Reportage: Storklubben i 4. Division – Fortællingen om Rot Weiss-Essen

I nærheden af byer som Gelsenkirchen og Dortmund ligger byen Essen. Her hedder byens hold Rot-Weiss Essen, og i modsætning til de noget større Ruhr-klubber spiller de til dagligt i den fjerdebedste række. Men selvom der kun står Regionalliga West på programmet, så har Essen en fodboldmæssig betydning, der rækker langt ud over den fjerde bedste række. Dette er fortællingen om en klub, der har oplevet mesterskaber, pokaler og tvangsnedrykninger.

På Stadion Essen er der endnu en gang fodbold. Med få minutter til kampstart står der fortsat mange fans ude foran stadion. Nogle står ved billetlugerne for at købe billetter til dagens kamp mellem Rot-Weiss Essen og Alemannia Aachen, mens andre får drukket de sidste øl, inden de går ind på stadion. Et stadion som kan huse op til 20.650 fans. Ude foran Stadion Essen kan man høre Rot-Weiss Essens fans gør klar til kamp. Stemningstribunen, Westkurve, er godt i gang, og larmer så meget, at tribunen nærmest vipper.

Da de sidste fans træder ind på deres pladser, bliver de nærmest ramt af lydbølger fra Westkurve. ”Rot-Weiss Essen!” lyder det gentagne gange. De er dog ikke de eneste, som er troppet op for at bidrage til stemningen. I den modsatte ende er Alemannia Aachens fans også i gang med at synge deres spillere frem. De to fansektioner prøver hver især at overdøve den anden.

Selvom stemningen og setuppet er større end til de fleste Superligakampe herhjemme, så ligger Rot Weiss-Essen og roder rundt langt nede i det tyske fodboldsystem. Her har klubben ligget siden 2007 hvor de rykkede ned fra 2. Bundesligaen.

Der var dog engang, hvor Rot Weiss-Essen var en del af det bedste selskab i Tyskland. I perioden 1973 til 1977 spillede de i Bundesligaen, hvor deres bedste placering var en ottende plads i 1976. Den sæson vandt danske Allan Simonsen og Borussia Mönchengladbach i øvrigt det tyske mesterskab.

Dengang hed stadion Georg-Melches Stadion, opkaldt efter Georg Melches, der havde været med til at grundlægge klubben i 1907.

Rot-Weiss Essen kunne dog ikke holde sig i den bedste række i 1970’erne og rykkede ned i 2. Bundesliga Nord i 1977, som det hed dengang. De er aldrig vendt tilbage til Bundesligaen siden, og faktisk er det kun gået ned ad bakke for den engang så hæderskronede klub.

Dommeren fløjter dagens kamp i gang mellem Rot-Weiss Essen og Alemannia Aachen. Lyden fra fløjten bliver dog overdøvet af de mest inkarnerede fans hos Rot-Weiss Essen nede på Westkurve. Her står der omkring 8000 fans, som hopper og synger ”RWE! RWE! RWE!”. Stemningen fra fansektionerne virker til at ophidse spillerne, som gang på gang går hårdt ind i duellerne. I en duel bliver der gået hårdt til Marco Kehl-Gómez, som er anfører for Essen. Samtlige spillere styrter hen til dommeren for at brokke sig. Ude på bænken er Rot-Weiss Essens nye træner Christian Titz, som er kommet fra Hamburger SV i sommers, tydeligvis også gal over tacklingen. Han råber både af dommeren og af staben på Aachens bænk.

Fuat Kilic, træneren fra Aachen, er også godt tosset og råber af Titz. Det er ikke til at misforstå. Begge hold vil vinde denne her kamp. Der går et par minutter før dommeren får ro på situationen, og han vælger blot at give Kehl-Gómez et frispark.

Fansene fra Aachen giver den også gas i deres fanafsnit. ”Heja heja Alemannia!” lyder det fra de mange tilhængere med gule og sorte flag og halstørklæder. De ca. 600 fans i Aachens afsnit er også tændte, og måske en smule for meget. Det kommer til udtryk, da Rot Weiss-Essen får tilkendt et hjørnespark nede ved det hjørne, hvor Aachens fans står. Essens store tekniker, Oguzhan Kefkir, løber ud for at tage det. Kefkir er tydeligvis ikke populær blandt Aachens fans, og de vælger at sende spytklatter og lightere ned mod ham. Flere af deres fans har nærmest mord i øjnene, da de kaster diverse ting efter Kefkir. Heldigvis er der et stort net foran Aachens fans, som tager de værste kasteskyts.

