Borussia Dortmund tager imod Borussia Mönchengladbach i et derby, hvor sidstnævnte rent formmæssigt har præsteret bedst på det seneste. BVB plejer dog at vinde, når modstanderen hedder Gladbach og med die Gelbe Wand i ryggen.
Kampfakta
Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dortmund
Efter en ellers fornuftig sæsonstart, så blev Dortmund for alvor sat på plads, da Bayern klædte BVB af i 10. spillerunde med et ydmygende 0-4-nederlag. BVB formåede dog at rejse sig i CL-sammenhæng, hvor Dortmund lige nu topper puljen, hvorefter Edin Terzic’ mandskab tabte 1-2 ude mod Stuttgart i sidste kamp inden landsholdspausen.
Det nederlag virkede nærmest uundgåeligt, da Stuttgart havde den ene chance efter den anden, og havde det ikke været for en storspillende Gregor Kobel, kunne nederlaget havet været endnu større, da han bl.a. også reddede et straffespark.
De to nederlag i træk i Bundesliga-sammenhæng betyder også, at BVB er rykket ned på femtepladsen med 21 point, hvor Dortmund dog kun er tre point fra Stuttgart på tredjepladsen.
Opgørene mod Bayern og Stuttgart har ikke desto mindre givet Edin Terzic stof til eftertanke, da det har været meget nemt at skabe chancer mod en til tider passiv defensiv. BVB har derfor hårdt brug for tre point, når Gladbach gæster Signal-Iduna-Park lørdag eftermiddag. For efter de første 11 runder er Dortmund således allerede ti point efter Leverkusen på førstepladsen, og hvis man for alvor vil blande sig i topstriden igen i år, så er det ved at være tiden, at man hopper på det tog.
BVB kan omvendt glæde sig over, at Gladbach er den kommende modstander. Dortmund har nemlig vundet de seneste ni hjemmekampe, når der har været Borussia-derby på menuen. Det er endda blevet gjort i særdeles overlegen stil med en målscore på 32-5 i schwarzgelb favør.
Senest de to mandskaber mødtes på Signal-Iduna-Park endte det også med en suveræn 5-2-sejr til Terzic’ mandskab i sidste sæson.
Dortmund har også brug for at snuppe endnu en sejr, da forfølgerne bagfra også nærmer sig, mens man også ser ind i et hårdt program. Efter Gladbach på hjemmebane skal die Schwarzgelben en tur til San Siro i Champions League, inden man møder Leverkusen ude, Stuttgart ude i pokalen, hvorefter Leipzig kommer på besøg den 9. december.
BVB ser med andre ord ind i et hårdt kampprogram, der uden tvivl kommer til at give mange svar, uagtet resultatet er disse svære kampe.
Edin Terzic må til lørdagens Kracher mod Gladbach undvære Duranville, mens Felix Nmecha er meldt ude resten af året med en hofteskade. Til gengæld kan anfører Emre Can gøre comeback efter sin skade, hvilket vil bringe mere fysik ind på midtbanen.
Gladbach
Gladbach har kun tabt en af de seneste seks Bundesliga-kampe, men grundet en skidt sæsonstart rækker det kun til en niendeplads med 13 point.
Inden landsholdspausen fik Gerardo Seoanes tropper dog vist, at når de rammer deres topniveau, så kan de godt være en udfordring for flere hold. Gladbach vandt således med hele 4-0 over Wolfsburg i et opgør, hvor man havde fire forskellige målscorer.
Landsholdspausen kom derfor på et lidt uheldigt tidspunkt, da man for alvor havde ramt et topniveau, der også begyndte at vise et par gode resultater. Den rytme og det rygstød er så Seoanes opgave igen at finde frem efter godt to ugers Bundesliga-pause.
Borussia Mönchengladbach har, som nævnt, haft det svært på udebane mod Dortmund de senere år, men faktisk har Gladbach vist sig stærke på udebane i indeværende sæson. Die Fohlen har således scoret 14 mål på udebane i indeværende sæson, mens man omvendt også har indkasseret det samme antal.
Der er altså næsten tæt på målgaranti, når der er Borussia-derby på menuen denne lørdag.
Gerardo Seoane har på trods af en landsholdspause stadig en håndfuld skader, der betyder, at han ikke kan vælge frit på alle hylder til lørdagens opgør i Dortmund. Det drejer sig om Borges Sanches, Jantschke, Omlin og Hannes Wolf, der alle er ude med skader.
De mange skader har dog banet vejen for unge Rocco Reitz, der har imponeret på midtbanen, og som uden tvivl også kommer til at spille en rolle i lørdagens kamp. Derudover er det positivt nyt, at Lainer efter sin kræftsygdom er tilbage i træningen, selvom en plads i truppen nok stadig ligger et stykke ude i fremtiden.
Karantæner
BVB: Ingen
Gladbach: Ingen
Bud på startopstillinger
BVB: Kobel – Süle, Hummels, Schlotterbeck, Ryerson – Sabitzer, Can (c) – Malen, Reus, Brandt – Füllkrug
Gladbach: Nicolas – Scally, Elvedi, Wöber – Honorat, Reitz, Weigl (c), Koné, Netz – Čvančara, Pléa
Vidste du, at..:
Dortmund allerede har begået seks straffespark i indeværende sæson? Det er rekord for BVB efter 11 kampe i sæsonen.
Dom:
Selvom Edin Terzic og BVB-mandskabet er nede i en bølgedal, så er de stadig favoritter mod Gladbach, som ellers er godt kørende. Dortmund på hjemmebane er en stor mundfuld for de fleste hold – foruden Bayern – og derfor tror vi også, at BVB får vendt skuden og vinder 3-1.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten