Kun to af Dortmunds seneste ti kampe er endt med sejr. Forsvaret lukker mål ind i stort set hver kamp, og i ligaen er de femten point efter Bayern og i fare for at glippe kvalifikationen til Champions League. Problemerne er store og mange, men de seneste ugers kritik af Tuchel er forfejlet og unuanceret. Den 43-årige træner er blot en mindre årsag til Dortmunds øjeblikkelige krise.
Twitter har gjort meget godt for fodbolddebatten, men det er også en holdeplads for hurtige og alt for letkøbte holdninger. Således også tirsdag aften. Et blik i mit twitter feed under og efter Dortmunds kamp mod Benfica, og dommen var klar. ”Tuchel har fejlet”, ”For meget rotation”, ”Han trænger ikke igennem til spillerne”. ”Tuchel Raus!”
Ja, resultatet tirsdag aften var skuffende, men at Aubameyang havde en af de dage, hvor han, for nu at bruge kommentatoren hos SKY Sports ord: ”Ikke kunne score, om bolden så lå stille på mållinjen”, kan man næppe klandre Tuchel for. Heller ikke selvom der var mange, der forsøgte.
Tirsdag aften var på mange måder en klassisk Dortmund præstation. Spillet var til mere. Meget mere endda. Men fodboldkampe bliver afgjort i felterne, og der var Dortmund og i særdeleshed Aubameyang ikke skarpe nok. Tuchel er bestemt ikke uden skyld i Dortmunds krise, men han er langt fra hovedansvarlig. Hans indflydelse vender vi tilbage til, men her og nu følger det der vel bedst kan beskrives som en udredning af problematikken og et forsvar af det, der stadig er en af Europas største trænertalenter.
Anfører haves, leder søges
Vi spoler tiden et par uger tilbage. Helt præcist til den 8. februar i år. Dortmund møder Hertha i pokalen i en kamp, hvor de har chancer til at vinde stort, men må igennem forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence for til sidst at booke billet til kvartfinalen. Det er dog ikke de brændte chancer, vi her skal ind på. Dem skal vi også nok vende tilbage til. Nej, det kuriøse i denne kamp er, at skader, træthed og en enkelt udvisning gør, at både Schmelzer, Reus, Sokratis og Aubameyang alle bærer bindet i løbet af kampen. Det skorter ikke på anfører i klubben, men på folk, der fører an.
Schmelzer er officielt manden med bindet, men det er i mangel af bedre. Andre forklaringer er der ikke på, hvorfor Dortmund i sommer var sidste klub i ligaen til at udnævne ny anfører, ligesom Tuchel såede tvivl om hvervet i løbet af vinterpausen, da Reus var tilbage fra sin lange skadespause. Schmelzer er ikke en leder. Han har muligvis spillet over 200 kampe for klubben i sine snart ti år i Dortmund, men erfaring gør det ikke alene. Der skal også et vist spillemæssig niveau og en nødvendig respekt til. Begge dele mangler Schmelzer. Jeg siger ikke, at en anfører også nødvendigvis er ham, der også råber højest – bare se på Lahm i Bayern – men det er ham, der går forrest. Det gør Schmelzer ikke. Hverken med sine præstationer eller med sin udstråling.
Men hvem er så den rette anfører? Se, der rammer vi hovedet på sømmet. Han findes ikke i den nuværende trup. Reus er måske bedste bud, men det er svært at være leder, når man i store dele af sæsonen ofte sidder ude med skader. Så er der Sokratis. Grækeren går forrest og spiller på højt niveau, men han er en indadvendt person, der heller ikke kommunikerer alverden med sine medspillere. Weigl er stadig for ung, mens spillere som Sahin, Bartra, Rode og til dels Bender, der med deres vildskab og engagement faktisk besidder nogle af de efterlyste kvaliteter, skiftevis er ude og inde af holdet. Hvad angår Bartra hjælper det selvfølgelig heller ikke, at han ikke snakker sproget og i øvrigt har nok at se til med både placering og opspil. Dortmund mangler ham eller dem, der formår at få truppen til at præstere. Ikke kun når Real Madrid, Bayern eller Leipzig kommer på besøg, men også når turen går til Darmstadt, som den gjorde i sidste runde.
