Hvorfor tiltaler nogle hold én mere end andre, og hvordan sker det, at man bliver fan af et bestemt hold? I bulibolds tiltag – Fanfortælling – forklarer Søren Kristensen, hvordan han ved et tilfælde blev Union Berlin fan, og hvorfor han har det lidt ambivalent, når snakken falder på oprykning
Det smukke ligger i det ukendte…Sådan kan mit første møde med Union Berlin bedst beskrives. For jeg må erkende, at det var tilfældigheder, der gjorde, at jeg overhovedet ”opdagede” klubben for syv år siden. Ikke desto mindre er jeg enormt glad for udfaldet af selvsamme tilfældigheder.
Vi skruer tiden tilbage til efteråret 2010, hvor jeg besøger jeg min kammerat, der kort forinden er flyttet til Berlin. Vi havde talt om, at vi selvfølgelig skulle se hovedstadens største klub spille på det legendariske Olympiastadion. Dog formår jeg at ramme en weekend i begyndelsen af november, hvor Hertha BSC spiller på udebane. Fodbold skal vi jo se, så vi bliver hurtigt enige om at nappe den, på papiret, meget lidt eksotiske kamp Union Berlin – Rot-Weiss Oberhausen.
Natten til søndagens udskejelser tillader os kun få timers søvn, og kombinationen af kold, østtysk efterårsluft og dét at vi reelt intet kender til Union Berlin gør ikke ligefrem planen til den mest tillokkende aktivitet dagen derpå. Men beslutningen er truffet, så vi hopper på S3 i det vestlige Berlin og rejser de 50 minutter østpå, til Köpenick. Undervejs spotter vi flere, hvis destination var den samme som vores, så vi havr lidt på fornemmelsen, at dette – tilskuermæssigt – nok bliver større end en gennemsnitlig dansk superligakamp.
Allerede da vi står af toget, kan vi mærke den helt specielle atmosfære, der er omkring Union Berlin, og vi fornemmer hurtigt, at klubben er et samlingssted for rigtig mange mennesker. Forholdene indbyder da bestemt også hertil, da der en del udskænkningssteder mellem stationen og stadion.
Foto: Jacob Lindved
Til tonerne af Rammstein og Nina Hagen
Kampens tekniske niveau giver den ikke ligefrem en adgangsbillet til pensum på diverse træneruddannelser. Til gengæld er dens forløb noget, jeg stadig tænker tilbage på med glæde:
Union kommer bagud på et brag af et langskud midt i første halvleg, men udligner føringen lige inden pausen. 2. halvleg er heller ikke noget at skrive hjem om, indtil dybt inde i overtiden. Her bliver en bold slået ned i bagrummet hos Oberhausen, og her er Union-legenden Karim Benyamina hurtigst til at opfatte situationen og vippe den over keeperen på kampens sidste spark til stillingen 2-1.
Afslutningen på kampen er prikken over i’et, men det er nu mest det udenom, der giver mig mod på mere. Lige knapt udsolgt med 14.000 tilskuere til en kamp i nederste halvdel af landets næstbedste række taler sit tydelige sprog. Det er et fedt stadion, hvor hovedparten af pladserne er ståpladser, og hvor det samtidig ikke kun er dem bag målet, der giver lyd fra sig. Specielt klubbens hymne, ”Eisern Union”, der består af elementer fra Rammsteins nummer af samme navn og Nina Hagens sprøde stemme giver mig gåsehud allerede første gang.
Årene derefter…
Tiden gik og skæbnen ville, at jeg fik fast bopæl i Berlin kort tid efter. Det betød selvfølgelig, at der var mulighed for endnu flere besøg på Stadion an der Alten Försterei. Specielt husker jeg en 2-2 kamp mod Bielefeld, hvor den daværende anfører Torsten Mattuschka, røg i bad efter en halv times spil for at have slået Bielefelds assistenttræner. Isoleret set ret dumt – specielt af en anfører – men da han gik ud, blev han hyldet, som havde han sikret klubben en titel.
I disse år fik jeg desuden æren af at opleve Union spille mod Energie Cottbus, Dynamo Dresden og Hertha BSC. Disse derbys var noget helt specielt på hver deres måde. Det hele var stillet lidt mere skarpt op sammenlignet med de mere dødelige kampe.
Foto: Jacob Lindved
Til kampene mod Dresden var politiopbuddet skruet i vejret, og man fornemmede hadet mellem fangrupperingerne, når man så ,hvad de gjorde for at holde dem afskilt. Kampen i Cottbus var min første udekamp, og selvom man ikke var langt hjemmefra, var det alligevel et imponerende fremmøde fra Berlin, der satte sit præg på stemningen den dag på Stadion der Freundschaft.
Det var dog intet sammenlignet med de to gange, jeg har oplevet Union spille mod Hertha på et udsolgt Olympiastadion. Begge gange var gæsteblokken udvidet væsentligt, således at der befandt sig i alt godt 20.000 rødklædte på begge sider af Marathontor. Det siger næsten sig selv, at der var et enormt tryk på. Resultatmæssigt var første gang også den sjoveste af de to. Dengang var Union på de fleste parametre endnu længere væk fra Hertha end i dag. Alligevel lykkedes det at hive en svineheldig 2-1 sejr hjem. Sejrsmålet blev selvfølgelig scoret af Torsten Mattuschka på et mindre godt sparket frispark, som Maikel Aerts fik fumlet i kassen. Derfor står den 5. februar 2011 stadig som en mærkedag for mange Union-fans.
Stemningsmæssigt var anden gang på et ligeså højt niveau – ikke mindst fordi man igen kunne skimte en udesejr. Desværre ville Ronny det anderledes, og da frisparksmuren havde cement i støvlerne, var det ingen sag for brasilianeren med en gudsbenådede sparketeknik at udligne til 2-2 med få minutter tilbage af kampen.
