En af Europas mest interessante spillere, Kai Havertz, ser ud til igen at være blevet sin muskelskade kvit, og han kan sammen med resten af Leverkusen-mandskabet spille sig tættere på en Champions League-plads, mens pinen kan fortsætte for Schalke-mandskabet.
Kampfakta
Spillested: Veltins-Arena, Gelsenkirchen
Kamptidspunkt: Søndag, kl. 18.00
Tv: TV3 SPORT
Holdnyt
Schalke 04
Det har i den grad været op ad bakke for Schalke-mandskabet, der er uden sejr i 12 kampe i træk, og spillet har været alt andet end opløftende for David Wagners mandskab. Det kører bestemt ikke på skinner for klubben fra Ruhr-distriktet, der oplever sin dårligste stime siden 1993.
I den seneste runde blev det dog til et enkelt – og tiltrængt – point, da de fik 1-1 mod Union Berlin, som også er ved at være indblandet i nedryknings-suppedasen. Runden inden blev det til et smertefuldt nederlag til Werder Bremen, men i netop de to seneste kampe har udskældte Alexander Nübel været tilbage i Schalke-buret.
Markus Schubert, som ellers har vogtet målet, er blevet placeret på bænken efter en række præstationer, der langt fra har været gode nok. Nübel har indkasseret to mål i de seneste to kampe, og selvom mange Schalke-fans ikke ligefrem ønsker den kommende Bayern-keeper det bedste, kan de ikke andet end at håbe på, at han står en brandkamp søndag eftermiddag. Det virker i hvert fald nødvendigt.
Det er dog ikke kun mellem stængerne, at der har været dårlige præstationer, da offensiven for heller ikke for alvor har formået at leve op til forventningerne eller forhåbningerne. Siden Bundesliga-genstarten har de spillet fem kampe og kun har scoret tre mål – og så er det immervæk svært at få point.
Alligevel er de placeret på 10. pladsen i Bundesligaen, og der har faktisk hele 10 point ned til Fortuna Düsseldorf på 16. pladsen.
Schalke kan derfor med point spille sig meget tæt på endnu en sæson i Bundesligaen, og de skal prise sig lykkelige for det gode efterår, for ellers kunne det have set meget værre ud, end tilfældet er. Der er ikke meget, der tyder på det her og nu med deres øjeblikke forfatning in mente, men da 7. pladsen også giver europæisk fodbold i den kommende sæson, er Europa League fortsat en mulighed med fem point op til Hoffenheim.
Til søndagens opgør må en hårdt presset David Wagner se bort fra Burgstaller, Harrit og Serdar, som ellers ville kunne bidrage med noget offensiv power, ligesom Mascarell også er ude, mens Stambouli og Nastasic begge er tvivlsomme til kampen.
Fredag kom det så også frem, at Salif Sané er ude for resten af sæsonen med en skade.
Det er ikke uden grund, at Schalke-træneren måske har lidt flere grå hår end normalt i disse skadesplagede tider.
Leverkusen
Det kan nærmest ikke blive mere kontrastfuldt, for mens der er store problemer i Schalke, ser det anderledes bedre ud for Leverkusen, der også er begyndt at banke på til en Champions League-plads.
Peter Bosz´ mandskab er placeret på 5. pladsen med fire runder tilbage, men de er á point med Gladbach, som lørdag møder Bayern, og en CL-plads er bestemt ikke udenfor rækkevide for Die Werkself.
Ser vi nærmere på Leverkusens slutprogram, vokser forhåbningerne også, da de efter Schalke møder Köln, Hertha og til sidst Mainz. Med andre ord har de alle muligheder for selv at spille sig i næste sæsons Champions League.
I midtugen spillede Leverkusen sig også videre til pokalfinalen, som dog desværre bliver uden tilskuere på lægterne, da de slog pokalsensationen fra FC Saarbrücken med 3-0. I sidste Bundesliga-runde tabte de dog 2-4, da de måtte se slået af et bedre spillende Bayern-mandskab, men i de to seneste opgør har Rückrundens helt store profil, Kai Havertz, også været ude med en muskelskade.
Havertz er dog tilbage igen til søndagens opgør, hvor han ganske givet glider direkte ind i startopstillingen, og scouts fra Europas topklubber kan igen sidde klar til at observere en af Fodboldeuropas største talenter i øjeblikket.
Peter Bosz må se bort fra Bellarabi, mens Lars Bender også er tvivlsom til opgøret, men i og med, at Havertz er tilbage giver det ham flere strenge at spille på rent offensivt.
Karantæner:
Schalke: Ingen
Leverkusen: Ingen
Bud på startopstillinger:
Schalke: Nübel – Kenny, Kabak, Nastasic, Oczipka (c) – McKennie – Caligiuri, Schöpf, Matondo – Gregoritsch, Raman
Leverkusen: Hradecky – Dragovic, S. Bender, Tapsoba – Amiri, Aranguiz, Demirbay, Sinkgraven – Wirtz, Havertz (c), Diaby
Vidste du, at..:
Schalke – Leverkusen er ikke endt 0-0 siden oktober 2000? På daværende tidspunkt var Leverkusens Florian Wirtz ikke engang født. Samme Florian Würtz der i sidste runde blev Bundesligaens yngste målscorer nogensinde.
Spiltip:
Vi må blankt erkende, at der ikke er meget, der taler for en hjemmesejr i søndagens opgør, og vi tror da også på, at Kai Havertz og co. gør deres arbejde. 3-0 til det gæstende mandskab, som kan tage et stort skridt mod top-4.