bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Bayer 04 Leverkusen – Hertha BSC

Optakt: Bayer 04 Leverkusen – Hertha BSC

Hertha BSC skal forsøge at snuppe point på udebane, når de lørdag drager til Leverkusen i sidste kamp for 2018.

Kampfakta:

Spillested: BayArena
Kamptidspunkt: Lørdag kl. 15.30
TV: Viaplay – Stream kampen og se Bundesligaen live 
Dommer: Tobias Stieler

Holdnyt

Bayer 04 Leverkusen

Sæsonen har været præget af svingende resultater for Bayer Leverkusen, og dette har bragt holdet op på en foreløbig tiendeplads. Senest blev det til en 2-1 sejr på udebane mod Schalke 04, men holdet har kun to gange i sæsonen prøvet at gå ubesejret i to-tre kampe. Ustabiliteten kan vise sig dyrbar, da de med et nederlag til Hertha BSC kan miste yderligere terræn i kampen om de europæiske pladser, hvor de pt. er fire point efter Wolfsburg på sjettepladsen.

Die Werkself er kun et af to hold, der har en bedre statistik ude end hjemme – det andet hold er Wolfsburg. Af holdets 21 point er de elleve hentede på udebane, mens de resterende ti er vundet på BayArena. Dette selvom, at Leverkusen har vundet de sidste to hjemmekampe med sejre over Augsburg og Stuttgart. Hvis det bliver til tre sejre i træk, vil holdet indhente Hertha i tabellen, mens det også vil være ny rekord under Heiko Herrlichs regime.

Hvis det skal blive til sejr, skal den defensive organisation foran Hradecky stå bedre, end den har gjort i sæsonens første halvdel. 28 mål og et snit på 1,75 mål pr. kamp har holdet indkasseret, og det gør Bayer Leverkusen til det hold i top ti, der har indkasseret flest mål. Det er kun de fire nederste hold Nürnberg (37), Hannover 96 (34), Fortuna Düsseldorf (33)og Stuttgart (32) som har lukket flere mål ind.

Blandt de taktiske overvejelser kan Baumgartlinger starte på den defensive midtbane i stedet for Kohr, som får karantæne ved næste gule kort. Derudover er brødrene Bender tvivlsomme med skader. Sven Bender har været ude med ankelproblemer og kan erstattes af Dragovic, mens Lars Bender har haft lårproblemer. Det kan give plads til Weiser, som kan møde klubben han skiftede fra i sommerens transfervindue.

Leverkusen og Herrlich må desuden undvære Retsos og Pohjanpalo.

Hertha BSC

Efter den formidable start med kun et nederlag i sæsonens første ni kampe, er det blevet hverdag igen hos Den gamle dame, der har fundet sin plads i subtoppen. Hertha BSC ligger på en ottendeplads med 24 point og er et point fra top seks. Efter at have været ubesejret tre kampe i træk med to sejre og en uafgjort, så har hovedstadsklubben ikke vundet i de seneste to kampe mod Stuttgart og Augsburg.

Hertha BSC vandt sidste sæsons to opgør mod Leverkusen, og bliver det til endnu en sejr, er det kun anden gang i historien, at det bliver tre på stribe. I klubbernes forrige 50 opgør har hovedstadsklubben nemlig kun en gang tidligere vundet tre kampe i træk, hvilket skete over to sæsoner i 2008-2009. Før sidste sæson skulle man tilbage til 2008 for at finde seneste sejr på BayArena. Derfor vil tre på stribe være en sjælden bedrift mod Die Werkself, som også har vundet syv af de seneste ti opgør.

Seneste indbyrdes nederlag var i forrige sæsons sidste spillerunde, hvor det blev til et 6-2 nederlag på Olympiastadion. Pudsigt nok var det anden sæson i træk at Berlinerne tabte med de cifre i sidste spillerunde.

Hertha BSC har for tiden store skadesproblemer, hvorfor vinterpausen kommer belejligt for træner Dardei. Således har han hele ti spillere ude med skader og må undvære Gersbeck, Klünter, Luckassen, Rekik, Stark, Dilrosun, Grujic, Kade, Skjelbred og Kalou. Maier har været tvivlsom, mens forventes kampklar.

Karantæner:

Bayer 04 Leverkusen: Ingen
Hertha BSC: Ingen

Bud på startopstillinger:

Bayer 04 Leverkusen: Hradecky – L. Bender, Tah, Dragovic, Jedvaj – Kohr, Aranguiz – Bellarabi, Havertz, Bailey – Volland
Hertha BSC: Jarstein – Pekarik, Lustenberger, Torunarigha, Plattenhardt – Darida, Maier – Lazaro, Duda, Leckie – Selke

Vidste du, at…:

der plejer at være garanti for mål, når Hertha besøger Leverkusen? Ingen af de sidste 22 kampe i Leverkusen er endt med en målløs og kun en enkelt gang er gæsterne taget fra det vesttyske uden at score.

Dom:

Det bliver en tæt kamp mellem to hold i subtoppen, hvor begge hold vil sikre sig point for at holde sig tæt på top seks. Leverkusen må dog anses for favorit med Herthas mange skader in mente. Årets sidste opgør for de to hold ender med en tidlig julegave til hjemmeholdet. Kampen ender 2-1.

Vil du ned og opleve Bayer Leverkusen og evt kombinere det med en tur til en af de mange andre Bundesligaklubber i området, så se her hvordan du får billetter til Leverkusens kampe

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga
1. FC Kaiserslautern
Optakt til 24 runde i 2. Bundesliga: Skæbnekamp for Kaiserslautern