Kort tid efter lukker Joshua Endres, fra hjemmeholdet, munden på Aachens fans, da han får en bold spillet i dybden. Helt køligt lægger han den over i det lange hjørne, og gør det til 1-0 til Rot-Weiss Essen. Stadion Essen eksploderer i det sekund bolden ruller ind over stregen. Det virker i hvert fald sådan. Det føles som om, at samtlige fans fra Rot-Weiss Essen skriger deres lunger ud. Målet fra Endres starter en fællessang blandt de tre tribuner, hvor Rot-Weiss Essens fans sidder. Fra højtalerne lyder der ”Seid wir Zwei uns gefundet”, hvorefter tribunerne skråler så højt de kan ”Oh RWE!”. De røde hvide-fans er lykkelige over, at de er kommet foran mod Alemannia Aachen. En modstander som Rot-Weiss Essen har en godt forhold til, rent historisk.

De succesrige 1950´ere

I 1950´erne oplevede Rot-Weiss Essen deres største succeser til dato. Det hele begyndte i DFB-Pokal finalen i 1953, hvor Rot Weiss-Essen netop mødte Alemannia Aachen. Foran 37.000 på Rheinstadion i Düsseldorf formåede Rot-Weiss Essen at vinde deres første store titel, da de vandt 2-1. Her var holdets store profil tyskeren Helmut Rahn, som også var en af målscorerne i finalen. Pokalsejren bliver fansene i dag stadig mindet om, hver gang de går mod Stadion Essen. Ude foran deres hjemmebane står der flere mindetavler, som fortæller om klubbens store pokaltriumf, så nutidens fans ikke glemmer fortidens helte. Helmut Rahn var ikke blot en profil hos Rot-Weiss Essen. Også på det vesttyske landshold spillede han en stor rolle, og havde en stor betydning for ”Miraklet i Bern” ved VM i 1954. Her lagde Rahn den afgørende aflevering til Max Morlock, som reducerede til 1-2 mod Ungarn i finalen. Helmut Rahn udlignede derefter til 2-2, samt scorede målet til 3-2 seks minutter før tid, og sikrede Vesttyskland verdensmesterskabet i 1954.

Helmut Rahn var også en del af det hold, hos Rot-Weiss Essen, som vandt det tyske mesterskab i 1955. Her slog de FC Kaiserslautern i finalen i Oberligaen. Franz Islacker blev den store helt, da han scorede tre mål i Essens 4-3 sejr. Efterfølgende blev Rot-Weiss Essen det første tyske hold, som kvalificerede sig til europæisk fodbold. I sæsonen 1955-1956 blev første udgave af nutidens Champions League spillet, og her var Rot-Weiss Essen den første deltager fra Tyskland nogensinde. Deres europæiske eventyr varede dog kort, da de løb ind i et 4-0 nederlag til de skotske mestre fra Hibernian FC. Returopgøret endte 1-1, og her sluttede Rot-Weiss Essens første, og indtil nu eneste, deltagelse i Europa.

Rot-Weiss Essens fans husker stadig de spillere, som var med til at sikre de store triumfer i 1950´erne. Især en spiller som Helmut Rahn. Rahn har fået opkaldt den ene tribune på Stadion Essen efter sig, og han har fået en statue af sig selv ude foran stadion.

En af grundene til at fansene i dag husker spillere som Islacker og Rahn er, at de begge er født i byen Essen. De er lokale helte som har skrevet historie. Til dagens kamp er 54 årige Michaela Verfürden på plads på Stadion Essen som altid. Hun har været fan siden 1974, og fortæller hvilken betydning Helmut Rahn har.

”Spillere som Helmut Rahn betyder alt for os i dag. Alle fans, unge som gamle, ved hvem de er. De betyder meget for os, da de er lokale helte. Rahn er født i Essen. På holdet i dag har vi også lokale spillere. Blandt andet Kevin Grund. Han har spillet i klubben, siden han var helt lille. Han er Essen helt ind til knoglerne, og derfor elsker vi ham”.

