bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt og spiltips runde 9: Revierderby, Lewandowski-rekord og HSV
Revierderby, derby, optakt, Dortmund, Schalke

Det 94. Revierderby i Bundesligaen venter forude, og det er to rivaler, der med en sejr begge kan kravle op i den del af tabellen, hvor det for alvor er sjovt. Derudover byrder runde 9 også på brandvarme Robert Lewandowski, der sammen med Bayern er pisket til sejr mod oprykkerne fra Union Berlin, der har danske Marcus Ingvartsen med. En dansker er der også i aktion, når Gladbach og Frankfurt mødes søndag eftermiddag, mens HSV også møder Stuttgart i 2. Bundesligaen i et topopgør. Du får optakt til en forrygende weekend.


Optakt: Schalke 04 – Borussia Dortmund

Kampfakta
Spillested: Veltins-Arena, Gelsenkirchen
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Felix Brych
TV: Xee

Revierderby, behøver vi næsten sige mere? Det gør vi nok ikke, men vi gør det alligevel. Det er et derby, som betyder alverden for fans i Ruhr-distriktet, og ser man på tabellen venter der os et jævnbyrdigt 94. Revierderby, hvor Schalke har hjemmebanefordelen. Netop Schalke har fået en væsentlig bedre start på denne sæson end i fjor, hvor Die Knappen indtager 7. pladsen efter otte runder. Det er i sig selv fint, og det er ekstremt tæt i toppen – faktisk har Schalke kun to point op til Gladbach på førstepladsen – hvilket er helt vildt.

David Wagners mandskab har også kun tabt to gange i indeværende sæson, og det andet nederlag kom i sidste runde ude mod TSG Hoffenheim på 2-0. Derimod har en af sæsonens højdepunkter været 3-1-sejren ude mod RB Leipzig, og det er noget lignende, der skal til, hvis Schalke skal besejre rivalerne fra Dortmund på lørdag.

Sidste gang der var Revierderby på menuen, var der i den grad knald på, da det endte med en 4-2-sejr til Schalke 04. Det var noget af en overraskelse, da Schalke havde en forfærdelig sæson sidste år, men sejren ude mod rivalerne fra Dortmund reddede trods alt lidt af æren. Den gnist, der var i den kamp skal David Wagner forsøge at finde frem hos sit mandskab igen, hvis en sejr skal være inde for rækkevide. For der er ingen tvivl om, at det er gæsterne fra Dortmund, der er favoritter til at snuppe sejren i lokalopgøret, specielt fordi gæsterne er så farlige over kanterne.

David Wagner må fortsat se bort fra Bentaleb, der er blevet opereret for et sprunget korsbånd, men ellers er alle spillere til rådighed. Historisk set har det dog været meget tæt mellem de to rivaler i Bundesligaen, da Dortmund har vundet 33 kampe, Schalke har vundet 32, mens 29 kampe er endt uden vinder.

Lucien Favres Dortmund-mandskab har kun indkasseret et enkelt nederlag i Bundesligaen i denne sæson, og Die Schwarzgelben ligger også på 4. pladsen. Spillet har dog ikke været spitzenklasse, men i en rigtig Arbeitssieg formåede BVB at snuppe en 1-0-sejr hjemme mod duksene fra Gladbach i sidste runde.

I onsdags var Dortmund allerede i aktion igen, da Inter ventede i Champions League, hvor BVB tabte 2-0 efter en noget tandløs præstation af de gule. Lucien Favre behøver nok alligevel ikke den store peptalk inden derbyet, for Dortmund-mandskabet har, som vi har været inde på, noget at revanchere fra sidste sæson.