Her var det tydeligt, at den sidste tænding manglede. Tuchel selv forklarede nederlaget med, at det er svært at vinde fodboldkampe, når man ikke er på 100 procent. Nogenlunde samme forklaring, som han gav efter nederlagene mod henholdsvis Leverkusen og Frankfurt tidligere i sæsonen. Dortmund har et attitude problem, og min påstand er, at det er for let at give Tuchel skylden for det. Det er muligt, at han ikke kan motivere sine spillere på samme måde som Klopp, men i sidste ende er det spillerne på banen, der må hanke op i sig selv og levere præstationen. Det er spillerne, der med attitude, kommunikation, tacklinger skal vise, at de kan præstere i de kampe, hvor det ikke spillemæssigt fungerer. Det er de spillere, der skal lede holdet, og det er de spillere, Dortmund i den grad savner.
Kunsten at fremtidssikre nutiden
Det bringer os frem til næste årsag. Dortmunds indkøbspolitik. Da der i sommers skulle erstattes nøglespillere som Hummels, Mkhitaryan og Gündogan valgte Zorc at investere de mange millioner i unge talenter som Guerreiro, Mor, Dembélé og Merino. Mere rutinerede kræfter som Schürrle, Bartra, Rode og Götze blev også hentet ind, men ingen af de otte nye spillere var over 25. Fremtidssikring af holdet kaldte ledelsen det, men ved konsekvent kun at tænke langsigtet, ender man oftest med netop ikke at tænke langsigtet. En klub har også brug for øjeblikkelig succes. Proces eller ej.
I Arsenal venter de fortsat på, at Wenger forløser det potentiale, holdet har. En venten, der har stået på i over ti år, og ikke ser ud til at blive forløst lige nu og her. I denne sammenhæng er Arsenal skrækeksemplet på, hvad der kan ske, når der kun tænkes langsigtet. Inden jeg får en masse vrede folk på nakken, så lad mig slå fast, at jeg ikke påstår, at Dortmunds strategi har været forkert. Tværtimod. Den har bragt dem fra konkursens rand og kastet to mesterskaber og en Champions League finale af sig. Resultater skabt på baggrund af en filosofi om at satse på unge spillere.
Men hvis Dortmund vil forblive et permanent tophold og forsøge at undslippe rugekasseprædikatet, hvor de hvert år må tage afsked med en nøglespiller, så trænger indkøbspolitikken til en justering. Efter i flere år at have drevet en sund forretning er økonomien til det. Det er positivt, at klubben giver chancen til så mange unge spillere. Talenter ved, at de får muligheden for at slå igennem i Dortmund, og derfor valgte spillere som Dembélé og Isak også Dortmund frem fra andre store, europæiske klubber. Problemet er bare, at når de talenter så har udviklet sig til storspillere (Gündogan, Götze, Mkhitaryan og inden længe Aubameyang) så skal de videre fra Dortmund for at tage det næste skridt, og så fortsætter cirklen, hvor Dortmund bygger op og bygger op i stedet for at bygge på.
Aubameyang sagde for nyligt, at han måtte skifte væk, hvis han skulle spille med om titler. Han har ret. Dortmund kunne i sommer have købt færre, men mere etablerede spillere og derved signaliseret, at klubben også har ambitioner på den korte bane. Tag Töprak som eksempel. Han ville gerne skifte, Dortmund ville gerne have ham, men Leverkusen forlangte i omegnen af 25 millioner euro. For meget for en spiller, der kunne hentes for 12 millioner euro en sæson senere. Min påstand er ikke, at alle Dortmunds defensive problemer var løst, havde de hentet Töprak i sommer. Men det havde signaliseret, at der ikke kun skulle bygges op. At hente en bærende spiller fra en direkte konkurrent viser, at man har ambitioner og cementerer positionen som tophold i ligaen. Bare spørg Bayern.