13.025 tilskuer til 4. division

Michaela Verfünden er på stadion med sin mand, som sidder i kørestol. De er vidne til, hvordan Rot-Weiss Essen har fuld kontrol over kampen. Kort før pausen får Rot-Weiss Essen et frispark uden for Aachens felt. Den lokale spiller Kevin Grund slår bolden ind i feltet, og imens bolden flyver ind mod målet, rejser alle fansene sig op fra deres sæder. Marcel Platzek kommer først på bolden og header Essen foran 2-0. Målet skaber endnu en folkefest på tribunerne. De røde hvide fans hopper og danser, og synger endnu en gang ”Oh RWE!”. Dem som står tættest på Aachens fans, er dog heller ikke blege for, at sende et par skældsord og gestikulationer mod udebaneafsnittet.

Det er dog ikke til at høre på Aachens fans, at de er kommet bagud. De fortsætter med at synge for deres spillere, og svinge de sorte og gule flag. Igennem kampen synger de flere gange ”Wir reisen zusammen” til deres spillere. Noget som man slet ikke kan betvivle, da udebaneafsnittet ser udsolgt ud. Det er fyldt med ca. 600 Aachen fans.

Sammen med resten af tilskuerne på Stadion Essen er vi oppe på 13.025 tilskuere til dagens kamp. En kamp i den fjerdebedste række. En helt igennem fantastisk støtte fra de to fansektioner, hvor fodbolden betyder alt. Opbakningen er så stor i Rot-Weiss Essen, at man kun kan sammenligne med de største klubber i Superligaen herhjemme. Brøndby IF havde blandt andet 12.392 til deres seneste hjemmekamp mod Esbjerg fB (red. 10/11-2019), og F.C. København havde 11.512 i Parken, da de spillede mod Hobro (red. 24/11-2019). Op til kampen oplever man også, hvor meget fodbold fylder i byen. Flere gader, i nærheden af Stadion Essen, bliver lukket, så menneskemængden af fans kan komme uforstyrret frem. Der er et utal af politibetjente til dagens kamp. Kampen minder mere om en højrisikokamp fremfor et opgør mellem to klubber i den fjerdebedste række i Tyskland. Det er dog normalt til Rot-Weiss Essens kampe, da klubben har en stor fanbase.

Rot-Weiss Essen har i gennemsnit over 10.000 tilskuere til hver hjemmebanekamp. Og til dagens kamp er det tydeligt, hvorfor dette er tilfældet. Fansene lever og ånder for Rot-Weiss Essen. De lever sig ind i hver eneste aktion på banen. Det er alle slags fans, som man finder på lægterne på Stadion Essen. Selv fans som ikke kan se selve kampen. På Helmut Rahn-tribunen sidder der flere fans, som enten er blinde eller svagtseende. Deres store kærlighed til klubben får dem afsted til hver eneste hjemmebanekamp, selvom de faktisk ikke ser kampen. Dette har bestyrelsen fra Rot-Weiss Essen gjort muligt. Til dagens kamp sidder der to ansatte og kommenterer kampen ud til de svagtseende fans på stadion. Disse fans har fået uddelt høretelefoner med medfølgende radio, hvor de kan høre kommenteringen. Michaela Verfünden fortæller at hvis du er fan af Rot-Weiss Essen, så er der intet der kan holde dig tilbage.

”Det er vores første sæson på Helmut Rahn-tribunen. Tidligere har vi altid stået på Westkurve. Det er alle slags fans, som står derovre. Både gamle og unge. Min mand er blevet meget syg, så han kan ikke stå på stemningstribunen længere, da han sidder i kørestol. Det er grunden til at vi nu står på Helmut Rahn-tribunen, og her står vi til hver eneste hjemmebanekamp. Grunden til vi stadig kommer, selvom min mand er blevet syg, er, at klubben betyder alt for os.”.

