Så gik den ikke længere for St. Pauli, der løb ind i årets første nederlag. Da bysbørnene fra HSV ligeledes tabte, var Kiel rundens helt store vinder. I bunden er Osnabrück væk, mens det spidser til for tre tidligere vesttyske- og en tidligere østtysk mester. Hansa Rostock, Kaiserslautern, Braunschweig og Schalke ligger alle sammen indenfor to point af hinanden og skal forsøge at undgå 16. og naturligvis især 17. pladsen.
Velkommen til optakten til runde 22 i verdens bedste næstbedste liga.
Hertha Berlin – 1. FC Magdeburg – fredag kl. 18.30
Første kamp står mellem to klubber, der begge lavede rav i topstriden. Hertha vandt en flot udesejr over Fürth, mens Magdeburg tog mødommen på St. Pauli i denne sæson.
Efter tre nederlag i træk vandt Hertha højst overraskende ude over Fürth, der ellers har været i fin form. Marc-Oliver Kempf blev dagens mand for berlinerne, da han både gjorde det til 0-1 samt scorede sejrsmålet. Det var en nærmest overrasket Pal Dardai, der efter kampen roste sit mandskab for en vellykket kamp. Hertha måtte endda undvære topscorer Tabakovic, der stod over med knæproblemer.
Magdeburg spillede kompakt i hjemmekampen mod St. Pauli. Østtyskerne lukkede godt af og satsede udelukkende på omstillinger. En sådan kom i det 72. minut, da St. Pauli-keeperen pludselig troede, at han var selveste René Higuita. Det medførte et boldtab, der mundede ud i, at Baris Atik kunne score et af karrierens letteste mål.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – 1. FC Magdeburg 2-1
Hannover 96 – Greuther Fürth – fredag kl. 18.30
Toptrioens to nærmeste forfølgere mødes fredag aften i Hannover, hvor det er hjemmeholdet, der er startet bedst på forårssæsonen. Efter en efterårssæson på det jævne er 96´erne startet med en uafgjort og senest tre sejre. Den flotteste af dem kom i sidste weekend, hvor de efter en forrygende kamp kunne trække sig tilbage med en 4-3-sejr. Det var dog ikke resultatet på banen, der trak de største overskrifter. Efter at have tyret de næsten obligatoriske bolde ind på banen, krydrede fem HSV-fans løjerne ved at sætte kædelåse fast til det ene mål. Efter at låsene var blevet fjernet, var det de gæstende fans tur. Der blev rullet bannere ud, som forestillede Hannover præsident Martin Kinds hoved på en skydeskive samt andre hadfulde beskeder. Dommer Sören Storks afbrød straks spillet, og da Hannover-spillerne ikke kunne overtale fansene til at fjerne bannerne, beordrede Storks holdene i kabinerne. Efter 25 minutter blev bannerne dog fjernet, og kampen kunne spilles færdigt. Episoden vil ganske givet få et retsligt efterspil. I 2020 startede politiet en efterforskning i forbindelse med lignende plakater af Hoffenheims, blandt fodboldfans så forhadte, formand, Dietmar Hopp.
Som nævnt blev der også spillet en fodboldkamp, og den vandt gæsterne på mål af Nicolo Tresoli, Louis Schaub, Sebastian Ernst samt et HSV-selvmål.
Netop som Alexander Zorniger belavede sig på at spille med om oprykningen, løb hans Fürth-mandskab ind i to nederlag. Hvor det første på Millerntor nok var forventeligt, så var det mere overraskende, at Hertha kunne forlade Sportpark Ronhof Thomas Sommer med alle tre point. Branimir Hrgota udlignede godt nok gæsternes pauseføring, men Hertha scorede igen med en halv time igen og trods et voldsomt pres, så lykkedes det ikke for Fürth at score yderligere.
Bulibolds tip: Hannover 96 – Greuther Fürth 3-1
FC Hansa Rostock – HSV – lørdag kl. 13.00
Det er to hold med kniven på struben, der mødes lørdag eftermiddag i Rostock. Hjemmeholdet ligger næstsidst mens HSV skal bevise, at klubben endelig er klar til at tage det skridt op i den bedste række, som fansene har ventet seks sæsoner på.
