Tag med til oprykningsfest hos Union Berlin, da klubben for første gang nogensinde sikrede sig oprykning til Bundesligaen
”Hvad fanden sker der her?”
”Det ved jeg heller ikk’, mand!”
Det var de få ord, der faldt mellem to danskere midt på den bane, hvor Union Berlin lige havde sikret sig oprykning til Bundesligaen. Begge havde de været vidner til noget yderst uvirkeligt. Den ene af dem havde siddet på bænken mellem Union Berlins øvrige reservespillere. Den anden havde stået på en tætpakket tribune på dét stadion derude i skoven, som han holder så inderligt af. Når man her godt en uge efter tænker tilbage på scenerne efter kampen, så giver det på en måde god mening, at ingen af os var i stand til at forklare dette uforklarlige scenarie, der var så svært at forudse.
Jeg har tidligere berettet om min første oplevelse på Stadion an der Alten Försterei på en kold novembersøndag i 2010, hvor jeg ikke havde den fjerneste idé om, at denne klub skulle kunne kalde sig Bundesligaklub ni år senere. Havde man spurgt mig dengang, havde jeg formentlig solgt den for, at de kunne etablere sig i 2. Bundesliga, og så skulle det være det. Det skete sådan set også, omend flere af slutplaceringerne i den periode var højere, end man som fan havde turde håbe på.
Hidtil var bedste placering en fjerdeplads i 16/17-sæsonen, men flere gange havde de formået at blande sig kampen topplaceringerne. Det havde med andre ord været lige-ved-og-næsten, hvor Union Berlin desværre havde sluppet grebet lige inden, det kunne være blevet rigtig sjovt.
Baseret på de erindringer var det også med bange anelser, jeg gik ind til de afgørende kampe i denne sæson. For kunne Union Berlin stå distancen, når det virkelig gjaldt? Der var en del kampe i foråret, hvor svaret fra spillerne var yderst negativt. Her formåede de at sætte en særdeles sløj stime sammen på hele fem kampe uden sejr. Lavpunktet var 1-3 nederlaget til Paderborn i slutningen af marts. I øvrigt var dette sæsonens eneste hjemmebanenederlag. De øvrige tophold smed dog også en del point i denne periode, og kombineret med at Union Berlin havde ligaens bedste defensiv, stod de måske en lille smule stærkere før de afgørende kampe end tidligere. Måske.
Chancen der glippede
Der kom da også bedre styr på tingene i de efterfølgende kampe, og før 34. runde var situationen den, at HSV var helt ude af ligningen, mens Paderborn på andenpladsen blot havde et enkelt point flere samt en bedre målscore end Union Berlin. Paderborn skulle til Dresden, mens Union med et følge på godt 6.000 østtyskere rejste den modsatte vej, hvor destinationen var Bochum. Hverken Dresden eller Bochum havde noget at spille for, så man måtte forvente, at motivationen ville gøre udslaget denne eftermiddag.
Det var dog snarere nervøsiteten, der spillede en rolle. Union var efter en jammerlig times fodbold bagud 2-0, og selvom Dresden på dette tidspunkt overraskende var foran hele 3-1, var de fleste nok indstillet på at skulle møde Stuttgart i et par drabelige Relegationskampe.
Foto: Søren Kristensen
Som så ofte før i denne vidunderlige sport, sker der uventede ting undervejs. Jeg havde i hvert fald ikke forudset, at Bochums målscorer, Silvere Ganvoula M’boussy, skulle modtage sit andet gule kort i kampens 72. minut. Det ændrede kampens karakter totalt, og efter et hårdt pres lykkedes det med få minutters mellemrum for Grischa Pröml og Joshua Mees at udligne Bochums føring med fem minutter tilbage. Presset på Bochums mål blev øget yderligere efter udligningen, og det kunne været blevet den ultimative kulmination i det 95. minut, hvor Abdullahi havde en kæmpe chance, som Bochums keeper på mesterlig vis fik reddet.
Oprykningskampene mod Stuttgart ugen efter var derfor en realitet.
Det store følge af sensationshungrende Union Berlin-fans var antalsmæssigt stadig på samme niveau i Stuttgart som fire dage forinden mod Bochum. Til begge kampe havde klubben i øvrigt sørget for, at der var opsat storskærme på Stadion an der Alten Försterei, så alle havde mulighed for at følge jagten på drømmen.
I store dele af kampen kunne man godt se, hvem der havde Bundesligaerfaring. Selvom Union indkasserede mål på nogle utilgivelige forsvarsfejl, var Stuttgart det bedste hold på banen, og bortset fra afslutningen af kampen var det en anelse heldigt at komme derfra med 2-2. Nu var der kun at se frem mod mandag aften til den kamp, vi heldigvis havde billetter til, og som uanset kampens udfald vil blive en aften til historiebøgerne.
En dag vi aldrig glemmer
Som for så mange andre er mandag morgen ikke mit favorittidspunkt, men denne morgen i Berlin var nu noget ganske særligt. Klokken havde ikke en gang passeret otte, da jeg på vej ind til denne dags kontor, så den første røde trøje. Denne oplevelse blev gentaget flere gange i løbet af dagen, hvor jeg så flere, der blæste højt og helligt på firmaets dresscode, og i mine øjne var ekstremt godt klædt. Klædt på til den fest, det skulle ende med at blive…
Jeg får altid en god følelse i kroppen, når jeg hopper på toget fra de centrale dele i Berlin og ud i de mere østlige egne på en kampdag. Denne dag var bare anderledes. Togene var pakkede med rød/hvide trøjer på et tidligere tidspunkt, og de søgende billetkøbere foran stadion var ligeledes mange flere end normalt.
