Leipzig stormer frem år efter år og giver Østtyskland en stemme, men det er er i Dresden, at håbet for alvor lever. Også selvom muren mellem øst og vest i fodboldmæssig sammenhæng er tydeligere end nogensinde.
I 1957 var mesterholdet Wismut Karl-Marx-Stadt (idag FC Erzgebirge Aue) det første østtyske hold til at deltage i Europa Cuppen, datidens UEFAs store fodboldflagskib. I anden runde skulle de op imod de hollandske mestre fra Ajax, som efter første kamp kunne rejse tilbage til Holland med en sikker 3-1 sejr. Med udsigt til endnu et nederlag rejste østtyskerne mod Amsterdam via bus og tog. Grundet en forsinkelse strandede holdet dog i Vesttyskland uden penge på lommen. For at skaffe sengepladser til sit hold i grænsebyen Bentheim måtte Wismuts træner, Fritz Gödicke, pantsætte sit ur, og holdet kunne så få et beskedent måltid mad, mens man sov tre og tre i sengene. Ikke overraskende tabte Wismut returkampen dagen efter med 1-0, men heldigvis for Gödicke, så opsnappede et par embedsmænd fra Ajax hotelkvitteringen og betalte for holdet overnatning – og på den måde reddede Gödicke sig også sit ur.
Wismuts Aues udebane tur til Amsterdam er interessant på flere punkter. På banen viste resultatet det store hul, der var mellem de Østtyske klubber og de vesteuropæiske klubber. At holdet strandede i en grænseby uden en krone på lommen bevidner samtidig om de ydmyge omgivelser omkring en stor europæisk klubturnering – hvilket er en stærk kontrast til de rejseoplevelser klubberne møder i dag. Men hvad der især er interessant her, er DDRs trange økonomiske omstændigheder mere end ti år efter 2. Verdenskrigs afslutning.
I et land hvor rationeringen fortsatte indtil 1958 var pengekassen til klubbers rejser, der krævede vestlig valuta stort set lukket i.
I dag halter de østtyske klubber stadig efter de vesttyske. En klub som Dynamo Berlin stod i 1980erne øverst på skamlen hvert år, men da muren faldt i 1989, faldt klubben også. At klubben væltede, slog utrolig hårdt, da 1990 var et vigtigt år: De to øverste pladser i den østtyske liga ville få plads i Bundesligaen, mens seks andre ville få plads i 2. Bundesligaen. Dynamo Berlin, som oprindeligt var støttet af Stasi og deres ansatte, fejlede dog. I stedet tog Hansa Rostock mesterskabet, mens Dynamo Dresden fulgte efter i Bundesligaen. Blot fem år efter, i 1995 var det dog kun Hansa – der også var rykket ned og rykket op igen – som repræsenterede østtyskland i det fineste tyske selskab. Dynamo Dresden endte på sidstepladsen, men grundet finansielle problemer måtte klubben tage turen helt ned i 3. Bundesligaen, mens Chemnitzer FC fulgte med efter deres nedrykning fra 2. Bundesligaen. Blot tre klubber fra det tidligere østtyskland i 2. Bundesligaen og Hansa i 1. Bundesligaen var de kedelige tal for de stolte østtyske folk.
Disse nedrykninger var, ud over ikke særlig prangende spil på banen, et bevis på, at klubberne fra øst ikke kunne holde på deres spillere. De bedste spillere fra startelleveren, samt de unge talenter, strøg til de større og velhavende klubber i vesten. Disse spillere blev ofte erstattet med gamle, fallerede østtyske stjerner til høj løn, som klubberne egentlig ikke havde råd til. Samtidig mistede klubberne størstedelen af sine sponsorater, og korruption spillede desværre også en rolle i klubber fra byer som Dresden, Aue og Leipzig.
27 år efter murens fald har Bundesligaen i dag blot ét hold fra østtyskland, nemlig de forhadte RB Leipzig, som er strøget igennem ligaerne. Samtidig ser vi Erzgebirge Aue (de tidligere Wismut Karl Marx-Stadt) samt nyoprykkede Dynamo Dresden i 2. Bundesligaen.
Magdeburg, som brød Dynamo Dresdens mulighed for at tage tre mesterskaber i træk i 1970erne, ligger i dag i 3. Bundesligaen, men et hold som VfB Leipzig, der i DDR-Oberligaen spillede som Lokomotive Leipzig, tegner måske det mest deprimerende billede af fodbold i østtyskland.