I Inter i midtugen var BVB uden anfører Marco Reus, men Reus er eftersigende tilbage i startopstillingen for Dortmund. Det betyder alverden for Dortmund, for Reus tilfører noget unikt til Dortmunds spil, som de ikke kan undvære. Det var i hvert fald tydeligt i Italien, at spillet ikke flød for BVB, og det bliver det nødt til, hvis det skal blive til en Derbysieg lørdag eftermiddag. Dortmund går generelt et svært kampprogram i møde, da Gladbach venter i DFB Pokal den 30. oktober, mens den herefter står på både Wolfsburg, Inter, Barcelona og Bayern i november måned.

Lucien Favre må se bort fra spanske Paco Alcácer, der fortsat har problemer, mens Marcel Schmelzer er tvivlsom til derbyet.

Bud på startopstillinger

Schalke: Nübel – Kenny, Stambouli, Sané, Oczipka – Mascarell – Caligiuri, Schöpf – Harit – Kutucu, Burgstaller
BVB: Bürki – Piszczek, Weigl, Hummels, N. Schulz – Wtsel, Delaney – Sancho, Reus, T. Hazard – Brandt

Vidste du, at..:

Schalkes Daniel Caligiuri er brandvarm mod Dortmund? Caligiuri har nemlig lavet fire mål og to assists i sine seneste fire kampe mod Dortmund. Ham skal Dortmund-forsvaret holde et vågent øje med…

Dom:

Det er et Revierderby, hvor Dortmund må påtage sig favoritrollen, men Schalke har i denne sæson vist, at de er ovre sidste sæsons forfærdelige resultater. Hjemmebanen på VELTINS-Arena skal lægge et enormt tryk på gæsterne, og så skal Schalke selv kæmpe alt, hvad de har lært. For alle ved, at hvis BVB får spillet til at flyde, kan de gå hurtigt – meget hurtigt – især med Sancho, Reus og Hazard. Men disse kampe lever deres eget liv, og derfor er det svært at forudsige et udfald. Vi vover dog pelsen – og tror på en 3-1-sejr til BVB, der evt. kan gå på førstepladsen med den sejr.

Hørt meget mere om Revierderbyet mellem Schalke og Dortmund i vores seneste podcast

Foto: Bulibold

Optakt: FC Bayern München – FC Union Berlin

Kampfakta
Spillested:
Allianz-Arena, München
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Marco Fritz
TV: TV3 Sport

Selvom Bayern – lidt uvant – ikke fører Bundesligaen, er selvtilliden ikke desto mindre i top inden lørdagens kamp hjemme mod oprykkerne fra FC Union Berlin. Tirsdag var Bayern nemlig i aktion i Champions League mod Olympiakos, hvor Die Roten trods lidt startvanskeligheder vandt med 3-2 takket være to mål af, hvem andre end, Robert Lewandowski.

Netop den polske angriber er – igen – fristes man til at sige målfarlig som aldrig før, og han er lige nu en ordentlig mundfuld for alle forsvarer i hele Europa. Han har scoret i alle otte kampe indtil videre i ligaen, og bliver det nok en gang til mål, vil han slå rekorden for flest scorede kampe i træk i en ny sæson. En rekord han lige nu deler med Aubameyang.

Alt er dog ikke guld og grønne skove for Niko Kovac og Bayern, der er blevet ramt af to skader i midterforsvaret. Først var det Niklas Süle, der blev ramt af en korsbåndsskade i sidste runde mod Augsburg, mens det i tirsdag var den franske verdensmester Lucas Hernandez, der blev langtidsskadet. Forventes ude i op mod to måneder, hvilket giver chancen til Boateng i midterforsvaret.

Midtugens sejr i Champions League var vigtig for et Bayern-mandskab, der ikke har vundet i to kampe i træk i Bundesligaen, og derfor er tre point endnu mere et krav mod Union lørdag eftermiddag.

Gæsterne fra hovedstaden tager uden tvivl til München som underdogs, og det er en rolle, som oprykkerne naturligvis er vant til. Union får efter alt at dømme en travl eftermiddag, men de har før drillet et tophold.

