Læs vores optakt til Tysklands ottendedelsfinale mod Algeriet med taktisk oplæg, bud på startopstillinger, skadesnyt og spændende matchups.
Det startede med et sandt festfyrværkeri mod Portugal, men siden blev det flydende, offensivt betonede spil vekslet til mere kalkuleret kynisme for tyskerne, der dog forholdsvist sikkert satte sig på gruppens førsteplads. Det betyder, at ottendedelsfinalen bliver et opgør mod Algeriet, hvem man har mødt to gange tidligere med to nederlag til følge. Mest berømt er nederlaget ved VM i 1982, i det der blev døbt “Skandalen i Gijon”.
Taktisk oplæg
Mod USA ændrede Löw for første gang på sin startformation, men meget tyder på, at han mod Algeriet går tilbage til sin foretrukne startellever. Podolski er med sikkerhed ude, og dermed glider Götze igen ind på venstrekanten, hvor han skal veksle med Özil og Müller helt i front.
Selv hvis Podolski havde været klar, var han alligevel ikke begyndt inde. Arsenal-spilleren greb ikke chancen mod amerikanerne, og Götze er skræddersyet til den måde tyskerne gerne vil spille mod Algeriet. På pressemødet forud for kampen har Löw rost den algierske defensiv, om hvilken han har udtalt, at han sjældent har set så fysisk stærk og robust et hold. Der bliver ikke meget plads på banens sidste tredjedel for tyskerne, og derfor er der behov for spillere som Götze, hvis force er at operere i de små områder.
I Algeriets første tre gruppekampe var opgøret mod Belgien det bedste fingerpeg om, hvordan de vil gribe det an mod Tyskland. For Belgien og Tyskland minder meget om hinanden med fire centerforsvare i bagkæden, en kompakt midtbane, og bevægelig fløjspillere der gerne søger ind centralt. Löw har uden tvivl set masser af video fra den kamp, og her så han en afrikansk organisation, der mestrede at slå Belgiens opspil i stykker og samtidig være giftige i omstillingsspillet. Ved den lejlighed havde algierne held til at lokke Belgiens backer frem, hvilket blandt andet udmøntede sig i afrikanernes scoring.
Tysklands fireback-kæde forbliver derfor flad, ligesom den har været det i de tre foregående kampe. Höwedes er desuden kun et enkelt gult kort fra karantæne i næste kamp, så han skal ikke risikere at blive fanget for højt oppe på banen.
Ellers har det store spørgsmål op til kampen været, hvorvidt Schweinsteiger eller Khedira spiller fra start. Schweinsteiger leverede en glimrende præstation mod USA, så længe kræfterne rakte, men lige nu virker det til, at Khedira har snuden forrest af de to. Schweinsteiger er mere bevægelig i sin tilgang til spillet, hvilket gør den tyske offensiv mere flydende, men det skaber samtidig nogle rum bagude. I tre ud af fire ottendedelsfinaler er det lykkes for det hold, der er kommet bagud at komme tilbage i kampen, men Löw tør ikke risikere at give algierne mulighed for en tidlig føring, og derfor er Khedira formentlig det sikre valg af de to.
I øvrigt er det værd at bemærke, at kampen spilles i Porto Alegre, hvilket er den klart koldeste VM-by. Der forventes temperaturer på cirka 15 grader, og det giver tyskerne en mulighed for at genindføre deres Gegenpressing, som de ellers har holdt igen med grundet de klimatiske omstændigheder. Det kan betyde, at den centrale midtbane vil skubbe højere op i forsøg på hurtig generobring efter en tabt bold.
Matchups:
Bougherra og Halliche vs. Thomas Müller
Det var ikke revisorens bedste kamp mod USA, men med en enkelt god aktion scorede han sit niende VM mål i ni kampe. Bayern München spilleren har en uforlignelig evne til at tage de rigtige løb og skabe chancer ud af ingenting, og det algierske midterforsvar får rigeligt at se til i ottendedelsfinalen. Hidtil har de – med succes- stået over for mere klassiske centerforwards, så det bliver afgørende for de algierske chancer, at de også viser deres værd over for en falsk ni’er, eller en crazy 13’er som Mehmet Scholl udtrykte det efter kampen mod Portugal.
Feghouli vs Höwedes
En af algiernes bedste spillere mod det der vel er Tysklands svageste led. Vi så i kampen mod Ghana, at Höwedes har det svært, når han bliver overladt mand mod mand, og med Götze foran ham skal han ikke regne med alt for meget hjælp fra Das Jahrhunderttalent. Spørgsmålet er også, hvorvidt Höwedes gule kort spiller en mindre rolle, når han skal sætte en afgørende tackling ind.
Skader og startopstillinger:
Der er ingen karantæner hos tyskerne, men til gengæld er Podolski ude af opgøret med en muskelskade. Höwedes er et gult kort fra at udløse karantæne i tyskernes kommende kamp.
Algeriet har samtlige spillere til rådighed, men har hele fem spillere der må sidde over i eventuelt kvartfinale, hvis de ser gult mod Tyskland. De fem er: Bougherra, Cadamuro, Bentaleb, Mesbah og Ghilas.