bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Julian Nagelsmann – Hoffenheims unge redningsmand

Julian Nagelsmann – Hoffenheims unge redningsmand

Midt i en krisetid hos TSG Hoffenheim blev Julian Nagelsmann hentet ind. På trods af sin unge alder fik han reddet klubben fra nedrykningsstriden, og i dag spiller de med om pladserne til Europa.

Da TSG Hoffenheim ansatte Julian Nagelsmann i februar, rynkede flere på øjenbrynene. Klubben lå dengang på en 17. plads i ligaen, og selvom han havde gjort det godt for akademiet og havde været assistent i en kort periode, var han et ubeskrevet blad i tysk fodbold. Bundesligaens yngste fastansatte træner nogensinde skulle nu lede klubben ud af nedrykningsstriden

På trods af hans lave alder og skepticismen formåede han med taktisk snilde og utraditionelle metoder at redde dem fra nedrykning og mere til.

Spoler vi otte måneder frem, ligger de lige nu på en 5. plads i Bundesligaen. Med Bayern Münchens resultatmæssige formnedgang, er de med tre sejre på stribe endda Bundesligaens mest formstærke hold.

Knæskade og spejdning

Som ung var han forsvarsspiller for 1860 Münchens ungdomshold, der ud over Julian Nagelsmann også havde Christian Träsch og Fabian Johnson, der nu spiller i henholdsvis Wolfsburg og Borussia Mönchengladbach, på holdet. En knæskade gjorde ham dog fodboldinvalid som 20-årig, da han spillede for FC Augsburgs reservehold. Efter skaden lignede det, at han var klar til at droppe fodbolden helt.

” Til at starte med ville jeg ikke have mere at gøre med fodbold. Det var meget trist for mig, at min karriere sluttede så tidligt,” har han sagt til Bundesliga.com.

Dengang var det Thomas Tuchel, der var træner for FC Augsburgs reserver, og han spurgte, om ikke Julian Nagelsmann ville spejde modstanderen til næste kamp. Nagelsmann takkede ja, og selvom han bare spejdede, fik det ham tilbage i fodbolden, og det skulle vise sig at blive startskuddet på en lovende karriere.

Efter at have været inde omkring ungdomssetuppet hos først FC Augsburg og dernæst 1860 München i forskellige assistentroller, kom han i 2010 til TSG Hoffenheim. Først som assistent på U-17 holdet og året efter som træner for samme årgang.

Fra U-træner til Trainer

Det var herefter, han blev hentet ind omkring førsteholdet som assistent for Frank Kramer. Den yngste af slagsen i Bundesligaens historie med sine dengang 25 år. Han blev resten af sæsonen, selvom Kramer blev skiftet ud med Marco Kurz, der senere blev erstattet af Markus Gisdol.

Gisdol reddede klubben på sidste spilledag med en sejr over Borussia Dortmund. Sejren gav dem en plads i nedrykningsslutsspillet, hvor de slog 1. FC Kaiserslautern sikkert.

I 2013/14-sæsonen tog Julian Nagelsmann sig af klubbens U-19 hold med stor succes. I hans første sæson vandt de guldet efter en 5-0 sejr over Hannover 96 U-19. Alt imens han var i gang med at vinde med U-19 holdet, førte Markus Gisdol førsteholdet frem til en 9. plads med en spillestil, der bedst kan betegnes som kamikaze-inspireret. 72 mål i 34 kampe blev det til, men samtidig lukkede de 70 mål ind i den anden ende. Selvom Gisdol startede godt i TSG Hoffenheim, begyndte det at gå ned ad efter den euforiske sæson, hvor de scorede 72 mål. Sæsonen 2014/15 endte de godt nok på en 8. plads, men med flere nederlag end sejre og med en negativ målscore, og da de fik en dårlig start på 2015/16-sæsonen, havde han ikke en lang snor.