Engang var klubben en stor stjerne på den tyske fodboldscene, men i dag er klubben langt fra fordums styrke. Klubben rykkede i 1993 op i 1. Bundesligaen, men blev kørt fuldstændig over i ligaen og måtte rykke direkte ned igen. Klubben fortsatte med at rykke ned, hvilket i 2004 endte med en konkurs for klubben. Her blev klubben omdøbt til igen at hedde 1. FC Lokomotive Leipzig og startede helt nede i 11. bedste række , og har i dag stillet og roligt bevæget sig op til Regionalliga Nordost.
Det er derfor i RB Leipzig, at håbet for den østlige del af Tyskland for tiden ligger. Men det er et håb med en bismag. For flere fans fra øst frygter, at andre hold vil tage samme vej som den succesrige Leipzig klub har gjort det, nemlig med et firma i ryggen. De øsstyske klubber ønsker succes, men ikke for e hver pris. For selvom RB Leipzig har et rigtigt fint tilskuersnit på Red Bull Arena, så mangler klubben stadig en decideret fanbase, som det ses i eksempelvis Dresden. Her har klubben i snit – i 2. Bundesligaen – omkring 30.000 til hjemmebanekampene. Desværre for klubber som Dynamo Dresden, så er mange fans på tribuerne dog ikke alt. Den store klub vandt i 1970erne fem titler (1971, 1973, 1976, 1977 og 1978) og havde allerede dengang over 25.000 i snit til kampene. I de gode gamle dage producerede klubben gode spillere som Ulf Kirsten og Thorsten Gütschow, som begge fik titlen ”Årets Østtyske fodboldspiller”. De gules mest kendte spiller er dog ingen ringere end Mattias Sammer, som fra 1985-1990 tryllebandt fansene på Rudolf-Harbig Stadion.
Siden de glade Mattias Sammer dage er hverdagen dog blevet noget anderledes for Dresden-klubben. Efter oprykningen til 1. Bundesligaen i 1990 mistede de profiler til klubber som Köln, Stuttgart og Leverkusen, mens de til kampene mod hold fra vesten blev mødt med tilråbene: ”Byg muren op igen”.
Efter flere turbulente sæsoner med nedrykninger og store finansielle kriser møder klubben fortsat stor optimisme i byen. Den tidligere spiller, Ralf Minge, blev i 2014 hentet ind som sportschef, og efter 11. sæsoner som spidsangriber i klubben kender han til kulturen og ideologien omkring de gule. Han har, med sine gode indkøb som Justin Eilers (21 mål i 3. Bundesliga) og Pascal Trestroet (18 mål), i den grad stået for en del af den succes Dynamo Dresden har mødt de sidste par sæsoner. Det er dog ikke Eilers og Trestroet, der er tilhængernes yndlings. Det er derimod den lokale Marvin Stefaniak, som er kommet gennem klubbens ungdomshold og spiller på Tysklands U20 landshold. Selvom Dynamo Dresden ikke kan forventes at holde på en spiller som Stefaniak i lang tid, så er det positivt, at talenter overhovedet bryder igennem i det østtyske.
Det tyske landshold har siden genforeningen ikke just haft mange profiler med oprindelse i øst, og kurven er stærkt nedadgående. Ved truppen til VM i 2002 havde syv spillere en opvækst i øst, mens det fire år senere ved VM på hjemmebane var reduceret til fire. Lavpunktet kom ved EM 2012, da kun to spillere fra det tidligere Østtyskland klarede cuttet: Marcel Schmelzer og Toni Kroos.
I Dresden er der derfor store forventninger til både Stefaniak og klubben i det hele taget. Også selvom de her 27 år efter murens fald fortsat kæmper med at komme på højde med den vestlige del af Tyskland. Arbejdsløsheden er høj – nogle steder dobbelt så høj som i vest – og de der har et job tjener i gennemsnit færre penge end de rigere fra vesten. Samtidig falder indbyggertallet i landsdelen, hvor der siden murens fald er fraflyttet to millioner.
Så selvom muren blev revet tilbage i 1989, eksisterer der i høj grad fortsat en mur mellem de øst- og vesttyske fodboldklubber. Men det er klubber som Dynamo Dresden, der giver håb for en bedre fodboldfremtid for den hårdprøvede del af Tyskland.