Da Ramos blev solgt i vinters, blev pengene hurtigt investeret i svenske Alexander Isak. Et stort talent, som Real Madrid efter sigende var meget interesserede i at hente, men med sine 17 år er han langt fra flyvefærdig. Når (og det er et når) Aubameyang forlader Dortmund til sommer, mangler holdet hans direkte afløser. Isak har, præcis som Aubameyang havde det, brug for tid til at udvikle sig. Når det sker, kan spillere som Weigl, Dembélé og Pulisic meget vel være trætte af at vente på, at Dortmund-holdet indfrier sit potentiale, og så er vi tilbage til den oprindelige pointe. Øjeblikkelig succes er afgørende for fremtidig succes. Også i Dortmund.
Den svære balancegang
Og så er vi endelig kommet til Tuchels ansvar i det, der bliver beskrevet som en krise. Måske et lige lovligt voldsomt udtryk for et hold, der stadig er med i alle turneringer, men lad gå. Jeg køber præmissen og dykker ned i Tuchels fejlagtige dispositioner. For de er der selvfølgelig også. For mens jeg som nævnt ikke vil holde ham op på spillernes indstilling, så er det hans ansvar, hvem han benytter sig af, og ikke mindst hvordan han vælger at stille dem op. Da Dortmund i sidste runde mødte Darmstadt, var det første gang i Tuchels tid, at han stillede med samme 11 i to kampe i træk. I første sæson blev han rost for sin evne til med succes at rotere. Nu skoses han for at rotere for meget. Sådan er en træners lod.
Forskellen på sidste sæson og denne er ikke de mange rotationer, men i stedet at det er svært at få øje på Tuchels foretrukne 11. Jeg kan i hvert fald ikke. I sidste sæson var der ingen tvivl om, hvordan startopstillingen så ud til de store kampe. En 4-1-2-3 opstilling med Bürki i mål. Hummels og Sokratis centralt og Piszczek og Schmelzer på backerne. Weigl som det defensive anker med Gündogan og Castro foran sig, mens de forreste tre bestod af Reus, Mkhitaryan og Aubameyang. Så kan det godt være, der blev skiftet lidt ud fra kamp til kamp på en position eller to, men grundstammen var tydelig.
I denne sæson er der kun et par pladser, der for alvor er givet inden kampstart. Pladsen ved siden af Sokratis i forsvaret er ofte billigt til salg, ligesom den centrale midtbane og den ene kant er det. Et hold har brug for en grundstamme. Det er fundamentet for succes, og de sidste par kampe har tydeligt vist, at aftalerne ikke er på plads. Blandt andet fordi Tuchel nu virker til at have ændret mere permanent til en 3-5-2 opstilling. Taktikken fungerede fint mod Bayern og Leipzig og for den sags skyld også mod Benfica. Når Dortmund møder hold, der gerne vil frem, får de plads til at løbe kontraer, og så er de svære at have med at gøre. Den plads fik de i mod Bayern og Leipzig og i de første 35 minutter mod Benfica.
Fordelen med formation er, at der imod større hold lukkes bedre af bagude. Det er derfor heller ikke uden grund at de eneste to gange, de sort-gule har holdt buret rent i deres seneste 15 kampe var mod netop Bayern og Leipzig. Problemet med taktikken er til gengæld mod de mindre hold som eksempelvis Darmstadt, fordi den fordrer de forkerte spillere hos Dortmund. Jeg har allerede været efter Schmelzer for ikke at være nogen leder, men jeg går skridtet videre og hævder, at han heller ikke er nogen wingback. Ikke nogen dygtig en af slagsen i hvert fald. Det samme gør sig gældende for Durm. Ingen af dem er gode nok offensivt til at udfylde pladsen som wingback. Der kommer alt for lidt fra deres side over kanterne, og det betyder, at spillet de seneste par kampe kommer til at gå gennem midten.
