevet sat i forbindelse med Dortmund. Vi vurderer sandsynligheden for et skifte, og hvordan de hver især vil passe ind på holdet.

De realistiske:

Edin Dzeko – Manchester City
Har været den mest vedvarende af de spillere, der er rygtet til klubben. Længe har hans løn i Manchester City (8,5 mio. euro) været nævnt som en hindring, men ifølge Sport Bild skulle han nu være villig til at give afkald på nogle af de penge for at vende tilbage til Tyskland. Spillemæssigt minder han om Lewandowski, og i Wolfsburg beviste han, at han også kan score mål i Bundesligaen. Den optimale løsning.

Michy Batshuayi  – Standard Liege
Den kun 20-årige angriber er en af de mest interessante angriber navne i Europa. Har allerede bevist sit værd i Standard Liege og er klar til mere. Er stadig ung og vil formentlig skulle bruge lidt tilvænning først, men tør Dortmund tage chancen kan han nemt vise sig at være en god investering. Har fysikken til at begå sig i tysk fodbold og har en imponerende evne til at stå på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Adrian Ramos – Hertha Berlin
Har gang i en seriøs mandeflirt med Klopp. Columbianeren har givet udtryk for, at han gerne vil videre, og Klopp har talt meget varm om Bundesliga-topscoren. Er bevægelig og fysisk stærk og vil være det billige alternativ såfremt det ikke lykkes at hente en fra den øverste hylde. Spørgsmålet er, om han også har klassen til at præstere i Champions League.

Kevin Volland – Hoffenheim
Volland skal videre fra Hoffenheim, og det kan meget vel ske til sommer, hvor en klausul gør, at han kan skifte for cirka 15 mio. euro. Er en spiller efter Klopps hoved med masser af fart i fødderne og som også kan gøre sig på kanten. Han er ikke en direkte afløser for Lewandowski, men med ham helt i front får BVB et mere bevægeligt angreb. Vil især passe godt ind på holdet, hvis kagawa blev hentet tilbage.

Boblerne:

Jackson Martinez – FC Porto
Columbianeren er en smule mere ranglet end Lewandowski, men kan ellers nogle af de samme ting som polakken. Han har scoret mål i stimer for Porto, ligesom kvoten på landsholdet også er acceptabel. Normalt er Porto dygtige til at score kassen på sydamerikanske angribere (Falcao, Hulk etc), så Dortmund skal have den helt store pengepung op, hvis han hentes til klubben. De kan formentlig heller ikke vente alt for længe med at røre på sig, for med Falcaos skade er Martinez udset til at have en nøglerolle for Columbia til VM. Og hvis der er noget et verdensmesterskab kan, så er det at medvirke til alt for dyre spillersalg. Var der nogen, der sagde El Hadji Diouf?

Mame Diouf – Hannover
Vil formentlig ikke hentes ind som første angriber, men som en backup. Er transferfri til sommer og heller ikke en af de mest løntunge spillere. Den tidligere Manchester United angriber har et fornemt scoringssnit i ligaen med mål i cirka hver anden kamp for Hannover, men har også haft en del skader gennem karrieren.

Christian Benteke – Aston Villa
Var jagtet af det meste af Europa sidste sommer, men valgte at blive i Aston Villa. I denne sæson har han ikke ramt samme høje niveau, men talentet er stort og han er stadig ung. Han er stor, stærk og god i hovedspillet og har på den måde mange af de samme egenskaber som Lewandowski.

Javier Hernandez – Manchester United
Mexicaneren får ikke alverden af spilletid i det engelske og kan måske søge væk til sommer. Hans målnæse og arbejdsraseri vil passe fint ind hos Dortmund, men det er også den spiller, der måske ligger længst fra Lewandowski i spillestil, og spørgsmålet er, hvordan han ville kunne klare sig alene på toppen.

De usandsynlige:

Karim Benzema – Real Madrid
Er blevet nævnt i en slags byttehandel med Gündogan. Virker dog højst usandsynligt, at Real Madrid skulle sælge, og endnu mere utænkeligt, at Dortmund har råd til at betale hans løn.

Diego Costa – Atletico Madrid
Er af flere omgange bragt i forbindelse med klubben, og han skulle eftersigende have forhørt sig hos de tidligere Dortmund-spillere Amoroso og Dede. Angiveligt ligger frikøbsklausulen på acceptable 25 millioner euro, men derfra og til at en af verdens mest eftertragtede angribere vælger et skifte til Dortmund virker alligevel ikke videre sandsynligt. Atletico er på minimum samme niveau som Dortmund og alternativt kunne Premier League også være tillokkende for Costa.

Julian Schieber – Borussia Dortmund
“Enhver der kan score syv mål i en sæson  for Nürnberg kommer til at lave det dobbelte for os” Citatet tilhører den gode Klopp, da Dortmund i sommeren 2012 offentliggjorde, at man hentede Schieber til klubben. Den karismatiske træner sagde godt nok ikke noget om, hvor mange år disse mål skulle fordeles ud over, men uanset hvordan man vender og drejer det, har Schieber været en skuffelse i Dortmund. Schieber rykkes ikke frem som første angriber fra næste sæson af!

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25
Meisterschale, Bundesliga, Bundesligasæson, Bundesligaen, sæsonen 2022/23, video
Bundesligatrøjerne 2024/25 – del 1
Kuttenfans, BVB
Optakt: Borussia Dortmund – Gladbach: Borussia-derby på Mittelklasse