Nok en gang blev Ballon d’Or uddelt. Nok en gang vandt Lionel Messi, og nok en gang var der ikke for alvor nogen tyskere, der kunne kæmpe med om fodboldens største individuelle pris.
Det er ikke længere som i de gode gamle dage, særligt i 70’erne, hvor tyske profiler jævnligt kunne stille sig op på podiet i den årlige Ballon d’Or kåring. Tyskland er stadig det land, hvor flest forskellige spillere har vundet Ballon d’Or, og med i alt syv sejre fordelt på fem spillere indtager de også en delt førsteplads over antal Ballon d’Or titler totalt set sammen med Portugal, hvor en vis Cristiano Ronaldo har hjulpet dem godt på vej.
I år var der ikke en eneste tysker blandt de ti bedste spillere, og eneste tysker i top 30 var faktisk Marc-André ter Stegen, der blev en samlet nummer 24 i prisen som uddeles af France Football og kåres af journalister samt landstrænere og landsholdsanførere fra samtlige FIFA-nationer.
Sidste gang en tysker sneg sig på podiet var på bagkant af VM-triumfen i 2014, og inden da havde der ikke været en tysker på en af de tre øverste pladser siden 2002.
Med til historien om de mange tyske vindere i 70’erne og 80’erne hører dog også, at Ballon d’Or indtil 1995 kun blev uddelt til europæiske spillere, og herfra og frem til 2007 var det kun spillere, der optrådte i europæiske klubber, der kunne vinde prisen, hvorfor eksempelvis Maradona og Pele aldrig officielt har vundet Ballon d’Or.
Vi håber på, at fremtiden tegner mere lys set med tyske øjne, men indtil da kan du forsøge dig ud i denne quiz, hvor vi søger de 25 gange, hvor en tysk spiller er sluttet på podiet i Ballon d’Or.
*Hvis du ikke kan se quizzen, så prøv at slå din AdBlocker fra
Prøv kræfter med flere quizzer om tysk fodbold i vores quizsektion