bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt 5. runde: Kan Köln drille Bayern, og hvem af Dortmund og Leipzig gør det bedst på udebane

Optakt 5. runde: Kan Köln drille Bayern, og hvem af Dortmund og Leipzig gør det bedst på udebane

Optakt, Bayern München, øl på stadion

Det er længe siden, at vi har set så meget spænding om Bundesliga-titlen, som vi gjorde i sidste sæson, men i år kan det være, at noget lignende gentager sig. Bayern har ikke fået en perfekt sæsonstart, mens både Dortmund og Leipzig indtil videre ligner to hold, der begge kan udfordre den tyske fodboldtrone. I denne uge kigger vi på Leipzigs og Dortmunds udekampe, hvor de møder henholdsvis Werder Bremen og Eintracht Frankfurt. Udover det ser vi også nærmere på opgøret mellem Bayern München og oprykkerholdet 1. FC Köln.

 

Optakt: FC Bayern München – 1. FC Köln: Melder Coutinho sin ankomst lørdag?

Kampfakta:

Spillested: Allianz Arena, München
Dommer: Patrick Ittrich
Kamptidspunkt: Lørdag 15:30
TV: Xee

I sidste uge spillede Bayern 1-1 på udebane mod Leipzig. Det var på mange måder et udmærket resultat for Bayern, men det var på samme tidspunkt et vidnesbyrd om, at Bayern kan få svært i denne sæson ved at komme vadende til Bundesliga-guldet, som de har kunne gøre før.

En af sommertransfervinduets mest hypede spillere i Bundesligaen, lejesvenden Phillippe Coutinho, har stadig til gode at sætte sit aftryk. Han er fortsat ny i truppen, og han har endnu ikke fået så mange kampe, men har endnu ikke lavet hverken mål eller assists. Man har selvfølgelig lov til at få sig en lille tilvænningsperiode, men der er dog ikke ubegrænset tid på, og Coutinho er trods alt en af de spillere i Bayerns trup, man forventer skal levere det ekstra, der gør, at holdet i denne sæson kan blive en magtfaktor i europæisk fodbold.

Niko Kovac må til lørdagens kamp se bort fra Alaba og Goretzka pga. skader.

I sidste weekend tabte Köln derbyet til ærkerivalerne fra Gladbach.

”Die Geiβböckes” comeback har indtil videre ikke været uden kvaler. Det er blevet til tre nederlag og en flot sejr på udebane over Freiburg. Man må dog til gengæld også sige, at de ikke ligefrem er blevet tildelt et let startprogram, hvor de allerede har haft Dortmund på hjemmebane, Wolfsburg på udebane og så en udekamp mod Bayern i denne runde. De er dog på trods af en lille håndfuld tabte kampe endnu ikke blevet tromlet over af nogen, og selvom de måske her efter de første par kampe ligger i den tunge ende af tabellen, så kan man godt være fortrøstningsfuld på Kölns vegne, for når de får nogle lidt lettere modstandere, kan billedet godt komme til at ændre sig.

Köln mangler Christian Clemens til lørdagens eftermiddagskamp.

Bud på startopstillinger:

Bayern München: Neuer; Pavard, Süle, Boateng, Hernandez; Kimmich, Thiago; Gnabry, Coutinho, Coman; Lewandowski
Köln: Horn; Ehizibue, Mere, Czichos, Hector; Schindler, Skhiri, Höger, Drexler; Modeste, Cordoba

Dom:

I de tre kampe Köln indtil videre har tabt i denne sæson, har de spillet mod svære modstandere, og alligevel kunne byde dem op til dans. Bayern på udebane er naturligvis en utrolig vanskelig opgave, uanset hvad ens hold end måtte hedde, men vi kunne måske alligevel godt se, at der kunne gemme sig en lille overraskelse i lørdagens opgør. Vi tror det ender i en pointdeling med slutcifrene 2-2.

 

 

Optakt: SV Werder Bremen – RB Leipzig: Vanvittige Werner vil vanskeliggøre Werder-aften

Kampfakta:

Spillested: Wohninvest Weserstadion, Bremen
Dommer: Tobias Stieler
Kamptidspunkt: Lørdag 18:30
TV: TV3 MAX

Werder Bremen fik en vigtig sejr på udebane over Union Berlin i sidste weekend.

Efter at have tabt sæsonens første to kampe, har ”die Grün-Weiβen” fået to sejre i de seneste to runder. Noget kunne derfor tyde på, at Florian Kohfeldts mandskab er ved at genfinde den fine melodi fra sidste sæson.