Økonomiske problemer og tvangsnedrykning

Efter de succesrige år i 1950´erne, ramte Rot-Weiss Essen bunden i slutningen af 1980’erne og start 1990’erne. Klubben spillede dengang i 2. Bundesliga og oplevede i flere omgange at blive tvangsnedrykket. På grund af økonomiske problemer blev Rot-Weiss Essens 15. plads i 1991 udskiftet med en direkte nedrykning til amatørrækkerne i Tyskland. Udmeldingen kom ret dramatisk. Det var først efter sæsonens afslutning, at Rot-Weiss Essen fik beskeden om, at de ville blive tvangsnedrykket og miste deres licens som professionel fodboldklub.

Klubben fra Essen vendte dog tilbage til 2. Bundesliga i sæsonen 1993-1994, men opholdet blev ganske kort. I marts måned 1994 oplyste det tyske fodboldforbund, at Rot-Weiss Essen havde manipuleret med deres nye licens, og de valgte endnu engang at tvangsnedrykke klubben. Selvsamme sæson formåede Rot-Weiss Essen at spille sig i sin anden DFB-Pokal finale nogensinde, da de mødte Werder Bremen. Denne finale havde dog ingen lykkelig slutning som i 1953, og Rot-Weiss Essen tabte med 3-1.

”Vi er siden de gode tider i 1950´erne rykket lang ned i de tyske rækker, men det stopper os ikke. Vi bliver ved med at kæmpe og kæmpe. Det er ikke kun klubben, men også os fans, som bliver ved med at kæmpe. Vi støtter dem hver eneste gang.” fortæller Michaela Verfünden.

En stor gruppe fans på Stadion Essen er enig med Verfünden. De støtter også klubben i medgang og i modgang: ”Vi er Rot-Weiss Essen. Den bedste klub i hele verden”. De har oplevet så meget modgang de sidste 30 år, men ved dagens kamp får de valuta for pengene.

Nede på banen spiller Essen nærmest champagnebold, og de kører rundt med Aachens spillere. Hurtige afleveringer som hele tiden bliver suppleret med et ”Olé” fra tilskuerrækkerne. Efter 60 minutters spil, lukker og slukker Rot-Weiss Essen kampen. Marcel Platzek kommer endnu en gang først på et indlæg, og header de røde hvide foran 3-0. Efterfølgende kører Rot-Weiss Essen bolden rundt og er i fuld kontrol.

”Rot-Weiss Essen!”

Stemningen fra Rot-Weiss Essens fans er i en klasse for sig selv. Dette kommer blandt andet til udtryk, da Helmut Rahn-tribunen afbryder Aachen fansenes sang. Der lyder et højt ”Rot!”. Herefter følger Westkurve op med et ”Weiss!”, og til sidst kommer den sidste langside med et ”Essen!”. Alle Rot-Weiss Essens fans er med på dette, og fortsætter endnu en gang. ”Rot!” ”Weiss!” ”Essen!”. For hver gang det bliver råbt, bliver det blot højere og højere. Alle rejser sig op og råber med. Der er nærmest ingen som følger med i selve kampen nu. De lukker fuldstændig ned for Aachens fans sang, og det ender med en kæmpe jubel på alle tre Essen tribuner. Da dommeren fløjter kampen af forsætter den vilde jubel. En 3-0 sejr er nu en realitet, og sejren bliver i den grad fejret på lægterne.

I Essen er man nemlig ikke bare fan af Rot-Weiss Essen. Man er en del af klubben og følger den i tykt og tyndt. Man vinder og taber sammen med klubben. Og sådan har det altid været. I denne sæson vinder de sammen med klubben, da Rot-Weiss Essen ligger i toppen, og kæmper om oprykning til 3. Liga.

Fodbold ånden i Essen er stor. Mange fans har ikke så mange penge. De har ikke en gang råd til at tage på ferie, men de er altid på plads på Stadion Essen. Klubben er det vigtigste for dem, og de har store drømme. Drømmen om oprykning lever på Stadion Essen, og selvom oprykningen til 3. Liga skulle glippe, så stopper det ikke fansene. De står der hver weekend, og det er også selvom man er blind eller sidder i kørestol. Og grunden er ganske enkelt ifølge Michaela Verfünden.

”Rot-Weiss Essen er i vores hjerter. Derfor står vi her hver gang”.