Alt imens var Julian Nagelsmann i færd med at føre U-19 holdet til endnu en finale om det tyske U-19 mesterskab. U-19 mesterskabet i 2013/14-sæsonen var klubbens første, og imponerende nok var han tæt på at følge op sæsonen efter. Selvom TSG Hoffenheim har investeret mange penge i deres ungdomssektor, krævede det sin træner at få noget ud af det. Allerede som 26-årig viste Nagelsmann altså, at han var lavet af noget helt specielt. Noget, man også må have bemærket hos DFB, hvor han stormede igennem trænerkurserne.

Generelt kigger tyske klubber også ofte efter afløseren blandt egne rækker. Ifølge Raphael Honigsteins bog Das Reboot påpeger den tidligere Hoffenheim-træner Ralf Rangnick, at det er, fordi de er bedre til at håndtere de unge spillere, der kommer op på førsteholdet.

Så med de imponerende resultater var det nærliggende at kigge hans vej, da det begyndte at gå galt for Gisdol. Specielt, når man havde skudt mange penge i ungdomsafdelingen, og han havde skabt gode resultater for dem. Generelt kigger tyske klubber også ofte efter afløseren hos egne rækker. Ifølge Raphael Honigsteins bog Das Reboot forklarer den tidligere Hoffenheim-træner Ralf Rangnick, at det er, fordi klubberne leder efter en, der kan håndtere de unge spillere, der rykker op på førsteholdet.

Derfor var det også planen, at han skulle overtage efter Gisdols afløser, Huub Stevens, men da Stevens måtte trække sig i februar 2016 med hjerteproblemer, vurderede bestyrelsen, at man ville give Nagelsmann muligheden lidt tidligere end planlagt. Også selvom klubben lå på en 17. plads, og han kun var 28 år.

Taktisk snilde og utraditionelle metoder

Mere utraditionelt end at ansætte en 28-årig til at lede holdet ud af nedrykningskampen var Nagelsmanns metoder. I modsætning til Huub Stevens, der havde gravet en ganske solid skyttegrav uden for eget felt, søgte Nagelsmann en mere offensiv tilgang.

” Min filosofi er at angribe modstanderen tæt på deres mål, fordi din egen vej til målet ikke er så lang, hvis du vinder bolden højere oppe,” har han sagt i et interview med A Football Report fra 2013.

Det kunne lyde som Thomas Tuchel, og han har som tidligere nævnt også haft en vis indflydelse på Nagelsmann. Selv har Julian Nagelsmann kaldt Pep Guardiola for sit forbillede, hvilket også kan ses på banen. Flere gange har han benyttet sig af et tremandsforsvar. Noget, Guardiola altid har været glad for. Et andet punkt, hvor han ligner Guardiola, er hans evne til at ændre system og taktik i løbet af en kamp. Det er ikke noget, han mestrer i samme grad som Guardiola, men der tegner sig alligevel et billede af en innovativ træner, der kan sit håndværk.

Det har også afspejlet sig i ligaen, og selvom det indledende skabte røre i vandene, at TSG Hoffenheim hyrede Bundesliga-historiens yngste fastansatte træner på et tidspunkt, hvor de lå til nedrykning, virker han som det rette valg. I de 21 kampe, han har stået i spidsen for Hoffenheim i Bundesligaen, har de fået 36 point. Det gør dem til ligaens 4. bedste hold, siden han blev ansat. Lige over Borussia Mönchengladbach og lige bag Bayer Leverkusen.

Ikke siden TSG Hoffenheim i 2008/2009-sæsonen tog Bundesligaen med storm og blev Herbstmeister, har fremtiden set så interessant ud for den lille klub fra delstaten Baden-Württemberg. Investeringerne i ungdomsafdelingen har skabt et grundlag, man kan arbejde videre på. Investeringerne har endda skabt træneren, der kan føre det videre.

 

foto: www.tsg-hoffenheim.de

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
EM, EM 2024, Tysklands trup til EM 2024
Her er Tysklands trup til EM 2024 – Hummels og Goretzka fravalgt
Fodboldcitat, ejerforholdene
Holder Mainz 05 Mainz ophørsudsalg med ansættelsen af Bo Henriksen?
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud