bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Pierre-Emile Højbjerg passer i Augsburg

Pierre-Emile Højbjerg passer i Augsburg

Pierre-Emile Højbjerg forlader Bayern München og tørner ud for Augsburg i det kommende forår. Vi kigger på danskerens perspektiver i klubben…

Bayern München og Augsburg er blevet enige om en lejeaftale på en halv sæson, og Højbjerg kan dermed kalde sig Augsburg-spiller i resten af 2014/15-sæsonen. Han kommer til en klub, der ligger på en sjetteplads, noget bedre end forventningerne, og som har spillet flot fodbold gennem efteråret.

Men hvad kan Højbjerg se frem til med hensyn til spilletid og spillestil, og hvad er perspektiverne for den nærmeste fremtid? Vi guider dig her igennem klubben Augsburg og giver et bud på, hvad der skal ske, når lejeaftalen ophører til sommer.

Tysklands største trænertalent

Markus Weinzierl er i høj grad manden, der står bag Augsburgs succes, som vi tidligere har beskrevet her. Han har samlet et hold af spillere, der uden at træde nogle over tæerne nok bedst kan beskrives som den bløde mellemvare, og fået etableret et stærkt kollektiv. Sidste år blev det til en flot ottendeplads, og i år overvintrer man på en sjetteplads og er en udfordrer til Europa League-deltagelse.

Weinzierl er vel nok Tysklands største trænertalent, og det er tvivlsomt om han er at finde i klubben til næste sæson. Med kontraktudløb i sommeren 2017 begynder større klubber så småt at sværme om ham. Han har angiveligt mødtes med Højbjerg allerede inden jul, og mon ikke mødet med Weinzierl har været udslagsgivende for danskerens valg?

Vi vurderer i hvert fald, at Weinzierl er tæt på den mest optimale træner for Højbjerg på nuværende tidspunkt i karrieren.

Ingen nykker i Augsburg

På trods af de seneste års udmærkede succes er det ikke steget folkene i Augsburg til hovedet. Det er en lille by på størrelse med Odense, og medierne i byen er langt fra så glubske, som det er tilfældet i de fleste andre Bundesliga-byer, og med det tredjemindste budget i ligaen (kun Paderborn og Freiburg har mindre) kender man sin rolle som en lille klub.

Højbjerg kommer derfor til en klub, hvor presset fra omgivelserne ikke er stort, og hvor et par dårlige præstationer ikke resulterer i mediehetz og buh-råb fra tilskuerrækkerne.

Med andre ord: et rigtig godt sted for en udviklingsspiller.

Spillestil

Augsburg har denne sæson mest praktiseret en 4-2-3-1-formation med et par skiftet til en 4-1-4-1. I begge tilfælde er der altså en del midtbanepladser, og det lover godt for udsigten til spilletid.

Holdet er dygtige til at stå kompakt, stærke i nærkampene og forsøger gerne et højt genpres og hurtige omstillinger. Det hurtige spil kommer som oftest over fløjene (omend ikke i samme høje grad som sidste sæson, hvor André Hahn var i klubben).

På boldbesiddelse, afleveringssucces og skud på mål ligger Augsburg lunt i midten af tabellen. Ud over det hårdtarbejdende kollektiv er holdets styrke, at man er god til at indstille sig på modstanderen. I denne sæson har man dog vist sig som lidt et enten/eller-hold, og man har endnu til gode at spille uafgjort i ligaen.

Med Højbjergs fighteregenskaber og teknik på bolden glider han godt ind i truppen og kan hjælpe holdet til at blive mere komfortable på bolden og sikre i pasningsspillet.

Spilletid

Som udgangspunkt kommer Højbjerg nok til at ligge på enten 6’er eller 8’er-positionen i maskinrummet. Daniel Baier har været en af Augsburgs og ligaens bedste spillere i det seneste halvandet år, så han er ikke sådan lige at slå af. I stedet skal Højbjerg kæmpe om pladsen med 20-årige Dominik Kohr og den tidligere Bayern- og Dortmund-spiller, Markus Feulner. Sidstnævnte har rundet de 32 år, men gjort det udmærket på det seneste.

Højbjerg er næppe hentet ind som en reservespiller, og der er en klar forventning fra Højbjerg selv og fra Bayern München om, at han skal spille så meget som muligt. Det skal nok også komme, men i og med Augsburg spiller så godt i øjeblikket, og der reelt kun er én plads at kæmpe om centralt, er det ikke givet, at han får 90 minutter fra dag ét.

Vi forventer dog, at vi får masser at se til Højbjerg i den kommende tid.

Fremtiden

De første forlydender gik på at lejeopholdet strakte sig over halvanden sæson, men ifølge Højbjergs agent, Søren Lerby, er der altså kun tale om et lån sæsonen ud. Det er der flere grunde til.

For det første kan det ses som en sikkerhedsventil fra Bayern Münchens side. Truppen har været hårdt plaget af skader og står man stadig til sommer med flere vigtige folk på skadeslisten, er det rart at kunne råde over Højbjerg.

For det andet kan det være et udtryk for lidt usikkerhed omkring Augsburgs situation efter denne sæson. Har man kvalificeret sig til Europa League? Er Weinzierl stadig træner? Kan man svare ‘ja’ til de to spørgsmål, og kan Bayern undvære ham, er Højbjerg formentlig også at finde i Augsburg til næste sæson.

Hvis svaret til begge spørgsmål er ‘nej’ er det ikke utænkeligt, at Bayern ser sig om efter en anden bejler. For et par dage siden skrev vi selv, at den optimale konstellation vil være Augsburg i et halvt år og derefter en klub som Borussia Mönchengladbach i den efterfølgende sæson. Gladbach er lige et skridt eller to op niveau- og renommémæssigt, spiller formentlig europæisk fodbold, har en mindst ligeså dygtig træner i Lucien Favre og er til næste sæson uden midtbanedynamoen Christoph Kramer, der rejser til Bayer Leverkusen.

At Bayern kalder ham tilbage i truppen efter det halve år i Augsburg ser vi ikke som sandsynligt (medmindre altså skadessituationen er slem). Både Toni Kroos og Philipp Lahm blev nøglespillere for henholdsvis Leverkusen og Stuttgart inden de blev kaldt hjem. Alaba var tiltænkt det samme, men han etablerede sig så hurtigt og manglen på en venstreback var stor i München.

Foto: Sebastian Widmann (Witters)

Relateret
You may also like
Optakt og spiltips: Borussia Dortmund – FC Bayern München
Podcast: Stor optakt til Der Klassisker
Podcast: Krise, sejrsløse tyskere og Bayerns legendariske pressemøde
Optakt: VfL Wolfsburg – FC Bayern München