bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Schalke 04: Hvor lang tid går der, før vaccinen kommer

Schalke 04: Hvor lang tid går der, før vaccinen kommer

Optakt, Schalke

I disse tider går mange mennesker og venter på en vaccine til den verdensomspændende pandemi, der hærger hele verdenen. For at drage en mere søgt parallel, går mange Schalke-fans og venter på at få en diagnose på den klub, der gennem de seneste sæsoner har været præget af ustabilitet, svingende præstationer, dårlige indkøb, skiftende managers og dårlig underholdningsværdi.

For mange er historien om Schalke 04 en historie, der handler om loyale fans, en dyb forankring i lokalsamfundet og dets identitære rødder og underholdende fodbold. For objektive beskuere er det i højere grad historien om den evige to’er, en sovende gigant der altid er lige ved og næsten.

Bemærkelsesværdigt er det, at Schalke i perioden 2001-2014 sluttede i top-3 syv gange, altså inden for medaljerækkerne statistisk set hvert andet år. Siden hen er det blevet til blot én placering i den absolutte top i Bundesligaen; noget som ikke passer ind i selvforståelsen for en klub af Schalkes størrelse. Men hvor, hvordan og hvorledes skal en klub vaccineres, for at vende sig i den rigtige retning?

Siden 2010 har Schalke haft ikke færre end 10 forskellige trænere, der alle har siddet i varierende perioder, hvor Jens Keller med sine 660 dage, altså ikke engang to år, er den længst siddende.

Denne hyppige udskiftning er enten et udtryk for en utålmodig ledelse, inkompetente trænere eller en kombination. Ved Schalke kan det være svært at sætte fingeren på pulsen. Ralf Rangnick har været stærkt medvirkende til RB Leipzigs store succes. Huub Stevens er en Schalke-legende med et fantastisk CV. Roberto di Matteo havde vundet Champions League med engelske Chelsea kort tid før hans ankomst til Gelsenkirchen. Andre Breitenreiter, Markus Weinzierl og Domenico Tedesco var alle store træner-talenter, der senere hen har fået succes.

Den nuværende David Wagner, tog den lille klub Huddersfield hele vejen til Premier League og overraskede alt og alle. Han sidder nu varmt i sædet, på trods af en acceptabel efterårssæson. Men det er som om der sker noget, når trænere kommer til Schalke.

De sidder i kort tid, får ikke implementeret deres filosofi og uanset deres passion og forståelse for klubben, er det med stærkt svingende succes. Er det ledelsens skyld?

Schalkes ledelse er omdiskuteret. Klubben styres af den stærkt kontroversielle Clemens Tönnies, og det er en mand, der deler vandene blandt Schalke-fans. Flere roser ham for at sikre Schalke stabile indtægter grundet hans netværk, som også sikrede klubben afviklingen af gæld og hovedsponsoratet til det russiske naturgas-firma Gazprom.

Andre kritiserer ham for ikke at gide klubben, ikke at sikre den nødvendige finansielle likviditet, at begrænse transferbudgettet og ikke være passioneret omkring klubben som fodboldklub, men udelukkende som forretningscase.

Derudover har forretningsmanden haft nogle mildest talt ubelejlige privatsager, som ikke har hjulpet på hans image. Ikke mindst da han sidste sommer kom galt af sted og ytrede sig racistisk, hvorfor han kortvarigt gav sig selv en tænkepause. Men skylden rammer også andre nøglepersoner i ledelsen, der er under dyb kritik, heraf CFO Peter Peters og marketingsdirektør Alexander Jobst.

Peters, der har været finansiel chef i klubben i mange år, er blevet stærkt kritiseret for at havde optjent over €200M gæld, uden at indtræffe den nødvendige polstring af økonomien til krisetider, som mildest talt er nu.

Klubben har ikke skabt nogle initiativer, der kan skabe likviditet i klubkassen og de har været forbløffende tavse i form af ideer, der kan skabe en indtægt under corona-krisen; et ansvar der i høj grad hviler på Alexander Jobst.

Alt dette efterlader et indtryk af en ledelse, der ikke har fungeret i mange år, og som mange Schalke-fans ser som roden til alt den disharmoni, der har præget klubben i flere år.

Kunsten at købe

Schalke har som klub altid været kendt for dets fremragende talentudvikling og Knappenschmiede-systemet har suppleret førsteholdet med spillere, der senere hen er kategoriseret som vaskeægte verdensklassespillere. I flæng kan der nævnes; Manuel Neuer, Mesut Özil, Leroy Sane og Leon Goretzka. Disse spillere har været omkostningsfrie, hvilket er en sund forudsætning for enhver fodboldklub.