Det gjorde de i 3. runde, hvor Dortmund blev besejret med 3-1, i en kamp, hvor alt gik op i en højere enhed for oprykkerne, der er at finde i Bundesligaen for første gang nogensinde. I sidste runde fik Union endda sæsonens anden sejr, da Freiburg blev besejret med 2-0 i hovedstaden, så der er trods alt lidt tro på tingene for oprykkerne. Netop i den kamp kom danske Marcus Ingvartsen på tavlen for første gang i denne sæson, og danskeren får ifølge medierne også genvalg mod Bayern.

Se Marcus Ingvartsens første mål bundesligaen her

Bayern er dog uden tvivl kæmpefavoritter, og de har også brug for en sejr, hvis ikke andre tophold skal byde sig til i top-3, for alt er åbent i toppen i øjeblikket.

Bud på startopstillinger

Bayern: Neuer – Kimmich, Pavard, J, Boateng, Alaba – Tolisso, Thiago – Coman, T. Müller, Coutinho – Lewandowski
Union Berlin: Gikiewicz – Trimmel, Friedrich, Subotic, C. Lenz – Genter, Andrich – Becker, Ingvartsen, Bülter – Andersson

Vidste du, at..:

15 point efter otte kampe er Bayern Münchens værste start på en sæson i hele ni år?

Dom:

Bayern er på hjemmebane, og Union Berlin spås ikke mange chancer – heller ikke fra vores side. Vi tror på, at Bayern viser, hvor skabet skal stå og vinder 4-0, og mon ikke Lewandowski tilføjer nogle flere scoringer til de imponerende 12 allerede?

 

Foto: GHT

Optakt: Borussia Mönchengladbach – Eintracht Frankfurt

Kampfakta:
Spillested: Borussia-Park, Gladbach
Kamptidspunkt: Søndag, kl. 18.00
Dommer: Daniel Schlager
TV: Viaplay

Vi slutter Bundesligaens runde 9 af med en anden lækkerbisken, når Gladbach og Frankfurt tørner sammen i Gladbach.

Gladbach har fået en fænomenal start på sæsonen, og selvom det blev til et knebent 0-1-nederlag til Dortmund i sidste weekend, er der stadig grund til at være optimistiske. Gladbach fører fortsat Bundesligaen, og en sejr mod Frankfurt vil efter alt at dømme også betyde, at de forbliver Spitzenreiter.

Torsdag aften var Gladbach også i aktion i Europa League, hvor de i den grad havde deres opgave for ude mod AS Roma. Ikke desto mindre fik tyskerne et point med fra den italienske hovedstad, da Lars Stindl dybt inde i overtiden udlignede til 1-1 på et meget, meget tvivlsomt straffespark. Selvom Die Fohlen nok har ømme ben, må det ene point alligevel give et boost til holdet, der dog alligevel ligger sidst i deres Europa League-pulje efter tre kampe.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget andet, det må den danske Frankfurt-keeper Frederik Rønnow for alvor sande efter sidste uge. Det normale førstevalg hos Frankfurt, Kevin Trapp, er blevet skadet, og det betød, at den danske keeper endelig fik chancen mellem stængerne igen. Det gjorde Rønnow fuldstændig fremragende, og han havde flere altafgørende redninger i Frankfurts 3-0-sejr hjemme mod Leverkusen. Landsholdskeeperen har også høstet massive roser i flere tyske medier, og det var uden tvivl lige, hvad der skulle til for Rønnow.

Se Frederik Rønnows storkamp lige her

Frederik Rønnow får også sin opgave for, når Gladbach venter søndag, men der er bestemt mulighed for at hente point for gæsterne. Særligt Filip Kostic og Goncalo Palciencia var flyvende mod Leverkusen, hvor Frankfurt spillede sprudlende, og rammer de to offensivspillere dagen, kan alt ske i Gladbach.

Også Eintracht Frankfurt var torsdag aften i aktion i Europa League – dog på hjemmebane – mod belgiske Standard Liége, som blev besejret med 2-1, dermed går de ind til søndagens opgave med selvtillid. Kampen har i hvert fald også potentialet til at gå hen og blive rigtig underholdende.