Dagens kamp bliver dog en svær en af slagsen, hvor de møder et stærkt Leipzig-mandskab, men til gengæld kan Werder-fans se frem til, at en af sidste sæsons helt store oplevelser i den grønne trøje Milot Rashicha er tilbage efter at have siddet ude i de seneste tre runder. Ifølge Kicker skulle han være klar til at indgå i start-elleveren, og han kan vise sig at være et stærkt våben imod en ret så solid Leipzig-defensiv.

Werder er dog generelt ret hårdt ramt på skadesfronten. Specielt defensiv er meget hårdt ramt, og Florian Kohfeldt må til dagens opgør se bort fra Ludwig Augustinsson, Sebastian Langkamp, Yuya Osako, Ömer Toprak, Veljkovic, Moisander og Fin Bartels. Samtidig sidder Nuri Sahin også ude med en karantæne for det røde kort, han fik i sidste weekend mod Union Berlin.

Leipzig spillede 1-1 i sidste weekend mod Bayern München, og de er med ti point efter fire runder stadig Bundesligaens førerhold. De fik udover det også en god start på Champions League i midtugen, da de vandt en svær udekamp mod Benfica med 1-2.

Leipzig bagerste geledder har indtil videre set stærke ud, ligesom de gjorde i sidste sæson. Samtidig har de i Timo Werner også haft en angriber i målform. Timo Werner har scoret fem mål i de første fire kampe, og han er bestemt ved at gøre sig til en meget ombejlet herre i det store Fodboldeuropa. Hvis Leipzig skal blande sig i mesterskabskampen i år, så blive det afgørende, at han kan fortsætte målformen, og hvis han kan det, bliver ”die Roten Bullen” en skrækmodstander for de fleste hold.

Til lørdagens aftenkamp må Julian Nagelsmann se bort fra Adams, Kevin Kampl og Hannes Wolf.

Bud på startopstillinger:

Werder Bremen:Pavlenka; Lang, Gebre Selassie, Groß, Friedl; Bittencourt, M. Eggestein, Klaasen; Sargent, Rashicha; Füllkrug
RB Leipzig: Gulasci; Mukiele, Konaté, Orban, Halstenberg; Sabitzer, Demme, Haidara, Forsberg; Poulsen, Werner 

Dom:
Leipzigs gode form og Werder Bremens mange skader gør, at RB Leipzig vinder i Bremen, selvom de ellers har haft det svært mod de grønblusede gennem de sidste par år. 2-1 til østtyskerne.

 

Foto: Søren Kjær

Optakt: Eintracht Frankfurt – Borussia Dortmund: Dortmund skal bygge videre

Kampfakta:

Spillested: Commerzbank-Arena, Frankfurt
Dommer: Markus Schmidt
Kamptidspunkt: Søndag 18:00
TV: TV3 MAX

Adi Hütters drenge tabte 2-1 til Augsburg i sidste uge, og udover det blev holdet også kørt rundt i torsdagens Europa League-kamp med 0-3 på hjemmebane mod engelske Arsenal.

Salgene af Sebastien Haller og Luka Jovic samt udlejningen af Rebic i sommers har gjort, at man op til sæsonen har sat spørgsmålstegn ved, om Eintracht Frankfurt er i stand til at gentage succesen fra sidste sæson, hvor holdet var tæt på både Champions League-kvalifikation og en Europa League-finale. Man har også i de første fire spillerunder kunne se, at offensiven ikke helt har kunne bibeholde den samme skarphed efter afgangen af samtlige medlemmer af sidste sæsons dødsensfarlige angrebstrio.

Det har dog heller ikke været noget katastrofal start på sæson for ”die Adlern”, der indtil videre har vundet to kampe og tabt ligeså mange.

Til søndagens aftenkamp står Adi Hütter uden Gacinovic, Nicolai Müller, Cavar, Stendera og Marco Russ.

Efter et pinligt 3-1-nederlag på udebane til Union Berlin kom Dortmund i sidste weekend tilbage på sejrssporet, da de snuppede en 4-0-sejr over Bayer Leverkusen og viste, at de fortsat skal betragtes som yderst seriøs mesterskabsbejler. En flot præstation i tirsdagens 0-0-kamp i Champions League mod Barcelona bør også give et signal om, at Dortmund er stærke.

Når vi skal vurdere Dortmunds titelchancer, må vi dog heller ikke glemme en kamp som den, de spillede mod Union Berlin, hvor de tabte 3-1. Der er nemlig ikke plads til mange af sådan nogle udfald, og de skal derfor måske til at hæve deres bundniveau lidt. Det kan i sidste ende blive den slags, der koster, når vi kommer til maj.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans