bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: TSG Hoffenheim – Sidste nat med klikken

Optakt: TSG Hoffenheim – Sidste nat med klikken

Sidste sæson:

Nr. 3 i Bundesligaen.

Efter den flotte fjerdeplads i Julian Nagelsmanns første hele sæson i spiden for Hoffenheim, var det de færreste, der for alvor troede, at holdet kunne gentage den triumf. Specielt fordi Sebastian Rudy og Niklas Süle inden sæsonen var blevet solgt til Bayern München. En tur som Sandro Wagner iøvrigt også tog midtvejs i sæsonen.

Julian Nagelsmanns tropper indledte ellers sæsonen, som de havde afsluttet den forrige og kom flyvende fra land. Sejre over Bayern München og Schalke i de første seks runder, hvor de sammen med Dortmund var eneste ubesjerede mandskab. Men så fulgte et nederlag til Freiburg, og herefter var det svært at finde stabilitet.

Et 3-0 nederlag mod Hamburger SV blev afløst af en 4-0 sejr over RB Leipzig for så blot at tabe til Hannover med 2-0 ugen efter.

I Europa var det heller ikke meget bedre. Liverpool var for stor en mundfuld i de to kvalifikationskampe, hvor Hoffenheim fik sig en mindre opvisning i omstillingsspil, og Europa League blev heller ikke nogen succes.

Godt nok var det første gang, at holdet deltog i europæisk fodbold, men en sidsteplads i en gruppe der talte Braga, Ludogorets og Basaksehior var ikke ligefrem imponerende.

Julian Nagelsmann, der var blevet hyldet som den unge fremsynede træner, modtog nu kritik, og der var også rygter fremme om, at han havde problemer med at håndtere truppen. Hoffenheim overvintrede dog på en syvendeplads med blot to point op til tredjepladsen, så værre var det trods alt heller ikke for et hold, der for få år siden kæmpede for at undgå nedrykning.

Forårssæsonen begyndte dog mildt sagt elendigt med fire kampe uden sejr og store nederlag til både Bayern München og Leverkusen, men akkurat som foråret kom Hoffenheim stille og roligt snigende.

I de sidste 11 kampe blev det blot til et enkelt nederlag, og i sidste runde kunne Hoffenheim så snige sig forbi Dortmund med en sejr i deres indbyrdes kamp og tage tredjepladsen på en bedre målscore. Deres bedste resultat nogensinde.

Transfers:

Det går sjældent stille for sig i Hoffenheim, og dette transfervindue er da heller ingen undtagelse. Julian Nagelsmann har nok engang måtte indse, at klubben ikke har formået at holde på sine største profiler, hvorfor sidste sæsons topscorer Mark Uth er skiftet til rivalerne fra Schalke.

Nagelsmann har måske fået nok af den konstante svingdør. I hvert fald skifter han selv væk efter sæsonen, når han skal stå i spidsen for RB Leipzig.

Udover Mark Uth er Serge Gnabry vendt tilbage til Bayern München efter sin lejeaftale, og dermed er offensiven stærkt svækket i forhold til sidste sæson.

Da hverken Gnabry eller Uth indbringer klubben nogen penge, er dyreste salg faktisk Bendedikt Gimber, der er skiftet til Ingolstadt i 2. Bundesliga. Næstdyreste transfer er i øvrigt Marvin Schwäbe, der nu vogter målet hos Brøndby.

Ellers er det også værd at nævne, at Baris Atik er skiftet til Dynamo Dresden, Joshua Mees er smuttet til Union Berlin ligesom Robert Zulj, der dog kun er lejet ud til hovedstadsklubben.

Endelig er Philipp Ochs skiftet på en lejeaftale til AaB, mens Felix Passlack aldrig blev en succes i klubben og har afsluttet sin lejekontrakt et år før tid. Eugen Polanski er også fortid hos Hoffenheim, men har endnu ikke fundet en ny klub.

Med de mange afgange og Champions League på programmet, har Hoffenheim selvfølgelig også sørget for at handle godt ind.

Dyreste handel er Kasim Adams, der kommer fra Young Boys og som er udset en plads i tre-mands bagkæden. Leonardo Bittencourt var en af få lyspunkter i Köln og skal afløse Serge Gnabry som manden med fart og mål i støvlerne, og i front er Ishak Belfodil hentet ind fra Standard Liege, efter han i sidste sæson var på leje i Werder Bremen.

Derudover har man været en tur i Gladbach, hvor man har lagt 5,5 mio euro for Vincenzo Grifo, der aldrig for alvor slog igennem hos die Fohlen. Venstrebacken Joshua Brenet er hentet i PSV Eindhoven, mens Joelinton er vendt hjem efter endt lejemål med Rapid Wien.

Styrket/svækket: Svækket

Med afgangen af Mark Uth og Serge Gnabry har Hoffenheim mistet godt 2/3 af deres mål fra sidste sæson, og selvom der er handlet godt ind i et forsøg på at erstatte dem, så ser holdet alt andet lige svækket ud.

Julian Nagelsmann har dog før vist, at han kan lave Bundesligastjerner ud af middelmådige spillere, og særligt Leonardo Bittencourt kan blive en stor profil på det nye Hoffenheim mandskab.

Offensivt kommer de selvfølgelig til at mangle Serge Gnabrys fart, men i Vincenzo Grifo har de fået en dygtig oplægger, og kan han finde formen fra Freiburg-tiden, så kan han blive en klar gevinst.

Ishak Belfodil viste i Werder Bremen, at han ikke er helt ueffen foran mål, og en træner der kan få Mark Uth og Sandro Wagner solgt til henholdsvis Schalke og Bayern kan selvfølgelig også gøre meget godt med Belfodil.

Generelt bliver Nagelsmann nøglen til endnu en god sæson, hvor flere spillere skal levere over evne, hvis Hoffenheim igen skal blande sig i toppen.

Kasim Adams ligner en forstærkning i defensiven, men den centrale midtbane ser svag ud, og spillere som Nadiem Amiri og Kevin Demirbay bliver givetvis savnet i de første par måneder, hvor de begge sidder ude med skader. For Amiris vedkommende er det endda tvivlsomt, at han overhovedet kommer i spil på denne side af jul.

Eller så bliver kunsten at komme godt i gennem efteråret og ikke vise samme ustabilitet som i sidste sæson. Champions League deltagelsen kommer til at slide på holdet, og så er spørgsmålet, om der i løbet af sæsonen sættes spørgsmålstegn ved Nagelsmanns commitment, hvis det begynder at gå dårligt.

Måske ikke fra klubbens side, men den tyske presse skal nok begynde at skrive om manglende interesse i projekt Hoffenheim, hvis resultaterne udebliver, hvilket kan have en indirekte effekt på holdets præstationer.

Denne sæson:

Idealopstilling: (3-5-2)
Baumann – Adams, Vogt, Bicakcic – Kaderabek, Schultz, Zuber, Grifo, Bittencourt – Kramaric, Joelinton

Hold øje med:

Joelinton

Fik chancen fra start i pokalen, hvor han takkede for tilliden med et hattrick og et oplæg mod Kaiserslautern. Konkurrencen er hård i fornt, hvor Adam Szalai også godt kunne være et bud på en glemt angriber, der pludselig dukker op til overfalden, ligesom Ishak Belfodil formentlig er købt med henblik på at skulle spille.

Hvis Nagelsmann fastholder sine to spillere på toppen bør der dog indledningsvist blive plads til Joelinton, der allerede kom til klubben i 2015, men som siden har været lejet ud til Rapid Wien.

 

Drømmer du om en tur til den tyske Bundesliga for at opleve Europas bedste stemning på stadion, så få her tre uforpligtende tilbud på din næste fodboldtur

 

Foto: www.achtzehn99.de

You may also like
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Tysklands trup til landskampene mod Bosnien-Herzegovina  og Ungarn: Debutanter og tilbagevendte Dortmund-spillere
EM, EM 2024, Tysklands trup til EM 2024
Her er Tysklands trup til EM 2024 – Hummels og Goretzka fravalgt
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Julian Nagelsmanns første landsholdstrup: Comeback til Hummels og debut til Behrens
Werder Bremen, Jens Stage, Niclas Füllkrug
Sæsonoptakt: SV Werder Bremen – med eller uden Füllkrug?