Stærkt kritisabelt er det dog, at Schalke grundlæggende ikke har fået penge i kassen for de spillere, og det efterlader de fleste fans med en bitter og indebrændt smag i munden over, hvor dårligt købmandsskab Schalke har gjort i de seneste sæsoner.

Kevin Prince Boateng (købt for €10M – solgt for €0)

Leon Goretzka (købt for €3.25M – solgt for €0)

Johannes Geis (købt for €10.50M – solgt for €500.000)

Franco di Santo (købt for €6 M – solgt for €0)

Alexander Nübel (købt for €600.000 – solgt for €0)

Breel Embolo (købt for €26M – solgt for €8M)

Nabil Bentaleb (købt for €19M – ikke solgt, men er tæt på at blive solgt for €10M)

Yehven Konyoplyanka (købt for €12M – solgt for €1.5M)

Sebastian Rudy (købt for €16M – ikke solgt, men bliver angiveligt solgt for €4M)

Derudover er flere af Schalkes bedste spillere eller egne talenter blevet solgt med manglende transferindtægter og i bedste fald minimal profit;

Max Meyer (solgt for €0M)

Benedikt Höwedes (solgt for €5M)

Sead Kolasinac (solgt for €0M)

Klaas-Jan Huntelaar (solgt for €0M)

Joel Matip (solgt for €0M)

Nogle af tallene kan virke arbitrære i forhold til, at spillerne er ældre/dårligere ved salg- end købsdato, men fakta er, at røde tal på bundlinjen ikke fornægter sig og at den forfejlede transferpolitik og åbenlyse fokus på at smide uholdbare summer efter spillere er stærkt medvirkende til den økonomiske krise i klubben.

Indkøbspolitikken har simpelthen været for naiv, og selvom det er nemt at sprede visdom i bagklogskabens lys, burde pengene være blevet forvaltet med lang større dygtighed. Alt dette falder tilbage på en bestyrelse, hvor indkøbspolitik, sportschef, økonomisk ledelse og cheftræneren er løbet i hver deres retning og heraf er nået et halvdårligt kompromis mellem ringe indkøb og for store transfersummer.

Det kommende transfer-vindue kan også se dystert ud for Schalke-fansene. Set i lyset af den økonomiske situation kan man ikke forvente noget større forbrug på nye tilgange, og frygten ligger i højere grad af salgsobjekterne. Kan klubben holde på dets mest værdifulde spillere såsom Ozan Kabak (€29M), Amine Harit (€24M) og Suat Serdar (€20M)? Og hvor går grænsen mellem at holde på sine profiler og at udfylde det hul, der er i klubkassen?

Hvor er Schalke på vej hen?

Ti år siger meget, men hvad med den nuværende sæson? Og er kritikken overdrevet?

David Wagners tropper begyndte med bulder og brag og spillede en mere en godkendt efterårssæson, hvor de og de øvrige top-5 hold lå og dystede om europæiske placeringer.

Amine Harit, Suat Serdar, Omar Mascarell og Alexander Nübel var nøglespillerne, og specielt den marokkanske troldmand Harit serverede den ene lækre assist efter den anden. Schalke var sågar så godt med, at de med en sejr mod Hoffenheim i oktober måned kunne havde taget førstepladsen – for første gang siden 2009/2010-sæsonen, men således gik det ikke.

Og i forårssæsonen har Schalke været totalt katastrofale, og selvom det startede godt med sejr mod Borussia-Mönchengladbach, har de kongeblå ikke taget en sejr siden den dag, d. 17. januar.

Siden hen er det blevet til ti kampe uden sejr, en målscore på 2-27 og mesterlige klø til RB Leipzig (0-5), Bayern München (0-5), Augsburg og Köln (begge 0-3) og senest det svigende nederlag i Revierderbyet mod Dortmund (0-4). Nogle helt absurde statistikker og resultater, som i bedste fald ville kunne delvist accepteres for et uprøvet oprykkerhold, men ikke for et af Tysklands sovende giganter. Hvad er der gået galt?

Spørgsmålet er nærmere, hvad der ikke er gået galt. En tag årsagerne er skaderne, der haglet ned over Schalke, der allerede få kampe inde i sæsonen måtte undvære de to centerbacks Benjamin Stambouli og Salif Sané.