Et par scener fra kampen i sidste runde mod Darmstadt. Øverst ses målet til 2-1. Colak løber i ryggen på debutant Burnic, der ikke får nogen besked fra Ginter. Samtidig bliver Sokratis tilbage i stedet for at følge med resten af bagkæden frem og spiller dermed Colak onside. Nederst til venstre målet til 1-0. Seks Dortmund spillere, men ingen markerer Boyd, der ellers er ene mand i feltet. Nederst til højre optakten til 1-0 målet. Dortmund mister bolden højt oppe, og Darmstadt slår kontra. Weigl er isoleret på midten og bliver overløbet af Sidney Sam.
Dembélé er et ekstraordinært talent, men han er bedst på kanten, når han har plads. Mod Darmstadt var han efter sin indskiftning at finde langt mere centralt, og det var et boldtab fra netop franskmanden på midten, der førte til 2-1 målet. 1-0 scoring kom i øvrigt efter et boldtab fra Guerreiro – ligeledes på midten af banen. For et en klub, der har brugt så mange penge på at købe kreative offensive spillere, virker det tæt på vanvittigt, at der nu kun er tre offensive pladser at kæmpe om. Hvis Reus, Aubameyang og Dembélé er de foretrukne, hvor efterlader det så Götze, Schürrle, Kagawa og Castro eller for den sags skyld Mor og Pulisic?
Med sin 3-5-2 formation har Tuchel fundet noget, der ser holdbart ud til de store kampe. Nu mangler han bare at indse, at han skal tilbage til 4-1-2-3 opstillingen i mod de fleste Bundesliga-hold. Lad Schmelzer, i mangel af bedre, koncentrere sig om at forsvare og giv i stedet Weigl noget støtte inde centralt. Den unge midtbanespiller er en eminent pasningsspiller og også ganske nærkampsstærk, men han bliver løbet over ende, når han ligger blottet derinde. Hvem skal så være hans makker og tage det første pres på positionen lige foran? Et godt bud vil være Castro.
Dortmund har i sæsonen spillet noget af det bedste fodbold, når han har dirigeret tempoet. Med både ham og Weigl har Dortmund den fornødne sikkerhed i det opbyggende spil, og de undgår at komme i den ubalance, som de ofte er endt i, når modstanderne bryder deres angreb. Guardiola har fortalt, hvordan et opspil gerne skal bestå af minimum 15 afleveringer, og gerne fra side til side, før et endeligt angreb sættes ind. Det skal være med til at bryde modstandernes organisation op og samtidig sikre balancen på ens eget hold. Når nu Tuchel er så stor en beundrer af spanieren, var det måske værd at kopiere noget af det, der rent faktisk kan kopieres. Så kan han til gengæld give afkald på sin insisteren om, at samtlige bolde fra Bürkis fødder partout skal spilles ud langs jorden.
En 4-2-3-1 opstilling vil også give mulighed for at bringe Götze i spil på 10’er positionen. VM-helten har haft det svært siden sin tilbagekomst, men han har i glimt vist, hvad han kan tilbyde dette Dortmund-mandskab. Giv ham tid og hans foretrukne position med Dembélé og Reus til at flankere ham, og så skal han nok vende tilbage til sit gamle niveau. Så kan der skiftevis roteres på kanterne, hvor Schürrle, Pulisic og Mor kan komme i spil alt afhængig af modstander og form. Og så slipper Tuchel også helt for at finde en plads til Durm.
For at runde en lang analyse af, så er det vigtigt at påpege, at Dortmunds krise trods alt heller ikke er større. Et formdyk var forventet med så mage udskiftninger i truppen i sommer, og hverken Reus eller Aubameyang forbliver så uskarpe i resten af sæsonen (jeg lovede jo, vi ville komme tilbage til de brændte chancer), som de har været på det seneste. Tuchel oplever for første gang i sin tid i Dortmund modgang, og derfor famler han lidt. Men kommer han ud på den anden side, og det tror jeg nok, han skal gøre, så ser vi både en bedre træner og et bedre Dortmund-hold i fremtiden.