Vi indtog vores pladser næsten halvanden time før første fløjt, og det var bestemt ikke et minut for tidligt, da der på det tidspunkt allerede var godt pakket rundt omkring på de tre ståtribuner. Bortset fra 15 minutter før kampstart, plejer stemningen før selve kampen aldrig at være noget særligt. Denne dag kogte det allerede godt og grundigt lang tid før. Folket kunne ganske enkelt ikke holde sig i ro, og jeg har aldrig hørt de klassiske sange inden hymnen blevet sunget med så stor volume.
Fra lægterne var der lagt op til dramatisk kamp, og aktørerne på grønsværen fulgte trop. Efter en noget nervøs start fik Stuttgart tilkæmpet sig et frispark i en ønskeposition lige udenfor Unions straffesparksfelt. ”Den her kan de ikke undgå at score på…”, sagde jeg, lige inden Dennis Aogo gik til bolden. Det fik jeg desværre ret i … I hvert fald lige indtil dommeren gik ud og så video af episoden. Her var det ganske tydeligt, at Stuttgarts Nicolas Gonzalez skyggede for Union-keeper Gikiewicz’ udsyn. Jublen nærmede sig niveauet for et scoret mål i den rigtige ende, og det må siges at VAR fik en fin debut i den pæne del af Berlin.
0-0 holdt til pausen, hvor den ene af målscorerne fra torsdagens kamp, Mario Gomez blev skiftet ind. Det gav ikke de bedste forhåbninger, men jo mere Stuttgart skulle fremad af banen, desto mere åbnede det op for omstillinger til Union. To af disse kunne have gjort det endegyldigt forbi for Stuttgart, hvor skurken fra Bochum-kampen, Abdullahi, ramte den samme forheksede stolpe to gange indenfor fem minutter. Det sendte naturligvis et gys gennem det meste af station. For tænk nu hvis…
Dette hvis sneg sig tættere og tættere på, og minutterne gik ikke overraskende uhyggeligt langsomt. Omvendt kunne man se, at Stuttgart ikke for alvor formåede at blive farlige, så der var en lille smule tryghed at hente i disse nervepirrende momenter.
5-tallet og forløsningen
Dette tal fra en lille tavle på modsatte sidelinje var bestemt ikke det, jeg havde håbet på. Og når man heller ikke valgte at lade stadionuret køre videre, gjorde det ikke situationen mindre nervepirrende. Jeg nåede vel at spørge min makker 10-12 gange i løbet af de fem minutter, hvor lang tid der rent faktisk var tilbage.
Heller ikke i løbet af disse lange fem minutter, formåede Stuttgart for alvor at blive farlige, og det mest historiske fløjt i Union Berlins historie, blev derfor en realitet.
Det er svært at genkalde den følelse, jeg havde i kroppen i minutterne derefter. Jeg kan huske, at jeg dels lå på tribunen og dels hoppede rundt og krammede alle de, der stod i nærheden af mig. Banen blev bestormet af ellevilde tilskuere, der ikke kunne være i sig selv. Og her mødte vi så den danske reservekeeper Jakob Busk, der heller ikke fattede, hvad det var, vi lige havde været vidner til. Til gengæld blev vi efterfølgende vidner til den mest uorganiserede fest, jeg nogensinde har oplevet.
Selvom ingen vidste, hvordan man fejrede en oprykning, stod jeg alligevel tilbage med følelsen af, at blev det gjort med manér. Det fløj rundt med øl, krammere og romerlys, og på de kanter skal vi nok tilbage til efteråret 1989, for at se så mange voksne mænd med tårer trillende ned ad kinderne. Og nøjagtig ligesom dengang, skulle mange have et synligt stykke af historien med hjem. Da vi blev bedt om at forlade stadion flere timer efter kampen, var ordet ”grønsvær” i hvert fald ikke en korrekt betegnelse at bruge…
Foto: Søren Kristensen
Scheisse – wir steigen auf…
… lød skriften på det banner, der blev vist i en hjemmekamp mod Würzburger Kickers for to år siden, hvor resultaterne ligeledes var særdeles positive.
For hvordan er det nu? Er en oprykning farlig for Union Berlin og deres identitet?
Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv mange gange siden, og jeg har tidligere været meget ambivalent omkring svaret på det.
Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer, men jeg kan forsikre om, at klubben om nogen værner om sine fans, og de værdier der hersker. Jeg hverken håber eller tror, at Stadion an der Alten Försterei vil blive et yndet turistmål på samme måder som andre steder i Europa.
For det første bliver det kun sværere at skaffe billetter næste år, da sæsonkortpriserne fortsat vil være tilpas lave til, at ejerne heraf ikke vil sælge ud af enkelte kampe. For det andet tvivler jeg stærkt på, at man som fodboldturist vil føle sig velkommen på tribunen.
Jeg har flere gange selv nærmest skulle forsvare min ret til at være der. Det har jeg det i øvrigt helt fint med, når man ved hvilken intens stemning, det kan skabe, at man undersøger folks baggrund. Samtidig hjælper det også at kunne sangene og fremvise et medlemskort af klubben. For så er man netop en del af dette unikke fællesskab. Et fællesskab som jeg til stadighed ikke kan få nok af at være en del af. Et fællesskab der nu skal stå sin prøve i Bundesligaen for første gang i klubbens historie.
”Hvad fanden sker der her?”
”Det ved jeg heller ikk’, mand!”