To nøgleprofiler udgik i midterforsvaret, men Schalke fik hurtigt opbygget en stærk central akse med Matija Nastasic og Ozan Kabak, der lå bag Omar Mascarell og Suat Serdar. Men siden da er skaderne haglet ned over noget nær samtlige nøglespillere; Mascarell, Serdar, Jean-Clair Todibo, Ozan Kabak og senest Amine Harit, har alle været småskadet på skift og konstant været med til at ødelægge David Wagners gameplan.

Skader kan dog ikke tilskrives hele problemet, og pilen må også vendes mod David Wagners dispositioner eller mangel på samme. Et andet centralt problem for Schalke har været angriberne. Det er problematisk i sig selv, at man skal ned på 4.-pladsen på klubbens egen topscorerliste for at finde en angriber (Benito Raman – 4 mål).

Efter salget af Klaas-Jan Huntelaar, har Schalke aldrig rigtigt fået en ny topangriber ind, som bedst er eksemplificeret ved spidsangriber Guido Burgstallers nul mål i NITTEN kampe. Den østrigske angriber gør det dog hverken værre eller bedre end de resterende angribere, der på trods af utallige konstellationer ikke kan finde vejen til netmaskerne og generelt virker komplet blottet for selvtillid.

Derudover er Amine Harit også rendt ind i et formdyk, og uden den vævre offensivspillers finurlige driblinger og skærende stikninger, er den kreative del af angrebsspillet stærkt begrænset. Har David Wagner de taktiske dispositioner der skal til, eller er det truppen, der halter?

I denne situation er det næppe et enten eller, men et både og. David Wagner har været et friskt pust i begyndelsen af sæsonen med fremragende genpres, højt pres og offensive backs.

Luften er dog gået kraftigt af ballonen, og spillerne virker ikke opsatte, ej heller motiverede, til at spille den form for fodbold, som træneren forlanger af dem. Opbakningen til den karismatiske tysk-amerikaner skulle være udmærket, men med et par dårlige resultater mere, og så er der nok atter gang i et managerskift i Gelsenkirchen.

Er dette en endelig dommedagsforudsigelse overfor et af Tysklands fodboldflagskib?

Forhåbentlig ikke. Schalke har alle forudsætninger for at være en tysk topklub på permanent basis. Deres faciliteter er i verdensklasse, de har en enorm fanbase, et anerkendt og flot ry i fodbold-Europa og en nogenlunde stabil deltagelse i europæisk fodbold. Men hvad skal vaccinen være?

⁃ Seriøs selvransagelse i ledelsen: Mange af Schalkes topposter har været besat af de samme personer i længere tid. Var det ikke tid til at finde sygdommens kilde, inden den forankrer sig permanent?

⁃ Talentudviklingen gennem Knappenschmiede bør atter stå som prioritet nummer 1 for Schalke, hvor verdensklassespillere bør udruges på permanent basis, således at der kan tilføres spillere af egen avl til førsteholdet, skabes likviditet i klubkassen gennem salg og på den måde give et renommé boost, der giver genlyd i fodboldverdenen

⁃ Udskiftning af en lang række spillere: For mange spillere i klubben er stærkt løntunge og yder ikke de præstationer, der er nødvendige. Der må kort og godt ske et generationsskifte i truppen, hvor ældre spillere som Bastian Oczipka, Guido Burgstaller og Daniel Caligiuri bør sælges, samt løntunge spillere som Benjamin Stambouli, Mark Uth, Nabil Bentaleb, Alessandro Schöpf og Sebastian Rudy alle bør søge nye græsgange.

Centrale kulturbærere såsom Matija Nastasic, Omar Mascarell, , Salif Sané, Suat Serdar og Amine Harit skal udgøre grundstammen, mens fremtidens talenter såsom Weston McKennie, Ahmed Kutucu, Markus Schubert, Malick Thiaw, Nassim Boujellab, Munir Mercan og Rabbi Matondo skal drive klubben i den rigtige retning. Og så skal der hentes en angriber der scorer 10+ mål pr. sæson.

Måske – og kun måske – kan der findes en vaccine på den sygdom, som har floreret i Schalke 04 i et årti nu.

You may also like
Schalke, optakt
Schalke 04: Genrejsning mod fordums styrke
2. Bundesligatrøjerne
2. Bundesligatrøjerne for sæsonen 2021/22
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Kampprogram for 2. Bundesliga 2021/22: Schalke og HSV åbner – Nordderby i 7. spillerunde
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga
Podcast: Nagelsmann til Bayern, Red Bull-projektet og HSV i vante problemer