Hansa Rostock lå inden kampen mod Osnabrück på næstsidstepladsen, og det gør de stadig. Hjemmeholdet, der indtager tabellens sidsteplads, var det bedste hold på banen, men gæsternes målmand Markus Kolke leverede små mirakler, og så endte kampen, som den begyndte. Hansa træner Selimbegovic var efter kampen glad for, at hans mandskab holdt nullet og dermed tog et point med i den videre nedrykningskamp.
Jeg har for længst opgivet at tælle, hvor mange gange HSV har lavet en HSV i løbet af sæsonerne i 2. Bundesliga. Således også i hjemmekampen mod Hannover, der hurtigt bragte sig foran med 2-0. Laszlo Benes fik hurtigt reduceret for blot at se gæsterne score til 3-1 efter en halv times spil. Efter blot to minutters spil i anden halvleg scorede HSV´s Dennis Hadzikadunic til 2-3, hvilket igangsatte et voldsomt pres på gæsternes mål. Vi skulle dog hen til det 84. minut, før det lykkedes topscorer Robert Glatzel at udligne. Nu forventede de fleste, at HSV ville udnytte den overtid, som dommeren havde rigeligt af, til at score sejrsmålet, men i stedet faldt hjemmeholdet sammen som et korthus. Både Benes og Hadzikadunic fik raget røde kort til sig, og det udnyttede gæsterne til at score sejrsmålet i det 8. overtidsminut.
Et nederlag der også kostede Tim Walter jobbet som HSV-træner. I første omgang tager Merlin Polzin over, men mange fans håber, at Steffen Baumgart inden længe kan præsenteres som ny træner, ligesom Urs Fischer og Bo Svensson også nævnes som kandidater til det varme sæde.
Bulibolds tip: FC Hansa Rostock – HSV 1-2
SC Paderborn 07 – Holstein Kiel – lørdag kl. 13.00
Næste kamp står mellem to mandskaber, der begge profiterede af rivalernes nederlag i runde 21.
Paderborn sled sig til en sejr ude mod K´lautern efter hjemmeholdets chokstart med et mål efter blot tre minutter. David Kinsombi udlignede på et straffespark 20 minutter inde i anden halvleg, og da Visar Musliu scorede kampens sidste mål syv minutter senere, kunne Paderborn-træner Kwasniok konstatere, at hans hold igen er med i oprykningskampen.
Kiel har det åbenbart bedst, når holdet kommer bagfra. Således var 1-0-sejren hjemme over Schalke nok til igen at indtage 2. pladsen. Steven Skrzybski, der faktisk har spillet Champions League for Schalke, blev matchvinder for storkene med sit mål efter 55 minutters spil.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Holstein Kiel 1-2
Schalke 04 – SV Wehen Wiesbaden – lørdag kl. 13.00
Den sidste af lørdagens tidlige kampe står mellem to tabel-naboer, hvor udeholdet bare har fire point flere end Schalke.
Wehen kæmpede sig til et enkelt point i hjemmekampen mod Nürnberg. Ivan Prtajin bragte hjemmeholdet foran efter en times spil, men gæsterne slog igen blot ni minutter senere, og herefter virkede begge mandskaber til fint at kunne leve med det ene point.
Schalke var part af en livlig kamp i Kiel, hvor hjemmeholdet bare var bedst og burde have vundet en større sejr gang på gang måtte bøje sig for Marius Müller i gæsternes mål. Nederlaget efterlader ”Die Knappen” blot to points over stregen,
Bulibolds tip: Schalke 04-SV Wehen Wiesbaden 1-1
Karlsruher Sport Club – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 20.30
Lørdagens sene kamp står mellem to hold, der begge har været for ukonstante til for alvor at kunne true topholdene.
KSC blev sat til vægs af genopstandne Eintracht Braunschweig. Karlsruhe havde bolden mest, men kunne ikke trænge gennem værternes forsvarsbolværk. Og når hjemmeholdet så scorer en gang i hver halvleg, så taber man den her slags kampe med 2-0. Christian Eichner accepterede da også, at nederlaget var ganske fortjent.
Düsseldorf har blot samlet to point sammen hidtil i forårssæsonen. Det ene kom i hjemmekampen mod Elversberg, hvor den fra FC København udlejede islænding Isak Bergmann Johannesson ellers planmæssigt bragte værterne foran 1-0. Elversberg, der sammen med oprykkerkollegerne fra Wehen, er eksperter i at få meget ud af intet, fik bare udlignet til kampens slutresultat 1-1. Dermed har Düsseldorf fem point op til HSV på 3. pladsen.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Fortuna Düsseldorf 2-2
SV Elversberg – VFL Osnabrück – søndag kl. 13.30
Efter lidt heldigt blot at have været bagud 1-0 i udekampen i Düsseldorf, har Elversberg spillerne nok sagt til sig selv, at de godt kunne få noget med hjem fra en ellers svær udebane. Gæsterne fik da også udlignet ved Joseph Boyamba i starten af anden omgang, og gæsterne var endda kun centimeter fra at snuppe alle tre point, da Wahid Faghir lige netop var i offside-position, da han ellers gjorde det til 1-2. Med en sejr i dette opgør må Elversberg kunne sætte flueben ved overlevelse.
Den sejr kan dog sagtens blive bøvlet at bugsere i land. Osnabrück har på det seneste været et svært hold at spille mod. I hjemmekampen mod Rostock måtte gæsternes målmand lægge sig i selen for at holde et velspillende Osnabrück fra at score. Det blev kun til 0-0 – et resultat der vel beseglede niedersachsernes skæbne i 2. Bundesliga.
Bulibolds tip: SV Elversberg – VFL Osnabrück 2-0
1. FC Nürnberg – 1. FC Kaiserslautern – søndag kl. 13.30
Rundens næstsidste kamp er en, hvor udeholdet har klart mest på spil.
Nürnberg kan vel ikke rigtig blive en del af hverken opryknings- eller nedrykningskampen, hvilket tydeligt sås, da ”Der Club” sløsede et klart spilovertag væk og kun fik et point med fra Wehen på Ivan Marquez´ udligning i anden halvleg.
K´lautern derimod føler virkelig presset i bunden af ligaen. Et pres der ikke blev mindre efter nederlaget til Paderborn hjemme på Fritz Walter Stadion til Paderborn. Jan Elvedi gav ellers de røde djævle en drømmestart med sin scoring efter tre minutter, men Kaiserlautern kunne ikke holde fast og tabte fortjent 2-1 til et velspillende Paderborn-mandskab. Klubben tog efter kampen konsekvensen af de dårlige resultater og erstattede Grammozis med en af klubbens gamle kæmper Friedhelm Funkel, der siden sin trænerdebut i 1990 har trænet den halve Bundesliga.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – 1. FC Kaiserslautern 1-2
FC St. Pauli – Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30
For første gang siden april måtte St. Pauli gå fra banen uden point. Nederlaget i Magdeburg var dog såre fortjent, hvilket Fabian Hürzeler var den første til at indrømme. Magdeburg var gode til at lægge pres på St. Pauli spillerne, der aldrig fik gang i det vanlige gode spil. ”Die Kiezkicker” fik dog ligeledes neutraliseret Magdeburgs angreb, i hvert fald indtil St. Pauli-keeperen tog hovedrollen. Bosniske Nikola Vasilj, der ellers er god med fødderne, lavede pludselig en fejlaflevering, der førte direkte til værternes sejrsmål og var faktisk tæt på at gentage kunststykket kort tid efter. Nederlaget betød at forspringet til Kiel nu kun er på to point, mens St. Pauli har fem point ned til HSV.
Braunschweig kan sagtens blive en ubehagelig gæst for førerholdet. Daniel Scherning har fået banket noget selvtillid ind i Eintracht, der vandt en solid sejr over KSC. Hasan Kurucay bragte ”Die Löwen” foran på straffe efter 13 minutter, mens Ermin Bicakcic afgjorde kampen med sit mål til 2-0 med sit mål et kvarter før tid.
Bulibolds tip: FC St. Pauli – Eintracht Braunschweig 3-0
Topscorerlisten
Det er nok en fattig trøst for HSV, at de nu indtager både første- og andenpladsen på topscorerlisten. Robert Glatzel bragte sig op på 14 scoringer, mens klubkammeraten Benes trak op på siden af Tabakovic, da de begge er noterede for 11 mål.
3. Liga
Så skal jeg da love for, at Dynamo Dresden fandt formen igen. Lübeck blev således sendt hjem med en 7-2 lussing, men da både Ulm og RW-Essen begge vandt, er afstanden ned til forfølgerne uændret.
Essen vandt en flot 3-1-sejr ude mod det ellers suveræne førerhold fra Regensburg. Klubben fra Ruhrpotten, der vandt det tyske mesterskab i 1955, spillede sidst i 2. Bundesliga i 2006-07-sæsonen, men banker nu igen på.