bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Fodboldrejser > Guide: Fodboldrejse til Alemannia Aachen

Guide: Fodboldrejse til Alemannia Aachen

Stadion: Tivoli

Kapacitet: 32.960

Åbnet: 2009

Hjemmehold: Alemannia Aachen

Rejse og billetter

Denne udgave af Bulibolds rejseguide bringer os til det yderste vest i Tyskland. Grænsende op til Belgien og Holland ligger den forholdsvis store by Aachen med godt og vel 250.000 indbyggere.

Byen er hjemsted for den traditionsrige fodboldklub Alemannia Aachen, der siden 2009 har spillet sine hjemmekampe på Neu Tivoli. Et ganske fint stadion, der har en rigtig god balance mellem moderne faciliteter og plads til den almene fan med gode ståpladser.

Denne guide vil give dig et hurtigt indblik i klubbens historie og stadionet, så du er godt rustet til et fodboldeventyr i Tysklands vestligste storby.

Aachen ligger ca. 1,5 times togtur fra Düsseldorf, hvortil der går daglige flyafgange fra Danmark. Den 1,5 times togtur kan jo passende bruges på at læse op på dagens kamp, samt at smage på nogle lokale tyske øl.

Billetter til kampe kan købes online på https://www.alemannia-tickets.de eller ved stadion inden kampen. Priserne er gunstige, og en ståplads fås til 10 Euro. Der er stort set aldrig udsolgt, så der er ingen grund til at være nervøs over ikke at få en billet til kampe på Neu Tivoli.

Hjemmeholdet

Alemannia blev grundlagt i år 1900 og gjorde ikke det store væsen af sig de første mange år. I 1967 lykkedes det for første gang klubben at rykke op i Bundesligaen, hvor de i den første sæson opnåede en mere eller mindre sensationel anden plads efter Bayern München. Træerne voksede dog langt fra ind i himlen, og allerede året efter måtte de sige farvel til Bundesligaen igen. Det skete med en spektakulær dårlig udebanestatistik, hvor det kun lykkedes klubben at hente et enkelt point på fremmed græs i løbet af en hel sæson.

Det er vidst kun set ringere af FC Nürnberg, der i 83/84 tabte samtlige udebanekampe i løbet af en sæson. Herfra gik det ned ad bakke i en årrække, hvor de i lang tid spillede i landets 3. bedste række. I slutningen af 90’erne anede man dog en vis fremgang under træneren Werner Fuchs, der med offensiv fodbold førte klubben til en førende position i Regionalliga West. Få uger inden sæsonen sluttede ramte en stor tragedie den fodboldgale by. Klubikonet Fuchs fik et pludseligt hjertestop under en gåtur i en nærliggende skov og omkom. Holdet overkom chokket og sikrede i sidste ende oprykningen, der af gode grunde blev dedikeret til Fuchs, en personlighed, der den dag i dag stadig mindes i Aachen.

Klubbens hidtil største sportslige højdepunkt var i 2004, da de gik hele vejen til finalen i DFB Pokal. Undervejs slog de bl.a. mægtige Bayern München hjemme på Tivoli. Trofæet kunne de dog desværre ikke hive med hjem til Aachen, men overmændene fra Bremen havde allerede vundet det tyske mesterskab, og dermed skulle lille Alemannia Aachen i Europa som 2. bundesligahold. Her imponerede man de fleste kritikere, og holdet spillede sig hele vejen til 1/16-finalen i UEFA Cuppen, hvor de senere semifinalister fra AZ Alkmaar satte en stopper for eventyret.

Efter 36 års fravær formåede klubben i 2006 at vende tilbage til Bundesligaen, hvor det dog kun blev til en enkelt sæson. Herfra er det mere eller mindre gået ned af bakke, og i dag lever klubben en anonym tilværelse i Regionalliga West.

Aachen er altså en klub med et støvet pokalskab, men det skal ikke være en undskyldning for ikke at besøge byen og stadion.

Neu Tivoli blev åbnet i 2009, efter arkitekterne grundigt havde taget højde for alle parter under byggeriet af det nye stadion. Bl.a. er det markante gule tag lavt placeret for at forbedre akustikken på stadion. Tribunerne er stejle og placeret så tæt på banen som muligt i henhold til UEFA’s regler. Således er du på langsiden kun seks meter fra banen.

Den første ligakamp på stadion blev spillet mod St. Pauli i 2009, og det hører bestemt ikke til blandt de mest lykkelige åbningskampe på tyske stadions. Hjemmeholdet måtte gå fra banen med et 0-5 nederlag, som er det højeste hjemmebanenederlag, klubben nogensinde har lidt i 2. bundesliga. Derudover blev kampen overskygget af et uheld i udebaneafsnittet, hvor en uheldig fan styrtede seks meter ned og blev svært kvæstet.

Tivoli er et af de få stadions i Tyskland, som endnu ikke har solgt navnerettighederne til stadionet. Faktisk betaler man 1 Euro pr. billet til klubben, som en kompensation for ikke at sælge stadionnavnet og dermed holde fast i det traditionsrige navn. Dét i sig selv bør være grund nok til at besøge Tivoli og Alemannia Achen. Klubbens ustabile økonomiske situation har dog fået ledelsen til at se sig om efter sponsorerer, der vil købe stadionnavnet.

På kampdagen

Det kan klart anbefales at tage sig tid til at gå en tur i det centrale Aachen inden kampen. Her finder du selvfølgelig kneiper og gode værtshuse men også mere kulturelle seværdigheder som fx den store domkirke.

Neu Tivoli ligger lidt nord for byens centrum. Turen kan enten tages til fods (ca. 40 minutter) eller med bus 34, som stopper et par hundrede meter fra stadion.

Ved stadion er der mulighed for at shoppe souvenirs i fanshoppen inden kampen. Hjemmeholdets fans står på endetribunen med det velklingende navn, Bitburger Wall. Som navnet afslører, er der Bitburger i hanerne på stadion; Bitte ein Bit! 

Foto: Henrik Toudal Offersen

Seværdigheder

Aachen er en af Tysklands ældre byer, hvilket bl.a. ses ved byens domkirke, som er dateret helt tilbage til år 798 og er på UNESCO’s verdensarvsliste. Derudover bør man tage et smut forbi Markt, hvor der tirsdage og torsdage er marked.

Er man i Aachen til kamp en søndag, skal man ikke forvente en sprudlende by med masser af liv. Som mange andre mellemstore tyske byer er søndag en søvnig dag, hvor langt det fleste butikker er lukkede.

I stedet kan du så passende bruge lidt af søndagen i tog, hvor klubber som blandt andre Leverkusen, Köln, Düsseldorf, Schalke, Gladbach og tildels Dortmund ligger inden for overskuelig afstand.

Se mange flere guides til fodboldrejser i Tyskland i vores oversigt.

 

You may also like
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga
Borussia Dortmund, mål, 100 bedste mål, Karl-Heinz Riedle, Kælenavne
Tyske kælenavne: Fra Kugelblitz og Pannen-Olli til Titan og Tante Kähte
DDR, Die Wende
FDGB-Pokalfinalen 1990 – Mellem Murens fald og Die Wende
Das Wunder vom Wildpark – Det glemte storhold fra Karlsruhe