Jeg har som sådan ikke noget imod Hertha, men det er oplevelser som disse, der gør, at jeg som regel håber de taber, så de kan komme tættere på nedrykning. Det har de desværre ikke været de seneste år, men i 14/15-sæsonen var det alvorligt tæt på, og på sidste spilledag blev de kun reddet af, at HSV havde en dårligere målscore.
Bedre hvis de ikke rykker op
Mange vil nok tænke, hvorfor det ikke er mere oplagt at håbe på, at Union rykker op, så man kan mødes på 1. klasse i stedet. Her har jeg det meget ambivalent. Selvfølgelig vil det være en kæmpe skalp, og specielt sidste år ærgrede det mig på mange måder, at oprykningen ikke lykkedes. Det ville være stort for alle dem, der har fulgt klubben i tykt og tyndt gennem mange flere år end jeg selv, og den succes kan jeg sagtens unde dem. Da skuffelsen havde lagt sig sent i foråret, kunne jeg trods alt godt få øje på det positive i, at oprykningen glippede. For det altafgørende spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan klubbens kultur vil udvikle sig i tilfælde af en oprykning:
Jeg skal ikke spille hellig og sige, at klubben ikke fokuserer på dens kommercielle interesser, for det gør den bestemt. Jeg er bare glad for, at tillægstiden og det 30. spilleminut ikke har deres egne sponsorer, som det ses på en mere prominent adresse andetsteds i byen. Jeg er ligeledes glad for, at klubben ikke har en så bred politisk appel, at dens logo bæres af et stort antal af personer uden interesse for fodbolden. Selvom Union, og mange andre tyske klubber i øvrigt, har sagt hvad skal siges i forhold til flygtningeproblematikken, lader vi bare en anden tysk kult-klub om at være først til at slå på den politiske stortromme.
Foto: Søren Kristensen
Lige nu er alt som det skal være, når man ser på det kulturelle og stemningsmæssige aspekt. Stadion er fyldt hver gang, og stemningen er, set gennem mine ekstremt farvede briller, ganske uovertruffen. Sportsligt var det formentlig heller ikke blevet en succes, hvis man var rykket op og til trods for en godkendt sæsonstart i år, var der i flere kampe i foråret tale om en overpræstation. Da det endelig gjaldt – i kampene i henholdsvis Stuttgart og Braunschweig – blev Union matchet af nogle langt bedre hold. Helt generelt skal bundniveauet hæves, så man ikke smider mange point mod de modstandere, der på papiret er svagere. Det er der ganske enkelt ikke råd til i en liga, der ofte er meget tæt, når man ser bort fra en nedrykker eller et andet suverænt tophold med mange midler.
Jahn Regensburg på stream frem for Champions League på pubben
Perspektiverne for at Union Berlin bliver en etableret klub i Bundesligaen er absolut ikke store, og derfor kan det undre mange, hvorfor jeg overhovedet har kastet min kærlighed på dem. Jeg har venner, der svarer Manchester United, Real Madrid, FC Barcelona eller andre store europæiske klubber, når nogen spørger hvem de holder med i udlandet.
Jeg elsker hver eneste gang, jeg kan svare ”Union Berlin”, når jeg får stillet samme spørgsmål. Jeg er vild med spørgerens undrende øjne, der nærmest skriger: ”Jamen, de er jo ikke i Champions League?!…”. Jeg erkender da også, at Chelsea-Manchester United på pubben lyder en anelse mere sexet end Jahn Regensburg-Union Berlin på et sløjt stream. Mit comeback opstår, når jeg kan vise stadion og klubben frem til mine måbende venner, der naturligt ikke forventer noget specielt af en kamp i den næstbedste række.
Selvom kampene spillemæssigt kan være ligeså utiltalende som de lyder, så er det en fryd at se, at gæsteblokken til Unions udekampe er fyldt stort set hver eneste gang, selvom der er mange hundrede kilometers rejse frem og tilbage. Et godt eksempel er pokalkampen ude mod Leverkusen, tirsdag d. 24. oktober. Særtoget har afgang fra Berlin kl. 9.45 og hjemkomst kl. 3.30. Og så er der endda udebaneture, der er væsentlig længere. For rigtig mange indrettes livet efter, hvordan kampene ligger. Det er formentlig også forklaringen på forskellen mellem livet i Köpenick på en kampdag og på en ikke-kampdag. Det er vist Dortmund, der bruger udtrykket ”Spieltag ist Feiertag”, men det passer bestemt også godt om tilstandene herude, langt fra det centrale Berlin.
Selvom jeg efterhånden har prøvet det mange gange, er jeg vild med det sus, det giver, når jeg træder ud på S-Bahn-stationen i Köpenick på en kampdag. Følelsen bliver kun bedre, når jeg mærker atmosfæren omkring fanbaren Abseitsfalle, og forstærkes af den legendariske gåtur gennem skoven og entreen på stadion. Det kulminerer, når den uhyggeligt karismatiske stadionspeaker, Christian Arbeit, præsenterer startopstillingen, der følges op af den føromtalte hymne. Her står alt andet stille hos mig, og det irriterer mig til stadighed, at det kun varer otte minutter hver gang… Heldigvis er det kun begyndelsen på noget, man bliver glad af at opleve, og man trods alt ikke skal rejse så langt efter. Hvad der sker på banen, kan gå alverdens retninger, men fanscenen og stadionoplevelsen i det østlige Berlin har aldrig skuffet mig. Jeg har ganske enkelt oparbejdet en afhængighed af at komme her så ofte som overhovedet som muligt.