Bud på startopstillinger

Gladbach: Sommer – Lainer, Jantschke, Elvedi, Wendt – Kramer, Zakaria – Benes – Herrmann, Embolo, Thuram
Frankfurt: Rønnow – Hinteregger, Haebe, Ndicka – Fernandes – Durm, Sow, Rode, Kostic – Dost, Paciencia

Vidste du, at..:

Sidst Frankfurt slog Bundesligaens tophold var i december 2010? Dengang scorede græske Theofani Gekas i slutminutterne i en 1-0 sejr mod Borussia Dortmund. Siden er det blevet til fire uafgjorte og 12 nederlag mod et førerhold i Bundesligaen.

Dom:

Sidst de to mandskaber mødtes var den 17. februar 2019, hvor det endte uden vinder på Borussia-Park. Søndagens hjemmehold må qua deres placering påtage sig favoritværdigheden, 2-1 til Gladbach.

 

Foto: Henrik Toudal Offersen

Optakt: HSV – VfB Stuttgart

Kampfakta: 
Spillested: Volksparkstadion, Hamburg
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 13.00
Dommer: Deniz Aytekin
TV: Viaplay

Som forret til Bundesligaens kampe lørdag, er der også vigtige point på spil for både HSV og VfB Stuttgart, der mødes i 2. Bundesliga lørdag kl. 13. HSV, der har fået en god start på denne sæson, har hjemmebanefordelen i en vaskeægte Spitzenspiel på Volksparkstadion. HSV gik fra banen uden de tre point, da de i sidste runde mødte Bielefeld i et opgør, der endte 1-1. Men ikke desto mindre topper Dieter Heckings mandskab 2. Bundesligaen efter 10 kampe med 21 point.

Det er et opgør, som er svært at spå om, men en ting, som vi kan være sikre på er, at Kyriakos Papadopoulos ikke er at finde på Volksparkstadion lørdag eftermiddag. Midterforsvaren, der har været i HSV siden 2017, er blevet rykket ned på U21-holdet, hvilket deler vandene i havnebyen. Dieter Hecking kan dog tillade sig dette, da han har sportslig succes, og HSV har endnu ikke tabt på hjemmebane i denne sæson, og den statistik skal meget gerne føres videre, hvis HSV vil tilbage i det fine selskab.

Gæsterne fra Stuttgart indledte sæsonen som lyn og torden, men i de seneste to kampe har Stuttgart faktisk tabt til henholdsvis Wehen Wiesbaden og senest til Holstein Kiel, begge nederlag fandt endda sted på hjemmebane. Volksparkstadion er dog ikke jordens nemmeste sted at få en sejr, men det er ikke desto mindre, hvad Tim Walter skal forsøge at føre sit mandskab frem mod.

HSV er grundet deres hjemmebane favorit i opgøret, men Stuttgart kan bestemt lave ravage i havnebyen. En ting er sikkert, det bliver et brag af en kamp i Hamburg, hvor det bliver spændende at se, hvem af de to oprykningsaspiranter, der står stærkest efter 11 runder.

Bud på startopstillinger

HSV: Heuer Fernandes – Vagnoman, Jung, van Drogelen, Leibold – Fein – Dudziak, Kittel – Harnik, Hinterseer, Jatta
Stuttgart: Kobel – P. Stenzel, Awoudja, Kempf, Unsua – Karazor, Ascacibar, Mangala – P. Förster – Wamangituka, Gonzalez

Vidste du, at…

allerede tirsdag mødes de to mandskaber igen i Hamburg, denne gang er det dog i DFB-Pokal?

Dom:

Der blev uden tvivl knald på i Hamburg lørdag, og det bliver også en tæt affære. 2-2 er ikke et utænkeligt resultat, som vil passe Stuttgart bedst.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane