bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Analyse: USA-Tyskland: Når forsvar er det bedste angreb

Analyse: USA-Tyskland: Når forsvar er det bedste angreb

Med 1-0 over USA sikrede tyskerne sig førstepladsen i gruppen. Kampen var en meget taktisk affære, hvor Löws tropper fik forbedret defensiven, men hvor offensiven havde det svært. Vi analyserer kampen og kigger frem mod ottendedelsfinalen mod Algeriet.

Opstillinger:

Tyskland: Neuer – Boateng, Mertesacker, Hummels, Höwedes – Lahm, Schweinsteiger Kroos – Özil, Podolski, Müller
USA: Howard – Johnson, Gonzalez, Besler, Beasley – Jones, Beckerman, Bradley – Zusi, Davis Dempsey

Analyse:
Som vi var inde på i vores optakt til kampen, så havde Löw foretaget to udskiftninger i forhold til de foregående kampe. Podolski og Schweinsteiger var valgt frem for Götze og Khedira, og det gav som ventet en mere defensivt organiseret tysk opstilling, end vi har set hidtil. Godt nok havde de væsentligt mere boldbesiddelse end mod Portugal og Ghana (68 %), men det var først og fremmest på bekostning af USA’s ønske om at stå dybt og forsvare.

Begge hold ville gå videre med uafgjort, og selvom der op til kampen var lagt afstand til de spekulationer, så var det to hold, der ikke ønskede at risikere alt for meget.

Screen Shot 2014-06-27 at 10.55.39

Som figuren ovenover viser, så havde Kroos og Lahm på den centrale midt tilsammen 228 afleveringer, hvoraf de 215 var succesfulde. Det bemærkelsesværdige er dog, at kun en enkelt vellykket aflevering var ind i feltet, og det illustrerer meget godt tyskernes problem med at åbne USA’s defensiv op. Alt for ofte blev bolden spillet på tværs, og når der endelig blev forsøgt med en bold i banens længderetning, mangle præcisionen og kreativiteten.

Screen Shot 2014-06-27 at 10.56.23

Mod USA så vi også en af de mangler, en mere flad 4-3-3 med fire centerbacks medfører. Boateng er eneste reelle trussel på back positionen, og i de første 20 minutter havde han en række gode aktioner efter lange diagonal bolde fra Schweinsteiger. Med mere præcision i selve indlæggene fra Boateng kunne der være opstået farlige situationer. Som figuren også viser, så var der ikke et eneste afleveringsforsøg i venstresiden i de første 20 minutter. Mod et kompakt og defensivt orienteret amerikansk mandskab, kunne Erik Durm have bragt noget tempo på back positionen, men Löw har låst sig fast på Höwedes, der i øvrigt fik tyskernes første gule kort ved slutrunden.

Mens offensiven havde det svært, så fik defensiven vist lovende takter. Som blot andet hold i turneringen (Australien mod Spanien) lykkedes det ikke for USA at have et eneste forsøg indenfor målrammen. Først i de døende minutter var de i to omgange tæt på, men Lahm fik blokeret Deboyas forsøg og Demspey headede over til sidst. Det var i øvrigt tyskernes sjette clean sheet i de seneste otte VM-gruppe kampe.
Screen Shot 2014-06-27 at 14.08.19

Det lærte vi af kampen:
Joachim Löw var efter kampen tilfreds med sejren, og for så vidt også måde den kom i hus på. Han var glad for, at organisationen var bedre end mod Ghana, men gav også kritikerne ret i, at der er plads til forbedringer. Især i kvaliteten af afleveringerne på banens sidste tredjedel.

Mertesacker er forsvarsspiller med stort F. Det var tydeligt, at USA havde valgt at lade ham føre bolden frem i stedet for Hummels, og dertil er Arsenal forsvareren ganske enkelt for langsom i både tanke og handling til at skabe noget, der bliver farligt. Havde mod USA 108 boldberøringer mod Hummels 60, men det var sidstnævnte, der ved en enkelt lejlighed havde held til at gå med frem og skabe overtal.

Özil har tilsyneladende en længere snor end forventet hos Löw. Han har endnu ikke ramt topformen og bliver til tider for stationær på højrekanten. I ottendedelsfinalen er modstanderen Algeriet, der i spillestil kan minde om USA, og afrikanerne fik vist i gruppespillet, og i særdeleshed i kampen mod Belgien, at de har en god organisation og kan stå dybt. Derfor er der formentlig genvalg til Özil, men når vi når længere frem kan Schürrle med sin fart og målsøgen komme i spil. Podolski greb ikke chancen i går.

Defensiven er vejen til tysk guld. Når Erik Durm ikke blev testet på backen, så skyldes det, at Löw ønsker at den nye forsvars-konstellation skal have så mange minutter sammen som muligt, for det er de fire, der skal sikre tysk VM guld. Tidligere har filosofien været, at angreb er det bedste forsvar, men ved dette VM har Löw vendt den tese på hovedet, så det nu hedder; forsvar er det bedste angreb.

Schweinsteiger er klar. Strategen sad ude mod Portugal og kom først ind i slutningen af kampen mod Ghana. Mod USA var han for første gang med fra start, og så længe kræfterne rakte, var han Tysklands bedste. Khedira blev hvilet efter et par hårde kampe, og det helt store spørgsmål i den tyske VM-lejr er nu, hvem af de to der er med fra start mod Algeriet. Lahm og Kroos undlod decideret at tage stilling til, hvem de ville foretrække ved siden af dem, men Kroos bemærkede alligevel, at der var en god indbyrdes forståelse de tre Bayern spillere imellem. Lige nu peger pilen dog fortsat på Khedira, men meget kan ændre sig i løbet af de næste par dages træning.

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Optakt, HSV
HSV – Slutningen på en lidelseshistorie
Optakt, Werder Bremen, tilskuere, 2. Bundesliga
Er det nye Werder Bremen langstidsholdbart?
Dortmunds problemer er ikke (kun) Tuchels skyld